Hellsing - Genfødt

Hvad havde jeg dog gjort? Hun kunne have hvilet nu. Men lyden af hendes hjerte, som slog langsommere og langsommere, var for meget. Jeg kunne ikke miste hende endnu engang, og det havde drevet mig til at bide hende, til at gøre hende til min yndling, som før. Det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Men jeg kunne ikke miste hende igen, ikke igen. Walter var begyndt at få mistanke til hendes sande identitet. Jeg måtte være forsigtig, så jeg strøg mit ansigt og opdagede de tårer, som jeg havde grædt for hende. - Alucard, Hellsing Hovedkvarteret....... En fanfiction af manga/anime-serien Hellsing

6Likes
3Kommentarer
1080Visninger
AA

1. Seras Victoria

 

Min mester var usædvanligt stille i dag. Missionen var blevet fuldført, og han havde ikke sagt mere end tre ord. Og det havde været; Skyd dog, politipige, da jeg havde været lidt for langsom. Og jeg gjorde ellers mit bedste, netop fordi at han var blevet så tavs på det seneste. Også Walter og Integra havde bemærket det.

En fjern lyd fangede min opmærksomhed.

”Mester, hørte du det?”

Spurgte jeg. Han gav mig et dumt blik som svar. Selvfølgeligt havde han hørt det. Og vi fulgte da lyden. Der var nogen, som gemte sig for os.

”Få hende væk herfra, inden det forbandede Hellsing opdager os.”

Bandede en grov mandestemme, efterfulgt af lyden af en lussing. Der lød en svag klynken, efterfulgt af endnu en lussing og et bump.

”Er du sindssyg? Hvis hun har den mindste skramme, så bliver du fodret til en af vampyrerne.”

Blandede en yngre stemme sig, netop som mester sparkede døren ned. Kuglerne fløj straks gennem luften, og mester lod dem ramme sig. Ikke at det gjorde ham den store skade. Han helede sig, og dræbte de to mænd, mens at jeg hurtigt skød den tredje, som havde været på vej ud af en skjult dør. Nu var der ro igen.

Bortset fra en let vejrtrækning bag sengen. Mester nærmede sig med rolige skridt, og jeg fulgte nysgerrigt efter. Normalt ville der ligge en tyk lugt af frygt i rummet, men ikke denne gang. Denne gang lugtede der af håb. Og det var ikke normalt.

Jeg stak nysgerrigt hovedet forbi stolpen på sengen, og opdagede en ung kvinde. Hun var på alder med mig, muligvis få år ældre. Hendes lange sorte hår løb i bløde krøller ned langs hendes ryg, og lå ud på gulvet. Det var helt utroligt langt. Hendes bløde brune øjne betragtede os med et roligt blik. Hvilket var forvirrende. Hun havde jo lige set os dræbe mændene.

Men hun var helt rolig, og så utroligt smuk. Hun lignede nærmest en porcelænsfigur med hendes blege hud, og den lange kjole, som dækkede hendes ben og bredte sig ud på gulvet.

”Er du her for at dræbe mig?”

Spurgte hun, og så på mester. Han stod stille, som en sten. Det var underligt, også nikkede han let. Men hun var jo ikke nogen vampyr, eller ghoul, eller noget som helst andet monster. Hun var jo bare… smuk.

Og så nikkede hun let, og hendes røde læber formede et svagt smil. Hun var glad, men hvorfor dog? Mester ville dræbe hende, hvorfor var hun så glad?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...