Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19692Visninger
AA

7. 4: "Alle elskede Olivia."

 

Utålmodigt bankede Rektor Hawkins på en sort mikrofon. Jeg skar en knapt så attraktiv grimasse, da lyden voldte mig og mine ører store pinsler, eftersom jeg stod alt for tæt på en af højtalerne.

Så småt begyndte de tusind af elever at dæmpe sig for til sidst at være helt stille. Tilfreds over at eje alles opmærksomhed nikkede Hawkins med sammentrukne bryn. Hendes sorte hår sad i en stram knold, der tydeligt indikerede hendes tendens til perfektion, mens den hvide hud kun var blevet endnu blegere af de frygtelige nyheder, jeg kom med.

”Goddag,” hilste hun monotont.

Ingen svarede.

”Jeg har dårligt nyt, som I bedes tage meget alvorligt. Måske nogle af jer allerede ved det.” Kort holdt hun en pause, mens hun tog en dyb indånding. ”Olivia Harper er blevet fundet død.”

Gisp lød fra hele salen, og jeg lod mit blik glide hen over forsamlingen i håbet om at suge noget nyttigt til mig. Hulkende begravede en pige ansigtet i hænderne, og de omkringstående skyndte sig at lægge en hånd på hendes skulder. Som Hawkins fortsat bragte de chokerende nyheder videre til resten af skolen så harmløst, hun overhovedet kunne, studerede jeg den grædende pige. Hun stod midt i kredsen et godt stykke fra mig, så det blev ikke gjort helt så nøje, som jeg ønskede det.

Det lysebrune hår hang hende løst ned foran hænderne, der dækkede for ansigtet. På trods af vi befandt os i midten af oktober måned, var hun iklædt en yndig, farverig sommerkjole. Endnu nåede temperaturen da også op på nogle lune grader, hvilket glædede hele Englands befolkning. Sjældent havde vi haft så godt vejr som i år.

”..- I bedes derfor stå til rådighed, når Detektiv Brooks stiller jer et par spørgsmål.” Idet mit navn nævntes trådte jeg et skridt frem. Alles blikke lænkede sig øjeblikkeligt til mig, og jeg undgik ikke at føle mig nedstirret. Selv bildte jeg mig dog ind, man ikke bemærkede den pludselige usikkerhed, der rullede hen over mig.

”Der er intet at være bange for; vi ved udmærket godt, det ikke er en af jer, der er skyldig, men lad os sammen komme til bunds i sagen, så vi igen kan føle os trygge på Patcham,” fortsatte rektoren og tvang et svagt smil frem. Jeg nøjedes med at fugte mine læber, og snart sluttede hun da også det lille møde. ”Det var alt.”

Straks summede salen af forvirrede teenagere, der fulgte strømmen ud af den store sal for at vende tilbage til time. Flere af dem bevægede munden i voldsomme bevægelser, mens spørgsmålene fløj op i hovedet på den nærmeste.

”Lad mig følge dig hen til hendes klasse,” tilbød Rektor Hawkins, da hun passerede mig og vandrede ned ad de to trappetrin, som førte op til scenen.

Jeg kastede et hurtigt blik ud mod salen, der vrimlede med de resterende elever, som endnu ventede på at kunne møve sig ud derfra. Derefter rømmede jeg mig lavmælt og begav mig i samme retning som Hawkins.

”Her på skolen har hver klasse sit eget lokale, de oftest befinder sig i. Til visse timer er der dog nogle lokaler, der egner sig bedre,” forklarede hun uden at vende sig om en eneste gang. ”Jeg tjekkede op på Olivias skema, og hun skulle gerne have en ret kort dag med engelsk på dette-”

”Vent lige,” afbrød jeg hende. Mit blik limede sig fast ved en genkendelig skikkelse få meter fremme. Selvom hun ihærdigt forsøgte at holde på den standhaftige facade, bævede hendes læber, idet hun blev udspurgt om sin lillesøster af flere forskellige elever. De overrumplede hende i munden på hinanden og på trods af, at hun prøvede at forholde sig i ro, kunne hun ikke helt følge med.

