Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1032Visninger
AA

21. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

Jeg forstod endeligt de tekster, som jeg havde læst som barn. Og endeligt forstod jeg hvorfor Alucard var blevet som han var blevet. Jeg ville sige noget, hvad som helst, men intet ville kunne lette den smerte, som Alucard havde båret og stadig bar. I stedet var det Sophia som åbnede munden for at sige noget:

”Elskede…”

Kaldte hun, og Alucard så op fra jorden, hvor Andersons rester blev til støv. Hun rakte ud, men blev afbrudt af Walter, trods han næsten ikke var til at kende. Han var ung igen, og med det samme vidste jeg, at vi var blevet forrådt.

”Som du dog ligner hende, eller dig selv, skulle jeg nok sige. Majoren har et billede hængende af Mina Harker, det eneste, som nogensinde blev lavet. I kunne være tvillinger. Så forstår jeg bedre hans reaktion, da han så dig.”

Sagde Walter med et ondt smil, og slog et let slag med sin hånd. Sophia forsøgte at undgå det, men nu hvor Walter var ung og smidig igen, fangede han hende i sine tråde. Alucard så forfærdet til, da Walter slog endnu et slag og trak hende tæt.

”Du skal op til majoren, og hygge dig. Eller majoren vil hygge sig. Du er Alucards ekko, fuldendt. Så hvorfor nøjes med Minas gamle lig, når vi kan få det frisk?”

Spurgte Walter, og sendte Sophia, stadigt bundet i de mange tråde, op i luften, hvor hun blev taget ombord på luftskibet. Alucard udstødte et brøl af raseri og frygt, og gik til angreb på Walter.

Seras kunne ikke hjælpe lige nu, selvom hun gerne ville. Jeg tilbød hende mit blod til at hele på, men mindede hende på at passe på med hvor meget hun tog. Hun tog forsigtigt imod, og imens kæmpede Alucard og Walter.

Da Seras var klar til at hjælpe, var Walter langt fra sig selv længere. Han var sig selv, som da han var fjorten år. Hans tranformation havde givet bagslag, og han blev yngre og yngre. Alucard stod bøjet over ham. Det var snart over.

Men jeg følte intet for den forræder længere, og ville bestemt ikke være der til hans død.

”Seras, få mig ombord på det luftskib. Vi skal have Sophia tilbage igen.”

Seras nikkede, helt enig og tog mig i armene, mens at hun gjorde klar til at sætte af.

”Alt det blod, Alucard! Sug det dog i dig, og kræv din elskede tilbage.”

Råbte Walter vredt efter Alucard. Men han smilede blot dystert.

”Det kunne jeg gøre, og genvinde den styrke det ville være nødvendigt for at lægge London øde. Men…”

Sagde Alucard, og så ned på den unge Walter.

”… jeg vil ikke risikere at absorbere Schrödinger, og blive adskilt fra min herre, min elskede og min yndling.”

Afsluttede Alucard sin sætning, Walter stirrede chokeret på ham.

”Sophia!”

Udbrød Walter forstående. Alucard nikkede let. Sophia havde advaret ham i mod hvad der ville ske, hvis Schrödinger blev til et af hans ofre.

”Men forbindelsen… forbindelsen blev brugt, da du gjorde hende til din yndling.”

Stammede Walter forvirret, og hostede igen blod op. Alucard smilede let.

”Pudsigt, det har hun aldrig sagt noget om.”

Sagde Alucard med et skævt smil og satte af sammen med Seras og jeg. Vi efterlod Walter til hans skæbne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...