Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19162Visninger
AA

12. 9: "Hvis det kan være til nogen hjælp, så skrev hun dagbog."

 

”Havde Olivia.. nogen problemer?”

Side om side vandrede Harry og jeg gennem skolen for at nå kantinen efter hans forhør. Det undrede mig meget, at ikke engang Harry selv vidste, hvorfor Olivia slog op. Fortjente han ikke en grund?

Hvad end, den så var, virkede den til at være vigtig, hvis jeg ønskede at finde ud af grundlaget for Olivias død.

”Nej,” sukkede Harry. Han rodede sig igen i håret, så de store, brune krøller lagde sig, som han ville have dem; væk fra øjnene. ”Hun var ret perfekt.”

”Perfekt, siger du?” I teorien burde ordet ikke overraske mig specielt meget, når det kom fra en ekskæreste – men det gjorde det nu alligevel.

En anelse forlegen smilede han ned i gulvet og stak begge hænder i lommerne. ”Ja. De fleste kunne lide hende. Men jeg tvivler på, nogen elskede hende lige så højt som jeg. Ikke engang hendes..” Han stoppede sig selv og rømmede sig lavmælt, som kradsede noget i hans hals.

Forvirret krummede jeg brynene og limede blikket fast på ham, så jeg ikke missede en eneste af hans bevægelser. ”Hendes.. hendes hvad, Harry? Harry?” gentog jeg mig selv, da han desperat begyndte at tage større skridt, så jeg i sidste ende var nødsaget til at gribe fat om hans håndled.

Stift stirrede jeg ind i hans øjne, der nervøst flakkede frem og tilbage. ”Harry? Du kan godt fortælle mig det,” forsikrede jeg ham.

For en stund overvejede han sit valg så grundigt, at han løftede den modsatte arm, tørrede sin pande og derefter kløede sig i håret. Sukket, der undslap hans læber, tydede på, at han overgav sig.

”Hendes familie,” hviskede han med så seriøst et udtryk, jeg med det samme slap mit greb om hans arm.

Forfærdet blinkede jeg med øjnene, mens jeg lod det sive ind. ”Hendes familie.. hvem? Alison?”

Han trak vejret dybt og sendte mig et undskyldende smil. ”Jeg vil helst ikke lægge mig ud imellem to søstre. Ikke engang selvom den ene er.. død.” Det kneb med at få det sidste ord ud over læberne, og sorgen tyngede ham øjeblikkeligt ned. At se alle de unge mennesker på min egen alder være udsat for så meget uretfærdighed, pinte mig.

Men med et job som mit, vidste jeg af alle, at verden ikke var spor retfærdig – slet ikke hvad angik kriminalitet.

Med eftertanke nikkede jeg forstående og fulgte videre efter ham ned ad gangen. Omkring os sludrede elever i et acceptabelt støjniveau, og skabe blev smækket konstant. Lyset fra loftet formåede ikke at gøre spor nytte i forhold til solen, der udenfor stod højt på himmelen og skinnede gennem hvert af de mange vinduer.

Dog føltes ikke engang solen så skarp som den blitz, der nær blændede mig.

”Hvad i..” I frygt for at have mistet synet, glippede jeg konstant med øjnene, indtil jeg lige så stille fik farverne tilbage.

Irriteret vendte jeg mig om for at se, hvor blitzlyset kom fra. Smilende vinkede den lyshårede pige, jeg før havde set med et kamera, tre piger hen foran indgangen. Alle fniste de, idet de rettede en smule på frisuren og ellers smilede så falskt, de kunne.

Pludselig landede mit blik på noget helt andet end fotografen og modellerne. Ivrigt langede jeg ud efter Harry, der forskrækket peb, inden jeg trak ham op ved siden af mig. ”Av, av, av,” brokkede han sig, og jeg himlede med øjnene. ”Pas lige på!”

”Hvorfor står dit navn på den stolpe?” røg det med det samme ud af mig. Alvorligt så jeg op på ham, da han – desværre – var nogle centimeter højere end mig selv. Jeg behøvede ikke hyggesnakke med ham, før jeg stillede spørgsmålet.

”Hvad mener du? Hvilken stolpe?” grinede han lettere forvirret.

