Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1039Visninger
AA

15. Seras Victoria

 

Efter at have mødtes med Pip Bernadotte, verdens mest irriterende franskmand, og hans mænd, var det tid til at vende tilbage til Sophia. Jeg blev overrasket over at se mester hos hende.

”Hvil.”

Hviskede han blidt, og trak dynen over hende. Han strøg blidt hendes kind, og rejste sig.

”Kom, politipige. Hun har behov for hvile.”

Kaldte han mig med sig, hvilket var dybt underligt. For jeg havde ikke fået lov til at hvile midt om natten, som hun nu gjorde. Jeg var mere eller mindre blevet kastet direkte ud i det. Hvorfor var han så blid ved Sophia, som han bestemt ikke var overfor nogen andre?

Men jeg fik da tid sammen med mester, da Integra blev bedt om at mødes med Enrico Maxwell. Anderson, den mand, som mester og jeg tidligere havde stødt ind i, ville uden tvivl også være der. Så vi eskorterede Integra til museet, hvor de skulle mødes. Mester og jeg holdt os på afstand, faktisk helt ude af museet.

Og mens vi sad og ventede, blev mester igen fjern. Sophia bekymrede ham tilsyneladende.

”Mester?”

Spurgte jeg, men fik ingen reaktion. Og jeg ville sikkert ikke få nogen reaktion fra ham, medmindre jeg greb det rigtigt.

”Hvad er der galt med Sophia?”

Spurgte jeg derfor, og fik det til at lyde som om at der var noget galt med hende. Det var der jo ikke, eller det håbede jeg på at der ikke var. Mester løftede hovedet, og så undrende på mig. Han sagde ikke noget, men i det mindste havde han reagereret.

”Er der noget… galt med hende?”

Tøvede jeg med at spørge. Mester så stadigt uforstående på mig.

”Siden at hun skal hvile, at du holdt hende væk fra kampen og er så… forsigtig med hende.”

Jeg ville have sagt at han var distraheret på grund af hende, men jeg ændrede det hurtigt.

”Der er intet galt med hende. Jeg er bare… bekymret.”

Svarede han, og blev så tavs igen. Det var vist den samtale, tænkte jeg irritereret og havde ikke rigtigt fået svar på noget som helst. Men jeg turde ikke at spørge igen.

Ordene: ”Engelske so”, blev båret til os af vinden fra et åbent vindue. Helt klart en fornærmelse mod Integra, som sendte mester afsted i et vældigt humør, klar til at slås.

”Pis.”

Sagde jeg, og så mig desperat om efter en måde at forhindre ham i at gå amok i museet. Jeg fik øje på en flok af ældre mennesker, som netop var steget af en bus, og fik en lys ide.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...