Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1048Visninger
AA

24. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

Sophia lo højt, tilsyneladende af en vittighed, som Alucard havde fortalt hende. Jeg sendte ham et hårdt blik, og mindede ham på ro, når jeg talte i telefon. Han nikkede let, rettede på Sophia i sit skød og kyssede hende, for at få hende til at tie stille.

Men kysset holdt ikke op. Det trak ud, og det var med vilje.

Alucard drillede mig, mens at jeg talte med Iscariot. Han lænede sig tilfreds tilbage i sofaen, og slap endeligt Sophias læber. Hun udstødte en flov lyd, men lå alligevel op af Alucard. Jeg kunne endeligt lægge på, og så surt på de to. De var helt umulige.

”Alucard, min tjener.”

Kaldte jeg. Han nikkede let, og skubbede forsigtigt Sophia af sig, så han kunne rejse sig. Hun rejste sig, og stod ved hans side. Og jeg tænkte kort over hvordan jeg var kommet til at have de tre mest magtfulde vampyrer under mig. Hvor af den ene var selveste Dracula, den anden hans genfødte hustru og den sidste; Seras, hans yndling.

”Tag fri.”

Sagde jeg. Alucard så straks forvirret på mig.

”Fri, herre?”

Spurgte han. Jeg nikkede let.

”Genopbygningen af London går som planlagt, og et hvert møgdyr er for skræmt til at stikke hovedet frem lige nu. Så derfor…”

Forklarede jeg, og så på Sophia, som smilede sit sædvanlige, blide smil.

”… tag fri et par dage.”

Sagde jeg afsluttende. Mere skulle der heller ikke til, før at han og Sophia var væk i et vindpust. Men Seras blev stående.

”Tilbuddet gælder også dig, Seras.”

Forklarede jeg. Hun nikkede let, men blev alligevel stående.

”Hvad er der?”

Spurgte jeg hende. Hun kom hen, og satte sig i en af stolene overfor mit bord.

”Jeg er en smule forvirret.”

Indrømmede hun. Jeg hævede et øjenbryn, forvirret over hvad hun mente.

”Hvem er Elizabeta?”

Spurgte Seras endeligt, så jeg forstod. Altså havde Alucard ikke forklaret hende det, hvilket jeg godt forstod. Det var en smertefuld del af hans fortid, som han ikke ønskede at tale om.

Jeg nikkede let til Seras. Jeg ville forklare hende det, som jeg selv havde læst mig frem til som barn. Ganske kort tid efter at jeg havde fundet Alucard i kælderen, og havde forstået hvem han var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...