Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19129Visninger
AA

23. 20: "Jeg dræbte hende."

 

”Du ved forhåbentlig, at du har en del at forklare mig,” sagde jeg og satte mig på bænken ved siden af personen, jeg den sidste uge havde ledt efter. Overraskende nok flygtede han ikke, da jeg trådte ind i parken, og jeg fornemmede, at han af en eller anden grund havde opgivet at skjule sig. Han ventede nu kun på at blive afsløret.

Lige så stille fugtede han læberne, hvorefter han nikkede.

Ud fra de udrevne sider, Niall overrakte mig, forstod jeg meget mere end før. Jeg vidste blandt andet, at Olivia savnede Harry i utroligt lang tid efter bruddet. Jeg vidste, at hun elskede den lille park i nærheden af hendes bopæl, og at hun holdt uendeligt meget af Alison. Jeg vidste, at hun tvivlede på sine evner som kunstner; at det først lykkedes hende at male lyse motiver efter forelskelsen i den nye fyr, der hurtigt fik titlen som hendes kæreste. Og gennem uhyggeligt beskrevne følelser af hendes sorg, vidste jeg, at hendes forældre gjorde hendes liv til et helvede.

”Han vil dræbe mig i dag” var de sidste ord i hele dagbogen. Rørende og skræmmende på en og samme tid. I starten anede jeg ikke, hvem ”han” refererede til. Heldigvis fortalte Niall mig, at Olivia gennem de sidste mange måneder havde haft et hemmeligt forhold med en af hans bedste venner, som næsten ingen kendte til – ikke engang hendes forældre. Det chokerede mig at høre hans navn, men da jeg igen skimmede papirerne igennem, opdagede jeg et mønster, der kun forbavsede mig endnu mere.

Hver gang hun skrev ”han” uden at indlede det med et navn, handlede det om hendes kæreste. Og tog jeg ikke meget fejl, gjaldt det også hendes sidste sætning.

Hvordan kunne jeg have overset, at det hele tiden havde været Liam?

”Vi havde ikke lagt mærke til hinanden før dagen på stranden,” indledte Liam frivilligt sin historie. Opmærksomt lyttede jeg og nød den kølige brise omfavne mig. ”Jeg gik tur med hundene, og hun sad der bare. Det var iskoldt, og jeg ville nødigt blive længere end højst nødvendigt. Alligevel kunne jeg ikke bare vende om. Hun så så fredfyldt ud, som hun sad på stenen og skuede ud over havet.”

Uden at ænse mig et eneste blik, sank han en klump og kiggede ned på de mange farverige blade, der tildækkede jorden. Tålmodigt lænede jeg mig en anelse tilbage, i samme øjeblik jeg bemærkede, hvordan våde hinder dannede sig for øjnene af ham.

”Det var januar, og hun havde intet overtøj på. Jeg frygtede, hun var fuld og ville blive syg, men det viste sig, at hun var lige så klar over sin påklædning som mig. Til alt held,” sukkede han lettet, ”overtalte jeg hende til at forlade stranden og i det mindste søge lidt mere læ. Jeg endte med at følge hende noget af vejen hjem, og hun drejede ind i parken her.” Svagt smilede han for sig selv. ”Hun sad der på gyngen hele aftenen, mens jeg betragtede hende her fra bænken.” Roligt nikkede han mod en gammel gynge, der hang fra en sikkert endnu ældre gren i to stykker reb.

”Må jeg spørge, hvorfor I valgte at holde jeres forhold hemmeligt?” Undersøgende forholdt jeg blikket på ham, men fik stadig ikke skabt nogen form for øjenkontakt.

”Hun blev så at sige centrum for mit liv,” fortsatte han med et træk på skuldrene, som kunne han ikke gøre for omstændighederne. ”Men hendes forældre måtte ikke vide det. De brød sig ikke om, at hun ikke længere var sammen med Harry. De forgudede ham, sagde hun altid. Og det kunne jeg mærke, at hun også gjorde. Flere uger gik, mens hun grædefærdigt beskyldte sig selv for ikke at have set det komme noget tidligere – og samtidig mindedes hun deres fantastiske stunder sammen. Hun forstod ikke, hvordan han kunne gøre, som han gjorde.”

”Fortalte hun dig, hvad der skete?” spurgte jeg. Lige fra start af havde han set bleg og træt ud, men på en eller anden måde lykkedes det ham at blegne endnu mere. Han lignede virkelig en, der var ødelagt.

”Nej, aldrig. Efter at have spurgt hende et par gange, hvor hun brød fuldstændig sammen i armene på mig, besluttede jeg mig for at lade det ligge.”

Jeg betragtede ham let, mens jeg overvejede mine muligheder for at køre samtalen i en mere nødvendig retning. Alligevel endte det med, at jeg lod den trille videre ned ad den vej, den var i færd med at passere.

