Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
222Kommentarer
20876Visninger
AA

9. 6: "Hun vidste jo ikke, hun ville dø."

 

Jeg lagde endnu et fotografi på bordet, hvorefter jeg pegede på det.

”Og hvorfor er hele værelset smurt ind i maling?”

Foran mig sad Olivias forældre i den eneste sofa, hotelværelset rummede. Siden deres hus var gerningsstedet, kunne de ikke være derhjemme, før vi fandt alle de løse ender på sagen – og indtil videre manglede vi stort set dem alle.

På kriminalafdelingens regning boede de derfor på et hotelværelse for det, der forhåbentlig ikke behøvede være mere end nogle få dage. Allerede nu prøvede jeg at skabe mig et overblik over alt det, jeg indtil videre havde snuset mig frem til. Desværre måtte jeg indse, det ikke var ret meget. 

Hverken fru eller hr. Harper lænede sig ind for at se nærmere på det. Tårerne piblede med jævne mellemrum ned af morens kinder, men en vis irritation bredte sig i både hendes og sin mands ansigt.

”Det ved vi ikke,” sukkede hr. Harper. ”Hun har altid været glad for at male, så det bur-”

”Årh, hold op, Christopher!” afbrød hans kone ham i et snerrende tonefald. Vredt slog hun sig selv på låret, og det mørke hår strittede ud til alle sider, som når en kat rejste pelsen. ”Hun har altid elsket at male, men det giver hende ikke ret til at ødelægge vores hus!” Det flammende blik rettede hun hurtigt mod mig, og jeg så blot opmærksomt på hende uden at fortrække en mine. ”Hvad stiller man op med en teenager? De kan gøre alt i skjul.. hun mente, hun havde lov til at gøre, hvad hun ville med sit eget værelse, og det endte af en eller anden grund med at se sådan ud.” Hendes finger landede på fotografiet for at understrege hendes pointe.

Længe stod jeg bare og nikkede. Da det ikke rigtigt ledte mig videre på sporet, stillede jeg et andet spørgsmål. ”Hvor lang tid siden skete det?”

”Det er vel ikke mere end knap to uger siden?” Christopher – som hr. Harper hed – kiggede spørgende på sin bedre halvdel, der bekræftede hans gæt med et enkelt nik.

”To uger siden?” Overrasket spærrede jeg øjnene op. Jeg lavede et udslag med armene til hver sin side, imens jeg trak let på skuldrene. ”Jeg troede, det var længere tid siden.. hvad kan have fået hende til at gøre det netop to uger før sin død?”

”Hun vidste jo ikke, hun ville dø,” indvendte Christopher forsigtigt med en arm om fru Harper. Idet jeg bragte ordet død på banen, brød hun sammen. Hulkende støttede hun albuerne på sine knæ og begravede ansigtet i hænderne.

”Jeg forstår det ikke.. Hvem kan dog have gjort det imod min lille pige?” snøftede hun grådkvalt. Hendes skuldre rystede, og Christopher aede hende på ryggen og prøvede at få hende til at falde til ro ved at tysse på hende.

Dette var en af de ting, jeg for det meste undgik ved at holde mig fra mordsager. Altid græd de pårørende over tabet, og som yngre begyndte jeg selv på krokodilletårerne, hver gang jeg så, hvor kede af det folk blev. Dengang forstod jeg det ikke hundrede procent, men jeg havde mine anelser. Det var nok.

Jeg sank en klump og gik hen ved siden af de to, knuste forældre. Roligt bukkede jeg i knæene og satte mig på hug ved den grædende mors side. Hvordan, jeg fik hende til at stoppe, anede jeg ikke. Jeg hadede at befinde mig i sådanne situationer. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle gøre.

Forsigtigt lagde jeg hånden på hendes knæ og rømmede mig lavmælt. ”Hør.. jeg ved, det er svært. Det er derfor, jeg er her. Jeg vil ikke andet end at hjælpe – men skal jeg kunne hjælpe, er I også nødt til at hjælpe mig.” Jeg så hen på Christopher, der med blanke øjne nikkede til mig. Lige så stille mærkede jeg, hvordan fru Harper ihærdigt forsøgte at finde roen igen.

