Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1053Visninger
AA

9. Seras Victoria

 

”Vær ikke ked af det, Seras.”

Udbrød hun pludseligt, så jeg så op og fangede hendes blik. En smule forvirret.

”Hvad mener du?”

Spurgte jeg. Hun smilede sit forsigtige, bløde smil, og strøg mig kort over håret.

”Det er ikke alt slemt, trods du tror det.”

Svarede hun. Hun talte altså en smule underligt en gang imellem, lidt for gammeldags for hendes alder. Hun var kun et par måneder ældre end mig, selvom hun virkede til at være langt ældre. Ja, endda ældre end Integra.

”Der er få ansigter… få, som er værd at huske.”

Mumlede hun en smule fjernt, og tog sig let til hovedet. Jeg vendte mig bekymret, og ville til at spørge, da hun let rystede på hovedet og lod hånden falde igen.

”Du var så modig, Seras.”

Sagde hun blidt, og strøg min kind. Jeg forstod hvad hun talte om. Hun havde oplevet min død, og minutter inden. Hun strøg mig beroligende over kinden.

”Det var anderledes end de andre.”

Udbrød hun undrende, og holdt op med at kærtegne min kind.

”Jeg var ikke dig, som ved de andre. Ej heller var jeg din mester, Alucard. Jeg var… splittet imellem jer, men så det alligevel fra begge jeres syn. Så hvad i så. Følte hvad i følte.”

Sagde hun træt. Hun gav mig et svagt smil.

”Jeg forstår hvorfor han valgte dig.”

Mumlede hun svagt, og sank tilbage i lænestolen. Jeg rejste mig, bekymret for hende. Hun udstødte et smertefuldt suk.

”Det… og drengen. Det er ansigter, som er værd at huske.”

Hun havde lukket øjnene, og alligevel talte hun, selvom hendes udmattelse var så tydelig.

”Hvilken dreng?”

Spurgte jeg forvirret mig selv, uden at ane at jeg talte højt.

”En dreng, som frøs ihjel i kulden for mange, mange år siden. Alucard fandt ham, og blev hos ham, mens han gled bort. Det betød så meget for den lille dreng. Han var så glad for at han ikke var alene. Han var det første ansigt, som jeg huskede.”

Mester dukkede frem fra skyggerne, og samlede Sophia op i sine arme. Jeg beundrede ham forvirret. Han var så forsigtig med hende.

”Som jeg sagde…”

Begyndte hun, og udstødte et svagt suk.

”Så husker jeg hver en død, som du var involveret i. Om du var skyld i den eller ej.”

Svarede hun mester, næsten som svar på en tanke, han ikke havde nævnt. Han lagde hende fra sig på sengen, og trak blidt dynen over hende, så den dækkede hendes blege hud.

”Sov.”

Sagde han kort, og forsvandt i skyggerne. Dog beordrede han hende ikke. Der var ikke den mindste tone i hans stemme, som havde været ond. Hvad foregik der?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...