”Det viste sig, at grunden var en misforståelse,” hørte jeg min egen stemme bekendtgøre.

For første gang vendte Liam ansigtet mod mig med opspærrede øjne. ”Er det rigtigt?” Jeg bekræftede mit eget udsagn. ”Den misforståelse takker jeg så for. Ellers havde vi aldrig fundet sammen, og..” Midt i det hele frøs han og stirrede tænksomt ud i luften. Han rystede på hovedet og kørte sukkende en hånd gennem sit næsten ikkeeksisterende hår. ”Faktisk nej,” ombestemte han sig og begravede kortvarigt ansigtet i hænderne. Derefter rettede han sig op, snøftede en enkelt gang og tørrede næsen med håndryggen. ”Hvis ikke det var sket, havde hun nok stadig været i live.”

Undrende rynkede jeg brynene og skrånede en anelse i nakken. ”Hvad skal det sige?”

Længe trampede han lydløst med sin højre fod i jorden, mens han tvivlsomt bed sig i underlæben.

”Liam,” sagde jeg med en alvorlig undertone i min stemme, ”du bliver nødt til at fortælle mig, hvordan Olivia døde. Og endnu vigtigere hvorfor.

Han tog en dyb indånding og bøjede sig lettere forover. ”Det kan jeg ikke.”

”Liam,” gentog jeg mig selv og skubbede min anstrengende utålmodighed væk. ”Jeg føler, du er noget særligt. Jeg ved, at du vil gøre det rette.”

Langsomt hævede han blikket og mødte mit. Jeg hverken smilede eller skulede, afventede blot en forklaring. ”Det er mere kompliceret, end du tror,” mumlede han. Efterhånden blæste det voldsommere omkring os end tidligere, og bladene drev lige så stille med vinden uden at flyve op fra jorden. Liam strakte sin ene arm ned og hev et rødt egeblad op, som han holdt mellem begge hænder. ”Du vil ikke kunne forstå det.”

Jeg opfordrede ham til at prøve, men rynkede panden, idet han spurgte, om jeg havde mødt Hr. og fru Harper.

”Ja?” Forvirret så jeg mig lidt omkring, inden jeg atter lod min opmærksomhed finde vej tilbage til Liam, der koncentrerede sig om det visne blad.

”Har det så nogensinde strejfet dig, at de måske.. du ved..”

”Jeg har læst lidt om det i de sider, du rev ud af hendes dagbog,” hjalp jeg ham, da det virkede til, han var gået i stå.

Straks drejede han nakken mod mig og sendte et køligt blik af sted. ”Du fandt dem?”

Jeg bukkede mig ned med hans blik limet fast i ryggen og fiskede dem op af min taske. ”Hvordan tror du ellers, at jeg fandt ud af, det var dig, jeg skulle opsøge?”

Han stirrede blot på dem, da jeg rakte ham papirerne. Som vidste han ikke helt, hvordan han skulle tage imod dem med bladet i hænderne, ignorerede han min lille gestus. ”Niall fortalte dig det vel.”

”Og Niall havde de udrevne sider,” pointerede jeg, hvilket forårsagede, at han fnøs lavmælt.

”Korrekt. Men det var altså ikke mig, der rev dem ud af hendes dagbog.” Han holdt en lille pause, hvor han kærtegnede bladets kanter for til sidst at slippe det, så det fløj væk. ”Det gjorde hun selv.”

Jeg blinkede vildt med øjnene. Den information kom ganske enkelt mere bag på mig end noget af det andet, jeg hidtil havde oplevet med hensyn til Olivias mystiske død.

Stille fortalte Liam med et smertefuldt udtryk, hvordan Harper-forældrene var meget krævende. De forventede meget af både Olivia og Alison, og selvom Olivia de fleste gang rent faktisk levede op til disse forventninger, rakkede de stadig en helt del ned på hende. Som jeg før hendes selvmord fandt ud af, misundte Alison hende. Herunder blandt andet for at være forældrenes favorit, og efterhånden opstod der mere og mere afstand imellem søstrene. Det gjorde ondt på Olivia.

Liams ansigtsudtryk udviklede sig i takt med dybden af Olivias familiehistorie, hvilket kun styrkede følelserne bag den. Ud fra hans kendskab til hende, troede han, at hun mente, de bestemte for meget. Det samme syntes han selv. På grund af dem måtte de trods alt holde forholdet mellem dem skjult, og han slog vredt ud med armene, hvilket tydede på, at det virkelig ikke frydede ham. På trods af disse holdninger delte han også med mig, at både Alison og Olivia samtidig gjorde alt for at tilfredsstille dem. Jo, begge prøvede de da at friggøre sig lidt, men.. det tærede på dem at se forældrene skuffede – og de overdrev altid, når det var.