Uden at fortrække en mine pegede jeg over mod de to stolper, der tårnede sig op ved indgangen til skolen. ”På den stolpe,” svarede jeg og kneb øjnene nogle millimeter sammen. ”Jeg kan huske, jeg så det. Harry Styles, stod der. Er det en eller anden hemmelig klub, I har jer?”

”Nej! Nej,” lo han med et rystende hoved, ”slet ikke! Du finder alle navne på elever, der går eller har gået på skolen få år tilbage derpå. Det er blevet en tradition: du skriver dit navn og bliver husket, indtil nogen beslutter sig for at skrive sit navn over dit.”

Mistroisk hævede jeg det ene øjenbryn, hvilket forårsagede, at han gjorde et udslag med armene. ”Det er sandt. Spørg hvem som helst.” Han nikkede hen mod stolperne, og jeg kiggede tænksomt derhen. Pigerne var forsvundet. ”Leder du længe nok,” fortalte han, ”finder du også Olivias navn.”

Mit blik fløj tilbage til Harry, der allerede bevægede sig mod kantinen, som for enden af gangen kunne anes. Med det lille og dog charmerende smil, der ikke forlod hans lyserøde læber, så han sig tilbage, så der opstod øjenkontakt. Smilet voksede, og han vinkede mig hen til sig, hvorefter han fortsatte sin gang.

Kort kastede jeg et blik tilbage mod stolperne, inden jeg i et raskt tempo travede efter Harry ind i den fyldte kantine. Synet, der mødte mig, overraskede ikke spor.

Lange borde var placeret synkronisk hele vejen ned gennem salen, og elever snakkede på kryds og tværs. Nede i hjørnet lignede det, en gruppe drenge morede sig med at smide mad efter hinanden, og på et af bordene jublede en flok cheerleaders med sine store pomponer. Køen, der sikkert plejede at være længere i starten af frikvarteret, førte op til skranken med mad, hvor kantinedamer øsede dagens ret op på så mange tallerkener, at det sikkert ikke engang sluttede, når de til aften lukkede øjnene.

Trods det alt for høje lydniveau, der rungede i hele kantinen, fandt jeg det faktisk rart at være der. Jeg gættede på, det skyldtes, at væggene var af glas, og sollyset derved blev bragt indenfor.

”Liam! Niall!” kaldte Harry, så det gibbede helt i mig. Hurtigt rettede jeg opmærksomheden mod Harry, der allerede spankulerede ind mellem de mange elever, der ikke så længere end til sin egen næsetip. Øvet møvede han sig igennem flokken, og jeg opdagede først bagefter, at mine ben automatisk fulgte ham.

Over for hinanden sad Liam og Niall lænet ind over et af langbordene. Fra min synsvinkel lignede det næsten, at de skændtes meget lavmælt om et eller andet, der bestemt ikke vedrørte andre.

Desværre nåede jeg ikke at observere meget. Lige så snart Harry slog sig ned ved siden af Liam, smilede de begge stort og lod til at glemme alt.

”Heeey,” hilste de og klaskede i latter hænderne mod hinanden. Niall trak det ene ben op på stolen ved siden af ham og hvilede afslappet armen derpå.

”Hvad så?” spurgte han. Tydeligvis forventede han ikke ligefrem et svar, og Harry smilede også blot til ham.

Liam skubbede sin bakke med mad hen til Harry, der taknemmeligt tog fat om et grønt æble. ”Tak, gutter. Jeg troede ikke, jeg ville få mad i dag,” klukkede han og spiste sin første bid frokost. Med munden fuld af frugt pegede han med æblet på Niall. ”Jeg regnede faktisk med, du havde spist alt, hvad der var.”

”Hey, jeg kan altså godt finde ud af at dele,” lød det fornærmet fra Niall. ”Og desuden,” tilføjede han knapt så højt, ”så tvang Liam mig til at levne.”

Den kommentar resulterede i, at de alle tre brød ud i grin.

Først nu hævede Liam hånden med opmærksomheden rettet mod mig. Niall drejede hovedet som en ugle og skyndte sig at sætte benet ned på jorden som en invitation til, at jeg kunne sidde ved siden af ham.

