Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1037Visninger
AA

20. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

”Så du er den sagnomspundne Mina Harker?”

Brød Anderson ind, og havde tydeligvis ikke fået det meste af samtalen med. Han kastede en kniv efter Sophia, men Alucard slog den let til side, så den ingen skade gjorde. Nu hvor han var blevet genforenet med sin genfødte Elizabeta, så skulle intet skille dem ad igen.

Anderson var allerede klar med de næste knive, klar til at kæmpe, såvel som Alucard. Men Sophia holdt ham tilbage. Sidst han var draget i kamp, havde det kostet ham hende.

”Gå.”

Bad hun, og nikkede let i retning af Anderson.

”Jeg venter på dig.”

Lovede hun, og trådte væk, så Alucard var klar til kamp.

”Så du skulle have tilladelse ved den lille hore først?”

Spurgte Anderson, og det var bestemt det værste, som han kunne have sagt. Alucard udstødte et brøl af vrede, og gik til angreb.

Og Seras slog armene om Sophia med hendes gode arm.

”Du lever.”

Sagde Seras lettet, mens Alucard og Anderson kæmpede bag hende. Alucard svingende med sit sværd.

”Og du er fuldendt.”

Brød jeg ind, og betragtede de røde øjne. De klædte hende, sært nok. Hun havde ellers altid fremstået som en svagelig kvinde. Men sandheden kunne ikke være meget mere anderledes. Hun var nødt til at være stærk, for at kunne være grevens hustru.

”Jeg huskede… alle mine liv, som jeg gled bort.”

Forklarede Sophia, og betragtede nervøst Alucard.

”Det tog mig tre liv at gense min elskede. Og det skulle ikke tage mig endnu et, for endeligt at mærke hans læber mod mine.”

Sagde hun, og strøg svagt sine læber, hvor Alucard havde kysset hende. Hun betragtede Alucard, som nu var tilbage i den form, vi var vant til. Han havde skudt Anderson, og fældet ham. Han var ikke i stand til at regenerer sine skader. De var for omfattende.

Trods Iscariots forsøg på at hjælpe Anderson, og hans brug af Helenas Nagel, brugt i korsfæstelsen af Jesus, så havde Alucard besejret ham. Men uden et råb af triumf, stod han på gaden. Seras havde hjulpet, da det havde set sort ud, men det var ovre.

”Monstre græder ikke.”

Sagde Andersons afhuggede hoved, og så på Alucard.

”Og det var derfor du blev et, var det ikke?”

Spurgte Anderson. Sophia og Alucards blikke mødtes straks, mens de huskede den skæbnesvangre dag, hvor han havde mistet Elizabeta.

”Så du ikke behøvede.”

Tilføjede Anderson. Alucard frigjorde sit blik fra Sophias, og så på Andersons hoved.

”Når en mands tårer tørrer ud for evigt, bliver de til monstre… så grin… som altid.”

Sagde Andersons hoved, og blev til støv, med et stille amen. Alucard sagde amen sammen med ham. Han havde trods alt også været en troende mand engang. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...