How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

63Likes
23Kommentarer
5985Visninger
AA

3. 'Can you forgive me?'

And, the worst part is there's no-one else to blame.

Zayns synsvinkel

Evelyns ord spillede igen og igen i mit hoved. Hun havde ret. Jeg havde cuttet hende fuldstændig af, da jeg blev medlem af One Direction. Jeg havde glemt hende. Hun var skuffet, ked af det og helt igennem sur på mig. Og det var alt sammen min egen skyld. Hvorfor skulle jeg også være så stor en idiot? Hun havde altid støttet mig, og jeg havde altid støttet hende. Men x factor og berømmelsen var steget mig til hovedet, og jeg havde glemt hende.

Hvordan var det overhovedet muligt, at glemme en som hende?

”Er du okay Zayn?” Louis slog sig ned ved siden af mig, og sendte mig et skævt smil. Var jeg egentlig okay? Jeg var lige støt ind i hende, som havde en kæmpe betydning i mit liv, og hun havde bare råbt af mig. Hun havde inspireret mig, og hun havde været den der ville have jeg stillede op i x factor. Ved gud om jeg var ked af det. Jeg var mere eller mindre knust indeni. Og sur. Sur på mig selv. Skuffet over mig selv.

”Jeg forventede jo ikke at støde ind i hende…” Jeg tøvede. ”Jeg havde håbet hun ville lade mig forklare.” Men hvad var der egentlig at forklare? Skulle jeg bare sige, ’Hey, undskyld jeg glemte dig, men det var ikke min skyld.’ For det var jo min skyld.

”Hey, hun skal bare have lidt tid. Lad hende tænke alt igennem, og giv hende en chance.” Louis klappede mig blidt på skulderen. Han var så forstående, og formåede også at holde mig på jorden, når jeg var helt ude af den.

”Jeg ved ikke Louis.” Og selvfølgelig skulle jeg se negativt på det. Jeg sad med mobilen i hånden, og scrollede igennem min telefon bog. Jeg havde stadig hendes nummer - hvis hun ikke havde skiftet. Men om jeg skulle ringe eller ej. Louis mente, som sagt, at jeg ikke skulle ringe, og bare give hende noget tid til at sluge det hele. Selvom det var svært, låste jeg min iPhone og lagde den på bordet.

”Jeg ved at det gør ondt Zayn, men du er også nød til at se bare lidt positiv på det. Nu ved hun, at du kan huske hende. Hun ved du er her i London, og ikke på den anden side af jorden.” Han sendte mig et lille smil, og ved hjælp af mit knæ kom han op på benene, og forlod mig, sikkert for at gå ud og åbne døren.

Jeg satte mig sukkende tilbage i sofaen, og begravede mit hoved i mine hænder. Jeg havde den største trang til at ringe hende op, men jeg vidste at enten ville hun ikke tage den, ellers tilhørte det nummer nu en anden. Og hvad skulle jeg overhovedet sige til hende?

”What’s up!” Lod det pludselig, og jeg kunne ikke lade vær med at smile over hvordan Niall prøvede at køre bad ass stilen, men han kunne ikke. Han var alt for sød og blød til det.

”Hey.” Jeg fik sat min krop op igen, og lod de andre komme til, mens de alle mumlede et hej. Og så kørte snakken ellers bare. Harry fortalte dårlige jokes, Louis lod som om de var sjove, mens Niall var i gang med spise et eller andet han havde i hånden, og Liams blik der lå på mig. Jeg vidste han bekymrede sig om mig, fordi jeg ikke var en del af samtalen. Mine tanker var et helt andet sted.

Nemlig på Evelyn.

Evelyns synsvinkel

”Han var bare så flabet!” Udbrød jeg igen, mens Paige prøvede at få mig ned og sidde. Jeg havde med det samme ringet hende op da jeg kom hjem, og efter jeg havde sagt jeg var stødt ind i Zayn, var hun hurtigt ovre ved mig, og havde overnattet ved mig.

