Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1052Visninger
AA

11. Seras Victoria

 

Mester var frustreret. Det var tydeligt, eller det var mere manglen af det, der gjorde det tydeligt. Han var tavs, uhyggeligt tavs. Jeg forstod det godt. Jeg følte den samme frustration. Sophia var døende, hun kunne dø hvert øjeblik det skulle være, og vi kunne intet gøre for at redde hende.

Endeligt var der en uskyldig, som fortjente at blive reddet. Men vi kunne intet gøre.

Og så hørte vi den dejligste latter. Mit hjerte hoppede nærmest i mit bryst ved lyden. Den var så dejlig. Integra og Walter kom gående, og blev stående ved os. De smilede begge svagt.

”Risikabelt, men risikoen værd.”

Mumlede Walter for sig selv.

”Hun er så glad.”

Sagde Integra med det svage smil på læberne. Det var dejligt at se hende glad. Hovedkvarteret var blevet så dystert, i takt med at Sophia var blevet mere og mere syg. Men nu var de glade. Det var godt, men hvorfor? Og hvorfor smilede Walter som en flækket melon lige pludseligt?

Så hørte jeg den søde sang om bierne, som dansede på blomsterne. Og med fuglene som publikum. Jeg genkendte den fra min barndom på børnehjemmet, og så begyndte også jeg at smile.

Og ind kom Sophia. Ikke blot gående, men dansende ind af døren fra haven. Hun smilede, hun var så glad, at for et kort øjeblik var ofrene glemt. Hun dansede nogle trin med en lille rød rose i hænderne, som hun derefter satte bag øret. Hun fortsatte med at synge og danse. Tilsyneladende havde hun danset ballet som lille, for det var de trin, som hun genopførte. Hun kom op og stå på tåspidserne, og slog en pirouette, så hendes lange, sorte hår hvirvlede lystigt omkring hende. Og så stod hun stille, med det mest vidunderlige smil på sine læber.

”En helt og aldeles vidunderlig fødselsdagsgave, mange tak sir Integra.”

Takkede hun, og slog så endnu en pirouette. Hun var så glad, så lykkelig for at kunne bruge sine ben igen, at det formede en lille boble af totalt lykke, som vi alle var en del af. Men boblen bristede, da skuddet lød.

Det næste foregik som i slowmotion. Overraskelsen i Sophias blide øjne, da hun faldt bagover. Rosen, som før havde siddet bag hendes øre, der ramte gulvet. De små bloddråber på rosens blad, og det blod som bredte sig under rosen. Jeg så først da, at mester havde grebet Sophia. Han sad på hug, med hende i armene. Overraskelsen var borte i hendes øje, tilbage var kun den viden, at hun nu ville dø.

Det blev for meget for mig, og jeg for igennem vinduet, som blev knust i tusinde stykker. Jeg løb som aldrig før, efter Sophias morder. Jeg blev ramt flere gange af skud fra hans riffel. Men jeg var ligeglad. Han havde ødelagt Sophias lykke, og nu skulle han dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...