Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19282Visninger
AA

6. 3: "Tror I, hun er blevet dræbt?"

 

En forfærdelig lyd skar sig gennem min øregang. Lige så stille glippede jeg med øjnene, mens mine øjne vænnede sig til lyset. Synet, der mødte mig, bestod af en fuld påklædt Jill med et håndklæde snoet om håret som en anden turban. På fuldt drøn kørte blenderen og skrattede højlydt.

Langsomt gled mit blik undersøgende rundt og landede på kuglepennen for næsen af mig. Jeg rynkede kort på næsen, hvorefter jeg søvnigt gned mig i øjnene.

Brat stoppede jeg hver af mine bevægelser. Idet jeg igen så på kuglepennen, der akkurat lå to centimeter fra spidsen af min næsetip, fløj den første tanke gennem mit hoved.

Med opspærrede øjne løftede jeg hastigt hovedet fra køkkenbordet, jeg før hang ind over. Min opslåede notesblok kom til syne, og jeg førte hånden op til den ene kind. Forsigtig aede jeg mig selv og mærkede, hvordan huden var blevet helt glat af at være presset mod papiret i..

Hvor lang tid vidste jeg slet ikke.

Jeg rettede blikket mod Jill, der stadig stod ved den larmende blender. Efterhånden dannede en fure sig i panden på mig, som det gik op for mig, hun faktisk var vågen. Sjældent slog hun øjnene op tidligere end klokken ti, hvis hun kunne slippe for det.

”Jill?” Kraftigt rømmede jeg mig, da jeg hørte, hvor hæs og søvndrukken min stemme lød. Eftersom hun ikke reagerede, forsøgte jeg igen at overdøve blenderens evige støj. ”Jill?!”

Straks drejede hun hovedet og lyste op i et kæmpe smil. Endelig slukkede hun for den forfærdelige maskine, Tobys mor købte til ham i julegave sidste år.

”Haz, du er vågen!” jublede hun. Jeg undgik ikke at undslippe et lille fnis, da hun gav et enkelt hop fra sig og nærmest dansede hen til mig på sine lange ben.

Kærligt bøjede hun sig ned for at ligge armene om mig som en hilsen. Uden tøven gengældte jeg det fra stolen, jeg sad på. En smule anstrengende var det for min ryg, men jeg klagede ikke.

Da vi trak os ud af omfavnelsen, kiggede hun kun kortvarigt på mig, hvorefter hun i en svalsende rytme bevægede sig tilbage til sit hjemmelavede mos. ”Hvor længe var du lige vågen i går?” fnes hun med ryggen til mig.

”Øh..” Tomt stirrede jeg ud i luften. Jeg huskede virkelig ikke, jeg faldt i søvn. Det var jo slet ikke meningen. ”Jeg er ikke sikker,” svarede jeg hende ærligt.

Grinende rystede hun på hovedet af mig, og jeg smilede skyldigt. Altid fortalte både hun og Toby mig, at jeg burde få mig nogle lidt mere faste sovevaner. Det passede sig bare ikke altid, når mit arbejde krævede, jeg sommetider rykkede ind hurtigst muligt. Dog gjaldt det kun, når jeg havde en sag at tage mig af. Ellers plejede jeg at sove mindst syv timer og gerne endnu længere tid, hvis jeg intet skulle næste dag. Stod det til mig, sov man om formiddagen og holdt sig vågen natten lang. Sådan fungerede det desværre bare ikke helt – medmindre man hed Jill.

Apropos arbejde..

Desperat så jeg mig til alle sider. Mine hænder fladede ud på bordets overflade, mens jeg med store øjne lod blikket glide fra den ene ende af bordet til den anden. ”Hvor er min mobil?”

”Åh ja!” Hovedrystende grinte hun af sig selv, mens hun hældte den lyserøde masse ned i et glas. ”Jeg tog den.”

”Du gjorde hvad?!” udbrød jeg i så skinger en tone, det forskrækkede mig selv. Jill slikkede sin venstre lillefinger med glasset i sin modsatte hånd.

