Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
222Kommentarer
21149Visninger
AA

5. 2: "Jeg er ikke interesseret i at hjælpe jer."

 

”I ved godt, jeg ikke er interesseret i alt det, der har noget med lig at gøre,” sukkede jeg på vej op ad den tæppebeklædte trappe. Undskyldende trak Marchid skuldrene op til ørerne og lavede en grimasse, der hentydede til, hun ikke havde haft noget at skulle have sagt.

”Jeg prøvede at forklare dem det, men de er ikke til at snakke med.” Hun nåede sidste trin og drejede ned ad gangen, hvor døre førte ind til nye rum. Selv fulgte jeg blot efter, klar til at smutte igen indenfor de næste fem minutter.

Mænd og damer rendte rundt i uniformer med alvorlige miner. Lavmælt snakkede de sammen, og jeg lod mit blik fæstne sig ved en ung mand. Hans kasket formåede ikke at skjule det blonde hår helt, og de grå øjne flakkede fra side til side, som han skrev notater ned på en lille blok. Hvis ikke Marchid greb fat om min arm og trak mig videre ind i et oplyst værelse, kunne jeg have stået og dånet over ham i flere timer – eller lige indtil tidspunktet, hvor han opdagede mig.

”Hvem er han?” hviskede jeg ivrigt, som jeg nærmede mig en lille forsamling af mennesker.

”Han er ikke nogen, du skal bekymre dig om, når du er på arbejde,” skældte Marchid på mig med et fnis gemt bag de strenge ord. ”Desuden er han ikke din type.”

Forvirret glippede jeg med øjnene og adskilte læberne i et forsøg på at modsige hende. Inden jeg nåede så langt, bemærkede jeg dog de mange farver, der dækkede væggene til og glemte fuldstændig, hvad jeg før ville have sagt.

”Wow,” udbrød jeg, mens mit blik gled rundt i hele værelset. Det lignede maling i alle regnbuens farver, der var klasket ud over alt; ikke kun væggene, men også vindueskarme, reoler, billeder, skrivebordet og.. ja, det så faktisk ud til, at en bombe var eksploderet mellem en masse malerbøtter.

Hvor længe, jeg stod og måbede, vidste jeg ikke. Først da en dyb mandestemme vækkede mig fra min trance, løsrev jeg mig fra de vilde farver.

”Kriminalkommissær Brooks, godt De kunne komme! Lad mig fortælle Dem, hvad vi ved hidtil.” Jeg rettede min opmærksomhed mod den sorthårede mand, stemmen tilhørte. I panden sad en alvorlig rynke som følge af de sammentrukne øjenbryn.

Jeg kastede et sidste blik tilbage på væggen, jeg før stirrede på, hvorefter jeg førte en tot af det brune hår om bag øret.  Tænksomt fugtede jeg mine læber, som jeg vendte opmærksomheden op mod den tårnhøje mand. Udtryksløst stirrede han ned på mig.

Jeg genkendte ham ikke som en af de andre fra politiet. Ofte tilkaldtes folk fra flere organisationer i håbet om, at talenterne fra de forskellige dele af byen hjalp hinanden godt på vej i opklaringerne. Da mit blik faldt på hans skulder, undrede det mig derfor heller ikke, at der med hvide bogstaver på det sorte stof stod ICS – Intelligent Chrime Seekers. De undersøgte dødsårsagerne.

Af ren venlighed klistrede jeg et smil fast til læberne, netop som jeg skuffede ham ved at gå direkte til afslaget. ”Jeg er virkelig ked af det, men det her er slet ikke min afdeling. Der må være sket en fejl.”

”Overhovedet ikke,” brummede han. ”Fru Harper ønskede personligt at få Dem på sagen.”

”Fru Harper?” gentog jeg med et hævet øjenbryn.

”Slip mig,” snerrede en middelaldrende kvinde nogle meter fremme. Irritabelt vred hun sig ud af en officers greb. Hendes røde øjne tegnede på, at tårerne for lidt siden piblede frem, og det udtværede lag af mascara under øjnene bekræftede kun min påstand.

