Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1099Visninger
AA

10. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

Tiden var gået, og i nu tre måneder havde Sophia boet i Hellsing Hovedkvarteret. Det var for risikabelt at sende hende andre steder hen. Ikke at hun længere kunne holde til det.

Hun var hurtigt blevet svagere, blegere og endnu mere syg. Og intet kunne gøres for at redde hende. Hendes forbindelse til Alucard, hans ofre, kunne ikke brydes. Ganske enkelt fordi at det var uhørt. Det var aldrig sket før. Ikke, at jeg ikke havde forsøgt. Men hun havde ikke længere styrken.

Værelset havde hun ikke forladt meget til at begynde med. Men nu, forlod hun slet ikke sengen længere. Det mindede mig så smertefuldt om min egen far, der også var svundet ind, mens kræften havde taget livet fra ham.

Da jeg hørte hendes skrig af sorg og smerte, var det mig ikke ukendt. Hendes styrke var svundet ind, og sammen med den, evnen til at stå imod de uendelige ofre, som ville huskes. Som regel skreg hun, når det blev for meget. Når de døde for smertefuldt. Det gik mig på, og jeg var ikke den eneste.

Jeg rejste mig fra skrivebordet, og satte kurs mod hendes værelse. Ikke at jeg kunne gøre noget, men måske hjalp det, hvis jeg var lidt hos hende. Seras og Alucard var her alligevel ikke. De var ude på mission.

Walter så op fra sengen, hvor Sophia vred sig i sine svage kramper, mens mindet ebbede ud. Han holdt en klud med køligt vand i hænder, og duppede forsigtigt sveden af hendes pande. Hun faldt til ro igen, mens jeg nærmede mig.

”Nogen bedring?”

Spurgte jeg. Som forventet, rystede Walter på hovedet og gik ud efter noget frisk vand. Jeg satte mig på sengekanten, og tog forsigtigt Sophias hånd. Hun var blevet så tynd på det seneste. Hun var for svag til at spise nok, og det gjorde hende endnu svagere. Det var en ond cirkel.

Jeg strøg hendes bløde krøller væk fra hendes ansigt, som var vådt af sved. Hun havde været så smuk at se på, men nu… helt afkræftet og døden nær, så var hun ikke længere den skønhed, som hun havde været.

”Jeg beder dig…”

Hviskede hun hæst, og måtte kæmpe for at lukke sine øjne op.

”… dræb mig. Gør en ende på mine smerter.”

Bad hun, og besvimede så af den kraftanstrengelse det havde været at åbne øjnene. Jeg rejste mig, og tog en beslutning.

Walter kom tilbage med frisk vand, men jeg bremsede ham.

”Ring efter lægen.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...