Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
20328Visninger
AA

10. 7: "Man var nødt til selv at opleve historierne for at forstå dem."

 

Efter en god nattesøvn følte jeg mig klar til at gå i krig med sagen, der dagen forinden trættede mig umådeligt meget.

Jeg troppede igen op på skolens grund med solen i nakken. Ude på parkeringspladsen havde jeg efterladt bilen og bevægede mig nu mod indgangen i mine behagelige støvler. Jeg lyttede til hvert af mine skridt, der blandede sig med fuglenes sang og elevernes højlydte samtaler.

Undrende rynkede jeg på brynene og tjekkede mit armbåndsur for at se, hvad klokken var.

Cirka tyve minutter over ti.

Burde de ikke være inde til time nu?

Jeg løftede blikket og betragtede de få elever, der nød den varme sol på bænkene. De virkede ikke til at have nogen som helst bekymringer og brød ud i en øredøvende latter, idet en af dem sagde et eller andet.

Netop som jeg skulle til at gå hen for at udspørge dem om, hvad de lavede, kom en ældre mand til syne nogle meter fra dem.

”Folkens, så er pausen forbi! Find jeres miniaturesten og lad os se på dem sammen,” brummede han og rettede på sin polkaprikkede butterfly. Eleverne på bænken himlede med øjnene, hvorefter de mumlende rejste sig op og efterfølgende forsvandt rundt om et hjørne.

Jeg kiggede for en stund på den bænk, de før sad på. Alt føltes så fredfyldt ude blandt de høje træer og de blomstrende buske. Alligevel kunne en pige, der brugte de fleste af ugens dage på denne grund, blive slået ihjel.

Hvad havde hun mon rodet sig ud i?

På gangene mødte jeg kun få elever, der lavmælt førte en samtale, mens de hentede bøger fra deres skabe. Flere befandt sig ude i gårdhaven, hvor det så ud til, at de rent faktisk arbejdede på trods af det gode vejr.

Mens jeg vandrede ned gennem endnu en gang, betragtede jeg skabene i de blå nuancer og holdt godt øje med numrene på dørene. Rektor Hawkins sendte mig en masse informationer om Olivia.

Uheldigvis havde hun aldrig været på kontoret. Det kunne ellers have hjulpet mig i min sag.

Jeg stoppede op foran døren med de hvide tal, der ved siden af hinanden dannede lokale 93. Inde bag døren skulle Olivias klasse meget gerne befinde sig.

I forsøget på ikke at forstyrre mere end højst nødvendigt, skubbede jeg lige så stille døren op. Læreren stod bag Jane, jeg snakkede med i går, og pegede på det, der lignede et lærred. Opmærksomt lyttede Jane til det, hun blev fortalt og kom selv med små indvendinger.

Først da jeg trådte helt indenfor og lod blikket glide rundt i lokalet, rettede alle opmærksomheden mod mig.

Hver elev sad med en pensel eller blyant i hånden. Foran dem alle var der placeret et lærred på bordet, hvor starten af et mindre kunstværk begyndte at kunne anes.

Kunst. Jo, jeg huskede godt, hvad Rektor Hawkins sagde.

”Kan vi hjælpe Dem med noget?” Den unge lærerinde skyndte sig hen til mig, i så hurtigt et tempo hendes højhælede sko tillod hende det. Hendes blonde hår svajede fra side til side i den høje hestehale og forårsagede, at en lille gættekonkurrence startede op inde i mit hoved.

Tredive var hun ikke fyldt endnu. Tyve var for lidt. Femogtyve? Nej. Måske fireogtyve?

For en kort stund sugede jeg hendes lettere skræmte blik til mig, som hun desperat forsøgte at skjule ved sine mange blink. Jeg rømmede mig lavmælt, idet jeg af ren vane lagde hånden på min elskede pistol, der hang i bæltet omkring mit liv.

Sikkerhed frem for alt.

”Frøken Palmer?” Hun nikkede, og jeg fortsatte: ”Jeg har nogle spørgsmål til dig vedrørende din elev; Olivia Harper.”

”Olivia?” gentog hun med et pludseligt blegt ansigtsudtryk. Det overraskede hende nok ikke ligefrem, at jeg kom for at snakke om netop Olivia, men alle frygtede vel at blive sat under luppen som en af de mistænkte. Og endnu mere frygtede de, hvad der skete, siden pigen ikke længere sad blandt dem.

Da jeg bekræftede hendes spørgsmål med et nik, sank hun en klump og vendte sig mod eleverne, der iagttog os med store øjne.