Uden held rakte en mand med trætte bevægelser ud efter hende. Jeg bakkede automatisk nogle få skridt, eftersom hun styrede direkte imod mig. Så snart hun standsede op, sivede tårerne i ukontrollerede strømme ned over hendes kinder.

”Du bliver nødt til at hjælpe os, kriminalkommissær,” hulkede hun. Oprevet ruskede hun let i mig, til den udmattede mand roligt trak hende lidt tilbage. Lamslået betragtede jeg dem med store øjne. De var helt ude af den.

”Kriminalkommissær,” lød det nu fra manden, der holdt om sin grædende hustru. Mere lod jeg ham ikke sige, før jeg havde rettet ham.

”Detektiv,” jeg lagde armene over kors, idet jeg fastslog min titel, ”jeg foretrækker at blive kaldt detektiv.” Efterhånden syntes jeg at have fundet mig i at blive kaldt kriminalkommissær alt for mange gange inden for blot de seneste ti minutter.

Forundret kiggede parret skiftevis på mig og manden, der tårnede sig langt over mig, ved min side. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg ham trække på skuldrene, og de rømmede sig begge kraftigt.

Detektiv Brooks,” ændrede de det hurtigt til i munden på hinanden. Lydløst sukkede jeg, mens jeg for mit indre bandede det hele langt væk. For kun få timer siden løste jeg et mysterium, jeg havde brugt flere uger på at opklare. Jeg fortjente at slappe af, hvis ikke for en hel uge, så i det mindste bare for et døgn.

”Det gælder vores datter. Hun er.. hun er..” hakkede ham, jeg gættede mig til, var Hr. Harper. Resten af sætningen sad fast i halsen på ham, og til sidst kom der ikke engang nogen lyd ud.

Afventende så jeg på ham, til ICS-manden besluttede sig for at træde til hjælp. ”Deres datter er død. Det er derfor, De er her,” afsluttede han sætningen, der svævede længe i luften.

Udkørt lukkede jeg øjnene. Det overraskede mig ikke, hvad han fortalte. Marchid informerede mig ganske kort om sagen, da hun ringede mig op. Olivia Harper, en syttenårig High School elev, var blevet fundet død på sit værelse af sin fjortenårige nabo.

Først nægtede jeg at høre på hende, men på uforklarlig vis overtalte hun mig til at komme hen til huset.

Hun var god – rigtig god.

”Men jeg er ikke interesseret i at hjælpe jer.” Hårdt og præcist cuttede jeg samtalen af. Jeg mente hvert et ord fuldt ud, men alligevel smertede det en smule at se, hvordan skuffelsen malede sig hen over deres ansigter. Med rystende skuldre skjulte kvinden sit ansigt mod sin mands bryst. Selvfølgelig planlagde jeg ikke at såre dem på det groveste, men samtidig fortrød jeg heller ikke min ærlighed. Sandheden skulle ud, jo hurtigere, desto bedre. Så meget lærte jeg da på arbejdet.

”Jamen.. vi forstår ikke..” mumlede Hr. Harper, mens han fortabt lod sit blik flakke omkring. Så småt begyndte han at samle sig og turde igen se mig direkte ind i øjnene. ”Hun.. betjenten derhenne,” han nikkede let mod en ret genkendelig skikkelse, ”hun sagde, du var den dygtigste indenfor faget. Hun forsikrede os om, at du ville hjælpe og finde ud af, hvem der havde gjort noget så frygteligt mod vores datter.”

Lige så stille faldt mine skuldre slapt ned efterfulgt af mine arme. Hans ord påvirkede mig egentlig ikke ret meget, men damen med den mørke glød og den høje hestehale tog jeg ikke fejl af.

Anstrengt sendte jeg ægteparret et smil. ”Vil I lige have mig undskyldt? Jeg skal lige..” Med det falske smil pegede jeg hen mod min veninde og kollega, der snakkede med en teenagedreng. Idet jeg hastigt smuttede væk fra de rystede forældre, forsvandt smilet. Et stift udtryk erstattede det, som jeg med faste skridt vandrede hen mod Marchid.

Ligeglad med den unge dreng, hun afhørte, greb jeg fat om hendes skulder, så vi på ingen tid havde øjenkontakt. ”Sagde du ikke, du havde prøvet at forklare dem, jeg ikke gik ind til opgaver som denne?” vrissede jeg lavmælt.

