Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19289Visninger
AA

22. 19: "Du ved, hvem morderen er."

 

Jeg fokuserede på den dampende kop kakao mellem mine hænder. Inden jeg havde rørt den, forestillede skummet et fint hjerte. Nu lignede det bare.. skum.

Taget i betragtning af at det her til eftermiddag myldrede med mennesker, var det ikke spor underligt, at Café Nero næsten ingen ledige borde havde tilbage. Heldigvis fyldte en enkelt person ikke meget, og jeg sad nu ude under en næsten skyfri himmel; alene med mine tanker.

Henne på den anden side af vejen, hvor busser konstant passerede, vrimlede det især med folk, der skulle ind i Churchill Square. Jeg kastede et blik op mod himlen for at undersøge vejret nærmere. Af en eller anden grund syntes jeg at erindre, det senere på dagen ville regne.

Pludselig opdagede jeg en genkendelig person slentre forbi caféen og vinkede ham ivrigt – og mildest talt forvirret – hen til mig. ”Liam, hvad laver du dog her?”

Undrende krummede han brynene med et smil på læberne. ”Jeg nyder vejret ligesom dig,” klukkede han og nikkede frem for sig. ”Jeg er en tur på vej hen til parken i nærheden af skolen. Vil du med?”

Jeg smilede betaget af hans venlighed, men rystede som svar på hovedet. ”Ellers tak. Jeg har stadig rigeligt at tage mig til.” Med et træk på skuldrene fortsatte han sin vandring og kastede på vejen et sidste blik tilbage efterfulgt af endnu et varmt smil.

Roligt hævede jeg koppen for at lade den varme væske ramme spidsen af min tunge, mens jeg slog blikket ned mod bordet, hvor min notesbog og Olivias dagbog lå. Langsomt fjernede jeg koppen fra mine læber og slugte det sidste kakao, jeg havde i munden, før jeg undslap et dybt suk. Det hele virkede pludselig så uoverskueligt.

Da jeg igen stillede koppen fra mig, lagde jeg mig ind over bordet med et støn. Jeg fandt det dog hurtigt ubehageligt og rettede mig en anelse op, så jeg nøjedes med at sømme albuerne fast og læne mig ind over det. Udmattet kørte jeg en hånd rundt i ansigtet, mens jeg lyttede til mine tanker, der knagede, så det gav mig hovedpine.

Efterhånden gik det op for mig, at jeg ingen idé havde om, hvor jeg kunne finde det næste spor.

I løbet af den sidste uge havde jeg sørget for at skrive alt ned om mulige mistænkte, men når jeg nu studerede det i håbet om at nå frem til en konklusion, lignede det intet andet end volapyk. Små kruseduller og uorganiserede streger.

Frustreret pustede jeg til en tot af mit hår, der hang ned foran øjnene på mig. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg lod mig overtale til at investigere i dette spindelvæv af teenage-hemmeligheder. Når – og hvis – jeg engang fandt frem til morderen, blev dette klart mit sidste job inden for denne afdeling. Af en eller anden grund påvirkede det mig emotionelt at samarbejde med en flok unge mennesker, der knapt vidste, hvem de selv var. Og selvom jeg hver gang skød skylden på min far, troede jeg oprigtigt ikke, at det faktisk handlede om ham.

I takt med at jeg bevægede mig længere og længere ind til et område af mine følelser, jeg helst aldrig prikkede til, besluttede jeg igen at forsøge mig med udelukkelsesmetoden. Jeg tog en sidste tår kakao, tørrede munden med min højre håndryg og startede fra en ende af.

Harry Styles. Jeg kunne ikke se, hvorfor han skulle have dræbt Olivia. Så vidt jeg fornemmede, nærede han stadig stærke følelser for hende og virkede bestemt ikke som en person, der misbrugte det til at gøre andre fortræd. Men jeg måtte huske på, at denne slags personer ofte mestrede kunsten at løbe om hjørner med andre.

Zayn Malik og Kendra Fletcher begik heller ikke mordet. Desuden tvivlede jeg også på, at Niall Horan og Liam Payne havde noget at gøre med sagen. På trods af deres tætknyttede rolle til Harper-familien strøg jeg også Louis Tomlinson og Michelle Jacobs fra listen. Og Alison.. hvis bare hun stadig levede og kunne forklare mig meningen med det hele. Men jeg vidste udmærket godt, at gnidningerne mellem de to søstre heller ikke havde forårsaget den enes død.

Jane, Ellen, Sadie og Kelly.. Rachel Kirkwood, Skylar Rhodes.. nej.

Og sådan løb jeg gang på gang tør for mistænkte navne.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og stirrede frem for mig. Der såede ingen tvivl; jeg havde overset et eller andet.