”Alison!” råbte jeg forundret, netop som mine ben satte kursen mod hende. Med det samme drejede hun hovedet, og de andre forstod, det var tid til at smutte, idet de opdagede, hvem kaldte. Hastigt fik de benene på nakken og slog blikket ned i jorden, da de gik forbi mig. Kun en tyve centimeter lavere pige havde hun nu stående ved sin side, hvis mørkebrune, pjuskede hår klædte hende umådelig godt.

”Detektiv,” hilste Alison med trætte øjne. Sine arme lagde hun beskyttende over kors, mens hendes blik flakkede fra side til side, så det aldrig bed på krogen af mit eget.

”Alison, hvad laver du her? Jeg troede, du gik på college?” Ordene snublede ud af munden på mig, da jeg ikke helt fattede, hvorfor hun befandt sig på sin lillesøsters skole.

Et lille smil fik tilladelse til at køre en gang hen over læberne på hende, før det igen forsvandt. ”Jeg går på college; Patcham College,” fortalte hun mig med en undertone, der tydede på, jeg burde have regnet den ud.

Da huskede jeg, hvordan rektoren stolt havde præsenteret bygningen som værende High School og College i ét.

”Åh.” Pludselig gav det hele mening.

Eftersom hendes blik fortsatte sin flakken gentog jeg beroligende hendes navn, så hun forstod, jeg var på hendes side. ”Alison..” Jeg sukkede mest af alt for mig selv, inden jeg igen adskilte læberne. ”Hvorfor er du allerede tilbage på skolen? Det er okay at tage fri, når du kommer ud for sådanne situationer.”

”Jeg har ikke lyst til at være derhjemme lige nu,” mumlede hun og lod blikket hvile på sine fødder. ”Rettere sagt på hotelværelset, vi skal bo på. Mine forældre er helt ude af den.”

Forstående nikkede jeg og stak hænderne så langt ned i mine bukselommer, som de kunne komme. ”Det er klart, de er ude af den. Det er ikke noget, man ønsker at blive udsat for.” Medlidende så jeg ned på samme sted som hende, mens jeg tænkte på de næste ord. Hvad, der overraskede mig, var dog, at det slet ikke kom så langt. En anden trak kortet, hvilket forårsagede, jeg straks rettede opmærksomheden mod ham.

”Ally, der er du!” Han stormede direkte mod os. Alison nåede ikke engang at vende sig om, før han omfavnede hende bagfra. Så småt dannede en våd hinde sig over hendes grønbrune øjne. Forvirret stod jeg som tilskuer og hævede undrende øjenbrynet.

Først nogle sekunder efter slap drengen sit stramme greb, så det lykkedes Alison at dreje sig 180 grader. Inden længe overgav hun sig helt og aldeles til ham. Snøftene blev lukket ud, og hendes skuldre begyndte at ryste let, mens de krammede hinanden.

”Ssh..” Drengen nussede hende blidt på ryggen i cirkulerende bevægelser. Uvidende om hvad han skulle sige, åbnede han munden for blot at lukke den igen.

Tårerne trængte sig på i øjenkrogene, og han sank en klump med lukkede øjne. ”Det skal nok gå,” forsikrede han hende om. Det var ikke andet end en hvisken, men jeg hørte det klart og tydeligt.

Selvom jeg følte, jeg burde lade dem være alene, blev jeg stående. Måske det skyldtes, den lave pige i den ternede skjorte, der heller ikke flyttede sig.

Tålmodigt foldede hun sine hænder og betragtede Alison og drengen med de søgrønne øjne i den stribede bluse og de røde bukser.

”Hvorfor har du ikke sagt noget?” hviskede han. Endnu kørte hånden rundt på ryggen af Alison, der begyndte at få styr på sig selv igen.

Hun trak sig langsomt en smule væk fra ham, så deres øjne mødtes. ”Det skete i går,” snøftede hun lavt. Krilleren fra gråden drillede stadig nede i hendes hals. Af den grund lød hendes stemme meget mere hæs, end da jeg først snakkede med hende. ”J-jeg.. jeg tror bare, jeg havde brug for at være mig selv – at prøve og få styr på mine tanker..”

”Jeg støtter dig i det her.” Overbevisende placerede han sine hænder på hendes skuldre. Oprigtigt så han hende ind i øjnene, og hun lyste lige så stille op i et taknemmeligt smil.

Et intenst kys sluttede samtalen, og jeg forstod nu, hvem drengen var: Alisons kæreste.