Beroligende smilede hun til dem og lavede et simpelt tegn med hænderne. ”To sekunder, så er jeg tilbage. Fortsæt I bare.”

Derefter gjorde hun tegn til, at vi skulle gå ud af lokalet. Højst sandsynligt ønskede hun at skåne sine elever så meget som muligt, hvad angik deres klassekammerats død.

Forsigtigt lukkede hun døren bag os, idet vi begge placerede fødderne på gangens blanke gulv. Straks hørte vi dem mumle på den anden side, og den blonde lærerinde himlede opgivende med øjnene.

”Selvfølgelig! Det sker altid,” sukkede hun og førte nogle vildfarne totter af håret på plads bag ørerne.

Før jeg nåede at stille første spørgsmål, adskilte hun de lyse læber og begyndte samtalen med et sørgmodigt udtryk i øjnene, jeg tydede som værende oprigtigt.

”Olivia var en af mine bedste elever,” fortalte hun med korslagte arme. ”Hun havde et fantastisk potentiale og forstod, hvordan hun gjorde et maleri helt personligt. Hver gang var de fyldt med følelser, jeg kun kunne gætte mig til, og hun ville aldrig fortælle mere, end billedet selv fik frem.” Hun grinede rystende på hovedet, før hun tilføjede en sidste sætning. ”Det var en af hendes mange teorier: Man var nødt til selv at opleve historierne for at forstå dem.”

”Og du forstod dem ikke?”

”Ikke altid,” indrømmede hun over for mig med et træk på skuldrene, ”men jeg kunne fornemme, at der altid lå dybe følelser bag hendes værker. Hun var simpelthen så kreativ og elskede at male! Hun mente, det var de eneste tidspunkter, hvor hun kunne føle sig fri.”

Jeg kneb øjnene en anelse sammen. ”Hvor tit maler I?” forhørte jeg mig om med hovedet lagt på skrå.

Et tænksomt smil bredte sig hen over hendes læber, inden hun besvarede mit spørgsmål. ”Det er vel en gang om ugen, tror jeg. Der kan selvfølgelig være uger, hvor vi har flere timer eller slet ingen.”

Måden, hvorpå hun turde se mig direkte i øjnene, beviste for mig, at hun ikke vidste meget om selve Olivias død.

Men hun kendte Olivia, og det kunne være mig en stor hjælp i sidste ende.

Jeg fugtede hurtigt mine læber, hvilket efterhånden var ved at udvikle sig til en dårlig vane. Frøken Palmer hev lidt ned i sin stramme nederdel, der modsat hendes stribede bluse, var helt sort. I mine øjne lignede hun en af de såkaldte businesskvinder.

”Hvornår så du sidst et af Olivias billeder?” mumlede jeg fraværende, da jeg faldt hen i mine egne tanker.

Hvad hvis der gemte sig tegn i hendes malerier?

”Undskyld, hvad?” lød det forvirret fra lærerinden, der straks rev mig tilbage til virkeligheden.

Fortumlet glippede jeg en anelse med øjnene, inden jeg huskede mit spørgsmål og gentog det. ”Hvornår så du sidst et af de billeder, Olivia har malet?”

Længe tænkte hun sig om med et koncentreret blik og en fure i panden. Lige som jeg skulle til at gentage mig selv for tredje gang, åbnede hun munden. ”Det har nok været for tre uger siden.”

”Tre uger?”

”Ja.”

”Jamen.. det..” Jeg spærrede øjnene op til dobbelt størrelse, da jeg mindedes Olivias forældre sige, at hun klattede sit værelse til for cirka to uger siden. ”Det giver måske mening..”

Forvirret stirrede frøken Palmer på mig. Selvfølgelig forstod hun ikke, hvad jeg snakkede om. Den pointe ignorerede jeg dog med et undskyldende ryst på hovedet.  ”Er det muligt at se hendes sidste maleri? Har du det?”

”Nej,” svarede hun og foldede sin ene hånd om dørhåndtaget bag sig. ”Hun tog det vist med hjem.” Undskyldende smilede hun til mig og trykkede blidt ned i håndtaget, så døren langsomt åbnede sig. ”Jeg vil rigtig gerne hjælpe Dem, Detektiv Brooks, men jeg bliver simpelthen nødt til at komme tilbage til timen. De er velkommen til at hive fat i mig i pausen, hvis De har flere spørgsmål.”

”Det er helt okay,” forsikrede jeg hende om. ”Du har været til stor hjælp, og jeg ved da trods alt lidt mere nu. Tak skal du have.”