”En nat ringede hun mig op.. grædende,” tilføjede han hurtigt, og jeg mærkede, hvordan der dannede sig en tung klump i maven på mig, da den første tåre rev sig fri og gled ned ad hans kind. ”Hun bad mig om at komme hen til parken her, der nu var blevet stedet, hvor vi holdt til. Op til flere gange om ugen, når vi ikke sad hjemme hos mig, spiste vi endda middag her.”

Ah.. sådan hang det sammen med, at hun bildte forældrene ind, hun spiste på arbejdet.

”Idet jeg skulle til at spørge hende, hvad det drejede sig om, lagde hun på. Da jeg kom herhen, sad hun med et tæppe omkring sig på gyngen. Hun.. hun spurtede direkte ind i armene på mig og græd mod mit bryst,” hviskede han, så rørt over mindet at endnu en tåre banede sig vej ned ad den allerede fugtede kind. ”Vi overnattede her, sammenkrøbet under hendes lyserøde tæppe.” Under fortælling var han begyndt at pille ved sine negle og rev ukoncentreret lidt hård hud af tommelfingeren. ”Jeg holdt hende tæt ind til mig hele natten.”

Før jeg nåede at få et ord indført, knyttede han sine hænder og pressede læberne sammen. ”Næste dag trak hun mig med op på sit værelse. Ingen andre var hjemme; det vidste hun selvfølgelig på forhånd. Da jeg trådte ind på hendes værelse, overraskede det mig at se, hvordan det hele var smurt ind i maling.” Interesseret lyttede jeg og kæmpede for ikke at afbryde ham med en ødelæggende kommentar.

”Hun fortalte, at hun havde fået et mindre sammenbrud dagen forinden. Sådan som jeg husker det, sagde hun noget i stil med, at siden hendes liv ikke var perfekt, skulle hendes værelse heller ikke være det. Bagefter viste hun mig et dystert maleri, hun havde arbejdet på et stykke tid. Det ramte mig som en lussing at høre hende sige, det afspejlede hendes indre. Hun ønskede ikke at leve mere.”

Og i det øjeblik strømmede tårerne ned ad hans kinder, mens han lænede sig forover og dækkede ansigtet til med hænderne. Jeg følte mig nødsaget til at give ham et par sekunder til at finde roen igen og sank derfor en klump, der gennem de sidste minutter havde samlet sig i halsen på mig. Derefter rømmede jeg mig kort.

”Jeg tror simpelthen ikke på, at det her har været et selvmord, Liam.”

Hurtigt kastede han et svar efter mig. ”Det var det heller ikke.”

Jeg så indtrængende på ham, selvom hans hænder endnu skjulte hans ansigt. ”Hvad så?”

Et enkelt hulk undslap hans læber, idet han fjernede hænderne og hævede blikket, så det fandt frem til mig. Snøftende tørrede han sine røde øjne. ”Jeg dræbte hende,” lød det grødet fra ham. ”Jeg dræbte Olivia.”

Aldrig før havde jeg prøvet ikke at vide, hvad jeg skulle stille op efter en erkendelse på en forbrydelse. Men lige nu sad jeg absolut helt stivnet og betragtede ham med stor sorg.

”Hvorfor?” Det enkle ord, der hele ugen havde hjemsøgt mig, flød nu ud over mine læber.

Rystende på hovedet krummede han ryggen og formede nærmest en skål med sine hænder til de løbske tårer. ”Det var et uheld,” stammede han.

Liam fortalte, at Olivia åbenbart overtalte ham til at indgå en aftale, der bød på, at han en bestemt dag skulle skyde hende. Selvmord var nemlig udelukket, forklarede Olivia ham, eftersom hun ikke kunne gøre det mod sine forældre. Derfor blev Liam nødt til at hjælpe hende.

Først nægtede han at høre på hende. Han råbte, at hun var syg i hovedet, hvis hun så meget som bare troede, at han ville gå med til at gøre en ende på hendes liv. Det resulterede naturligvis i et voldsomt skænderi, hvor Olivia grædende faldt på knæ, da Liam med et knust hjerte forlod hende. Selvom de ikke havde gjort det forbi, sårede det endnu mere at høre den, han elskede, fortælle sin plan om at dø.

Da han smed sig i sengen og afspillede en af sine yndlingssange gennem et par høretelefoner, slog en tanke dog ned i ham. Han forsøgte ihærdigt at ryste den af sig, men den sneg sig konstant ind i fokus. Trods alt vidste han bedre end nogen anden, hvor meget Olivia hadede sit liv. Hun havde afsløret sin hemmelighed for ham – og ingen andre. Til gengæld valgte han at kalde hende sindssyg. Dummere kunne man da ikke være?