I noget, der føltes som to århundrede, trippede jeg akavet på sidelinjen. Til sidst besluttede jeg mig for at afbryde dem med en rømmen, de da også reagerede på med det samme.

Alison tog fat om drengens hånd og trak ham hen mod mig med et undskyldende smil. Mit blik fæstnede sig dog slet ikke ved hende, men derimod på drengen ved hendes side. Måden, hvorpå hans øjne undgik at blive fanget af mine, gjorde mig mistænksom. Mest af alt lignede han en, der helst så, at jeg gik min vej.

”Og hvem er så du?” besluttede jeg mig at forhøre ham om.

Han lagde hurtigt armen om Alisons skulder. Afventende hævede jeg det ene øjenbryn, og en vis nervøsitet spredte sig i ansigtet på ham. Alligevel formåede han at holde stemmen fuldstændig neutral; den rystede ikke spor og hakkede heller ikke det mindste.

”Louis Tomlinson, Alisons kæreste” præsenterede han sig selv. Et kækt smil spillede hen over hans tynde læber, idet han venligt rakte mig sin frie hånd. Tøvende tog jeg imod den, mens jeg studerede alle hans træk. Først nu bemærkede jeg skægstubbene på hans kinder og hage, der kun fik ham til at se mere attraktiv ud.

Det måtte jeg give Alison: hendes kæreste var en, jeg selv fandt tiltrækkende.

”Aha,” mumlede jeg, hvorefter jeg slap mit tag om hans hånd. ”Går I i samme klasse?”

”Jeg er et år ældre,” oplyste han, uden at lade det lille smil fortage.

Tilfreds med svaret nikkede jeg let på hovedet. ”Så må I hellere se at komme tilbage til timen,” opfordrede jeg dem, og de sendte mig alle et taknemmeligt smil. ”Jeg kommer nok forbi igen lidt senere.” Jeg kiggede på Alison, der ikke så ud til at glæde sig. Hun fremtvang blot endnu et smil, hvorefter de drejede om for at gå mod en åben dør i den anden ende af rummet. Hurtigt vendte hun sig dog om og kiggede på mig med håbefulde øjne. ”Hvornår kan jeg komme hjem igen? Jeg hader allerede hotelværelset!”

Jeg trak på skuldrene og sendte hende et undskyldende smil. ”Det ved jeg ikke..”

”Kan jeg i det mindste ikke komme hjem og.. du ved.. tage nogle af mine ting med mig?” Bedende foldede hun sine hænder foran sig, men jeg rystede blot på hovedet.

”Det er ikke mig, der har noget med det at gøre. Men det tror jeg ikke.”

Louis hev fat om hendes håndled og trak hende med sig mod døren. Kort kastede hun et blik tilbage på mig fyldt af nervøsitet, inden hun svagt smilede op til Louis. Ved siden af spankulerede pigen med det pjuskede hår, og Louis puffede drillende til hende. Lige inden de forlod salen, hørte jeg Alison rose pigen for sit tøjvalg, hvilket lød til at føre til en længere samtale, der i længden højst sandsynligt ville kede Louis.

Roligt vendte jeg fronten mod Rektor Hawkins, der utålmodigt kastede et blik ned på sit armbåndsur. Idet hun opdagede, jeg nærmede mig hende, åndede hun lettet op. ”Endelig!” udbrød hun med himlende øjne. Igen rettede hun opmærksomheden mod mig, og viftede med hånden som tegn på, jeg ikke skulle stoppe mine bens gang. ”Ja, De må forstå, jeg meget gerne hjælper Dem, men jeg har trods alt også andet at tage mig til.”

”Selvfølgelig, det er klart,” svarede jeg. Om det lød monotont tog jeg mig egentlig ikke så meget af.

Kun få elever daskede endnu rundt på gangene. Flere af dem lignede forskræmte fugle, mens de fandt bøger frem fra skabene. Nyheden om Olivia måtte også være svær at sluge.

”Olivia gik i en af vores bedste kunstklasser,” fortalte Hawkins, ”de maler, tegner og udvikler deres individuelle talenter på højt plan!”

Kunstklassen? Maling? Det forklarede måske, hvorfor hendes værelse var klattet til.