Hun sendte mig et venligt smil, hvorefter hun drejede rundt og skubbede døren helt op. Hurtigt trådte jeg et skridt frem. ”Men hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne snakke med to af dine elever; Ellen Valentine og Jane Bennett.”

Lydløst vendte hun igen fronten mod mig. De blå øjne udstrålede en vis nervøsitet, og allerede nu kunne jeg føle, hvor meget frøken Palmer holdt af sine elever. Det tærede tydeligvis på hende, at Olivia ikke længere var iblandt dem, selvom hun forsøgte at være den voksne og tage det med oprejst pande.

”Skal jeg kalde dem herud?” tilbød hun i et næsten hviskende stemmeleje. Jeg rystede på hovedet, så en tot af mit hår svang sig ind foran mit ansigt. Irriteret fjernede jeg det, inden jeg igen kiggede på lærerinden.

”Nej. Jeg tror, det vil være bedre, hvis jeg kommer ind og kigger lidt.”

”Er du sikker?”

”Ja, jeg er sikker.”

”Okay,” overgav hun sig til sidst og lod mig følge efter hende med et lille vink. Den tunge atmosfære fløj os i møde, og jeg følte straks alles blikke hvile på mig – med undtagelse af ét.

Nede i det ene hjørne sad Zayn Malik og koncentrerede sig om at få lavet de rette streget på lærredet. Han nænnede mig ikke et eneste blik.

Alligevel var jeg ret sikker på, han vidste nøjagtigt, hvor jeg befandt mig i lokalet – jeg var bare ikke i hans interesse.

Til gengæld undrede jeg mig pænt meget over hans adfærd i går. I princippet forstod jeg godt, hvorfor han virkede til at være helt ude af den og tog hjem efter nyheden om sin klassekammerat. Han viste sig overraskende nok også at være en ret følsom person endda, selvom han sikkert ikke selv indrømmede det frivilligt. Men det føltes som om, han skjulte et eller andet, da han overrakte mig Olivias hæfte. Det indeholdt ganske rigtigt ikke andet end historienoter, så måske bildte jeg mig det bare ind.

Han havde dog åbenbart taget mit råd til sig med hensyn til at pjække, siden han dukkede op i dag – medmindre han bare behøvede lidt tid til at klare den tunge nyhed.

”Børn, dette er – som I nok ved – Detektiv Brooks,” præsenterede Frøken Palmer mig. Ingen af eleverne kiggede på hende. Deres opmærksomhed lå hele tiden på mig. ”Hun har ikke tænkt sig at forstyrre undervisningen yderligere, så I fortsætter bare med jeres malerier. Husk nu, at I altid kan spørge mig til råds!”

Selvom Frøken Palmer klappede i sine hænder for at få eleverne til at gå i gang med at male som før, bredte der sig blot en lav summen i klasselokalet. Ingen af dem virkede til at være synderligt begejstrede for min tilstedeværelse, men da lærerinden for anden gang slog hænderne sammen, begyndte de langsomt at vende næsen mod deres projekter.

Frøken Palmer henvendte sig med en rømmen til mig og nikkede ned mod to genkendelige personer i den anden side af lokalet, end hvor Zayn sad. ”De sidder dernede. Jeg tror, de har det ret svært med det hele, så vær nu ikke for hård mod dem.”

Beroligende smilede jeg til hende, og hun pustede lavmælt ud, som bekymrede hun sig mere, end jeg faktisk lige regnede med. Derefter bevægede jeg mig i et roligt tempo ned mod de to borde, der var blevet skubbet sammen.

Pigerne løftede stort set blikket på samme tid. Ellen førte en tot af sit brune hår om bag øret og lagde penslen fra sig, hvorimod Jane ikke slap sin.

”Hej piger,” hilste jeg lavmælt. Jeg tillod mig selv at betragte deres malerier, og jeg adskilte med et lille smil mine læber fra hinanden. ”Sikke nogle flotte billeder. Hvor lang tid har I arbejdet på dem?”

”Vi er begyndt i dag,” svarede Jane, idet hun dyppede sin pensel i en lyseblå farve, hun tydeligvis selv havde blandet på paletten. Hendes maleri forestillede en sort skikkelse i en flot, blå kjole. Nuancerne rundt omkring var alle pænt dystre, så man fokuserede på kjolen.

”Men det tager tid at male, så vi bliver nok ikke færdige,” indvendte Ellen stille, mens hun fascineret fulgte hver af sin venindes bevægelser med penslen.

