Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19132Visninger
AA

11. 8: "Men du var jo.. nøgen?!"

 

Allerede på lang afstand dansede musikken ind i mine ører. Selvom jeg bevægede mig mod afdelingen, hvor musiklokalerne – forhåbentlig – lå, forventede jeg ikke ligefrem at blive mødt af så meget støj.

Heller ikke selvom Kendra foreslog mig at lytte efter musikken, hvis jeg farede vild.

Da jeg nåede noget, der mindede om et T-kryds, drejede jeg til venstre, som Kendra gav mig besked på. I takt med hvert af mine skridt blev der skruet op for musikken, og jeg forstod, hvorfor de havde lavet en hel afdeling til disse timer.

Selvom det ville have hjulpet en del med mere lydtætte vægge.

Jeg skar en grimasse, da jeg stod ude foran lokalet, de høje trommeslag kom fra. På skiltet ved døren stod der 62, og på trods af den vedvarende rytme larmede det ganske forfærdeligt. Ude fra gangen kunne jeg ikke engang høre, om andre instrumenter var med i nummeret, eller om der bare sad en enkelt person og trommede løs og dermed overdøvede enhver tanke, der intet andet end overvejede at strejfe en.

Jeg begav mig videre ned ad gangen for at lede efter det rigtige musiklokale, hvor jeg ville kunne finde Harry.

Mere end to skridt fik jeg ikke taget, før jeg stoppede op og spidsede ører. En lav, men yndig pigestemme sang til et roligt guitarspil, hvilket fangede min fulde opmærksomhed for nogle sekunder. Jeg genkendte udmærket sangen, da de tit spillede den over radioen, når jeg kørte rundt i min bil.

”Anywhere, I would’ve followed you.. Say something, I’m giving up on you,” sang hun, og idet hun fortsatte sluttede en smuk, mandig stemme sig til, så de sammen dannede en duet.

Nysgerrigt listede jeg videre ned ad gangen, mens jeg kiggede på dørene, jeg passerede, og fortsat lyttede til sangen med trommerne som baggrundsstøj.

Overrasket standsede jeg ved døren, hvor der stod lokale 65, da jeg ikke mente at have set det nummer, jeg ledte efter.

Lettere forvirret rynkede jeg brynene og så hen på den forrige dør.

Jeg var sikker på, jeg ikke havde overset den.

”Detektiv Brooks?” lød det bag mig.

Hurtigt vendte jeg mig om og så direkte ind i en lille udhuling i væggen, der nærmest dannede en entré til rummet bag den lukkede dør længst inde. Tre skikkelser sad i skjul for omverdenen nede på gulvet og kiggede op på mig med spørgende ansigtsudtryk.

Drengen længst fra mig løftede forsigtigt hånden som en hilsen, og jeg genkendte ham straks fra i går.

”Liam,” sagde jeg og lyste automatisk op i et lille smil, ”hej.”

Han gengældte blot mit smil og nikkede i retningen af mig for at hentyde til, hvordan jeg spankulerede forvirret rundt. ”Har du brug for hjælp?”

”Nej, jeg..” Midt i sætningen stoppede jeg mig selv for at ændre mening, da jeg erkendte, jeg behøvede en smule hjælp. ”Jo, jeg leder efter en dreng ved navn Harry Styles.. han skulle være her på gangen i lokale 64, har jeg fået at vide,” oplyste jeg.

Liam rejste sig op fra gulvet og børstede sig bagpå for derefter at pege ned ad gangen. ”Jeg kan da prøve at se, om han er til at få fat i. Han gik vist på toilettet for lidt siden.”

”Det skal du være mere end velkommen til,” kom det fra mig, ”så længe jeg får lov selv at snakke med ham.”

Han sendte mig og de to andre et sidste smil, inden han efterlod os.

Tålmodigt fugtede jeg mine læber og førte noget af håret om bag det højre øre. Lige så stille begyndte den blonde dreng med guitaren i favnen at spille videre, og hans fod trampede for hver takt i jorden. Fra side til side vuggede en sortklædt pige siddende i skrædderstilling ved hans højre side. Så småt nynnede hun med på den noget hurtigere melodi, og jeg lagde observerende hovedet en anelse på skrå.

