Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1113Visninger
AA

7. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

”Og hvilken nytte gør det vampyrerne, som bevogtede dig?”

Spurgte jeg, mere forsigtig med kvinden end jeg tidligere havde været.

”De søgte en måde at dræbe Alucard på, og eftersom jeg husker ofrenes sidste øjeblikke, så… Så gav det dem viden. Så de vidste at de ikke kunne dræbe ham på den måde.”

Forklarede kvinden, og rystede på hovedet, som om at hun forsøgte at ryste det af sig.

”Hvor ofte?”

Spurgte Alucard og afbrød mig i endnu et spørgsmål.

”Hvor ofte ser du dem?”

Uddybede han, og så ned på hende med det ubehagelige blik, som jeg havde set i kvindens øjne tidligere. Men det så ikke ud til at røre hende.

”Som barn, drømte jeg blot. Men efter…”

Hun gik i stå, og så pludseligt ganske tom ud i øjnene. Så blinkede hun let, og blev nærværende igen.

”Mine forældre blev myrdet for mine drømme, mine mareridt. Og efter at have set dem dø på så grusom en måde, så begrænsede det sig ikke længere til mine drømme. Det bredte sig. Nu sker det hele tiden, mens jeg er vågen.”

Forklarede hun. Altså måtte det være det, som der lige var sket. Da hun blev fjern. Hun havde husket endnu et offer. Men hvis hun aldrig glemte dem, hvad skete der så med hendes forstand? Når hun så den ene efter den anden myrdet på de meste grusomme måder.

”Men når du ikke glemmer…”

Sagde Alucard tænkende. Kvinden sukkede blidt.

”Det føltes som om der slet ikke er plads til mig herinde.”

Sagde hun, og strøg fraværende sin pande.

”For hvert ansigt jeg husker, for hver dag, mister jeg mere og mere af min forstand. Indtil der intet andet er tilbage end det fængsel af de døde, som ikke vil glemmes.”

Svarede hun endeligt, og sukkede blidt.

”I dette tempo, så lever jeg ikke til min 23 års fødselsdag.”

Sagde hun med et trist suk, men smilede alligevel ganske svagt. Hun virkede sært beroliget ved den tanke.

”Hvor gammel er du?”

Spurgte jeg fraværende, forfærdet over den skæbne, som kvinden havde lidt.

”20 år.”

Svarede hun endeligt, efter lang tid, hvor hun var blevet mere og mere træt. Hun kæmpede for at holde sine øjne åbne.

”Jeg har behov for hvile.”

Mumlede hun fjernt. Overraskende nok, var det Alucards hænder, som lukkede sig omkring håndtagene på rullestolen. Han kørte hende væk, og jeg lod ham gøre det. Det ville være hende en befrielse, hvis han dræbte hende. Jeg havde dog sært nok følelsen af, at han netop ikke ville gøre dette.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...