”Den ringede konstant,” forsvarede hun sig med et skuldertræk. Igen stak hun en finger ind i munden for at rengøre den. ”Jeg ville ikke have, den vækkede dig. Du havde brug for at sove efter så mange søvnløse nætter. Smoothie?” Venligsindet rakte hun glasset frem mod mig, men jeg afviste blot hendes tilbud ved at vifte med hånden.

”Hvad, jeg har brug for, er den mobil – og det kan ikke gå stærkt nok!” vrissede jeg. Morgenhumøret svigtede aldrig. ”Du skal ikke blande dig i mit arbejde. Hvor mange gange skal jeg fortælle dig det?”

”Toby var enig,”  mumlede hun, idet hun vendte sig om. Sukkende rejste jeg mig op, da jeg tydeligt vidste, hun nu var fornærmet.

”Jill, jeg ved godt, I bare prøver at gøre det bedste, men jeg er simpelthen nødt til at ringe tilbage! Det er meget vigtigt,” forklarede jeg hende. Selvom hun ikke kunne se mig, fægtede jeg overbevisende med armene for at understrege min pointe. ”Vil du ikke godt fortælle mig, hvor den er?”

Et lille smil sad i mundvigen, da hendes blik mødte mit. Tre fingre røg i luften, som hun talte sine betingelser; ”Sig undskyld, lov, du får sovet i nat og gå så ind og hent den på Tobys værelse.”

Jeg hævede skeptisk øjenbrynene og lod min kæbe falde nogle centimeter ned. Eftersom hun mente det alvorligt, sukkede jeg tungt og lagde derefter armene over kors. ”Fint. Undskyld, jeg lover, jeg får sovet i nat, og nu går jeg ind for at udrette mere, end du kommer til i dag.”

”Hov, hov, jeg har faktisk planer om at se hele to sæsoner af Pretty Little Liars i dag!” råbte hun efter mig, da jeg spadserede mod Tobys dør. Fnisende rullede jeg med øjnene.

Aldrig arbejdede Jill i mere end tre af ugens dage i billetlugen nede i biografen, men alligevel formåede hun at indtjene nok penge til at forsørge sig selv og betale lejen. For det meste nassede hun sig jo også på hos Toby og jeg. Som udeboende studerende fik hun samtidig penge af kommunen til hjælp ligesom Toby. Han drømte om at blive kirurg engang, hvorimod Jill i øjeblikket uddannede sig som stewardesse. Brændende ønskede hun at komme ud og se hele verden, og derfor så hun det som en passende branche.

”Hvad med at læse op på de tusind papirer, du kom hjem med?” foreslog jeg hende, idet jeg trykkede dørhåndtaget ned på døren indtil Toby.

”Min to ugers ferie skal da ikke kun gå på al det læsepjat,” hørte jeg hende sige med munden fuld af et eller andet. ”Jeg når det hele.”

Og det gjorde hun. - Det gjorde hun altid.

”Jeg har stadig ikke forstået, hvorfor du fik fri i fjorten dage.” I et forsøg på ikke at røre ved for mange af min sambos ting trådte jeg forsigtigt ind på det ryddede værelse. Kun en T-shirt flød på gulvet, mens skrivebordet var tildækket af papirer, bøger og..

Smilende greb jeg fat om min mobil og låste den hurtigt op. Jeg turde ikke se, hvor mange gange de havde ringet til mig. Derfor ringede jeg nummeret op i sådan en fart, mine øjne missede tallet, der med rødt bebrejdede mig, jeg ikke svarede opkaldene til start.

”Haz, man spørger ikke, hvorfor man får ferie.” Min veninde dukkede op i døren med sin smoothie. Som tegn på jeg helst undlod at tale lige nu, pegede jeg på telefonen, jeg holdt mod øret. Det stoppede hende selvfølgelig ikke. ”Man tager bare glædeligt imod den. Men det var vist et eller andet med, at alle lærerne skulle på ferie for at høre nogle foredrag. Eller.. altså, jeg kan ikke rigtigt huske det.”

”Ja, det er fint,” hviskede jeg blot som svar, netop som en mandestemme lød i den anden ende af røret. Irriteret rullede hun med øjnene og tog en slurk af sin morgenmad. Kort efter forsvandt hun ind i stuen.