Hun fjernede hænderne fra ansigtet og skyndte sig at køre fingrene nedeunder øjnene for at fjerne den smule mascara, der løb ned med tårerne. På ingen tid lignede hun næsten sig selv, blot med lidt røde øjne.

”Okay.” En sidste gang gav hun et snøft fra sig. Derefter kiggede hun om på sin mand, der sendte hende et svagt smil.

Idet hun igen rettede sit blik mod mig, adskilte jeg læberne med et seriøst udtryk i ansigtet: ”Jeg har brug for at vide, om der skete noget anderledes eller specielt for Olivia, hvis I tænker to uger tilbage.”

Begge forældre rynkede tænksomt brynene og lod sig finde vej tilbage i tiden. Tilbage sad jeg stadig på hug og afventede deres svar. Bare én lille, sær ting ville måske kunne bringe mig tættere på morderen.

Skuffende rystede de på hovedet, og jeg følte et lille håb glide fra mig. Jeg havde på fornemmelsen, at det var en ledetråd, jeg ville have fået stor gavn af.

”Hun har ikke været så meget hjemme på det sidste. Når endelig hun var hjemme, så vi hende alligevel aldrig. Jeg går ud fra, hun lavede sine lektier, men hvad ved jeg.. jeg er jo bare hendes mor..” Hendes læber dirrede svagt, og jeg frygtede, at hun igen begyndte at græde. Trætheden rullede allerede ind over mig fra de seneste mange dages arbejde, jeg først fik afsluttet for små 24 timer siden.

Hvor hans kone sluttede af, tog Christopher over. ”Hun har haft mange vagter på arbejdet. Tit blev hun endda og spiste derinde. Det startede hun allerede på for nogle måneder siden. Hun elskede sit arbejde.”

”Hvor arbejdede hun henne?” Jeg havde fået rejst mig op og så interesseret på ham.

Et arbejde betød kollegaer, og kollegaer betød højst sandsynligt flere ledetråde.

”Nede i det lokale supermarked, Sainsbury’s,” fortalte han, idet døren ud til hotelgangen åbnede sig. Ind trådte Alison efterfulgt af Louis og pigen i den ternede skjorte. Christopher nikkede hentydende mod sin datter, der lignede en, som allerede var parat til at smutte igen. ”Prøv at spørge Alison. Hende og Olivia snakkede godt sammen.”

”Og det skulle du vide?” fnøs Alison, idet hun rullede med øjnene. Længere tid blev hun ikke stående, før hun forlod sine forældre, der begge sad med opspilede øjne og åben mund. Hendes venner skyndte sig at følge efter hende med et undskyldende smil.

”Hvor vover hun..” hvæsede fru Harper og rejste sig fra sofaen, ”hun opfører sig efterhånden som en, der kan te sig, som hun vil! Det er da helt utroligt, at jeg kan have opfostret hende.”

Frustreret førte hun håret om bag ørerne, og jeg fornemmede, at dette måske ledte til et skænderi imellem mor og datter. Det ønskede jeg ærlig talt ikke at være publikum til.

”Shirley, sæt dig nu ned,” lød det fra hendes mand, der heller ikke så specielt tilfreds ud med sin datters opførsel. Han klappede på pladsen ved sin side, der nu var tom. ”Vi snakker med hende senere.”

Stædigt kiggede Shirley skeptisk ned på sofaen et stykke tid, inden hun overgivende lod sig dumpe ned samme sted som før – men hun slap ikke emnet helt.

Jeg betragtede for en kort stund ægteparret, der hviskende skældte på hinanden. Shirley mente, de burde sige et eller andet til deres datter, hvorimod Christopher ikke ville gøre et stort nummer ud af det, når jeg var til stede. Mere fik jeg så heller ikke fat i, og om jeg hørte helt rigtigt, turde jeg ikke satse hundrede procent på. En ting kunne jeg dog konstatere: pludselig omhandlede det ikke længere Olivia, men Alison.

Højlydt rømmede jeg mig for at afbryde dem. Begge rettede de blikket mod mig, som forstod jeg ikke, at de rent faktisk diskuterede noget yderst vigtigt.

”Jeg prøver at snakke med hende,” sagde jeg blot. Venligt sendte jeg dem et lille smil, men lige så snart jeg vendte mig mod værelsesdøren, de tre venner lukkede bag sig, forsvandt det fra mine læber.

