Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19698Visninger
AA

8. 5: "Altid er det ham den mørke.. altid er det ham, der er skurken!"

 

”Hallo?” Jeg bankede på den hvide dør foran mig for tredje gang. Stadig kom der ingen respons.

Irriteret stak jeg hænderne i jakkelommerne og spejdede op mod de øverste vinduer. Selvom han ikke lukkede op, vidste jeg, han befandt sig et sted på den anden side.

Efter samtalen med Jane og Ellen, satte jeg mig ind i bilen og speedede op for at indhente den mystiske Zayn, der sparkede sig ud af skolens hoveddør. Først da jeg sad med sikkerhedsselen på, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvilken vej jeg skulle køre. Problemet løste sig dog, idet jeg frustreret slog på rattet. Mit blik fastlåste sig ved en skikkelse længere fremme. På en blå kølerhjelm sad han og pustede fine røgskyer ud i luften med rygsækken liggende ved sin side.

Jeg nåede kun at spænde mig op, før han svang tasken over skulderen og tog et sidste sug af cigaretten, inden han smed den på vejen. Hurtigt gjorde jeg mig klar til at følge efter ham, og det viste sig, han ikke boede langt fra selve skolens område.

For kun tyve minutter siden smækkede han døren i bag sig til det gråhvide hus, og i det halve af den tid havde jeg nu prøvet at komme i kontakt med ham.

Lykkedes det?

Overhovedet ikke.

Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, da jeg så noget bevæge sig inde bag et af vinduerne. Med blikket limet til ruden på øverste etage løftede jeg igen hånden, knyttede den og lavede en kort rytme af fire slag på døren.

Stædigt gentog jeg det i håbet om, at han overgav sig. Til sidst bankede jeg tungt hånden mod døren uden pauser og kiggede adskillige gange op mod vinduet, hvor jeg så noget tidligere.

Netop som jeg mærkede krampen tage fat i min højre arm, blev døren åbnet. Det var et held, jeg ikke klaskede hånden ind i drengen, der med sammenknebne øjne stirrede på mig.

”Gider du stoppe det?” vrissede han.

I stedet for at lade mig påvirke af hans uhøflighed, ignorerede jeg hans spørgsmål, rettede kort på min cowboyjakke og samlede håret hen over den ene skulder.

Derefter rakte jeg ham hånden. ”Detektiv Brooks. Jeg kommer lige fra Patcham, som du måske ved.”

Han sagde ikke en lyd, korslagde kun armene.

Tøvende trak jeg hånden til mig og sendte ham et hurtigt, fremtvungent smil, der forsvandt lige så hurtigt fra mine læber indenfor de næste to sekunder.

”Jeg har lige nogle spørgsmål, jeg vil stille dig,” rømmede jeg mig.

”Aha,” lød hans eneste kommentar.

Kunne han være mere ligeglad?

”Må jeg komme ind?”

Han så bestemt ikke interesseret ud. Stift gloede han på mig, og jeg bemærkede den mørkebrune farve gemme på en masse kaotiske følelser, han ihærdigt prøvede at forhindre i at komme op til overfladen.

Længe bed han sig i læben, mens han overvejede, om han burde lade mig komme ind i sit hus. Jeg afventede lettere utålmodigt en form for svar uden at rykke mig det mindste.

Opgivende sukkede han og trådte til sidst til siden for at lade mig passere.

Jeg gik forbi ham ind ad døren. For første gang berørte mine fødder de blanke kvadratfliser, der dannede gangens gulv i en mørk, varm farve, og jeg lod automatisk blikket glide rundt for at betragte mine omgivelser.

Alle væggene var råhvide, og til min højre side hang et simpelt spejl. Det aftegnede min skikkelse så perfekt, som ethvert andet spejl med fedtede mærker formåede at gøre, og kopierede selv min mindste bevægelse. I baggrunden overværede Zayn mig med krydsede arme.

