Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1049Visninger
AA

23. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

”Løslad hende straks!”

Råbte jeg i en ordre. Majoren lo, og rystede på hovedet.

”Det går ikke. Jeg skal bruge hende, for at holde krigen i gang. For at producere nye, stærkere krigere, som kan kæmpe for evigt.”

Sagde han med et skørt smil.

”Seras, skyd hul igennem til majoren.”

Beordrede jeg. Hun kastede sig ivrigt over opgaven, men glasset modstod de normale skud.

”Tsk. Tsk. Prøv igen.”

Drillede han, hvilket bare gjorde Seras vred, så hun fortsatte.

”Alucard, knus glasset.”

Bad jeg ham. Han så kort på mig.

”Det er stærkt, som hans er det. Jeg vil ikke risikere at hun kommer til skade.”

Sagde Alucard modløst. Jeg så dumt på ham. Det var ikke den Alucard, som jeg kendte. Sophia så op fra gulvet, og bestemt på Alucard.

”Jeg tror ikke, at hun vil tillade at du behandler hende som den porcelænsdukke, hun engang var.”

Sagde jeg, og trådte tilbage. Alucard vendte sig mod Sophia igen, som havde skiftet form. Hendes lange hår var blevet kortere, men der var flere krøller. Hun stod iklædt en gammeldags kjole, og hendes hår trak sig op i en opsætning. Jeg blev hurtigt klar over at jeg så på Elizabeta. Det ændrede sig igen, og hun blev iklædt en anden kjole. Mere ny, men stadigt gammel. Hun var nu Mina. Hun sukkede let, før at hun blev til Sophia igen.

”Jeg er ikke svag længere.”

Mimede hun igennem glasset, som kvalte hendes lyd. Majoren jublede begejstret bag sit glas, og råbte vildt:

”Se dit sande ekko!”

Det var rettet mod Alucard, som stod nærmest til at se Sophia løslade sine egne skygger, som han var i stand til det. Han gispede chokeret, da den røde farve i hendes øjne blev tydeligere, og hun knuste glasset med skyggerne. Hans sande ekko, et ekko af hans kræfter og af ham selv.

”Sophia.”

Hviskede han overvældet, da hun trådte ned fra den lille platform og ned på gulvet.

”Intet skal komme imellem os længere.”

Lovede Sophia, og fik sine skygger til at angribe majorens glas, som splintrede og blev knust i tusinde stykker. Alucard trak hende ind i sin favn, lettet over at have hende tilbage. Hun nikkede let til mig, og jeg kunne vende min opmærksomhed mod majoren.

Som til min overraskelse var i live, efter at glasset sprang. Han spyttede lidt blod ud på gulvet, og så en ekstra gang på Alucard, før at han lo.

”En cyborg?”

Sagde Seras forvirret. Majoren udstødte en utilfreds lyd, og kastede sig ud i lang tale om hvordan at han var et menneske. Hvor at Alucard ikke var det, og at det var derfor at han hadede ham. Fordi at han lignede et menneske, men var et monster, hvor han selv var et menneske, men lignede et monster.

Jeg afbrød hans tale. Jeg havde fået nok. Så jeg skød ham, så Sophia kunne få ro, og vi kunne tage hjem. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...