Havde jeg nogensinde fortalt hvor meget jeg elskede hende?

”Rolig nu Evelyn.” Sagde hun for 5 gang, og tog fat i mine arme, og med et bum, sad jeg på stolen ved siden af hende ude i mit køkken. Jeg havde lavet noget morgen kaffe til os, men jeg havde slet ikke lyst til det. Jeg var rastløs. Hvorfor reagerede jeg dog sådan?

”Fortæl mig så hvad der skete. Stille og roligt.” Jeg havde ikke direkte fortalt hende hvad der var sket, eftersom jeg bare kom med små udbrød og styrtede frem og tilbage i mit køkken. Jeg havde lyst til at græde, men tårerne kom ikke. De var blevet opbrugt.

Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg tændte for radioen på min mobil, og det var en af deres sange, så jeg blev uopmærksom, og lige pludselig lå jeg oven på en eller anden mand, som viste sig at være Zayn.” Jeg sagde det i en lang smøre, og jeg kunne se hvor forvirret hun blev. Da jeg mødte hende, havde jeg fortalt hende, hvordan Zayn havde glemt mig da han blev kendt. Først troede hun ikke jeg kendte ham, men da jeg viste alle billederne var hun overbevist. Og fra den dag var hun blevet en af mine tætteste.

”Hvem, hvad og hvilken sang?” Ja, hun var tydeligvis forvirret.

”One Direction, en af deres sange kørte, og det var hans stemme.” Denne gang nikkede hun, og det så også ud som om hun nu forstod hvad jeg snakkede om.

”Og hvad skete der så?”

”Jamen, så mødte jeg hans blik. Det var som om han tog pusten fra mig på en meget ubehagelig måde. Han tog fat i mit håndled da jeg var på vej væk, og så sagde han ’ Er det sådan du hilser på din bedste ven?’ og det fik mig op i det røde felt.” Jeg kiggede ned på mit håndled. Jeg følte stadig hans hænder på mit håndled. ”Og så begyndte jeg at råbe af ham. Var det dumt, Paige?” Jeg var forvirret, okay?

”Altså nu ved jeg jo ikke hvad du sagde og hvor meget du råbte. Men sådan som du har det lige nu, så tror jeg virkelig du var sur.” Jeg kiggede bare afventende på hende. Hendes mening var så vigtig. ”Måske du ikke skulle have råbt sådan af ham. Jeg synes faktisk du skulle give ham en chance. Der var jo en grund til han blev helt mundlam. Vær ikke så hård mod knægten.” Hun blinkede lidt mig, og tog så en slurk af sin kaffe. Måske jeg egentlig burde give ham en chance for at forklare? ”Har du stadig hans nummer?” Jeg nikkede, og tog så min mobil op. Jeg kunne vel bare håbe han stadig havde det nummer.

’Kan du komme over? – Evelyn.’

”Hvad venter du på? Send den.” Paige tog endnu en slurk kaffe. Jeg tog en dyb indånding og sendte den af sted. Jeg kiggede opmærksomt på min mobil, og der gik ikke længe for den lyste op og jeg havde fået svar.

’Evelyn? Ja, selvfølgelig. Har du en adresse? – Zayn.’

Havde han virkelig lyst til at se mig efter alt jeg havde sagt til i går? Jeg sendte ham hurtigt min adresse, og bed mig i læben. Hvad havde Paige dog lokket mig ud i?

”Men jeg skal også hjem nu. Stefan kommer om lidt, og vi skal kigge på lejlighed.” Hun kyssede mig hurtigt på kinden. ”Det skal nok gå smukke.” Hun klemte min hånd, og så var hun hurtigt ude af døren. Jeg rejste mig derfor, og gik mod mit værelse så jeg kunne skifte tøj.