Hun rullede med øjnene som tegn på, hun ikke orkede en diskussion lige nu. Personligt ville jeg mene, hun selv bad om den.

”Hør, jeg anbefalede dig bare, okay? De ville gerne have den bedste krimi-, detektiv,” rettede hun tidsnok sig selv. Uimponeret løftede jeg blot det ene øjenbryn, og et dybt suk sneg sig ud mellem hendes læber i samme øjeblik, hun åbnede munden. ”Helt ærligt, Hazel! Du er jo den mest erfarne indenfor alle områder, selv når det gælder situationer som disse. Det kan du ikke benægte!”

Spidst stirrede jeg på hende med sammenknebne øjne. ”Du ved, jeg hellere siger op end at acceptere sagen her.”

”Come on, Haz!” stønnede hun opgivende. ”Du bliver nødt til at komme videre. Du kan ikke afslå hvad som helst, din far takkede ja til. Det er slemt nok, du bare afskyr ordet kriminalkommissær!

Vredt adskilte jeg læberne, men pressede dem hurtigt sammen igen. Mentalt skød jeg lyn efter hende, selvom hun i princippet havde ret; jeg blev nødt til at slå en streg over det med min far. At han forlod min mor og jeg for syv år siden uden at efterlade så meget som et brev, skulle vel ikke have indflydelse på alt, jeg foretog mig. Vel?

”Jeg fatter simpelthen ikke, du gjorde det,” murrede jeg med et rystende hoved og korslagte arme.

Lige siden jeg var helt lille, drømte jeg om at vokse op og blive ligesom min far. Jeg ønskede at udrette noget stort, at opklare mysterier ligesom ham. En gang imellem tillod han mig at komme med på arbejdet, og jeg vidste, hvad jeg ville arbejde mig hen imod. Ofte blev han sat på mordsager, hvilket jeg derfor straks meldte fra på, da han forlod os. Med min intelligens kom jeg tidligt i alderen ind i politiet, der i forvejen kendte mig som den nysgerrige pige, der trådte i sin fars fodspor.

Og ja; jeg lignede min far på flere måder, end jeg brød mig om. Derfor forkastede jeg titlen som Kriminalkommissær Brooks. Ikke om jeg ligefrem skulle gå under samme navn som den idiot!

”Hey,” lød det i et blidt tonefald fra Marchid. Venligt smilede hun til mig. ”Undskyld. Jeg gik nok over stregen der, men jeg.. jeg tænkte bare, det måske var på tide, du udnyttede dine talenter på lidt bredere områder. Jeg skal nok få en anden til at tage sagen, hvis det er,” tilbød hun.

Altid havde jeg arbejdet nær Marchid. Snart rundede hun de frygtede tredive, men alligevel opførte hun sig ikke meget anderledes end mig. Vi fungerede godt sammen, og udover Jill var hun nok min tætteste veninde, jeg bare ikke hang ud med udenfor arbejdet. Nu engang brugte hun også fritiden effektivt på både mand og to børnehavebørn.

Kort overvejede jeg det, inden jeg nikkede på hovedet. Taknemmeligt sendte jeg hende et lille smil, og jeg mærkede, hvordan lettelsen spredte sig i hele min krop. ”Tak, Marchid. Det lyder godt.”

Anerkendende gengældte hun mit lille nik og gjorde tegn til, at jeg kunne gå. Derefter vendte hun fronten mod den blege dreng, som stammende besvarede hendes spørgsmål.

Idet jeg fiskede mobilen op ad lommen for at kontakte Jill, trådte en jævnaldrende pige ind i rummet med et skræmt udtryk. En af de mandlige betjente skyndte sig at tage fat om hendes arm i forsøget på at hive hende ud, men hun vred sig blot med et rasende støn.

Da hun kom fri af hans greb, rettede hun al opmærksomheden mod Hr. og Fru Harper, der begge nærmede sig hende i et hastigt tempo. ”Alison! Hvor har du været?! Hvor mange gange har vi ikke sagt til dig, du skal have mobilen åben? Jeg har ringet tyve gange for at få fat på dig,” skældte fruen. Forundret fulgte jeg med i samtalen. Var det ikke det sidste, de burde bekymre sig om lige nu?