”Aha.. aha..” Koncentreret lyttede jeg til mandens oplysninger om Olivia Harper. I en hurtig gang bevægede jeg mig tilbage til køkkenbordet, hvor jeg hastigt skrev få noter ned på denne nats pude. Få sætninger fyldte blokkens ene side ud, og jeg klikkede til slut på toppen af pennen. ”Mange tak skal du have,” sluttede jeg samtalen.

”Hvad så?” smaskede Jill med fjernsynet kørende i baggrunden. Nysgerrigt stirrede hun på mig hen over sofaryggen.

”De er nået frem til, det drejer sig om et drab,” fortalte jeg, ligesom hun tog en ordentlig bid af sin krydderbolle. ”Hun er blevet flyttet fra det egentlige gerningssted.”

Straks tabte hun underkæben, så jeg fik frit udsyn til hendes gennemtyggede brød. ”Det mener du bare ikke!” Jeg forstod knapt, hvad hun sagde, men skar en grimasse i væmmelse.

Kort rømmede jeg mig, hvorefter jeg langsomt nikkede. ”Den er god nok. Nogen har flyttet hende efter mordet. Det er så bare op til mig at finde ud af, hvem der har gjort det..” Tænksomt satte jeg mig ned og [trillede] med fingrene. ”Hm.. hvor har en syttenårig pige de fleste af sine kontakter?”

”På telefonen?” lo min veninde lavt, som gav det da sig selv. Hun trak let på skuldrene, da jeg med sammenknebne øjne betragtede hende.

Pludselig slog en tanke ned i mig som et gnistrende lyn, og jeg spærrede øjeblikkeligt øjnene så meget op, som det var mig muligt.

”Patcham!” udbrød jeg og klaskede min hånd ned på bordet, der nærmest rystede under slaget.

Forvirret gloede Jill på mig, som talte jeg i tåger. ”Af hvad for en skinke?”

”Patcham,” repeterede jeg mig selv i næsten et lige så højt toneleje som før. Smilet blomstrede frem på læberne af mig, da jeg nu vidste, hvor jeg skulle starte. Familien blev allerede udspurgt, og jeg havde egentlig ikke en mistanke om, en af dem stod bag drabet. Om de til gengæld kendte til det, det fandt jeg snart ud af. Først og fremmest gik turen dog til Patcham.

Uddybende forklarede jeg Jill, hvad jeg snakkede om, eftersom hun stadig lignede et spørgsmålstegn. Jeg følte, jeg havde sejret, og tilfredsheden formåede jeg ikke at lægge skjul på; ”Hvor har en skolepige flere kontakter end på selveste skolen?”

 

 

Hårdt smækkede jeg bildøren i. Så snart det faldt mig ind at tage hen til Olivias skole, kørte jeg derhen i en fart. En ny sag var taget op, og jeg skulle nok komme til bunds i den.

Let låste jeg bilen ved at pege en fjernbetjening mod den og klikke på en enkelt knap. Jeg proppede nøglerne ned i lommen på min cowboyjakke og satte kursen væk fra parkeringspladsen og hen imod skolens hovedindgang.

Bygningen var stor. Den lå på en kæmpe grund og udnyttede hver en meter; grønt græs tittede frem alle steder, buske og træer voksede rundt omkring for at skabe god stemning, og selv blomster svajede i den milde efterårsbrise. På min vej så jeg nogle få bænke, hvor elever morede sig i hinandens selskab. Flere passerede mig med bøger i favnen, mens de snakkede om næste time, og jeg dannede mig langsomt et indtryk af, hvordan tingene udfoldede sig på Patcham. Det virkede til at være et sted, der levede op til alle forventninger, og hvor elever trivedes godt.

Roligt lagde jeg hovedet tilbage og studerede bygningen lidt nærmere. Tydeligvis bestod den ikke af mange etager, hvis ikke kun to, så højest tre. Taget var fladt, og vinduerne afslørede både piger og drenge, der meget vel kunne være jævnaldrende med mig.

Fodfæstet skiftede fra lysebrune fliser til et mønstret gulv, idet jeg skubbede til den tunge dør og trådte indenfor. Fortsatte jeg ligeud, nåede jeg en glasdør ud til en stor gårdhave, der strakte sig både langt og bredt. Træerne smed efterhånden sine farverige blade fra sig, der endte med at ligge i store bunker på jorden.