Jeg fik hurtigt et par sorte jeans på, en hvid top, og en lidt sort, men gennemsigtig trøje udover. Mit lange brune hår blev sat i en rodet knold, og jeg lagde en hurtigt makeup. Jeg smækkede et par sorte strømper på mine fødder, og satte mig derefter i mit vindue, hvor jeg åbnede det, og tændte en smøg. Jeg trængte virkelig til det. Jeg tog det første sug, og kunne mærke hvordan roen lagde sig i mig. Jeg røg sjældent hvis Paige var her, eftersom hun ikke var ryger, og jeg ville ikke have hun skulle få det dårligt af at være sammen med mig. Da jeg var lidt over halvvejs med smøgen bankede det på døren, og jeg skoddede hurtigt min smøg, inden jeg hoppede ned og hen til min dør.

Og der stod jeg så. Velvidende om at Zayn stod udenfor døren.

Jeg lagde min hånd på håndtaget og trak ned. Og jeg havde ret. Udenfor stod Zayn og hans øjne fandt hurtigt mine. Og der stod vi så. Jeg rystede på hovedet og hev mig væk fra hans blik.

”Hej Zayn.” Jeg åbnede døren endnu mere så han kunne træde indenfor, og mens han kom ind, tog jeg mig tid til lige at studere ham meget kort. Han havde et bare sorte jeans på, og en hvid trøje, samt en sort læderjakke over sig. Han fik jakken af og hang den pænt, mens han fik sine sko af. Jeg følte den akavede stemning, mens jeg bevægede mig ind i stuen med Zayn bag mig.

Vi fik sat os i hver vores sofa, så vi kunne kigge på hinanden.

”Hør-” startede Zayn, men jeg afbrød ham hurtigt.

”Jeg er virkelig ked af min opførelse i går. Det var ikke helt fair for dig, men der var nogle ting jeg havde brug for at fortælle til dig.” Hans øjne borede sig ind i mine, og jeg klemte min ene hånd, så jeg sikkert ville få mærker af mine negle. ”Så jeg var lidt overrasket over du overhovedet ville tale med mig i dag.” Jeg bed mig blidt i læben, men holdte øjenkontakten med Zayn.

”Selvfølgelig vil jeg tale med dig Evelyn.” hviskede han, stadig med øjnene rettet mod mine. ”Jeg er virkelig ked af at jeg glemte dig, og alt jeg ikke gjorde. Jeg kontaktede dig aldrig, og det var ikke fair.” Han indrømmede det, det var det eneste jeg kunne fokusere på i den sætning.

”Men, jeg var bare så betaget af x factor, og hvad det kunne gøre for mig liv. Jeg indrømmer gerne at jeg glemte dig, fordi jeg fik 4 nye bedste venner, men det var slet ikke min mening ved det hele.” Han rejste sig fra sofaen, og satte sig ved siden af mig i stedet for. Han sad ikke for tæt på, men alligevel så tæt at han kunne tage min hånd. Jeg kiggede ned, og jeg kunne mærke han lige skulle se an om det var i orden, så jeg sendte et lille smil til ham.  ”Det var slet ikke min mening at cutte dig fra. Hvis jeg bare vidste jeg ville miste da jeg stillede op, ville jeg slet ikke have meldt mig. Det er min skyld alt sammen.” Han hviskede det sidste, men han holdte øjenkontakten, og jeg kunne se oprigtigheden i hans øjne.

”Men det var jo din drøm.” Forsvarede jeg ham, og kunne mærke mine øjne blive blanke.

”Ja, det var min drøm. Og nu udlever jeg den. Men jeg startede den uden dig. Det var forkert af mig. Det var jo meningen vi skulle have gjort det sammen. Det var meningen du skulle været ved min side, og være der når berømmelsen blev for meget. Kan du huske alle de planer vi lagde?” Han lød nu meget frustreret og tog sin hånd til sig. Hans hænder kørte igennem hans sorte hår,  hvilket jeg altid havde beundret. Men jeg smilede blot. Jeg kunne sagtens huske alle de planer vi lagde på hans meget lille værelse. Vi havde altid gang i en ny plan.