Tøvende besluttede jeg mig for at tage imod pladsen og sad inden længe til frokost med tre musikalske drenge. Alligevel ledte jeg samtalen hen på noget brugbart, da jeg ikke følte, jeg var kommet meget tættere på grunden til Olivias død.

”Ved I..” Jeg fugtede læberne, mens Harry bed i æblet. Niall rakte ud efter en af Harrys sandwiches og delte den i to. Den ene halvdel spiste han selv med et tilfredst udtryk. ”Jeg håbede virkelig, I kunne fortælle mig noget mere om Olivia,” sukkede jeg, da mit hoved dunkede grundet det svære puslespil.

Liam og Niall udvekslede blikke, men Harry tiltrak sig hurtigt min opmærksomhed. ”Hvis det kan være til nogen hjælp,” sagde han efter at have slugt det af æblet, han før havde i munden, ”så skrev hun dagbog. Men det ved du måske allerede?”

”Hun skrev dagbog?” udbrød jeg. Lige så stille begyndte jeg at mærke et håb blusse op. ”Det hjælper helt sikkert!”

”Haz, rækker du mig ikke lige vanden,” bad Liam. ”Det er min.”

Uden at tænke mere over det tog jeg fat om vandflasken, der stod på bakken, Liam gav Harry. Samtidig lagde Harry sin hånd over min, og jeg spærrede forskrækket øjnene op. Han så dog lige så underlig ud i ansigtet.

”Eh, undskyld?” rømmede han sig og trak hånden tilbage. Han førte hånden igennem sine store krøller og sendte mig et af sine charmerende smil. ”Du må da godt give ham den, hvis du vil.”

”Jamen, jeg troede..” Med lige så store øjne kiggede jeg over på Liam, inden jeg færdiggjorde den hakkende sætning. ”Mente du ikke mig?”

Grinende pegede Liam på Harry, inden han lænede sig ind for selv at tage vandflasken, der aldrig nåede hen til ham.  ”Nej. Jeg kalder altid Harry for Haz,” forklarede han med et smil, inden han satte sig tilbage.

”Åh..” En anelse pinlig berørt snerpede jeg læberne sammen og prøvede at gengælde hans smil. Hvor godt det lykkedes mig, tvivlede jeg på.

Imens drengene startede en samtale op om ny musik, lod jeg mit blik glide lidt rundt på de forskellige folk i kantinen. Tre borde længere fremme til højre for os fik jeg øje på Jane og Ellen, hvis taske lå oppe på bordet. De spiste begge en lille yoghurt og så ud til snart at være færdige.

Travende ind foran mit udsyn til de to veninder kom Alison, Louis og Michelle. På få sekunder havde jeg rejst mig op, og mit blik var limet fast til de tre skikkelser, der fandt en plads ved et ellers ret fyldt bord.

”Hazel?” Harrys stemme forårsagede, jeg glippede med øjnene og rettede blikket mod de tre fyre, der forvirret stirrede på mig.

Hurtigt fremtvang jeg et smil og pegede lidt frem for mig. ”Jeg skal lige snakke med nogen,” oplyste jeg dem om. Forstående nikkede de alle, og jeg ventede ikke med at sætte mine ben i bevægelse.

Dog måtte jeg stoppe op på halvvejen, eftersom jeg opdagede, at Louis var forsvundet. Alene sad de to veninder; Alison lyttede til Michelle, der glædeligt fortalte noget med store armbevægelser.

Søgende så jeg mig omkring. Mange af eleverne syntes efterhånden at være færdige med frokosten og larmede i stedet, mens de skubbede stole ind og ud fra bordene og derved ridsede det knapt så pæne gulv. Jeg himlede med øjnene og fortsatte min søgning. Det endte med, at jeg låste blikket fast på Louis oppe ved madskranken.

I princippet ønskede jeg slet ikke at tale med ham, men holdt af at vide, hvad han foretog sig. Der var noget mystisk over ham, jeg ikke brød mig om.

Da jeg derfor skulle til at dreje om for at gå hen til Alison, overraskede det mig at se en genkendelig pige i sort tøj liste sig op til ham.