Solens stråler oplyste hele stedet gennem vinduerne, og en munter stemning fyldte gangene. På begge mine sider tårnede to, store stolper sig op og støttede loftet. Nysgerrigt gik jeg hen til en af dem for at studere den nærmere, da noget ved dem især fangede min opmærksomhed.

Tusindvis af navne var skrevet med forskellige farver og snoede sig ind i hinanden hele vejen op. Forsigtigt lod jeg mine fingerspidser berøre stolpen, mens jeg læste et par af de mange navne.

Emmet Harrison, Ioana Turèll, Harry Styles, Sadie Jefferson..

Tænksomt fugtede jeg læberne. Jeg forstod ikke, hvad det betød, at de stod skrevet.

Let sukkede jeg, rettede kort på min jakke og løsrev mit blik fra den interessante stolpe. Først og fremmest måtte jeg kontakte rektoren for at få en tilladelse til at befinde mig på skolen og se, om det førte nogen hjælp med sig.

Beslutsomt vandrede jeg ind i menneskemyldret. Pludselig huskede jeg, jeg ikke anede, hvilken retning der ville lede mig til kontoret. Hjælpeløst så jeg mig omkring, mens folk sørgede for at gå udenom den lille plet, jeg blev stående på.

Jeg tog en dyb indånding og gjorde et lille kast med håret. Derefter stoppede jeg en tilfældig af eleverne på gangen.

”Undskyld, men kan du måske sige mig, hvor jeg finder kontoret?” Han kiggede forvirret på mig, før et bedårende smil brød frem på læberne af ham.

”Jo, jeg kan da vise dig vej,” tilbød han.

Overrasket over hans venlighed glippede jeg kort med øjnene. ”Oh, jo. Klart. Mange tak.”

”Denne vej,” han vinkede mig med sig ned ad gangen, hvor skabe i mange blå nuancer kom til syne. Brune trædøre med hvidmalede bogstaver og numre fortalte, hvilke rum de skjulte bag sig. Nogle få af dem var lukket, men de fleste stod på vid gab, så jeg frit kunne kigge ind i klasselokalerne.

En lyshåret pige forholdt sig bag de mange andre og koncentrerede sig tydeligvis om at fotografere. Kameraet så ud til at være i høj kvalitet, og hun smilede tilfreds, da hun kort efter betragtede billedet på den lille skærm. Ingen sagde noget til, at hun gik rundt og tog billeder, og heller ingen gjorde tegn til at ville snakke med hende. Alene fortsatte hun i den modsatte retning af os, hvor hun stoppede op for at tage endnu et billede af en gruppe elever.

I et roligt tempo fulgte jeg efter ham, der viste mig vej. Han bar et par lyse cowboybukser og en mørkegrå, langærmet bluse, hvor han dog havde smøget ærmerne op til albuerne. Håret strittede tæmmet på toppen af hans hoved, mens han ned ad siderne blev mere og mere karseklippet.

Smilende så han sig tilbage. ”Er du ny her på skolen?”

Ganske kort rystede jeg på hovedet. ”Nej, jeg er her for at arbejde,” fortalte jeg ham.

”Arbejde? Er du en ny lærer?” I samme øjeblik en blond dreng kom gående imod os, hævede han hånden. ”Hey, Niall, ses senere,” grinede han, idet de klaskede hænderne sammen.

Vi drejede ned ad en ny gang, og han standsede foran en glasdør med et tyndt, sort skilt, hvor hvide bogstaver tilsammen dannede ordet kontor.

Med et alvorligt udtryk vendte jeg fronten mod ham. ”Hvad hedder du?”

”Liam. Liam Payne,” præsenterede han usikkert sig selv.

For en stund overvejede jeg, hvad jeg burde fortælle ham. Trods alt manglede jeg endnu at forklare rektoren om situationen.

Inden længe sivede ordene dog ud gennem de adskilte læber, og jeg bemærkede selv, hvordan min stemme ændrede sig til et mere direkte slag ud i luften. ”Kender du Olivia Harper?”

Straks svandt det lille smil hen, der før hang ham i mundvigen. Uroligt flakkede hans blik, mens han fortsat kiggede på mig. ”Alle kender Olivia.”

