Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1033Visninger
AA

2. Seras Victoria

 

”Godt.”

Hviskede hun for sig selv, så svagt intet menneske ville have hørt det. Hun lagde let sit hoved på skrå, og så blidt på mester.

”Inden du dræber mig, må jeg så få lov til at komme udenfor en sidste gang?”

Spurgte hun så blidt. Mester stod stadigt stille. Han havde ikke rørt sig en centimeter.

”Det er så længe siden sidst.”

Hviskede hun for sig selv, og så ned i gulvet. Nærmest som om at hun forventede et nej.

”Så rejs dig, og nyd luften udenfor en sidste gang.”

Tillod mester det, overraskende nok. Jeg så dumt på ham, men han ignorerede mig fuldkommen. Det var som om at jeg ikke eksisterede i dette øjeblik.

”Det kan jeg ikke.”

Svarede kvinden. Hendes stemme lød smertefuld.

”Fordi du ved, at jeg vil dræbe dig i det øjeblik, du trækker en mundfuld frisk luft?”

Spurgte mester, og lød utilfreds. Kvinden rystede let på hovedet.

”Jeg kan ikke… mine ben…”

Svarede hun smertefuldt, og trak op i den lange kjole. Hun afslørede sine endnu blegere ben, som lå helt livløst på gulvet. Hun lod kjolen falde, og hendes ben blev dækket til igen.

”De tog mine ben.”

Forklarede hun, stadigt med den smertefulde klang i stemmen. Jeg fik så ondt af hende, og ville række ud for at trøste hende, da mester gik på hug. Kvinden så op på ham igen, afventende. En smule forvirret.

Og forvirret blev jeg også, da han skubbede sine arme under hende og løftede hende op i sin favn. Hendes ben dinglede så livløst, som en ægte porcelænsdukkes ben ville gøre det. Min mester holdt hende forsigtigt, og begyndte at gå. Jeg fulgte hurtigt efter, stadigt ikke eksisterende for ham lige nu.

Mester bar hende gennem de blodige gange, hvor han havde myrdet de mange vampyrer. Men synet rørte hende ikke, selv ikke da vi kom fordi menneskeligene. Hendes blik var lige frem, mod terrassedøren, hvor vi var kommet ind. Hun rakte ud, og åbnede døren for mester, så de kunne komme udenfor. Og så smilede hun igen, stadigt forsigtigt, men med mere glæde.

Mester trådte ud i haven, og satte hende ved foden af det store egetræ.  Hun smilede glad mod månen, som om at den var en kær ven. Hun lod hendes fingre glide igennem græsset, så hun kunne mærke det. Hendes sorte hår skinnede i månelyset. Hun lænede sig tilbage mod træet, og trak vejret dybt.

”Tak.”

Sagde hun blidt, og lukkede øjnene. Hun var glad, trods mester havde lovet at dræbe hende, når hun kom udenfor. Hvorfor?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...