Hendes eget maleri kunne jeg ikke helt se, hvad skulle være. Måske der imellem de mange farver gemte sig et træ, men det var umuligt for mig at være sikker.

”I er alligevel begge nået langt, ser det ud til,” kommenterede jeg venligt, og Ellen grinte kortvarigt.

”Tak,” lød det fra hende, inden hun samlede sin pensel op fra bordet, hvor hun lagde den. ”Vi plejer at nå længere.. men jeg kan ikke tænke helt klart i dag. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det er, jeg prøver at male,” sukkede hun trist.

Der skjulte sig en håbefuld klang i hendes stemme, som om hun ønskede, jeg skulle sige, jeg godt kunne se noget i hendes maleri. Problemet var bare, at.. jeg i forvejen var rigtig dårlig til at tyde kunst.

”Det er ikke mærkeligt,” besluttede jeg mig i stedet for at sige. ”I har her i klassen været ude for lidt af et uheld.”

”Ja,” mumlede Ellen og skævede ned mod sin sommergrønne skoletaske. Undrende kiggede jeg selv ned på den, men hurtigt hev hun den lidt længere ind mod bordet og rettede sig derefter op i stolen. ”Har du brug for at vide noget mere om Olivia?” Ordene fløj ud af munden på hende med en sådan hast, at det næsten lød panisk.

Ved hendes side rynkede Jane brynene og svang det leverpostejsfarvede hår lidt tilbage. ”Er du okay, Ellen?”

”Ja, jeg har det fint, jeg tror bare, jeg skal have lidt at drikke,” mumlede hun og rakte ud efter sin vandflaske på bordet.

Støttende lagde Jane sin hånd på hendes skulder. Det gibbede ligefrem helt i Ellen, men heldigvis havde hun ikke nået at føre flasken op til munden endnu.

Bekymret betragtede Jane sin veninde tage en ordentlig tår vand, hvorefter de begge vendte opmærksomheden mod mig.

”Faktisk..” startede jeg ud med at sige, da det så ud som om, de afventede et svar på Ellens tidligere spørgsmål. ”Så tænkte jeg på, om I kunne fortælle mig noget om Olivias ekskæreste? Harry?”

”Harry Styles?” Jane spærrede øjnene op og trak hånden til sig, der før lå på Ellens skulder. ”Hvad er der med ham?”

”Han har haft et forhold til Olivia. Jeg bliver nødt til at snakke med ham,” forklarede jeg dem i et roligt tonefald. Idet jeg kastede et blik hen mod Zayn, opdagede jeg, han stirrede tilbage i min retning. Han genkendte navnet, og efter i går var jeg slet ikke i tvivl om, at han ikke brød sig om Harry.

”Hvis du vil høre os om, hvorfor de slog op, så kan vi ikke hjælpe dig. Hun fortalte os det aldrig.” Ellens stemme fik mig til at rette opmærksomheden mod de to veninder igen. Bekræftende nikkede Jane fra sin plads og dyppede penslen i sit glas med vand.

Hvorfor undlade at fortælle sine bedste veninder om et brud med sin kæreste? Det virkede underligt.

Kort fugtede jeg mine læber, inden jeg atter adskilte dem. ”Men I kan måske fortælle mig, hvor jeg kan finde ham?”

”Det er fjerde time, så du finder ham nok i musiklokalet 64,” røg det ud af Jane. Overraskelsen i hendes ansigt tydede næsten på at være større end hos Ellen og jeg, da hun opfangede, hvad hun sagde.

Så præcist et svar regnede jeg alligevel ikke med. – En linje havde været nok.

”Jeg har en veninde, der går i klasse med ham,” tilføjede Jane og sendte mig et hurtigt smil. I stedet for at kommentere mere på det, nikkede jeg bare og takkede dem for hjælpen.

På vejen ud gik jeg knapt så tilfældigt rundt om bordene i midten, så jeg formåede at få et glimt af Zayns maleri. Det var næsten ikke til at tro, hvad jeg så.

Han havde ikke malet et eneste penselstrøg.

Lettere forbløffet glippede jeg med øjnene, hvorefter jeg fortsatte ud af lokalet for at finde Harry.

Harry Styles.

Hvorfor syntes jeg, det navn klingede genkendeligt i mit hoved?

Lige inden jeg vandrede ud af klassen, så jeg den mørkhårede pige med fregner ved siden af Zayn læne sig ind mod ham.

Derefter åbnede jeg døren og trådte ud på gangen. Til min store overraskelse stødte jeg næsten ind i en pige med mørkt hår og briller. Hendes mørkegrønne øjne stirrede ind i mine, og jeg lukkede langsomt døren i bag mig.