Roligt førte jeg en tot af det brune hår, som omkransede mit ansigt, lidt til siden, så den strittede knapt så vildfarent. Jeg tog et skridt fremad og vendte mig om mod ham.  

Under spejlet stod fem par sko – tre af dem tilhørte højst sandsynligt en kvinde, mens to af dem derimod tilhørte en af det mandlige køn.

Lige så stille viklede hans arme sig ud af hinanden, og hans ansigtstræk løsnede sig lidt op. Lavt sukkede han og slog let ud med armene, inden han stak hænderne ned i hver sin bukselomme.

”Har du lyst til noget at drikke?”

Jeg fugtede læberne, hvorefter jeg sendte ham et smil. ”Et lille glas vand vil være fint, tak.”

Med sammenpressede læber nikkede han til mit svar og snoede sig forbi mig. Han virkede nervøs og så ikke ud til helt at vide, hvordan han skulle håndtere min visit.

Inden jeg drejede om på hælene for at følge efter ham – da det trods alt var lidt akavet at blive stående i gangen – fotograferede min hukommelse døren, der stod på klem på den modsatte væg, end der hvor spejlet hang. Hvide fliser dækkede både gulvet og væggene, og kun en hvid vask kunne jeg se en ganske lille del af.

I et langsomt tempo bevægede jeg mig samme vej som Zayn. Opmærksomt observerede jeg alt omkring mig, da den mindste detalje ofte var det tegn, der ledte mig videre på sporet; hvis jeg da ikke allerede var nået til enden.

Jeg trådte ind i et stort, åbent og belyst rum. Middagssolen skinnede ind gennem de mange ruder, så strålerne selv varmede indendørs, og de sorte fliser absorberede den glædeligt. Henne i det ene hjørne havde de lavet en hyggekrog, der bestod af hvide sofaer omkring et glasbord. Alle vendte de på en måde, så man ikke behøvede overanstrenge nakken, når det mindre fladskærmsfjernsyn blev tændt.

I den anden del af rummet, til højre for min synsvinkel, stod et større spisebord med dækservietter i forskellige farver. Stole var placeret ind til det, og jeg syntes ærlig talt, det så ud som et rigtig hyggeligt sted at spise sine måltider. Dog bed jeg også mærke i, at en af stolene manglede – medmindre der var en dækserviet i overskud.

Da der tændtes for en vandhane, vovede jeg mig længere ind i det, jeg gættede på, var stuen. Til højre opdagede jeg nu en væg, der stødte sammen med væggen til gangen. Begge vægge stoppede før hjørnet, og de skabte dermed en åben indgang til et mindre køkken, hvor Zayn fyldte to glas op med koldt vand fra hanen. Ved hans side ventede masser af opvask, og jeg måtte indrømme, det helt lettede at huske på, at det ikke var mig, der skulle rydde op i dette hus.

Usikkert rakte han mig det ene glas og gjorde et udslag med den ene arm hen mod sofaerne. ”Værsgo at tage plads,” tilbød han med en stærk accent, jeg ikke formåede at tyde.

Jeg foldede hånden omkring glasset og satte kursen mod de hvide sofaer. På bordet lå både bøger, blade og tomme kagebakker, Zayn hurtigt skubbede til side.

Skævt smilede han undskyldende til mig. ”Ja, vi roder lidt.. mine søstre mener, de har krav på al pladsen i huset. Piger,” han rullede fnysende med øjnene.

Jeg hævede blot øjenbrynene, idet jeg sænkede vandglasset, jeg netop havde taget min første tår af. ”Så du har søstre?”

”Tre af dem,” nikkede han.

”Har du så ingen brødre?”

”Nej, jeg er den eneste dreng,” fortalte han med et træk på skuldrene.

Jeg lagde hovedet en smule på skrå. ”Det må da være hårdt nogle gange?”