I hendes næse havde hun en lille sølvring som smykke, hvilket passede til den lidt rå stil med de sorte jeans og trøjen med de få farver og et hul på ryggen. Hendes blondestrømper i en lyserød pastelfarve, til gengæld.. de overraskede mig lidt.

Men hendes brunrøde hår elskede jeg virkelig!

”Kan du synge?”

Stemmen snublede nærmest over ordene, og jeg fangede mig selv i at kigge fortabt på den lyshårede fyr. ”Undskyld mig?”

”Kan du synge?” gentog han sig selv med et mystisk grin, jeg fandt en anelse specielt.

Det tog mig ikke lang tid at ryste på hovedet og hæve begge hænder som forsvar i nødstilfælde. ”Nej, nej, det lader jeg jer om. Jeg er kun interesseret i at finde ud af, hvorfor Olivia Harper døde.”

”Vi dør jo alle på et eller andet tidspunkt,” sukkede pigen. Hun lænede sig bagud med hænderne på gulvet som støtte. ”Livet er bare ikke fair.”

”Og du er?” spurgte jeg med hævede øjenbryn, mens jeg lagde armene over kors.

Den pige virkede lidt for negativ og gjorde bestemt ikke det bedste førstehåndsindtryk på mig indtil videre.

”Mit navn er Kelly,” præsenterede hun sig selv og svang sit skulderlange hår tilbage, selvom det ikke ændrede på hendes frisure.

”Har du intet efternavn?”

North. Mit navn er Kelly North.”

”Goddag, Kelly North,” hilste jeg noget køligt. Roligt førte hun sin ene pegefinger op til læben, og jeg glemte næsten alt om drengen ved hendes side. ”Det lyder som om, du er ret ligeglad med, at Olivia er død?”

”Ligeglad?!” udbrød hun i så skingert et toneleje, det ligefrem gibbede i mig.

Forfærdet fjernede hun fingeren fra sin læbe og satte sig ordentligt op. ”Ligeglad kan du bande på, jeg ikke er!” hvæsede hun af mig, mens hendes blik flakkede vildt.

”Kelly, tag det roligt.. hun prøver bare at hjælpe,” hviskede drengen med et bekymret ansigtsudtryk.

”Hjælpe?! Hun beskylder mig for at være indblandet i et mord på Olivia!” vrissede hun med sammenbidte tænder mod sin ven. ”Det kalder jeg ikke ligefrem at have fokus på det, hun bør! Jeg har intet at gøre med Olivias død. Intet!”

”Kelly,” afbrød jeg hendes mindre flip, og hun rettede på ingen tid opmærksomheden mod mig. Jeg opdagede, at hendes øjne havde hver sin farve. Ud fra hendes bævrende læber og blanke øjne, kunne jeg regne mig til, hun var på nippet til at græde.

Hvilket jeg selvfølgelig ikke ønskede.

Undskyldende satte jeg mig på hug og så hende direkte ind i øjnene for at skabe en større kontakt. ”Jeg er ked af, hvis jeg misforstod dig. Det var ikke min mening at få dig til at føle dig anklaget – det har jeg aldrig sagt, du var. Men..” Jeg holdt en pause, som den første tåre løsrev sig og trillede ned ad hendes ene kind. ”Men du må forstå, jeg er nødt til at spørge om alt, jeg finder den mindste smule mistænksomt. Kun på den måde finder jeg ud af, hvem der har slået Olivia ihjel, og kun når jeg har gjort det, er vi sikre på, I andre ikke skal lide samme skæbne. Okay?”

Eftertænksomt nikkede hun og slog blikket ned i jorden.

”Hør..” Jeg tøvede kort, inden jeg fortsatte. ”Har jeg forstået det rigtigt, at du kendte Olivia?”

Igen førte hun fingeren op til sine læber og flyttede den ikke, trods hun åbnede munden. ”Hun gik i min venindes klasse,” mumlede hun som svar.