Kun få meter skulle jeg gå, før jeg foldede hånden om dørhåndtaget. Selvom familien havde fået et af de større hotelværelser, var det bestemt ikke lige så stort som et almindeligt hus – men det rakte vel til den korte periode.

Idet jeg åbnede døren, frøs de to skikkelser inde på værelset. Begge stirrede de forskrækkede på mig, som opdagede de et spøgelse.

Alison løsrev sit blik og fortsatte det, hun var i færd med. På sengen lå en taske og bunker af tøj. Det lignede næsten..

Undrende rynkede jeg brynene og trådte ind på værelset. ”Pakker du?” spurgte jeg og sørgede for at lukke døren bag mig.

Alison sukkede dybt og drejede rundt for at se på mig henne fra hotelværelsets lille skab. ”At pakke er måske så meget sagt.. der er trods alt ikke ret meget at pakke.”

”Du kan bare låne noget af mit tøj, hvis det er,” tilbød pigen og smilede til hende. ”Jeg har masser.” Hun sad på sengen med sit milde ansigtsudtryk og udstrålede en sær venlighed.

Et smil spillede hen over Alisons læber, da hun smed et par bukser oveni resten af tøjet. ”Tak. Det sætter jeg pris på.”

Først da døren ud til et mindre badeværelse gik op, bemærkede jeg det. Rummet indeholdt ikke mere end en seng, et skab og en kommode, og der var ikke meget plads at bevæge sig rundt på, men alligevel kunne man ikke brokke sig over eget bad.

Louis, der kom ud derfra, kiggede fra mig og hen på Alison op til flere gange. Derefter rømmede han sig, som følte han sig en smule utilpas.

”Din tandbørste står vist allerede ude på toilettet.” Han pegede tilbage mod den åbne dør, og Alisons skuldre faldt dobbelt så langt ned.

”Seriøst? Mener du det?” Frustrationen gemte sig i alle hendes træk og bevægelser. Irriteret trampede hun forbi mig. ”Det var dog utroligt! Nogle gange kan jeg blive så tosset på hende!”

”På hvem?” Spørgsmålet røg ud af mig med det samme. Jeg fortrød det ikke spor, men det overraskede mig alligevel.

Vrissende stampede Alison ind på badeværelset og vendte sig mod mig i døråbningen. Hendes hånd hvilede på håndtaget, klar til at smække den i, hvis det blev en nødvendighed. ”På min mor, selvfølgelig!” Med tungen ude af munden fjernede hun rynkende på næsen noget hår, der sneg sig ind i hendes mund. ”Vi har kun lige fået det her værelse i går aftes, og vores ting er først kommet herhen i morges! Og så har hun lagt alt på plads! Burde jeg ikke selv kunne gøre det? Burde jeg ikke have lov til at bestemme, om jeg vil gøre noget stort af at skulle bo her i tre dage, eller hvor meget det nu er?” Tydeligt boblede vreden indeni hende, og hendes øjne skød lyn fra sig. Hun vendte sig mod Louis og pigen på sengen, der så ud til at være enige med hende i alt det, hun sagde. ”Jeg går lige på toilettet, og så smutter vi. Politiet har åbenbart kun kigget mit gamle tøj igennem, jeg ikke længere går i,” fnøs hun.

Med de ord lukkede hun døren, og jeg blev efterladt tilbage med hendes to venner. Louis spadserede hen på den anden side af sengen og begyndte at kigge på tøjet.

Selv kendte jeg udmærket godt til proceduren. Når folk måtte overlade sit hus og sine ting i politiets hænder, blev lidt tøj og andre nødvendige sager rodet igennem på de værelser, der ikke betragtedes som et sted med mange informationer at hente. På den måde kunne de, der blev flyttet fra gerningsstedet, stadig skifte tøj og gøre, hvad de ellers måtte gøre. Men meget havde de sjældent.

Jeg fugtede mine læber og lagde armene over kors, idet jeg indtrængende så på Louis. Han virkede som en flink fyr. Alligevel var der noget over ham, som tydede på en vis usikkerhed.

I et roligt tempo bevægede jeg mig hen til ham og prikkede ham på skulderen. Forskrækket hoppede han nogle centimeter op i luften og rettede opmærksomheden mod mig i stedet for Alisons tøj.