Forundret blev jeg stående med rynkede bryn, mens jeg holdt øje med dem på afstand. Kellys mimik tydede på, hun forsøgte at fortælle ham noget ret alvorligt, og hun kastede konstant nervøse blikke omkring. Louis’ adfærd bekræftede min teori, da han efterlod sin bakke med mad og stormede ud af kantinen.

Flere af eleverne tav og stirrede på døren, Louis fløj ud af. Hurtigt sprang Alison op fra stolen og løb efter sin kæreste med Michelle lige i hælene.

Jeg sank en klump, da jeg så Kelly lunte tilbage til et bord, hvor hun satte sig ved siden af en mørkhåret pige, jeg mindedes at have set før. Kellys udtryk gjorde mig trist til mode, da hun virkede oprigtig skuffet.

Kort så jeg mig over skulderen, hvor Harry, Liam og Niall ivrigt fortsatte sin snak om alverdens ting, de fandt interessant. Derefter trak jeg lidt ned i min jakke og gik i et roligt tempo hen til de to piger.

”Hvad sagde du til Louis, Kelly?” spurgte jeg i samme øjeblik, jeg stod mindre end en meter fra hende.

Forskrækket hoppede hun lidt op fra sædet og kiggede for en stund ængsteligt på mig. Det tog hende nogle sekunder at få noget lyd ud gennem de bævende læber. ”J-jeg.. ikke noget..” Kraftigt rømmede hun sig og samlede sig et læs selvtillid. ”Ikke noget.”

”Det tror jeg ikke på. Jeg så dig gå op til ham.” Mine arme var korslagte, og for at understrege min mistro hævede jeg begge øjenbryn.

”Nå, lige før?” Som gik det først op for hende nu, hvad jeg mente, grinte hun forsigtigt og slog hånden ned i bordet. ”Jo, ja.. jeg ved ikke, hvorfor han tog det så tungt, men jeg fortalte ham bare, at.. øh, at vores lærer vil have nogle fra dramaklasserne til at spille skuespil til noget af vores musik,” forklarede hun med et nervøst smil.

Jeg vidste med hundrede procent, at hun skjulte et eller andet.

”Det har jeg meget svært ved at tro på,” konstaterede jeg.

”Du kan jo selv spørge ham, hvis det er, du tvivler på, om Kelly siger sandheden.”

Denne gang kom svaret fra den mørkhårede pige på den anden side af Kelly. Hun bar et par jeans og en lækker, stor sweater, og hun betragtede mig nede fra stolen, mens hun bed i sine lidt for korte negle. Det lignede ikke, at hun havde taget sig tid til hverken at lægge makeup eller rede hår, men det generede hende højst sandsynligt heller ikke. Hun virkede ret afslappet i sin holdning.

”Er du en af Kellys venner?” endte jeg ud med at spørge hende om.

Hun lavede et udslag med armene og smilede stort til mig. ”Overhovedet ikke,” svarede hun med en sarkastisk undertone, der virkelig irriterede mig.

Pludselig huskede jeg, hvor jeg før havde set hende henne; ved siden af Zayn i Olivias klasse. Fregnerne afslørede hende.

”Du må være Sadie Jefferson. Kellys veninde, der gik i Olivias klasse?” regnede jeg mig frem til.

Pigen nikkede og lænede sig tilbage i stolen uden at slippe blikket fra mig. ”Mere er nok ikke værd at vide.”

Jeg valgte at ignorere hendes kommentar, selvom min hukommelse memorerede den. I stedet tillod jeg mig selv at sætte mig ned på den ledige stol ved siden af Kelly, så jeg kunne snakke bedre med både hende og Sadie.

”Jeg har hørt, du ikke brød dig meget om Olivia?” forhørte jeg mig nærmere om.

Sadie grinede rystende på hovedet, som var jeg helt utrolig – på den negative måde. ”Der bliver altså snakket om mig bag min ryg? Sikke en overraskelse.”

Kelly sendte hende et undskyldende smil, der dog kun blev skubbet til side. Sadies opmærksomhed hvilede på ingen andre end mig.

Ordene, der kort tid efter forlod hendes mund, overraskede mig noget. Alvorligt stirrede hun mig direkte ind i øjnene, og jeg bemærkede, hvordan hendes blågrå øjne skinnede i takt med, at hun adskilte sine læber. ”Det passer. Jeg brød mig ikke særligt meget om hende. Men.. det skyldtes nu faktisk, at jeg syntes, hun var rigtig sød.”