”Jeg klarer mig.” Uden at møde mit blik drak han halvdelen af sit vand, hvorefter han med alt andet end en ret ryg foldede sine hænder. Hver arm hvilede på et af hans lettere spredte ben, der dog var fanget i et par stramme bukser.

Jeg accepterede forstående hans kortfattede svar. For en kort stund lod jeg stilheden tage over, inden jeg igen afbrød den med et af mine mere seriøse spørgsmål.

”Zayn, hvor godt kendte du Olivia?”

Straks begyndte han nervøst at gnide sig i hænderne. Opmærksomt ignorerede jeg den svigende tavshed. Mit blik veg ikke et splitsekund fra ham. Alle hans urolige bevægelser klistrede sig til min hukommelse, så jeg senere kunne skrive hver en detalje ned i min notesbog. På den måde holdt jeg styr på det hele uden at forvirre mig selv mere end højst nødvendigt.

”Jeg har gået i klasse med hende i et års tid,” mumlede han.

For bedre at kunne høre lænede jeg mig en anelse frem. Samtidig håbede jeg på, han rettede sig bare lidt op eller så mig ind i øjnene – bare for en enkelt gang. Jeg havde brug for at vide, hvad han tænkte.

”Hvordan var hun?” spurgte jeg for at grave dybere ind til ham.

Han sank en klump, mens han fortsat legede med sine hænder. Som gik det op for ham, at det afslørede, hvor nervøs han var, skyndte han sig at trække dem fra hinanden. Langsomt tørrede han dem af på sine lår og rømmede sig kraftigt. ”Hun var.. flink,” startede han ud. Selvom han så i min retning, forhindrede han mig bevidst i at skabe øjenkontakt. ”Jeg mener, hun var da rigtig sød. Hun havde en god indflydelse på folk, hun færdedes, og.. jeg tror, alle kunne lide hende.” Anerkendende nikkede han for sig selv. ”Jo, jeg har ikke hørt nogen sige, de ikke brød sig om hende.”

”Så alle kunne lide hende?” Mistroisk kneb jeg øjnene sammen. ”Alle?

”Det tror jeg.. Altså, jeg ved det jo ikke med sikkerhed, men jeg er da ret sikker på det.” Netop i øjeblikket, hvorpå han sagde dette, mødte vores blikke hinanden, og jeg vidste med det samme, han mente de ord, han talte.

Hurtigt slog han dog blikket ned i jorden.

”Kendte du hende godt?” forhørte jeg ham om.

”Jeg kendte hende i hvert fald,” svarede han med et svagt smil, der igen hastigt forsvandt. ”Vi har snakket sammen. Hun var altid glad og opmuntrede folk til at tro på sig selv. Dengang Rachel var indlagt på hospitalet med dårligt hjerte, var hun derinde mindst to gange om ugen. De kendte nærmest ikke hinanden, men hun opfordrede alle til at tage derind. Hun var et godt menneske. Og virkelig dygtig!”

Jeg smilede, da jeg hørte ham fortælle om Olivia. Hun lød virkelig som en pige, man ikke kunne lade være med at holde af.

Jeg glippede med øjnene, som mit smil langsomt svandt hen. Forvirret kiggede jeg på ham, da han havde nævnte et navn, jeg ikke kendte. ”Hvem er Rachel?”

”Hun er en pige fra skolen,” forklarede han uden, at nervøsiteten spillede nogen rolle. ”Hun går på dramalinjen. I november, sidste år, fik hun problemer med hjertet og måtte indlægges på hospitalet i næsten en måned. Jeg var derinde én gang, men.. ærlig talt, så har jeg ikke snakket meget med hende. Hun er ikke en, man ser så meget til.”

Undrende lyttede jeg til hans ord, før jeg adskilte læberne på ny. ”Men Olivia snakkede med hende? Er det rigtigt forstået?”