Det rørte mig ufatteligt meget at høre, hvordan han tænkte over, at det jo var utroligt selvisk at ville begå selvmord; eller bare ønske at en anden dræbte en. For ham betød det nogenlunde det samme. Og det var selvisk, ja. Men var det ikke mindst lige så selvisk at tvinge en anden til at leve et liv, hun så inderligt ønskede at flygte fra? 

Det syntes Liam, og jeg sad for mig selv og grundede over hans teori, mens han fortalte, hvordan han af samme grund ringede hende op, kvalte et hulk og accepterede aftalen. De blev enige om at gøre det mandag i parken, hvorefter Liam skulle bære hendes lig op på værelset. Således ville forældrene under ingen omstændigheder vide, at det var af egen fri vilje, hun døde.

Mandag troppede Liam op med sin fars pistol, og Olivia gyngede i ventetiden. Så snart hun opdagede ham, smilede hun nervøst og sprang af. Hendes fødder sparkede de faldne blade til side, og hun skyndte sig hen til ham. Længe omfavnede de bare hinanden, og Liam lod sine tårer fugte hendes hovedbund, mens han fortalte, hvor meget han ville savne hendes varme og duft af honning.

Sørgmodigt havde Olivia glippet med øjnene og sagt, at hun var klar. Hun satte sig hen på gyngen, tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Med rystende hænder fandt Liam pistolen frem og sigtede mod sit livs kærlighed. Først nu gik realiteten op for ham, og han bed sig hårdt i læben. Utålmodigt havde Olivia spurgt, hvad han ventede på, men da han opdagede hendes tårevædede kinder, sænkede han pistolen og bekendte, at han simpelthen ikke kunne gøre det.

Til hans store forskrækkelse var Olivia faret op og smækket ham en lussing. ”Du lovede det,” græd hun. Liam rystede på hovedet og fortalte, at det var vanvittigt – at hun sagtens kunne komme til at nyde livet igen, hvis hun gav det et forsøg. Men det ville hun ikke høre på. Hun greb fat om pistolen og prøvede at hive den ud af hænderne på Liam, mens hun skreg, at hun troede, han elskede hende.

”Før jeg vidste af det,” snøftede Liam ved min side, og jeg frygtede lige så stille slutningen på hans historie, ”sigtede hun mod sin egen tinding. Jeg skyndte mig at rive den ud af hænderne på hende, men hun kæmpede desperat for at få den tilbage. Og i kampens hede for at redde hendes liv.. fik jeg ved et uheld trykket aftrækkeren og affyret et skud direkte mod hende. Hun.. hun faldt helt slap ned på jorden, og jeg..” Liam rystede grædende med en hånd for hovedet. ”Jeg så, hvordan hendes liv forsvandt på få sekunder. Skæret fra hendes øjne forsvandt så hurtigt.. hun var lige pludselig bare.. væk.”

Roligt lagde jeg en støttende hånd på hans ene skulder. ”Det er jeg ked af at høre, Liam.”

Han tørrede både næse og øjne og så på mig med blanke øjne. ”Hvad skal der ske nu?” snøftede han. ”Kommer jeg i fængsel?”

Aldrig havde jeg haft medfølelse med en såkaldt forbryder på jobbet før. Men som Liam sad og blottede sjælen fuldstændig for mig, lykkedes det mig ikke at lade være.

Jeg fugtede læberne og slog kort blikket ned, inden jeg igen fandt hans. ”Det ved jeg ikke. Du besværede arbejdet og meldte det ikke med det samme. Du fjernede hende fra gerningsstedet.”

”Det var hendes ønske,” indskød han med vejrtrækningsbesvær, og jeg nikkede.

”Jeg ved det. Men det er nu engang ikke min opgave at vurdere din straf.”

Langsomt rejste jeg mig op fra bænken, i samme øjeblik biler fra stationen holdt ind ved det nærmeste fortov. Jeg havde ringet til dem, inden jeg gik herhen, og de forsikrede mig om, at de nok skulle være her i tide.

”Hazel!” Idet jeg vandrede væk fra Liam, råbte han efter mig, og jeg vendte hastigt rundt.

Bag ham kom politibetjente farende, hvilket han virkede til at være bevidst om. Alligevel stod han med opmærksomheden og et fast blik mod mig. Hans stemme lød enormt sikker. ”Det, jeg gjorde, var måske ulovligt. Men det var det rigtige at gøre.”

Vi fastholdt øjenkontakten, indtil betjentene greb fat om ham, og jeg iagttog ham blive ført væk i håndjern.

Efter den mest dramatiske uge i min karriere, havde jeg nu fundet Olivias drabsmand. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...