Jeg hævede det ene øjenbryn, som hans sætning rungede for mit indre et par gange.

Alle kender Olivia.

”Undskyld, men.. hvorfor spørger du?” Han stak begge hænder ned i sine lommer og prøvede at tyde mit blik, såvel som jeg forsøgte at tyde hans.

Sekunderne føltes som stikkende spyd, mens jeg grublede over en formulering, der måske ville ramme ham mindre hårdt end andre. Tydeligvis vidste han intet om det, der var sket med Olivia. Hvis jeg fortalte ham om hendes død, kendte hele skolen højst sandsynligt til det inden for den næste halve time. Egentlig undrede det mig i det hele taget, de ikke allerede var blevet informeret, men på den anden side.. ulykken fandt sted i går.

”Hun er død,” endte jeg med at sige efter et stykke tid, klar over risikoen jeg løb. Længe stirrede han på mig med sine brune øjne, der i hans tidligere smil udstrålede en vis varme. Nu lykkedes det mig ikke så meget som at ane den.

”Død,” gentog han lavmælt for sig selv, som tyggede han lidt på det. Blikket søgte mod gulvet, og hans læber dirrede svagt.

”Død,” bekræftede jeg. Let snoede jeg en tot af det mørkebrune hår om bag øret, så det ikke irriterede mine øjne. ”Det er derfor, jeg er her,” lod jeg ham vide, ”det er op til mig at finde ud af, hvem der dræbte hende.”

”Tror I, hun er blevet dræbt?” Forbavset spærrede han øjnene op, og jeg sukkede lydløst. Derefter nikkede jeg nogle få gange.

”Ja. Det er vi ret sikre på,” oplyste jeg ham om. Roligt skubbede jeg til glasdøren med en flad hånd og sendte Liam et opmuntrende smil. ”Men bare rolig; jeg skal nok finde ud af, hvem det er. Du må endelig sige til, hvis der sker noget mistænkeligt. Måske du har nogle i tankerne, der kunne have fundet på det?”

Rystet så han igen på mig. Han virkede som en flink fyr, og det gjorde næsten ondt at se, hvor hårdt det ramte ham, at en af hans skolekammerater var død. ”Så godt kendte jeg hende alligevel ikke,” mumlede han undskyldende, og jeg tydede den oprigtige sorg i både øjne og stemme.

”Det var en skam,” kommenterede jeg blot, inden jeg som en afsked gav et sidste smil fra mig efterfulgt af et nik.

Glasdøren lukkede sig bag mig, og jeg befandt mig i et rum, der mest af alt mindede om et venteværelse. Få stole stod placeret op ad den ene væg, mens en ældre dame tussede rundt og nynnede.

En sidste gang kastede jeg et blik tilbage mod døren, hvor Liam rystede på hovedet med et blegt ansigt. Langsomt begyndte han at gå væk med en hånd for hovedet.

”Jamen, goddag!” Forskrækket sprang jeg to meter op i luften, idet en stemme smadrede selv det tykkeste glas. Det dunkede i mit ene øre, som eksploderede noget i det snart. Forsvarende dækkede jeg det til med den ene hånd, mens jeg fremtvang et skævt smil.

”Eh, goddag,” hilste jeg så venligt, jeg formåede efter at have mistet en del af min hørelse. Netop som hun åbnede munden, skyndte jeg mig at fortsætte min egen talestrøm i håbet om, jeg derved slap for at høre mere til den skingre stemme end højst nødvendigt. ”Jeg er Detektiv Brooks,” hurtigt fandt jeg mit politiskilt frem og holdt det oppe som bevis, ”jeg skal tale med rektoren.”

Imponeret rundede hun sine læber, der formede et lille o. Uden at sige noget viftede hun mig med sig, og jeg takkede indvendigt alt og alle for, at jeg ikke behøvede høre den skrækkelige stemme igen.

”Annitaaaaaa!” skreg hun, idet hun stak hovedet ind ad en ny glasdør. Selvom jeg beherskede mig for at komme med et mildere udbrud over min irritation, undgik jeg ikke det opgivende støn, der flød ud over mine læber. Hvordan kunne man eje en så forfærdelig stemme?!