”Har de fri?” spurgte hun ivrigt og rettede lidt på sin tynde langærmede trøje. Dens vandrette, grønne striber passede til hendes hvide sneakers med grønne snørebånd. Hendes højtaljede cowboybukser fik hende til at se en anelse højere ud, end hun egentlig var, men jeg ville nu ikke kalde hende lav. Så meget forskel på vores højder var der ikke igen.

”Nej, det.. det tror jeg ikke,” svarede jeg en smule forvirret.

Sukkende skubbede hun sine briller længere op på næsen, og på en eller anden måde lykkedes det hende at gøre det elegant.

”Får I ikke først fri om noget tid?” tillod jeg mig at spørge med sammentrukne bryn.

”Jo,” grinede hun lavmælt, ”men nogle af lærerne skulle til et møde, så vi fik et kvarter tidligere fri.”

”Venter du på nogen?”

Hun hævede det ene øjenbryn, mens hun gav mig elevatorblikket. Lidt efter ændrede hendes lidt forvirrede ansigtsudtryk sig, og det lignede, noget pludselig gik op for hende. ”Åh! Du er hende detektiven,” udbrød hun.

Hurtigt rømmede hun sig og rakte mig hånden. ”Mit navn er Kendra Freeman Fletcher – elevrådsformand her på skolen.” Venligt sendte hun mig et smil, og jeg tog imod hendes hånd og gav den et lille tryk.

”Detektiv Brooks,” hilste jeg. Vi slap hinandens hænder, og hun pegede mod døren bag mig.

”Jeg venter såmænd bare på min kæreste,” informerede hun mig om som svar, og hun lyste helt op, da hun nævnte sidste ord.

”Går han i Olivias klasse?” Jeg kastede et kort blik tilbage på den lukkede dør og derefter tilbage på Kendra foran mig. ”Hvad hedder han?”

”Zayn,” svarede hun næsten helt stolt, og mine øjne voksede til dobbelt størrelse.

”Åh.. okay.. jamen, ham har jeg godt snakket med. Han er vist optaget lige nu, men han kommer sikkert ud, når klokken ringer.”

”Har du snakket med Zayn?” Pludselig lød hun knapt så begejstret og kneb øjnene en anelse sammen. ”Om Olivia? Hvad sagde han?”

”Øh..” Jeg kløede mig let i håret, da jeg ikke helt vidste, hvorfor hun var interesseret i vores samtale angående Olivia. ”Det er desværre fortroligt. Du kan altid selv spørge ham, men jeg kan ikke svare på dit spørgsmål.” Undskyldende smilede jeg til hende, mens skuffelsen malede sig hen over hendes ansigt.

Så snart jeg så mit snit til det, skiftede jeg emne. ”Men du kan måske fortælle mig, hvordan jeg kommer hen til lokale 64? Jeg skal snakke med en dreng ved navn Harry Styles.”

”Ja, selvfølgelig! Olivias ekskæreste,” sagde hun og førte håret om bag ørerne.

Undrende rynkede jeg brynene. ”Du kendte måske også Olivia?”

Det overraskede mig, at hun brød ud i en lav, sød latter, mens hun rystede på hovedet. ”Alle kendte Olivia. Så ja – det gjorde jeg. Hun var i elevrådet på et tidspunkt, men hun mistede vist interessen for det.”

Opmærksomt lyttede jeg og nikkede, inden hun pegede ned ad gangen og guidede mig hen til lokale 64. Det lød ikke til at være langt væk.

”Hvis bare du sørger for at dreje til venstre nede ved hjørnet og ellers gør, som jeg har beskrevet, så skal du nok finde Harry. Ellers kan du altid lytte efter musikken,” tippede hun mig med et hjælpsomt smil.

”Tak skal du have.” Jeg gengældte hendes smil og spadserede ellers ned ad gangen for at følge den vej, der usynligt var tegnet oppe i min hjerne efter hendes beskrivelse.

Fortsat blev Kendra stående ude foran døren, men fiskede mobilen op af lommen på et tidspunkt.

Lige idet jeg drejede ned ad en ny gang, huskede jeg pludselig, hvorfor Harrys navn syntes så bekendt.

Det var et af de første navne, jeg overhovedet hørte her på skolen. Eller rettere sagt; læste på stolperne ved indgangen. 


Uha, så er det i næste kapitel, vi endelig møder den omtalte Harry! Har I flere personer under luppen som morder eller venter I, til vi har mødt de sidste? Der er jo kun få, vi mangler at møde! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...