Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1091Visninger
AA

4. Walter C. Dornez

 

Kvinden blinkede let, en anelse forvirret, før at hun slog øjnene op. Jeg gav hende et medfølende blik, mens hun kæmpede sig op og sidde. Hun måtte være lam fra navlen og ned, siden at hun måtte skubbe sig op og sidde.

”Jeg lever.”

Sagde hun forundret. Jeg lagde hovedet let på skrå, og betragtede Alucard i det fjerne hjørne. Han holdt sig skjult i skyggerne, men det var tydeligt at han holdt øje med hende.

”Ja.”

Svarede jeg blidt, og satte bakken med te fra mig på natbordet. Jeg tilbød hende en kop, som hun med et venligt smil accepterede. Hun satte det let til læberne, og fik straks lidt farve i de blege kinder.

”Tak sir.”

Sagde hun venligt. Jeg fyldte hendes kop igen.

”Kald mig endeligt Walter.”

Sagde jeg, og tilbød hende en kiks. Hun spiste den ivrigt. Hun var sikkert sulten. Det stakkels pigebarn. Hun så så svagelig ud. Det ville gøre hende godt med et varmt måltid mad. Hvilket passede ganske udmærket med tiden. Aftensmaden ville snart være klar, og jeg kunne servere den for hende og Integra. Seras spiste ofte med, selvom hun intet af maden rørte. Hun havde jo sin helt egen kost at tænke på. Men noget sagde mig, at Alucard ville gøre os selv selskab i aften.

”Jeg kan ikke læse dine tanker.”

Udbrød Alucard pludseligt, og trådte frem fra sit skjul i skyggerne. Kvinden satte koppen til læberne, og løftede sit blik imod hende. Noget havde ændret sig. Hun tømte let koppen, og ville sætte den fra sig.

”Tro mig, du har ikke lyst til at være i mit hoved.”

Svarede hun endeligt, og forsøgte at dreje sig, så hun kunne nå natbordet med bakken. Men hendes ben fulgte ikke med, og forhindrede hende i at nå. Så jeg tog blidt koppen fra hende, og satte den på bakken.

”Dine ben har ikke altid været sådan.”

Kunne jeg gætte mig til, da hun havde forsøgt at nå, trods hun ikke kunne. Hun rystede på hovedet.

”Jeg forsøgte at flygte, og min straf var tabet af mine ben. Jeg kan ikke mærke dem, jeg kan ikke bruge dem. De føltes som en fremmed del af min krop, trods jeg stadigt husker følelsen af at kunne gå og løbe.”

Svarede hun, og så væk fra mig. Ned på de livløse ben, som om at hun ved tankens kraft kunne genvinde kontrollen over sine ben.

”Jeg henter dig en rullestol, så du kan spise med til aftensmad.”

Tilbød jeg hende, og vendte mig bort. Og i det, opdagede jeg, at Alucard var borte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...