Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1041Visninger
AA

16. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

Det var overraskende at se den pludselige ændring i Sophia. Det var helt utroligt hvilken ændring et enkelt tøjskift og opsætning af hendes hår havde gjort. Hun var blevet endnu smukkere, og virkede adskillige år ældre. Hendes lille blide smil blegnede ikke, trods Alucard og Seras endnu ikke var nået frem efter fiaskoen i Rio de Janeiro.  Hun havde på ingen tid charmeret både Iscariot, medlemmerne af det runde bord og selve dronningen.

Det så ikke længere ud til at røre dem længere, at hun var en vampyr.

Hun skulle have været med til Rio. Men noget i Alucards opførsel, havde fået mig overtalt, så hun blev ved min side. Bodyguard, var vist det ord, som Alucard havde brugt. Trods jeg følte det var omvendt. Hvad var det dog ved Sophia, som havde vendt Alucard sådan på hovedet? Han opførte sig så sært.

”Vampyr.”

Kaldte dronningen pludseligt, og havde ellers holdt sig i baggrunden. Jeg rettede mig bekymret op i stolen, og sendte Sophia et bestemt blik. Hun havde bare at opføre sig ordentligt.

”Deres højhed.”

Svarede Sophia høfligt, og smilede forsat forsigtigt.

”Har du vandret længe ved din herres side? Du virker mig svagt bekendt.”

Spurgte dronningen. Sophia rystede ganske let på hovedet, så de enkelte løse krøller let hoppede.

”Jeg er ganske ny, deres højhed.”

Svarede Sophia høfligt, og så var der ro igen. Men nu hvor Iscariot var blevet mindet på at hun var vampyr, var de kølige og reserverede igen.

Lige tids nok til at Alucard, Seras og Pip dukkede op. Alucard og Sophias blikke mødtes næsten med det samme, og jeg fik en sær følelse af at forstyrre noget privat. Noget, som Seras vist også gjorde. For hun så hurtigt væk. Det var sært. Jeg måtte til bunds i det her, når det hele var overstået med Millenium.

Deres blikke gled hver til sit, da Alucard trådte forbi hende og fortsatte op imod dronningen. De hilste på hinanden, og afslørede at de tidligere havde mødtes, før at Alucard afslørede hvad han havde fundet ud af.  At fjenden har skabt en hær af vampyrer, som de ville bruge til at besejre os med, som hævn for tabet under anden verdenskrig.

Så dukkede en løjtnant Schrodinger op, ikke helt menneskelige med de dyreøre, som sad på hans hoved. Han satte os i forbindelse med Majoren, lederen, anføreren for Millenium. Her gentog majoren hans intentioner, som Alucard netop havde forklaret os, hvor Alucard svarede igen. Han forklarede at han med glæde ville ødelægge Millenium endnu en gang. Som han og Walter havde gjort det for 55 år siden.

Så faldt majorens blik på Sophia, og han gik i stå. Han var nærmest i chok, og gned endda sine egne øjne, som om at han ikke ville tro dem.

”Umuligt.”

Mumlede han begejstret. Sophia så forvirret ud, og så på mig efter svar. Svar, som jeg ikke kunne give hende. Endnu et mysterium, som skulle løses sammen med Alucards adfærdsproblemer. Men først, skulle majorens opmærksomhed afledes.

”Afliv løjtnanten, så vi kan komme videre.”

Beordrede jeg. Hvilket Alucard glædeligt gjorde. Også så forlod majorens blik igen Sophia, som stadigt så forvirret på mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...