Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1050Visninger
AA

8. Seras Victoria

 

Jeg bankede forsigtigt på døren, bange for at vække hende, hvis hun nu sov. Jeg var ikke sikker. Hendes vejrtrækning var så rolig, at jeg havde svært ved at høre forskel på hvornår hun var vågen og hvornår hun sov.

”Kom ind, Seras.”

Bad hun, så jeg åbnede forsigtigt døren op, og forventede at se hende i sengen. I stedet sad hun i lænestolen foran pejsen, svøbet ind i et tæppe, som dækkede hende fra top til tå. Kun hendes hænder stak ud, hvor hun holdt en kop med te, som hun forsigtigt drak af.

Hun hvilede sig stadigt efter episoden ved aftensmaden for knap tre nætter siden.  Hun forlod ikke værelset. Det kunne ikke rigtigt betale sig. Hun kunne jo hverken tage trappen op eller ned, så hun kunne ikke komme op til den gode udsigt eller ned og udenfor.

”Vil du have noget mere te?”

Spurgte jeg ivrigt, og ville så gerne hjælpe hende på en eller anden måde. Hun rystede blidt på hovedet.

”Walter har lige været med en ny kande, ellers tak Seras.”

Takkede hun med et skævt smil, og så blidt ind i flammerne. Gad vide hvem der havde tændt op, og hjulpet hende hen i lænestolen? Hun havde ikke gjort det selv. Rullestolen stod stadigt henne ved siden af sengen.

”Du må gerne række mig min bog. Den ligger på natbordet.”

Tilbød hun, og fornemmede mit behov for at hjælpe. Jeg nikkede ivrigt, og for straks hen for at hente den. Jeg lagde den på bakken, sammen med teen, og satte på gulvet ved hendes fødder. Det sære behov jeg følte for at hjælpe hende, var begyndt at tage overhånd. Men jeg havde heller ikke lyst til at bremse det. Jeg havde så forfærdeligt ondt af hende.

”Har Integra fundet ud af noget?”

Spurgte jeg, og vidste at i selv samme øjeblik gik Integra det ældste bøger i biblioteket igennem.

”Nej, Seras.”

Sagde Sophia, som vi nu vidste at hun hed, og strøg mig blidt over hovedet. Hendes efternavn havde hun glemt, hun havde været meget lille, da hendes forældre blev myrdet. Ikke at hun havde noget imod at vi kaldte hende ved hendes fornavn.

”Og selv hvis hun gjorde, så er det for sent for mig, Seras. Jeg er så træt.”

Tilføjede hun. Jeg vidste godt hvad hun mente med at være træt, og jeg brød mig ikke om det. Jeg havde tilbragt ganske få timer hver dag, de sidste tre dage sammen med hende, men jeg følte allerede at jeg havde kendt hende en evighed.

Og når hun sagde at hun var træt, så var det bare en anden måde at sige, at hun var træt af livet. Jeg kunne sådan set godt forstå det. Hun fik ikke fred på noget tidspunkt. Hun havde ofte smerter. Og tabet af hendes ben havde ikke hjulpet på det. Derfor havde hun været glad, da mester var kommet. Fordi hun troede, at hun skulle dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...