”Åh.. Ursula,” sukkede rektoren og tog sine små læsebriller af, der i en kæde hang hende om halsen.

Chokeret kiggede jeg på den ældre dame, hvis nysgerrighed spirrede i både krop og sjæl.

Ursula? Som havheksen i Den lille havfrue? – Nu jeg så nærmere efter, lignede hun hende faktisk lidt.

”Du har besøg – nok det mest spændende besøg indenfor de sidste tyve år!” kvidrede hun og lagde en hånd på min ryg for derefter at skubbe mig ind. Forbavset vendte jeg mig mod hende. Tog jeg ikke helt fejl, lød det næsten som om, hun mente, det var en god ting, jeg troppede op på skolen.

”Aha,” rømmede den middelaldrende dame sig og rejste sig op bag det brune skrivebord. ”Velkommen til Patcham High og College. Jeg er Rektor Hawkins. Hvad kan jeg kalde Dem?”

”College, siger du..” mumlede jeg mest af alt for mig selv, mens jeg rynkede brynene. Det viste sig dog meget hurtigt, at Annita – eller Hawkins – hørte mig.

Tilfreds bredte et smil sig på hendes læber, og hun rettede stolt ryggen. ”Patcham High og College, ja. Kun nogle få studenter får lov at fortsætte på vores college efter High School, og de behøver derfor ikke flytte for at udvikle sine færdigheder. Vi er en meget eftertragtet skole, men pladsen er desværre begrænset. College-bygningen ligger omme bagi, hvis du er interesseret i at tage et kig, inden vi ordner papirerne og ser, om vi kan få mast dig ind på skolen.”

”Nej, nej,” skyndte jeg mig at sige med et rystende hoved og hænderne oppe foran mig. ”Jeg er ikke kommet for at blive optaget.”

Straks lagde hun hovedet en anelse på skrå og studerede mig nøje. ”Men hvad er du så kommet for?”

Langsomt nærmede jeg mig hendes skrivebord, og hun tilbød mig med et håndudslag at sidde ned. Selv rullede hun sin sorte kontorstol indtil bordet efter at have smækket bagpartiet i sædet.

Mit blik landede på et maleri bag hende, som jeg fandt yderst smukt. Oprejst betragtede jeg dets gennemtænkte struktur og de mange grønne og blå farver, der blandede sig ind i hinanden. Hvad det forestillede, anede jeg ikke. Men det var vel i sidste ende heller ikke det vigtigste? Trods alt vidste jeg af erfaring, man ikke skulle tro, man opfangede alt ved første øjekast.

”Det må have været dyrt,” hentydede jeg med en finger i retningen af billedet.

Kort drejede Hawkins sig for selv at se det, inden hun smilede stort til mig. ”Det var gratis,” svarede hun. Roligt foldede hun sine hænder med albuerne hvilende på bordet. Overrasket kiggede jeg skiftevis fra hende og tilbage på maleriet. ”En af mine afgangselever malede det til mig. Patcham er jo kendt for vores talentfulde unge. Som en kunstnerisk skole lægger vi stor vægt på både billedkunst såvel som drama og musik.”

En kunstskole. Fedt nok.

Jeg troede næsten ikke på, at en af de gamle elever malede det billede i sin tid. Fascineret stod jeg længe med blikket rettet mod det, indtil Hawkins utålmodigt afbrød min trance. Sjældent blev jeg ellers opslugt af kunst. ”Og hvis vi nu har sniksnakket nok, må jeg så høre, hvem De siger, De er?”

Igen fiskede jeg mit politiskilt frem fra lommen og satte mig på den sorte stol foran skrivebordet.  Jeg overrakte hende skiltet, så hun selv kunne studere det, hvorefter jeg lænede mig en smule frem. Armene hvilede på bordets overflade, og da hun kort efter så forvirret op, skabte hun automatisk øjenkontakt. ”Detektiv Brooks. Hazel Brooks. Jeg er i gang med at opklare end mordsag – Offeret er en af dine elever; Olivia Harper.”


Så er det sket - vi er kommet hen på skolen, hvor vi vil møde de fleste af vores vigtige karakterer. Har I allerede nu nogle mistanker til dem, vi har mødt? 

Tak for alt! I er de bedste! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...