”Detektiv Brooks,” hilste han noget rystet over forskrækkelsen. Han sank en klump, kørte sin højre hånd op og ned på den modsatte arm og rakte mig den derefter. Jeg tog venligt imod den, men slap den hurtigt igen og lagde armene over kors.

Let trak han op i smilebåndet, som faldt det ham helt naturligt at charmere sig ind på enhver pige. ”Har du fundet ud af noget mere omkring Olivia?”

”Det går.. fremad,” besluttede jeg mig for at svare med en skæv mine. Jeg viklede mine arme ud fra hinanden og førte en tot af mit mørke hår tilbage. ”Jeg har faktisk nogle spørgsmål, jeg også gerne vil stille dig.”

”Mig?” Forfærdet spærrede han øjnene op.

”Ja, dig.”

”Louis har ikke gjort noget, tro mig,” lød det fra den spinkle pige på den anden side af sengen. Hun sendte mig et smil og nikkede til Louis. ”Han kunne ikke finde på at såre Alison på nogen som helst måde.”

Straks bemærkede jeg, hvordan Louis vred sig. Smilet på pigens læber voksede en smule, og jeg hævede forvirret det ene øjenbryn i retning af pigen med den lette, pjuskede frisure. ”Og hvem er det så lige, du er?”

”Michelle Laure Jacobs,” præsenterede hun sig med en selvtillid, jeg ikke kunne lade være med at beundre. ”Jeg er gode veninder med Alison – og Louis,” tilføjede hun grinende.

”Okay.. men det ændrer altså ikke på, at jeg vil stille jer nogle spørgsmål.”

”Stille hvem nogle spørgsmål?” Alison kiggede på mig med et hårdt blik, der inderst inde fik mig til at sukke dybt. Hun vandrede hen til os og proppede tandbørsten ned i sin skoletaske, da hun ikke gad have andet med.

”Jeg har brug for at vide, om de kender noget til Olivias død,” besvarede jeg roligt hendes spørgsmål.

Straks rettede hun sig op og kneb øjnene sammen. I øjenkrogene hobede tårerne sig op, og hun rystede på hovedet, så det fine, glatte hår svang sig fra side til side. ”Du skal ikke blande mine venner ind i det her, Detektiv. De ved ikke mere end mig.”

”Men måske vil de fortælle mig det, du ikke tør.” Mine ord forbavsede hende tydeligvis, og hendes læber dirrede svagt. Jeg forholdt mig rolig og kiggede så mildt som overhovedet muligt på hende. Hvis bare hun forstod, jeg ikke var ude efter hende, ville det hele gå meget nemmere. En søster vidste altid en helt masse detaljer om ens liv.

”Hvad mener du?” formåede hun at få sagt. Hverken Louis eller Michelle indvendte noget.

Jeg tog et skridt tættere på hende og så hende dybt ind i øjnene. ”Der er noget, du er bange for at fortælle mig, Alison.”

Langsomt rystede hun på hovedet og hev fat om sin skoletaske, hun hængte over skulderen. ”Nej. Der er noget, jeg er bange for, du vil spørge om.”

Denne gang var det mig, der stod målløs og stirrede på hende. Jeg forstod virkelig ikke, hvad hun mente.

Uden at sige farvel sendte hun sine venner et blik, der fortalte dem, de godt kunne gå nu. Michelle rejste sig fra sengen og fulgte efter sin veninde, hvis kæreste holdt om hende på vej ud.

”Sig mig, hvad skal du?” lød det inde fra stuen af.

Jeg glippede med øjnene og vågnede op fra min fraværende trance. Øjeblikkeligt kunne jeg tyde, hvem stemmen tilhørte: Shirley Harper, Alisons mor.

Hurtigt luntede jeg ud af det lille hotelværelse og ind i stuen, hvor Alison allerede havde taget fat om håndtaget til døren ud. Begge hendes forældre stod få meter fra hende, og Shirley placerede irritabelt hænderne i hver sin side.

”Jeg bor hos Michelle, indtil vi kan flytte hjem igen. Så kan I få det hele for jer selv.” Let trykkede Alison håndtaget ned og åbnede døren. Kortvarigt fremtvang hun et svagt smil og sendte det til sine forældre. ”Vi ses.”