Rektor Hawkins sludrede videre om sin højtelskede skole; den blå farve, elevernes uniformer, de bar til højtideligheder, også var i, hvordan den i tidernes morgen blev bygget og.. ja, jeg hørte kun efter med et halvt øre. Det interesserede mig ikke just, hvorimod jeg koncentrerede mig om at suge mentale billeder til mig af alt, vi passerede.

Mit blik fangede en grædende pige iklædt en blomstret sommerkjole henne i hjørnet. Hurtigt stoppede jeg Hawkins. ”Ved du hvad? Jeg tror godt, jeg selv kan finde derhen. Gå du bare tilbage til arbejdet.”

Forvirret rynkede hun brynene. ”Mener De det? Det er lige herhenne, jeg kan sagtens-”

”Jeg mener det,” afbrød jeg hende, idet jeg så hende ind i øjnene. ”Jeg har lige nogle flere, jeg skal snakke med.”

Langsomt gled hendes blik hen mod pigen i blomsterkjolen, der snøftende talte med en anden lige så berørt pige. Forstående nikkede Hawkins. ”Javel, ja. De ved, hvor jeg er, hvis De har brug for noget.”

Med de ord forlod hun mig og vandrede i den modsatte retning. Hendes høje stilethæle klikkede mod gulvet, men lyden blev kun lavere og lavere, jo længere væk hun kom.

Jeg vendte mig mod de to piger, der endnu ikke havde opdaget mig. Tårerne trillede ned ad kinderne på pigen i kjolen, mens den anden piges arme panisk fløj op og ned ude til siderne.

I et normalt tempo bevægede jeg mig hen imod dem. Jeg behøvede ikke engang at spidse ører for at høre, hvad deres samtale gik ud på.

”Hun er død,” panikkede pigen med de store armbevægelser. ”Hun er død..”

”Rolig, Jane.” Pigen overfor i den blomstrede kjole forsøgte tydeligvis at være stærk, men hendes stemme rystede mindst lige så meget som hendes venindes. ”Du må ikke gå i panik. Så ender jeg bare med at gøre det samme.”

”Jamen, jeg.. jeg har aldrig været udsat for, at min veninde blev myrdet! Hvordan skal jeg håndtere det her?” Hjælpeløst førte Jane sit krøllede, leverpostejsfarvede hår om bag øret, mens den anden pige tørrede sine øjne. Deres tøj mindede langt fra om hinandens. Modsat pigen i sommerkjolen bar Jane en grå T-shirt og et par sorte, knælange – men stramme – jeans.

Forsigtigt lagde jeg min hånd på skulderen af pigen, hvis navn jeg ikke kendte. Straks kiggede hun forskrækket om på mig med tårevædede øjne.

”Undskyld,” startede jeg ud med at sige i et blidt tonefald. Kort udvekslede veninderne blikke, før de igen så på mig. Betryggende sendte jeg dem hver et smil. ”Jeg kan forstå, I kendte Olivia. Det ville være en stor hjælp, hvis I gad svare mig på nogle spørgsmål?”

Hurtigt dækkede den kjoleklædte pige munden med sin ene hånd, da et hulk slap ud. Hun nikkede som tilladelse til, at jeg kunne stille hende de spørgsmål, jeg ønskede. Jane så blot afventende på mig, men lod mig ikke engang stille det første spørgsmål, før hun adskilte læberne.

”Vi var hendes bedste venner,” fortalte hun grødet. Hendes stemme knækkede over til slut. Tårerne generede hende i øjenkrogene, og hun blinkede forgæves et par gange for at få dem til at forsvinde.

”Vi var ligesom en trekløver,” tog pigen nærmest mig hikstende over. I stride strømme rendte store tårer hende ned ad kinderne og dannede en tyk hinde over de lyseblå øjne. ”Det er helt surrealistisk, hun er væk.”

”Det forstår jeg godt.” At se de to piger så grædefærdige og ødelagte stak mig i hjertet. De ville huske denne dag hele deres liv.

”Hvordan..” Jeg så opmærksomt på pigen i kjolen, der desperat prøvede at skabe en sammenhæng mellem ordene, der lå på hendes tunge. ”Hvordan døde hun?”

Mere end en hvisken blev det ikke. Ganske kort slog jeg blikket ned i jorden, da de begge stirrede ængsteligt på mig. Jeg bemærkede Janes sneakers skille sig ud fra resten af hendes outfit i en lyseblå farve.

