Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1036Visninger
AA

13. Seras Victoria

 

Mester sad på sengekanten, og vogtede over Sophia.  Integra havde forsøgt at skælde ham ud, men hun havde ikke trængt igennem til ham. Han sad bare, på sengekanten, og sad. Walter havde ganske kort sagt til mester, at han håbede på at mester vidste hvad han lavede. Men heller ikke her var der kommet et svar. Så nu sad jeg alene tilbage, sammen med mester og ventede på at Sofia ville vågne op.

”Mester…”

Sagde jeg endeligt, efter lang tids stilhed.

”Hvorfor?”

Spurgte jeg, og var ikke sur på mester. Han måtte jo have en god grund til at gøre Sophia til en af os, selvom han ikke havde sagt et ord, siden det var sket. Og for at være ærlig, så var jeg heller ikke klar til at sige farvel til hende endnu.

”Jeg…”

Begyndte mester overraskende at tale, men gik i stå igen. Så jeg holdt mund, og håbede på at han ville fortsætte med at tale. Bare Walter nu ikke ødelagde det, for jeg kunne høre at han stod ved døren ind til værelset. Men han blev heldigvis stående, sikkert for at lytte. Og det virkede heller ikke som om at mester havde hørt ham.

”Jeg kunne ikke miste hende.”

Indrømmede mester, og strøg en af Sophias bløde krøller lidt længere væk fra hendes ansigt.

”Ikke igen.”

Tilføjede han hviskende. Jeg lagde undrende hovedet på skrå. Ikke igen? Hvad mente han med det? Så jeg åbnede munden for at spørge. Men i samme øjeblik slog Sophia øjnene op, og jeg glemte det igen.

Sophia var langt mere rolig end jeg havde været det. Hun blinkede svagt et par gange, og fangede så mesters blik.

”Jeg lever, men jeg er død.”

Sagde hun, og tog mesters hånd, som let trak hende op og sidde. Han nikkede ganske let. Det var underligt så rolig, som hun var.

”Hvor længe har du vidst, at du ville blive et af mine ofre?”

Spurgte mester, ikke det mindste overrasket. Jeg så forvirret på Sophia, som igen smilede sit blide, forsigtige smil.

”Det har jeg altid vidst, bare aldrig hvordan eller hvornår. Kun at det ville ske.”

Sagde hun med sin bløde stemme. Jeg pustede lettet ud, hun var uskadt, og hun virkede mere eller mindre som sig selv. Mester rakte ud, og strøg hendes kind. Og hun tog imod kærtegnet, og holdt hans hånd tæt imod sin kind. Jeg fik en sær følelse af at trænge mig på, i noget meget privat.

Og så brød helvede løs, da en hel hær af ghouls angreb hovedkvarteret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...