”Hvem er din veninde?”

Tårerne generede hende, og hun brugte derfor sin ene håndryg til at tørre kinderne. ”Sadie Jefferson.”

Jeg rynkede brynene.

Hvorfor havde jeg ikke snakket med hende, når jeg nu havde besøgt Olivias klasse?

”Var I gode venner med Olivia?” forhørte jeg mig forsigtigt om, da jeg fornemmede, jeg før trådte på et af Kellys meget ømme punkter.

Et smil bredte sig på hendes læber, og det overraskede mig, da hun grinende rystede på hovedet. ”Nej. Vi var ikke ligefrem hjerteveninder. Men ingen af os ønskede Olivia noget ondt.”

”Kelly kan være et hoverende svin til tider, men hun er faktisk ganske rar,” drillede den blonde dreng med et skævt smil, i håbet om at få sin veninde op med humøret.

Leende puffede hun til ham, så han nærmest bukkede sig ned over guitaren for at forsvare den. ”Fuck dig og fuck alt,” bandede hun – smilet om hendes læber tegnede på, det lykkedes ham at opmuntre hende. ”Jeg går ind og ser, om vores klasse torturerer de små,” fortalte hun, idet hun hejste sig op på benene.

Forvirret så jeg efter hende, da hun gik forbi mig og skubbede døren op til lokale 62, så larmen fra de mange instrumenter nær slog hul i mine trommehinder.

De små er hendes betegnelse for vores underklasse,” forklarede drengen, der igen sad med guitaren og lod fingrene slå de seks strenge an på skift. ”Deres lærer har overladt dem til os, da både han og vores lærer skulle til et møde. Harry går i den.” Hans sidste tilføjelse omkring Harry vækkede min interesse.

”Hvem er du så?” spurgte jeg den lyshårede fyr, der kiggede op på mig uden at stoppe sit guitarspil.

Der bredte sig et kært smil på hans læber, inden han besvarede mit spørgsmål. ”Jeg er Niall Horan.”

Tænksomt rynkede jeg brynene, eftersom jeg efterhånden syntes, hans accent var noget anderledes i forhold til alle andres. ”Er du herfra?”

”Nej,” lo han kort, ”nej, jeg er fra Irland. Jeg flyttede hertil for tre år siden.”

 ”Aha,” nikkede jeg, da jeg pludselig genkendte den irske accent. ”Hvorfor flyttede I?”

”Åh, nej, det var kun mig der flyttede,” indvendte han hurtigt. ”Mine forældre blev skilt for mange år siden, og jeg har boet hos min far i Mullingar, siden jeg var fem år gammel. For fire år siden flyttede min mor og min stedfar hertil Brighton, da han oprindeligt kommer fra England, og skolen her passede til mine behov. Så jeg flyttede herhen efter folkeskolen.”

Efter at have fortalt en del af sin livshistorie, dalede hans blik ned til guitaren, der syntes at være mere interessant end mig.

Jeg betragtede, hvordan han skiftede akkorder på ingen tid og lige så stille formede små ord med sine læber uden lyd. Det blonde hår strittede, som det ville, og jeg skimtede nogle brune udgroninger hist og pist.

Så småt beklagede mine lår sig over stillingen, jeg sad i, og jeg rettede mig derfor op til min fulde højde. Straks føltes det meget bedre.

”Snakker du godt med Harry?” endte jeg med at spørge, da jeg stadig ventede på, at han kom tilbage fra toilettet. Søgende kastede jeg et blik i den retning, Liam forsvandt, men jeg fik ikke øje på noget som helst.

”Det gør jeg faktisk, ja,” klukkede Niall nede fra gulvet. ”Han er godt selskab. Liam, ham og jeg er en slags trio, hvis du forstår. Når det kommer til musik, altså.”

”Hvordan havde du det med Olivia?”

Hans smil forsvandt ikke helt og aldeles fra læberne, men jeg fornemmede, han ikke brød sig om det skift, samtalen tog. Det gjorde ingen.