”Du har ringet mindst fyrre gange, mor,” hvæsede Alison. Voldsomt slog hun ud med armene og så sig omkring. ”Hvad er det, der sker?”

Inden de nåede at svare hende, landede hendes blik på sengen ved det store vindue. Selv havde jeg ikke før bemærket den unge pige, der lå med lukkede øjne på dynen – fuldt påklædt.

Igen kiggede jeg tilbage på Alison, der pludselig så ud til at forstå, hvad der foregik. Bebrejdende sendte hun sine forældre et mørkt blik, inden hun rystede på hovedet, så de lysebrune lokker svang sig fra side til side. Mere observerede jeg ikke, før hun drejede om på hælene og forsvandt.

For et øjeblik blinkede jeg forbavset med øjnene. Roligt sænkede jeg blikket ned på mobilen, jeg holdt i hænderne. Den viste sort skærm efter at have været ubrugt et godt stykke tid. Jeg ombestemte mig med hensyn til at skrive til Jill og proppede den igen ned i lommen.

Ikke kun selve sengen, der havde masser af plads til begge sider og nærmest stod i midten af rummet, var dækket til af penselstrøg og malerklatter i tilfældige farver. Selv sengetøjet lignede én stor malerpalet.

Langsomt gik jeg hen til sengen, hvor pigen fredeligt lå med sit bølgede hår ud over hele puden. Pigens ene arm var let bøjet, så hånden befandt sig lige ude for hendes mund. Brystet bevægede sig ikke, og en klump dannede sig i min hals.

”Mord eller selvmord?” forhørte jeg manden ved min side om. Også han kom fra ICS-organisationen.

Kort rømmede han sig. Han ofrede mig ikke et eneste blik. ”Vi er ved at undersøge det. Familien er helt sikre på, at det ikke er selvmord, men vi ser det som en mulighed.”

Jeg lagde hovedet let på skrå for at betragte pigen en sidste gang. De blå mærker omkring hendes hals tegnede ikke godt, men endnu værre blev det, da en ældre kvinde forsigtigt flyttede noget af det brune hår. Det kunne ikke længere skjule skudhullet ved tindingen, de alle straks kastede sig over.

Beslutsomt vandrede jeg hen til forældrene, der oprevet diskuterede med Marchid og den blondhårede fyr med kasketten. ”Hvor kan jeg finde Alison?”

”Prøv hendes værelse,” foreslog Hr. Harper og pegede ledende mod døren. ”Det ligger for enden af gangen.”

Jeg ænsede ikke Marchids forvirrede blik, idet jeg begav mig mod Alisons værelse. Døren var naturligvis lukket. Med tre slag bankede jeg på. ”Alison? Kan jeg komme ind?”

Intet svar.

Sukkende foldede jeg højre hånd om dørhåndtaget og trykkede det ned. Lydløst gav døren sig, og jeg blev mødt af et flot, indrettet og meget afslappet værelse. Ved skrivebordet sad Alison med sit glatte hår hængende ned over sine skuldre. Albuerne hvilede på bordets overflade, mens hun havde placeret ansigtet i hænderne.

”Alison?” Forsigtigt lukkede jeg døren bag mig. Hun reagerede overhovedet ikke.

Stille og roligt satte jeg mig hen på den redte seng med det blå betræk. Jeg lod mit blik vandre hen over de mange ting, hun ejede; det hvide skab, reolen med de farverige bogrygge, den lyseblå sækkepude.. det hele matchede hinanden med undtagelse af de små pyntegenstande, der skilte sig ud i grøn, rød og alverdens andre farver.

Lavt rømmede jeg mig i håbet om, at jeg på den måde skaffede mig hendes opmærksomhed. Det eneste, jeg fik ud af det, var et slattent træk på skuldrene.

”Alison, jeg vil gerne lige spørge dig om nogle ting,” oplyste jeg hende om i så venligt et tonefald, jeg kunne.

”Jeg gider ikke,” mumlede hun hæst. Da gik det op for mig, hun enten græd eller var på nippet til at lade tårerne fosse ud.