”Det tror jeg,” lød det tvivlsomt fra Zayn, der drak den sidste sjat af sit vand. Et klink hørtes, da han satte det fra sig på bordet. ”Jeg må indrømme, jeg faktisk ikke ved så meget om hende Rachel.”

Som tak for hans svar nikkede jeg og lænede mig tilbage i den bløde sofa. ”Nej, det er også forståeligt. Man kan jo ikke kende alle og enhver.” I det øjeblik, ordene forlod min mund, huskede jeg på noget, jeg stadig manglede at spørge ham om.

Stift rettede jeg blikket mod ham og lagde afslappet armene op på ryglænet. ”Men du kendte Olivia. Og jeg er ked af at sige det, men det gør dig desværre til mistænkt.”

”Hvad?” udbrød han panisk og satte sig brat op. ”Jeg er ikke mistænkt!”

”Jo, du er,” modsagde jeg ham i et roligt tonefald, ”det er alle, der kendte Olivia, til jeg får skåret mig indtil kernen.”

”Jamen, jeg har ikke gjort hende noget!” forsvarede han forskræmt sig selv. Han formåede ikke længere at holde den kaotiske følelsesmasse indenbords. Den viste sig i hans svedende hænder, hans ængstelige øjne og alle hans bevægelser. ”Jeg har ikke gjort noget!”

”Det kan godt være, at du siger det. Men den, der har gjort det, er ikke til at stole på. Så jeg er nødt til at være kritisk, hvad end du påstår.”

Pludseligt rejste han sig op med sammentrukne øjenbryn. Selvom nervøsiteten stadig sad udenpå hans tøj, anede jeg nu en vis vrede, der lyste ud af øjnene på ham. ”Er det fordi, jeg er mørk?”

”Hvad?” Forarget spærrede jeg øjnene op.

”Så det er altså, fordi jeg er mørk!” Som prøvede han at finde ud af, om det passede sig bedst at græde eller grine, stod han bare og slog konstant ud med armene. ”Selvfølgelig! Altid er det ham den mørke.. altid er det ham, der er skurken!”

Forfærdet kom jeg op at stå på benene og stirrede på ham med et overrasket blik. ”Hvad snakker du om? Jeg har ikke sagt, du har gjort noget endnu. Du skal bare være klar på, jeg kommer igen.”

”For at fængsle mig? Ja, men det var da også en dejlig nyhed!” sagde han i et ironisk tonefald og brød ud i en kortfattet, falsk latter.

”Hey, hvis du er så sikker på, du ikke har gjort noget, så er der ingen grund til at flippe ud! Jeg har styr på mit arbejde, og der er ingen, der skal fængsles, før jeg er kommet til bunds i den her sag!” Bestemt snerpede jeg læberne sammen og pegede irriteret på fyren foran mig.

”Jam-”

”Zayn? Fald.. ned..” Jeg lagde tryk på hvert et ord og satte begge hænder i siderne.

”Jamen-”

Igen afbrød jeg ham, denne gang blot med et hårdt blik. Sukkende faldt han ned på sofaen og begravede træt sit ansigt i hænderne. Selv gik jeg rundt om bordet for at tage plads ved hans side.

”Zayn.. jeg ved godt, det er svært at forstå, at en af dine klassekammerater er død. Men du bliver nødt til at hjælpe mig.” Alvorligt så jeg på ham, og han pustede tungt ud, hvorefter han løftede blikket.

”Og hvordan skal jeg så hjælpe dig?”

”Du skal bare svare på mine spørgsmål,” fortalte jeg ham uden at trække på smilebåndet. Han rejste sig muggent op og kiggede igen på mig med et irriteret blik.

”Hvorfor spørger du ikke Harry? Han ved meget mere om hende end mig.”

”Harry?” Forvirret hævede jeg brynene, da navnet ikke lød spor genkendeligt.

”Ja, Harry,” gentog han. ”Hendes ekskæreste.”

Overrasket åbnede jeg munden. Hvorfor havde han ikke sagt noget om ham før nu?