Igen kørte mit blik op og mødte deres triste ansigter. Mascaraen var gledet ned under øjnene på dem begge, men pigen i kjolen havde sorte streger hele vejen ned ad kinderne.

”Vi ved det ikke helt endnu. Der er gæt, men jeg må ikke sige noget.”

”Er I sikre på, hun er død?” Håbefuld efter et negativt svar kiggede Jane på mig, men jeg krakkelerede øjeblikkeligt det lille lys.

”Ja.”

Små hulk hørtes fra den laveste af pigerne, mens Jane måtte tørre sine øjne igen. Jeg besluttede mig for at lade dem stå og sunde sig bare en smule, inden jeg stillede de første spørgsmål.

Efter at have stået nogle minutter i stilhed, rømmede jeg mig lavmælt. ”Jeg vil gerne høre jer, om I har lagt mærke til noget ved Olivias adfærd? Har hun opført sig anderledes her på det sidste?”

”Det ved jeg ikke,” lød det fra pigen med den pæne kjole. Hendes blik søgte Janes. ”Det tror jeg ikke?”

”Hun gik i vores klasse,” informerede Jane med et tænksomt blik. Stadig truede tårerne med at male hendes kinder våde. ”Hun har bare været lidt.. stresset, tror jeg. Det var i hvert fald, hvad hun sagde, da jeg spurgte, om hun var okay for nogle uger siden.”

Pludselig spærrede hun øjnene op. Angsten bredte sig ud til alle afkroge af hendes ansigt. ”Tror du.. er det min skyld? Burde jeg have spurgt mere ind til det?”

”Nej. Jeg tror ikke, det er din skyld. Du kunne ikke have gjort mere,” forsikrede jeg hende om. Den første tåre banede sig vej ned ad hendes højre kind, og pigen i blomsterkjolen lagde støttende armene om hende.

”Jeg vil lige høre jer om.. var der nogle, der ikke kunne lide Olivia? Ved I, hvem der kan have myrdet hende?” spurgte jeg så forsigtigt som muligt.

De udvekslede spørgende blikke med hinanden og tog sig tid til at lade tankerne køre rundt.

”Jeg kan ikke komme i tanke om nogen..” mumlede Jane.

”Alle elskede Olivia,” fortalte den anden pige mig.

Overrasket over at høre næsten de samme ord fra hende som fra Liam tidligere, hævede jeg øjenbrynene.

Mere end at åbne munden igen nåede jeg ikke, før en sorthåret dreng voldsomt smækkede en skabsdør i. Alle tre rettede vi vores opmærksomhed mod ham, som han stormede ud med øjne, der skød lyn. Over den ene skulder hang en slidt, mørkeblå rygsæk, hvis ene rum stod halvt åben, så jeg frit kunne ane nogle af hans bøger. Mit øje skuede noget usædvanligt oppe i hjørnet på et lilla hæfte.

Navn: Olivia Harper.

Ved døren sparkede han rasende til en af stolperne, hvorefter han brutalt skubbede hoveddøren op. Lige inden døren lukkede sig bag ham, udbrød han et frustreret skrig.

Langsomt drejede jeg hovedet tilbage mod de to piger, der rædselsslagne gloede efter drengen.

”Kender I ham?”

Den ene pige sank en klump, imens hun bekræftende nikkede. ”Det er Zayn Malik. Han går i vores klasse.”

Pludselig følte jeg, at jeg skulle snakke med ham. Mine øjne voksede sig en anelse større, og jeg takkede hurtigt pigerne for deres hjælp. Inden jeg gik fra dem, sørgede jeg for at få deres fulde navne, jeg senere kunne skrive ned i min notesbog, som jeg havde liggende derhjemme: Jane Bennett og Ellen Valentine.

Sammen vandrede de hånd i hånd lidt længere ned ad gangen, mens jeg selv satte kursen mod udgangen.

Zayn Malik.

Jeg fornemmede, han havde meget at fortælle mig. 

Åh, åh.. Hvorfor reagerer Zayn sådan? 
Fortæl endelig, hvad I har af tanker om karaktererne. Nu har I næsten også hilst på alle drengene. Har de noget med det hele at gøre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...