”Jeg lover, det bliver hurtigt,” forsikrede jeg hende. Igen ignorerede hun mig, og jeg adskilte derfor læberne på ny. "Jeg stiller dig kun to spørgsmål. Så skal jeg nok gå.”

Tålmodigt kiggede jeg på hende i troen om, at hun overgav sig. Først efter nogle minutter i tavshed, sukkede hun opgivende og drejede rundt på den hvide kontorstol. Ingen spor af tårer syntes jeg at ane på hendes kinder, men noget generede tydeligvis hendes rødsprængte øjne.

”Så kom med dem,” hviskede hun køligt.

Jeg tænkte mig kort om. To spørgsmål – mere havde jeg ikke til at snævre mig ind på noget brugbart. Ganske let bed jeg mig i læben, mens jeg overvejede mine muligheder. Uinteresseret stirrede Alison fortsat på mig, og det første spørgsmål flød ud gennem mine læber.

”Jeg kan gætte mig til, det var din søster derinde. Ved du om.. hun gik rundt og planlagde et selvmord?” Straks fortrød jeg, at jeg valgte lige netop dét spørgsmål. Jeg havde så mange, jeg garanteret ville have fået mere gavn af. Men et eller andet sted skulle jeg vel starte; hvorfor ikke der?

”Nej.” Tøvende rystede hun på hovedet og slog blikket ned i jorden. Mistænksomt rynkede jeg brynene, men der kom ikke mere ud af hende.

”Havde hun nogen fjender?” Denne gang løftede hun blikket og så mig direkte ind i øjnene. Kortvarigt fugtede hun sine læber.

”Vil du ikke godt gå? Jeg vil gerne være lidt alene,” bad hun sagte. Forståeligt nikkede jeg, idet jeg med et suk rejste mig op fra sengen. Som jeg lagde hånden på håndtaget af døren, kiggede jeg på Alison, der igen stirrede ned i bordet.

”Hvor gammel er du?”

”Nitten.”

Overrasket spærrede jeg øjnene op. Hun lignede en på nitten, men alligevel kom det bag på mig, hun var på samme alder som jeg selv.

”Går du på college?”

”Første år.”

”Hvad med Olivia?”

Gnavent så hun op på mig. ”Jeg troede kun, det handlede om to spørgsmål?” I stedet for at reagere på hendes provokation, ventede jeg på endnu et kort svar.

Opgivende himlede hun med øjnene, da det gik op for hende, jeg ikke forsvandt, før hun svarede mig. ”Andet år på Patcham.”

Taknemmelig over samarbejdet sendte jeg en sidste gang et beroligende smil af sted, inden jeg åbnede døren og forlod Alison.

Med faste skridt spadserede jeg hen til det fyldte værelse, hvor liget befandt sig. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i, før jeg prikkede Marchid på skulderen og igen afbrød hende i sine afhøringer.

”Jeg tager sagen,” lød min stemme. Først lignede hun en, der knapt forstod halvdelen af, hvad jeg sagde, men kort efter smilede hun tilfredst til mig.

”Fremragende,” hun placerede sin solbrune hånd på min skulder. ”Jeg vidste, du nok skulle komme til fornuft. Jeg får Ben til at hjælpe di-”

”Nej,” stoppede jeg hende. Spørgende hævede hun sine øjenbryn, og jeg fjernede roligt hendes hånd. ”Jeg tager sagen alene. Du ved, jeg arbejder bedst, når jeg ikke har andre med på slæb.”

Først kneb hun tænksomt de nøddebrune øjne sammen, mens hun studerede hvert af mine ansigtstræk. Derefter accepterede hun mit ønske med et lille smil. ”Godt så. Det er en aftale.”

Begge gav vi tilfredse hinanden hånden, og jeg mærkede et smil hænge sig i min mundvig. Hurtigt svandt det dog hen, da mit blik gled hen til sengen, hvor Olivia endnu lå.

”Få dem til at kontakte mig, så snart de med sikkerhed kan sige, om det var et mord. Så skal jeg nok finde ud af, hvem der står bag.”


Så er vi ved at være i gang! Hvad er jeres tanker om Hazel? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...