”Kendte du hen-”

”Nej,” afbrød han mig i en sådan hast, jeg mistænksomt hævede øjenbrynene. Han rystede blot på hovedet.

”Så det var ikke alle, der kendte hende?” Jeg spidsede læberne, mens jeg for mit indre talte alle de gange, jeg ellers havde fået det at vide.

Niall rømmede sig lavmælt og lagde guitaren fra sig ved sin side. ”Well,” startede han ud, ”jeg vidste da, hvem hun var. For jo, det gjorde alle. Men jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg kendte hende. Vi har aldrig udvekslet flere ord, end når jeg har spurgt hende, om jeg måtte få hendes dessert, hun ellers ville smide ud.” Idet han opdagede, hvordan jeg undrende stirrede på ham, trak han grinende på skuldrende. ”Jeg er en sulten dreng.”

”Detektiv Brooks,” kaldte en fremmed stemme lidt bag mig. Jeg vendte mig om og så ind i et par grønne øjne, der nærmede sig i et langsomt tempo. Da han nåede op til mig, rakte han mig venligt hånden og sendte mig et charmerende smil, hvilket resulterede i, at to smilehuller viste sig. ”Jeg er Harry Styles.”

Bag ham kom Liam gående og smilede til mig, inden han gav Niall en hånd, der hjælpeløst holdt sin arm strakt op i luften.

I stedet for at snakke om alt muligt ligegyldigt, gik jeg lige til sagen, efter han havde givet mig et fast håndtryk. ”Jeg kan forstå, du har haft et forhold til Olivia Harper? Som hendes kæreste?”

Mørket lagde sig som en skygge over hans ansigt, men han løsrev sig ikke fra vores øjenkontakt. ”Det har jeg.”

”Kan jeg få lov til at spørge ind til nogle ting?”

Han slog ud med hånden mod døren, jeg tidligere ledte efter uden held. ”Vi kan gå ind i 64, hvis det er? Resten af klassen er inde i lokalet overfor.”

Som tegn på, at jeg accepterede hans tilbud, nikkede jeg og trådte frem mod døren, jeg kort efter åbnede.

Harry rodede i sin krøllede manke og fulgte frivilligt efter mig. Inden han lukkede døren bag sig, hævede han hånden som en hilsen til sine venner.

”Vi ses i kantinen,” hørte jeg Niall råbe. Derefter omfavnede tavsheden mig i det store, tomme rum, hvor kun instrumenter og nogle få stole ellers befandt sig.

Afslappet satte Harry sig på en af dem og gjorde et udslag med armen imod mig. ”Spørg løs.”

Som følge af hans eksempel trak jeg en stol hen overfor hans. Idet jeg opdagede ham studere mig nøje, sukkede jeg tungt og smed rumpen i sædet. ”Du er måske en af de typer, der lægger an på alle omkring sig?”

”Kun, hvis jeg er interesseret,” smilede han og lænede sig tilbage. Blikket var som limet fast til mig. ”Men charmen kan jeg ikke gøre noget ved.”

”Nej, det må være forfærdeligt,” kommenterede jeg med en sarkastisk undertone. Han trak på skuldrene, og jeg himlede blot med øjnene. ”Olivia – hvordan mødte I hinanden?” sporede jeg os tilbage.

På en og samme tid følte jeg en oprigtig sorg komme til udtryk i hans blik, mens han brød ud i en hovedrystende latter. ”Det er en ret pinlig historie. Det vil jeg helst ikke fortælle.”

”Det er du nødt til. Ellers har jeg intet andet valg end at tage dig med på politistationen,” forklarede jeg ham, fuldstændig kølig overfor hans ængstelige blik. ”Så nu gentager jeg lige mig selv: hvordan mødte I hinanden?”

Utilpas rykkede han lidt på sig i stolen og undslap et dybt suk. ”Vi.. jeg var på besøg hos min bedstefar, der bor på samme vej som Olivia. Vi var først lige startet på skolen, og jeg havde da godt set hende ind imellem, men.. det var også det.” Han stoppede historien og kiggede med blanke øjne væk fra mig.

