Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1085Visninger
AA

6. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

”Jeg hører deres glemte stemmer. Jeg ser deres glemte ansigter. Jeg husker deres glemte liv. Alle som en, en som alle. Intet ansigt er glemt, intet ansigt tabt. Flere og flere kommer de til mig, en efter en efter en. Hurtigere og hurtigere, og stadigt må jeg ikke glemme.”

Begyndte kvinden at fortælle. Hendes blik fjernt, vendt mod gulvet, mens grebet om rullestolen blev strammere og strammere, så hendes knoer blev hvidere. Hurtigere og hurtigere talte hun, og jo mindre mening gav det. Mere og mere lød hun som en galning.

”De er alle inde i mig. Jeg hører dem, ser dem, husker dem. Alle som en, alle som en. De er alle i mig. De drukner i blod, som ikke er der! De dør om og om igen, og jeg kan intet gøre. Deres stemmer, deres skrig, et mareridt i mit sind. Hør mig, se mig, husk mig, skriger de alle. Blødende, døende, drukner de i blod, som ikke er der!”

Jeg for op ved da kvindens stemme var steget i styrke. Hun skreg næsten, og alligevel fortsatte hun med at tale om dem, som hun skulle høre, se og huske. Dem, som druknede i blod, der ikke var der. Hun var sindssyg, og jeg måtte få hende til at tie stille.

Og så blev hun tavs, da Alucard dukkede op ved hendes side og let lagde sin hånd på hendes skulder. Det ubehagelige blik forsvandt, og hun faldt til ro på ingen tid. Hun blev igen normal.

”Hvem?”

Spurgte Alucard, og lænede sig ned til hende.

”Hvem?”

Gentog han forsigtigt. Hun drejede hovedet, og så på ham.

”Dine ofre. Dine drab. Alle dem, hvis død du var skyld i, involveret i.”

Svarede hun, og så fuldkommen udmattet ud. Alucard slap hende hurtigt, næsten som om at han havde brændt sig på hende.

”For hver dag husker jeg flere og flere af dem.”

Mumlede hun svagt. Jeg gik over til hende, og så ned på hende.

”Forklar dig.”

Beordrede jeg. Kvinden skælvede let.

”Det kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan, kun hvad der sker.”

Sagde hun svagt, og fortsatte.

”Jeg oplever deres død, og de få minutter inden. Jeg husker deres navne, deres ansigter og hvordan de døde. Selvom de finere detaljer går tabt i mit sind, så kan jeg ikke glemme dem. Ikke et eneste ansigt.”

Hun tog sig let til panden med en smertelig grimasse.

”Og altid er det det samme, som de ser til sidst. Din tjeners ansigt.”

Sagde kvinden til mig, og så på mig. Hendes smerte over hvad hun så, tydelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...