”Går han også i jeres klasse?”

Zayn fnøs; ”heldigvis ikke!”

Jeg forstod på hans humør, jeg måtte vende tilbage igen en anden dag, hvis jeg ønskede at få noget ud af besøget. Det var ved at være nok for i dag.

Jeg manglede kun at spørge om én ting.

”Okay, Zayn.. jeg smutter nu her.. men kunne du være rar at svare mig på et sidste spørgsmål?” spurgte jeg ham om nede fra sofaen.

Tænksomt så han på mig med rynkede bryn. Først efter et halvt minut gav han sig og gjorde tegn til, at jeg bare kunne spørge.

”Hvorfor har du et af Olivias hæfter i din skoletaske?”

Det sås tydeligt på ham, han ikke regnede med at få smidt lige præcis dét spørgsmål i hovedet. Mundlam stod han længe og stirrede på mig med halvåben mund.

”Hvad mener du?” stammede han til sidst.

”Du har et af Olivias hæfter i din taske – må jeg se det? Det kan være bevismateriale.”

Omtåget forsøgte han at sige noget, men ordene samarbejdede ikke frivilligt med ham. Jeg sendte ham et strengt blik, og han gik lettere fortumlet hen mod trappen, der ledte op til anden etage.

Afventende stillede jeg mig op med korslagte arme. Kort efter kom han gående ned af trappen med tasken i hånden. Hans skridt var utroligt langsomme, og da han standsede op foran mig, tøvede han med at række mig tasken. Til sidst endte det alligevel med, jeg ledte den igennem og fandt, hvad jeg søgte;

Navn: Olivia Harper, historie

Spørgende løftede jeg det lilla hæfte op med et hævet øjenbryn for at hentyde til, at jeg ønskede en forklaring.

Dybt sukkede han og trak på skuldrene, før han adskilte de rosa læber. ”Det er nok fra dengang, vi arbejdede sammen i historie. Hun glemte det hos mig, og jeg har åbenbart glemt alt om at aflevere det tilbage,” påstod han.

Jeg vidste ikke helt, om jeg troede på ham. Lige som jeg skulle til at stille ham endnu et spørgsmål, lød et smæk med døren. Begge rettede vi opmærksomheden mod den sorthårede pige, der trådte ind i stuen og stoppede op. Kort udvekslede hun blikke med Zayn, hvorefter hun fortsatte op ad trappen.

Jeg rømmede mig let, da jeg fornemmede, jeg hellere måtte til at gå. Hurtigt fremtvang jeg et lille smil og rakte ham hånden. ”Tak for hjælpen, Zayn. Jeg beholder hæftet og vender tilbage til dig, hvis jeg finder ud af noget mere.”

Taknemmeligt nikkede han og tog imod min hånd. Hurtigt gav vi hinandens hånd et klem. Derefter vendte jeg om med Olivias hæfte i hånden og vandrede mod døren, jeg tidligere kom ind af.

”Skal jeg følge dig ud?” spurgte Zayn bag mig.

Roligt drejede jeg hovedet for at ryste på det, så håret let fløj mig om ansigtet. ”Nej. Jeg finder nok ud af det. Gå du op til din søster og snak lidt med hende – det er ikke en god idé at pjække fra skole, og det kan jeg regne mig til, I begge gør i dag.”

”Jeg blander mig ikke i, hvad hun gør,” var det sidste, jeg hørte ham sige. Jeg trak på skuldrene, idet jeg igen gik mod døren.

”Det burde du måske. I går trods alt begge i skole for at lære noget.”


Så fik vi hilst på Zayn! Og vi fik afsløret flere navne.. hmm.. hvad har de alle mon med Olivia at gøre? Tror I, nogen lyver? Hvad kan der dog være sket, siden en skolepige er død?
Gæt løs! <3

(og wow - 100 favoritlister? Hvis bare I vidste, hvor meget jeg elsker jer!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...