”Fortsæt,” opfordrede jeg ham.

Langsomt rettede han igen opmærksomheden mod mig og sank en klump. ”Olivia var alene hjemme en af dagene i den uge, jeg var på besøg. Hun arbejdede på et eller andet maleri, der skulle være færdigt til dagen efter, og da strømmen om aftenen gik, bankede hun på døren til min bedstefar.”

”Hvorfor gjorde hun dog det?” afbrød jeg ham af ren forvirring.

”Fordi..” Harry lagde unormalt meget tryk på ordet og lænede sig lidt frem. Et svagt smil hang i hans mundvige. ”Min bedstefar er elektriker.”

Forstående nikkede jeg på hovedet, da det nu gav god mening for mig, hvorfor Olivia handlede, som Harry fortalte det.

”Og.. min bedstefar er også meget gammel,” fortsatte han. ”For det meste sover han rigtig dårligt, og den aften var han allerede gået i seng. Jeg var selv lige gået i bad efter at have været nede og træne, men da jeg hørte de mange tryk på ringeklokken og den paniske banken på døren.. så skyndte jeg mig ud af brusekabinen og hev fat om mit håndklæde. Jeg ville ikke have, min bedstefar vågnede og ville derfor stoppe larmen hurtigst muligt. Så..” Han skævede til mig, som fandt han hele situationen yderst pinlig. ”- jeg åbnede døren.”

”Men du var jo.. nøgen?!” Forfærdet spærrede jeg øjnene op og fangede mig selv i at rynke på næsen.

”Hey, rolig nu,” hævede han fornærmet stemmen. ”Jeg havde altså et håndklæde omkring livet!”

I samme øjeblik ringede klokken ud til frikvarter, og der lød en masse summen på den anden side af døren. For en kort stund stirrede vi begge i retning af lokalets udgang, men efter et stykke tid vendte vi tilbage til historien om Olivia og Harrys første møde.

”Så jeg åbnede altså døren – med et håndklæde omkring mig,” tilføjede han i et hårdt tonefald, ”og det var selvfølgelig Olivia, der stod på den anden side. Hun opdagede ikke engang, jeg havde åbnet døren og slog mig to gange på maven med en flad hånd,” klukkede han for sig selv.

Pludselig så det ud som om, han genoplevede hele mindet, for han begyndte at fægte med armene og smile hver eneste gang, han nævnte Olivia. ”Hun stirrede forskrækket på mig med de her grønbrune øjne, jeg forelskede mig i så uendeligt mange gange bagefter. Rødmen blussede op i hendes kinder, og jeg kunne ikke lade være med at grine af hende, for hun så virkelig sød ud i skæret fra min bedstefars lamper. Hun prøvede at ignorere det faktum, at hun lige havde slået mig, og jeg tror måske også, hun syntes, det var ret akavet at stå foran mig,” fnes han.

”Måske fordi du var nøgen?” foreslog jeg, og han kiggede bebrejdende på mig.

”Måske,” sagde han blot. ”Men jeg havde ikke noget imod det. Jeg er ikke så blufærdig, forstår du.”

”Nej, det har jeg ligesom fundet ud af.”

”Vil du høre resten?” spurgte han mig, og jeg tydede den fornærmede klang i hans stemme. Hurtigt rømmede jeg mig og viftede med hånden mod ham med et lille smil.

”Godt så,” sukkede han lettere irriteret. ”Hun spurgte efter min bedstefar, men jeg fortalte hende, at han sov. Hun insisterede på, at jeg vækkede ham, og selvom jeg kunne føle, hvordan hun panikkede, nægtede jeg at gøre det. Han fortjente at sove så godt, som han nu engang kunne. Da jeg sagde det højt, var hun lige ved at flå hovedet af mig, men i stedet satte hun sig ned på trappeopgangen og begravede ansigtet i hænderne. Først efter lidt tid gik det op for mig, at hun græd. Jeg satte mig ved siden af hende for at høre, hvad der var galt, og hun rystede på hovedet, så de brune lokker ramte mig i ansigtet. Jeg ville bare så gerne aflevere noget, jeg var tilfreds med, fortalte hun mig. Da jeg hørte om problemet, vidste jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig ret hjælpeløs. Så jeg lagde armen om hende efter en indre kamp med mig selv.”