”Nej, ved du nu hvad, unge dame.. nu må det høre op!” Denne gang var det Christopher, der snakkede med rødblussende kinder.

For sent; Alison travede allerede ned ad den lange gang med Louis og Michelle i hælene.

”Kan du så komme tilbage!” råbte hendes mor ud af døren, så alle på hotellet formodentlig kunne høre hende. Jeg skar en bekymret grimasse, da Shirley fiskede sin telefon op ad lommen og ringede sin datter op. Eftersom hendes opkald ikke blev besvaret, gentog hun blot sin handling.

”Hør,” prøvede jeg forsigtigt, da jeg fornemmede den dårlige kemi. ”Jeg har et sidste spørgsmål, jeg meget gerne vil have svar på, inden jeg går. Jeg kan ligesom forstå, at I har nok at tænke på.”

”Nej, nej, nej, nej, vi har masser af tid, fyr løs!” Shirley smilede falskt til mig i håbet om, jeg ikke fattede mistanke om det dårlige forhold mellem hende og Alison.

Kort rømmede jeg mig og samlede håret hen over den ene skulder. ”Jeg mener det, jeg skal nok gå lige om lidt. Det er også ved at være sent,” meddelte jeg, ”men.. jeg har brug for at høre, hvad I kender til en fra Olivias klasse. Jeg har snakket med ham her i dag, men jeg synes, at han er lidt svær at komme ind til. Han nævnte forresten også noget om en Harry?”

Shirley klappede hænderne sammen og lyste pludselig op i et kæmpe smil. ”Åh, Harry! Han er simpelthen den dejligste dreng. Vi har aldrig været mere glade på Olivias vegne. Jeg kan godt fortælle dig, han ønskede hende kun det bedste! De var som skabt for hinanden, og han ville give os de smukkeste børnebørn, åh..” Jeg rynkede en anelse på næsen, da hun så ud som om, hun nærmest dånede over tanken om ham.

Christopher lagde armen om livet på hende og smilede venligt til mig. ”Hvis nogen skulle være sammen med Olivia, er vi glade for, det var ham. Han var og er altid velkommen i vores hjem.”

Jeg studerede dem med hovedet let på skrå. ”Ved I så måske også, hvorfor de slog op?”

Højlydt fnøs Shirley og rystede fornærmet på hovedet. ”De blev vist enige om, det bare ikke fungerede. Hvad ved jeg? Hun fortalte os jo ingenting!” Hun sukkede og kløede sig lidt på panden. Idet hun fangede mit blik, sænkede hun hånden og trak brynene sammen i en undrende mine. ”Men hvem har fortalt dig om Harry?”

”Som sagt snakkede jeg med en fra hendes klasse tidligere. En, der faktisk er lidt svær at gennemskue. Måske I kender ham? Zayn Malik?”

Koncentreret lyttede de til mine ord med alvorlige ansigtsudtryk. Aldrig havde jeg regnet med, at helvede ville bryde løs, idet jeg nævnte Olivias klassekammerats navn.

”Om vi kender ham?” Shirley fnøs overlegent. ”Vi kender ham i hvert fald godt nok til, at Olivia ikke skulle færdes med ham.”

Lige som jeg adskilte læberne for at spørge videre ind til det, fortsatte Christopher i samme retning som sin kone, og jeg måtte overvældet lytte til deres brok og jamren. ”Hans slags er ikke godt for samfundet. Jeg forstår slet ikke, at man kan sætte en dreng som ham i samme klasse som Olivia.”

”Og hver gang de skulle arbejde sammen om et projekt, havde han mulighed for at komme ind i vores hus. Jamen, tro det eller lad være, jeg så ham prøve at stjæle et af Olivias smykker engang!”

”Han har med garanti begået tusindvis af røverier!”

”De kunne aldrig være hjemme hos ham!”

”Og så har han gået en klasse om! Hvad siger det ikke om ham?”

”Jeg vil vædde med, han har berøvet flere stakkels piger deres værdighed!”

”En bandit, der ikke kan integrere sig!”

”Han bør smides ud af landet!”

Forskrækket gispede Shirley og førte sin ene hånd op til munden. Jeg rynkede øjenbrynene og så fra hende til Christopher, der afventede at høre noget yderst interessant inden længe.