Forvirret rynkede jeg brynene. ”Sød? Hvordan hænger det sammen?”

Hun sukkede højlydt og lagde armene på bordet, så hun bedre kunne se mig på den anden side af sin veninde. ”Hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg altid har været en af de mest populære i min skoletid. Altid,” understregede hun det. ”Lige indtil jeg startede her på Patcham og blev sat i samme klasse med Olivia. Af en eller anden grund kunne folk meget bedre lide hende – og jeg hader at dele med andre. Også når det gælder min popularitet.”

”Det er jo sjældent sådan, at folkeskolelivet fortsætter, når man kommer i High School,” sagde jeg. ”Det burde du have affundet dig med.”

”Det kan være svært,” vrissede hun af mig, hvorefter hun førte noget af sit hår om bag det ene øre. ”Men ja, High School ændrer virkelig ens liv.”

”Så grunden til, du ikke kunne lide Olivia, var fordi, hun var mere populær end dig?” prøvede jeg at konkludere mig frem til.

Sadie tænkte sig om, mens hun lydløst bankede i bordet med en flad hånd. ”Det er grunden til, at jeg ønskede, jeg ikke kunne lide hende. Men nu engang var det ikke muligt at synes dårligt om hende. Hun var så venlig mod alle. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide hende. Det irriterede mig. Egentlig var det nok det, jeg hadede; at jeg så godt kunne lide hende på trods af alt.”

Det krævede lidt tid at sluge det til mig. Først da Sadie bøjede sig ned under bordet, forstod jeg rigtigt, hvad hun havde fortalt.

”Har du set min ring, Kelly? Jeg er ret sikker på, jeg havde den lige før..”

Imens Kelly skubbede sin stol lidt ud for at hjælpe Sadie med at finde sin ring, bemærkede jeg en lidt kraftigt bygget pige med et utroligt kønt ansigt, der sad helt alene ved et bord. Hendes mundvige vendte nedad, og hun stak blot til frokosten med sin lillefinger.

”Åh, hvor typisk!” udbrød Sadie i ren frustration, da hun rettede sig op. Hendes kinder havde i mellemtiden skiftet farve til rød, og det lignede mest af alt, hun ankom hertil efter en cykeltur i modvind. ”Jeg smider altid mine ting væk! Jeg burde sætte en klokke på dem alle, så jeg kunne høre, når jeg tabte dem.”

”Hey, Skylar! Tag lige et billede af os,” råbte en elev i den anden ende af kantinen. Mit blik fulgte den lyshårede pige med spejlreflekskameraet i hænderne, jeg flere gange var stødt på, som hun med et svagt smil om munden banede sig vej ind mellem bordene.

I samme øjeblik skød en tanke ned i mig.

Ved en hurtig bevægelse fik jeg rettet mig mod Kelly og Sadie, der plaprede løs om hendes forsvundne ring.

”Ved I, hvem den pige, der går og tager billeder, er?” Jeg pegede mod personen, jeg snakkede om, og de kneb begge øjnene sammen for bedre at kunne se.

”Skylar Rhodes?” Sadie lagde hovedet på skrå, mens hun betragtede pigen længere fremme. ”Hun er fotograf på skolebladet.”

”Hvor længe har hun været det?” Spørgsmålet røg hurtigere ud af min mund, end jeg nåede at opfange.

Fnysende trak Sadie på skuldrene og kiggede spørgende på Kelly, der rystede på hovedet. ”Det ved vi da ikke. Spørg hende selv.”

Jeg så nogle sidste sekunder på pigerne, inden jeg rejste mig op. De havde ikke ligefrem været mig til megen hjælp.

Men spørge ind til hende Skylar, det var lige, hvad jeg havde tænkt mig.

Når alt kom til alt, så sagde billeder sommetider mere end tusind ord. 

I am truly sorry, at der er gået så lang tid siden sidste opdatering! Og så er det ikke engang et særlig interessant kapitel.. men jeg kan love jer for, at afsløringerne begynder at finde sted allerede næste gang!

Jeg er så taknemmelig for alle jer, der følger med - det betyder alverdens <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...