Han skjulte sit ansigt i hænderne i nogle sekunder, mens han grinte, så hans kinder blev helt rosa. ”Og så skete noget af det mest pinlige. Ikke som sådan for mig, men Olivia glemte det aldrig! Mit håndklæde havde lagt sig lidt åndssvagt, og netop som hun snøftede og tørrede sine øjne, pegede hun forsigtigt ned mod mit skridt.”

”Det mener du ikke, vel?” Jeg spærrede igen øjnene op og dækkede dem derefter til med min ene hånd. ”Føj, hvor klamt!”

”Hey, jeg finder mig altså ikke i så mange fornærmelser på under et kvarter. Jeg ser faktisk ret godt ud nøgen,” mumlede han og kløede sig i håret.

”Ja, det siger I alle vel,” sukkede jeg, men han ignorerede blot min kommentar.

”I hvert fald kom jeg med det tilbud, at jeg kunne se på, om jeg kunne hjælpe hende. Trods alt har min bedstefar da lært mig lidt om sit arbejde gennem tiden. Hun takkede pænt nej og gik sin vej. Efter at have hængt ud oppe i skolen i to måneder, fandt vi sammen,” sluttede han af med et tilfældigt træk på skuldrene.

Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede hver af hans små bevægelser. ”Hvor lang tid varede det?”

Endnu en gang så han væk, denne gang med armene lagt over kors. ”Ikke mere end tre måneder.”

”Hvad skete der?”

”Jeg ved det ikke.”

”Du må da vide, hvorfor I slog op?” blev jeg stædigt ved.

Frustreret slog han ud med armene og stirrede direkte ind i mine øjne. ”Jeg ved det ikke!” råbte han. ”Det er det, der går mig på! Vi havde det så godt sammen, og så en dag.. hun ville ikke engang fortælle mig grunden. Hun forlod mig bare sådan uden videre!”

En fure dannede sig i panden på mig, mens jeg tænkte over hans ord. Det lød godt nok lidt mærkeligt.

”Er du sikker på, du bare ikke vil fortælle mig det?”

Dybt seriøs rejste han sig op, tog de få skridt hen til mig, der var imellem vores stole og så mig stift ind i øjnene. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun droppede mig. Jeg græd, som jeg ellers kun har gjort i går, og folk hviskede om både Olivia og mig i hjørnerne.” Hvert et ord kom ud på så hård en måde, at det næsten skræmte mig. Måden, hvorpå han ikke fortrak en mine, men blot stirrede ind i mine øjne, fortalte mig, at alt, hvad han sagde, var sandt – medmindre han var en virkelig god skuespiller og i smug tog dramalektioner.

”Jeg elskede Olivia. Det gør jeg stadig. Hvis jeg kunne hjælpe dig med at finde hendes morder, gjorde jeg det med glæde. Jeg ville endda selv stikke ham ned, hvis det blev nødvendigt!” Han tog en dyb indånding, og hans ansigtstræk løsnede sig lidt op. ”Men jeg ved det ikke.”


Byd velkommen til Harry, Niall og Kelly, mine damer og herrer. De er alle vigtige for historien!
Hvad tænker I om Harrys historie? Og tror I på ham, når han siger, han ikke ved, hvorfor Olivia slog op? Ih, og så hilser vi både på ham, Niall og Liam af de fem drenge i dette kapitel! 

Tusind tak for, at I alle følger trofast med! Love you <3
Har I forresten set den fine anmeldelse af Laura G.? Tjek "Fanbassadørerne anbefaler" - er simpelthen så glad! x

(btw, beklager det med stolperne ikke kom med. Missede det, men jeg ændrer planer og maser det ind i det næste)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...