Og der kom noget interessant fra Shirley af. Noget, der fik mig til at åbne munden og lukke den igen. For jeg vidste ærlig talt ikke helt, hvad jeg skulle sige til det.

”Det er ham. Jeg er sikker. Det kan ikke være nogen anden..” Så småt begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på hende, og hun kiggede hulkende op på sin mand. ”Det er ham, der har dræbt vores lille pige.”

Det var først disse ord, der udløste det rigtige helvede. For straks erklærede Christopher sig enig med Shirley og truede med at skyde Zayn og hele hans familie.

Det blev starten på en lang aften med at få beroliget to forældre, der var mestre i at ophidse hinanden.

Jeg troede næsten, jeg selv skulle dø - og på et tidspunkt fangede jeg mig selv i at ønske det.

 

Udmattet smækkede jeg døren i til lejligheden. Armene trak jeg hurtigt ud af ærmerne på min jakke, mens jeg begav mig hen mod det runde køkkenbord, jeg vågnede ved i morges.

Fjernsynet kørte som den eneste larm i hele huset, og jeg regnede mig til, at Toby sad og rævesov. Af samme grund informerede jeg ikke mere om min hjemkomst. Jeg smed jakken hen over en af stolene og ledte ikke længe efter min notesbog, før jeg slæbte mig hen mod mit værelse med den og en kuglepen i hånden.

Jeg magtede ikke engang at gå ud på badeværelset for at tage den mascara af, jeg i morges brugte for at få mig til at se bare lidt frisk ud. Mine ben bevægede sig direkte mod min åbne værelsesdør, hvor jeg inden længe kunne smide mig i sengen.

Hvor jeg dog længtes efter at lukke øjnene!

Allerede på halvvejen knappede jeg mine bukser op med den ene hånd, så jeg nemt kunne lade dem glide ned ad benene, da jeg nåede værelset. Det så knapt så charmerende ud, da jeg kun kunne bruge én hånd, da den anden var optaget, men det ragede mig i princippet heller ikke så meget.

Søvnen klumpede sig sammen omkring mine øjne og gjorde det svært for mig at se noget. Heldigvis kendte jeg vejen hen til min seng, og jeg undslap et lettet suk, idet jeg satte mig på dens kant.

Først da lagde jeg notesbogen fra mig på dynen og formåede at få hevet bukserne ned over fødderne. Tungt faldt de ned på gulvet.

Jeg smaskede let og lagde mig til rette i sengen. Idet jeg trak dynen op over skuldrene, mærkede jeg, hvordan en indre ro bredte sig rundt i hele min krop. Jeg lukkede øjnene og beredte mig på at falde ind i en dyb søvn på ingen tid.

Sengen satte jeg virkelig pris på efter en lang arbejdsdag.

”Haz? Er du vågen?” hviskede en genkendelig stemme henne fra døren.

Sukkende åbnede jeg det ene øje en anelse for at sikre mig, jeg ikke tog fejl. Da mit syn bekræftede min hørelse, lukkede jeg det hurtigt igen.

”Hvorfor er du ikke derhjemme, Jill?” mumlede jeg træt.

”Jeg sover her,” fnes hun lavmælt, som bekymrede hun sig stadig for at vække mig.

”Selvfølgelig gør du det,” gabte jeg og holdt mit hoved oppe ved at hvile albuen på puden.

”Du kommer hjem på den rigtige side af tolv,” klukkede hun og sprang livligt hen til mig for at sætte sig ved på sengekanten. ”Det er nok første gang. Klokken er kun kvart over elleve.”

Jeg smilede skævt og måtte lade endnu et gab slippe ud mellem læberne. ”Tja, jeg trænger til at sove. Det har været en lang dag.”

”Jaer, jeg har faktisk også haft det ganske hårdt.” Smilende hævede jeg det ene øjenbryn, da jeg fornemmede, selvmedlidenheden var på vej. ”Toby kom tidligt hjem, så jeg skulle prøvesmage alle mulige nye opskrifter!”

”Wow, du har det hårdt,” mumlede jeg sarkastisk.

Hun nikkede grinende og puffede venskabeligt til mig – det resulterede dog i, at jeg nær mistede balancen og faldt ned ad sengen. Med nød og næppe genfandt jeg min position, og jeg opfattede ikke helt, hvad der skete, før jeg forskrækket stirrede ned på gulvet efter at have siddet og vippet.

