Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1063Visninger
AA

17. Seras Victoria

Integra og mester havde haft et voldsomt skænderi hvad angik Sophia. Og hun og jeg havde siddet lige ude foran døren. Integra havde krævet at få at vide, hvorfor majoren var interesseret i Sophia. Hvordan han havde kunnet genkende hende, trods han aldrig havde set hende før. Men mester havde svaret, at det vidste han ikke. Selvom han så tydeligt vidste noget. Trods dette, så undgik han flere spørgsmål. Og det endte med at skænderiet kom til at handle om hvilken rolle, som Sophia skulle have i den kommende kamp. Af en eller anden grund, som mester ikke ville afsløre, så ville han ikke have hende involveret og så helst at hun blev sendt så langt væk fra kampen som overhovedet muligt. Men det endte med at Integra beordrede ham til at holde sin mund lukket, og lade Sophia deltage i kampen sammen med mig.

Mester var rasende, men der var intet, som han kunne gøre. Han var tvunget til at følge Integras ordre. Rystende af raseri forsvandt han i retning af sit værelse for at samle sine våben. Imens kom Integra ud til os.

”I bliver her i Hellsing Hovedkvarteret. De vil uden tvivl angribe os her, hvis de får chancen.”

Sagde hun, og gik også. Også var det afgjort. Sophia nikkede let, men så endnu mere forvirret ud, end da majoren havde set ud til at have genkendt hende. Jeg forstod hende godt.  Hun havde ingen erfaring med at kæmpe. Hun kendte ikke engang sin egen styrke. Hun ville blive kastet lige så hovedløst ud i det, som jeg var blevet det. Jeg håbede bare, at det ville gå bedre for hende, end det gjorde for mig.

”Seras.”

Sagde hun blidt. Jeg løftede blikket, og mødte hendes blide øjne.

”Jeg er bange.”

Indrømmede hun. Jeg nikkede let. Det var jeg også.

 

”Det skal nok gå. Vi skal nok klare os.”

Lovede jeg med et skævt smil, og smilede glad til hende. Hun fnes let, og gav mig et lidt bredere smil som svar.

”Kom, jeg viser dig hvor vi har uniformer henne.”

Sagde jeg, og ledte hende vej. Indvendigt bad jeg stille for mig selv, og håbede på at jeg kunne holde mit eget løfte med at vi nok skulle klare os.

Jeg fandt en uniform frem til hende, og hun fik den på. Den klædte hende, men jeg syntes stadigt bedre om hende i kjole. Og jeg måtte indrømme, at ideen om at sende hende væk, virkede mere og mere som en god ide. Sophia virkede jo så svagelig. Hun havde haft en hård start på sit liv som vampyr, og hun kendte jo intet til sin styrke og evner.

”Det skal nok gå.”

Gentog Sophia sit eget løfte, og krammede mig tæt ind til sig. Det var sært, hun brød sig ikke om at blive rørt, men det var alligevel dejligt.

”Lov mig, Victoria. Lov mig at passe på Alucard, hvis jeg ikke klarer det.”

Hviskede hun. Jeg løftede hovedet, og mødte undrende hendes blik. Det var sært nok, at hun aldrig kaldte ham mester, kun Alucard, men nu bad hun mig om at passe på ham. Mester kunne da godt passe på sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...