”Livet handler om at leve i nuet. Ikke fortryde hvad du gjorde i din fortid.” Jeg vidste jeg forsvarede ham, og jeg burde ikke gøre det. Jeg burde bare sidde og lytte, men det var svært, fordi han havde ret. Vi havde det bedste venskab, og jeg havde aldrig været parat til at slippe det, selv dengang han cuttede mig fra.

”Evelyn, jeg er virkelig ked af det, og hvis jeg kunne gøre det godt, på nogen måde, ville jeg gøre det.” Han kiggede igen ind i mine øjne, og afslørede alt den sorg han holdte på.

”Men det kan du ikke Zayn.” mumlede jeg, og hans blik blev pludselig meget blankt, hvilket fik ham til at kigge ned. ”Du har allerede gjort det godt, ved at komme her. Det kræver noget at komme og indrømme alle de ting.” Jeg smilede til ham, og han rettede hurtigt sit blik mod mig igen. ”Du fik en chance for at udleve din drøm, og du tog den. Du tænkte bare ikke over konsekvenserne.” Mens jeg sad her med Zayn, indså jeg selv at jeg havde overreageret i går. Drengen var kun 17 år da hans liv ændrede sig, og jeg kunne ikke bearbejde ham.

”Evelyn, kan du tilgive mig?” Han hviskede, mest fordi jeg tror han var bange for mit svar. Men det var så simpelt at svare på det. Han var altså en dreng man ikke kunne være sur på længe, selvom jeg havde prøvet. Han havde gjort så meget for mig, og omvendt. Og jeg ønskede inderligt at få ham tilbage.

”Ja, selvfølgelig din nød!” Jeg sendte ham mit store Evelyn-smil og jeg kunne sværge hans smil var dobbelt så stort som mit, hvis det overhovedet var muligt. ”Men ved du hvad?” Han rystede hurtigt på hovedet. ”Jeg prøvede faktisk at hade dig dengang-” Zayn cuttede mig hurtigt af.

”Men det var svært, fordi jeg var så utrolig lækker.” Den Zayn jeg kendte var kommet tilbage. Altid så selvsikker. Jeg rystede blot på hovedet, og trak ham ind i et kram. Jeg havde savnet det så meget.

Da jeg trak mig igen, kunne jeg se hvordan Zayn lyste op. I hvert fald i forhold til da han kom.

”Du skal møde drengene!” Hans ansigt lyste endnu mere op, men hans øjne var lumske.

”Drengene?” Okay, jeg var forvirret. Hvem fanden skulle jeg nu møde? Jeg kunne tydeligt huske dengang han introducerede mig for hans fætter, og vi kunne bare slet ikke sammen. Vi var omkring de 13, og han truede med at klippe i mit hår, hvorfor vidste jeg dog ikke. Han måtte have været misundelig på mit hår.

”Resten af One Direction.” Udbrød han, og jeg var pænt sikker på min mund stod ret åben.

”Glem det.” svarede jeg hurtigt. Jeg gik jo ud fra Zayn havde fortalt hvordan jeg havde råbt og svinet ham til på åben gade, selvom der dog ikke var andre mennesker den aften.

”Stop det Evelyn. Du har ikke noget valg. Desuden tror jeg de vil kunne lide dig.” Han blinkede til mig, og jeg sukkede dybt. Jeg kendte jo Zayn, og han var kendt, så mon ikke jeg kunne beherske mig foran ’drengene’. ”I morgen, jeg henter dig klokken 12.” Med de ord krammede han mig hurtigt, og så var han ude af døren, sikkert på vej over til drengene, og fortælle om hans planer.

Skulle jeg virkelig møde resten af One Direction?

Jeg vidste bare jeg ville være ekstra kejtet. Åh gud.

Hej. Her er endnu et kapitel, og hvis I har ris/ros, så kom gerne med det. Jeg vil hellere end gerne vide hvad I tænker om det. Jeg undskylder for de stavefejl jeg ikke har fået rettet. 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...