Højlydt sad Jill og lo, som havde hun aldrig set noget sjovere.

”Ja, ja, grin du bare,” gryntede jeg.

”Det gør jeg skam også!” Hun slog ud med armene, og jeg himlede irriteret med øjnene. Lige nu ønskede jeg faktisk bare at lægge mig til og sove.

”Skal du ikke også i seng?” I stedet for at sige det direkte til hende, prøvede jeg med en lille hentydning. Hun sendte mig et smil og rakte mig min notesbog.

”Jo. Jeg ville bare høre, hvor meget du har fundet ud af?”

Kort gned jeg mig i øjnene, inden jeg strakte armen ud for at tage imod den. Hentydende pegede jeg mod min kuglepen, hun straks fik fat i og gav videre til mig.

Taknemmeligt smilede jeg til hende og åbnede bogen, jeg for en kort stund glemte alt om, da søvnen overvældede mig. Efterhånden syntes jeg at kunne mærke, jeg virkelig behøvede en tid, hvor jeg kom ind i en god dagsrytme igen.

”Jeg ved ærlig talt ikke, hvor meget jeg har fundet ud af,” sukkede jeg. Let trykkede jeg ned på kuglepennen, bladrede om på en blank side og begyndte at skrive navnene ned på dem, jeg havde snakket med. ”Det virker ikke som om, folk er meget glade for at samarbejde. Hendes søster vil i hvert fald ikke gøre det frivilligt..” Alison, Louis og Michelle trak jeg alle streger mellem og lavede derefter en lille boble, hvor jeg skrev Olivia. Jeg tegnede derfra en streg ned til Alisons navn som tegn på, at de i hvert fald var forbundet til hinanden. ”Og så mødte jeg tre af hendes klassekammerater. Men jeg fik ikke ret meget ud af dem. I hvert fald ikke noget jeg kunne bruge. Selvom jeg helt klart mistænker den ene..” Zayn, Jane og Ellen blev også skrevet ned på siden. På den anden side noterede jeg små detaljer, jeg troede kunne blive nyttige at huske. Rachel og Harry, Zayn nævnte, forbandt jeg begge til Olivias navn, da jeg forstod det som om, de begge havde et bånd til hende.

Tænksomt kiggede jeg lidt på mine kragetæer. Nede i hjørnet besluttede jeg mig for at skrive Liams navn.

”Jaer,” lød det pludseligt fra Jill, der betragtede min bog med en fure i panden, ”det virker lidt kompliceret. Jeg er imponeret over, at din hjerne ikke eksploderer. Det må være svært at pege én ud blandt alle dem..”

”Lige nu er det. Men jeg er jo heller ikke færdig med arbejdet endnu – langt fra,” tilføjede jeg hurtigt, hvorefter jeg lagde hovedet en anelse på skrå. ”Der er nu noget, jeg undrer mig over.”

”Hvad er det?”

”Jo, ser du..” Jeg lukkede bogen og lod den falde ned på gulvet. Derefter rettede jeg al min opmærksomhed mod min veninde, der nysgerrigt afventede min fortsættelse. ”Næsten alle har sagt, at alle folk kunne lide Olivia. De siger, at alle elskede hende. Og det hænger bare ikke sammen med, at hun er blevet myrdet..”

”Du skal nok finde ud af, hvem der gjorde det. Det gør du altid,” opmuntrede Jill mig med et tillidsfuldt smil.

Jeg nikkede og kiggede kort ned mod bogen, inden jeg vendte blikket tilbage mod min veninde. Selv i mørket kunne jeg ane det fine modersmærke på hendes kind, der lignede en kattekilling.

Idet jeg udmattet sukkede, faldt mit hoved ned på puden og gravede sig ned i den. Hurtigt sendte jeg hende et lille smil på trods af de mange tanker, der kredsede rundt i mit hoved. ”Jeg er faktisk blevet mere interesseret i at vide, hvorfor hun er død, end i at finde ud af hvem, der gjorde det.”


Vi fik snakket lidt mere med Olivias familie.. hvad tænker I om deres beskyldninger, hvad angår Zayn? 
Har I en yndlingskarakter af dem, vi har mødt indtil videre? Hvorfor?

Del endelig alle jeres tanker med mig i en kommentar <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...