Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1092Visninger
AA

5. Sir Integra Fairbrook Wingates Hellsing

 

Det var en sær følelse, det gav mig at se Walter skubbe kvinden i en rullestol. Det var sikkert det, som skyldtes hans forsinkelse. Hun takkede blidt, da Walter hjalp hende hen for bordenden. Han flyttede stolen, og hun prøvede sig frem med at manøvre sig på plads. Det var tydeligt at hun ikke var vant til rullestolen, da Walter måtte hjælpe hende med at komme helt ind til bordet.

Jeg kunne tydeligt se Seras bekymring, og burde sikkert også selv føle den. Men jeg bremsede mig selv i det. En flok vampyrer havde vogtet over hende, beskyttet hende, et simpelt menneske, hvorfor? Min bekymring blev overskygget af min mistænksomhed.

Forretten blev serveret. Suppe, min yndlings endda. Men min mistænksomhed var vakt, og overskyggede også min sult. Kvinden spiste forsigtigt, en smule ivrigt. Hendes kinder fik langsomt farve, eftersom varmen fra suppen bredte sig i hendes krop.

”Hvad gør dig speciel nok til at en flok vampyrer ville vogte over dig?”

Spurgte jeg, og mærkede Walters sigende blik på mig. Han var tydeligvis også bekymret, og følte ikke at kvinden udgjorde nogen trussel.

”Svar mig.”

Tilføjede jeg utilfreds, da hun ikke straks svarede. Hun lagde blidt skeen fra sig, og så op. Hendes brune øjne med et ubehageligt blik, som gik i strid med hendes tidligere svage opførsel.

”Det… jeg ser.”

Svarede hun, og lukkede kort øjnene. Da hun åbnede dem igen, var de normale igen. Blide og rolige.

”Det jeg hører.”

Tilføjede hun yderligere, og lænede sig tilbage i rullestolen, som om at hun var udmattet af en tung byrde.

”Det jeg husker. Det som intet menneske burde huske, kunne huske. Kunne vide, burde vide.”

Mumlede hun svagt, så jeg knap nok hørte det. Hun holdt sine hænder for sit ansigt, men tvang dem bort og ned på armlænet på rullestolen.

”Hvad?”

Spurgte jeg, foruroliget af hendes sære opførsel. Hun svarede ikke, og trak vejret tungt.

”Hvilket ved du, hører du, ser du, som intet menneske burde kunne?”

Spurgte jeg, i tvivl om hvad jeg havde med at gøre. Kvinden var et menneske, det var jeg sikker på. Uden tvivl enten på alder med mig, eller ganske få år yngre.

Kvinden så endeligt på mig, igen med det ubehagelige blik, som var begyndt at se velkendt ud. Hvor genkendte jeg det blik fra?

”Dem.”

Svarede hun, og greb stramt fat om rullestolens armlæn.

”Dem, som ingen andre ser, hører eller husker mere.”

Tilføjede hun, mens hendes blik blev mere og mere ubehageligt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...