Mens jeg sad og iagttog folk krydse vejene for at nå nye butikker, bemærkede jeg tre piger med blå EF rejsebureautasker  begive sig ind i Sainbury’s. Tænksomt kneb jeg øjnene sammen og sænkede blikket for at læse navnene igennem på min blok.

Kristen Garcia.

Hastigt skubbede jeg stolen ud fra bordet, svang tasken over skulderen og begav mig hen til Olivias gamle arbejdsmarked. Det tog mig ikke lang tid at gå de hundrede meter forbi byens gamle klokketårn og lunte hen over vejen for at nå det, inden lyset skiftede til rød. Som sidst åbnede dørene sig automatisk, idet jeg nærmede mig butikken, og jeg stoppede søgende op.

Henne ved kassen bippede en lyshåret pige i rød T-shirt varer ind, mens kunderne pakkede dem videre ned i gennemsigtige poser. Efter nogle få sekunder genkendte jeg hende som Kristen og tøvede ikke med at fare derhen.

”Kristen Garcia, jeg skal snakke med dig lige nu,” meddelte jeg. Forbavset glippede hun et par gange med øjnene, hvor hun efterfølgende rejste sig op.

”Øh, nu? Jeg ved altså ikke, om det er så godt. Først skal jeg finde nogen til at overtage for mig og desuden mindes jeg at have fortalt alt, hvad jeg ved?” Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, da hendes forvirring over min ankomst virkede oprigtig. Hurtigt så hun sig omkring, men alle kunder ledte stadig efter manglende varer, de kunne smide ned i kurven. Igen rettede hun opmærksomheden mod mig og sendte mig et venligt smil, der gav mig dårlig samvittighed over at beskylde hende for så grusom en ting som mord – kun fordi hun var sidste navn på min liste. ”Men hvis du kan skynde dig lidt, kan vi nok lige nå det.”

Jeg rømmede mig kort. ”Hvor var du mandag eftermiddag?”

For en stund spidsede hun læberne og skimtede ud i luften. Derefter voksede hendes øjne sig utroligt store. ”Sig mig, tror du, at jeg har dræbt Olivia?!” udbrød hun forfærdet og vuggede lige så stille frem og tilbage. Hun førte sin ene hånd op til brystet og tog et skridt bagud. ”Åh gud.. åh, du godeste.. jeg kommer i spjældet for noget, jeg ikke engang har gjort.. åh nej.. det kan jeg ikke.. min hest.. jeg, jeg..”

”Rolig nu,” afbrød jeg hende. Dog skete det åbenbart ikke hurtigt nok. Hun mistede balancen og faldt bagover i sine lige så høje hæle som sidst, jeg talte med hende.

I en fart skyndte jeg mig hen for at hjælpe hende op. Bandeord fløj stilfærdigt gennem læberne på hende, og jeg klemte hendes hånd for at trække hende op på benene. Taknemmeligt sendte hun mig et lille smil, hvilket fremhævede hendes bøjle, og børstede sig irriteret bagpå. ”Tak skal du have,” sukkede hun og skævede over mod døren bag mig. Bekymringen malede sig atter som et lag hen over hendes blå øjne. ”Kommer dine partnere så og henter mig, eller hvordan foregår det?”

Noget inde i mig lo, så det genlød i hele mit hoved på trods af omstændighedernes alvor. ”Hør, du ryger altså ikke i fængsel. Jeg har bare brug for at sikre mig, det ikke var dig,” oplyste jeg hende om i så beroligende et tonefald, jeg formåede det.

”Åh.. jamen, det er nemt nok,” sagde hun og slog ud med armene. ”Jeg var her.”

”Og det kan du bevise?”

”Du kan spørge min chef.”

”Og vi er tilbage ved ingenting,” mumlede jeg for mig selv. Fortvivlet stak jeg hænderne i jakkelommerne. ”Ved du, om Olivia havde planer i mandags?”

”Ærlig talt, så godt kendte jeg hende altså ikke,” undskyldte Kristen med et skuldertræk. ”Måske du skulle spørge Niall. Han ved nok mere end mig. De har trods alt kendt hinanden, siden de var små.”

Chokeret hævede jeg øjenbrynene og måtte anstrenge mig for ikke at tabe underkæben. ”Niall Horan?” Hun nikkede smilende og forstod tydeligvis ikke, i hvilken situation hun netop havde anbragt ham.

I samme øjeblik dukkede den blonde fyr op ude fra lageret. Så snart han opdagede min tilstedeværelse, standsede han midt på gulvet. Jeg ænsede, hvordan panikken bredte sig i hans krop og beredte mig på at tage ham med mig tilbage på stationen.

Før jeg dog nåede at gøre det mindste, stak han halen mellem benene og spurtede gennem butikken. Hurtigt forhørte jeg mig, om butikken havde en bagudgang, hvor svaret uheldigvis endte ud i at være ja – men kun til personalebrug. Som om det gjorde nogen forskel.

Jeg forlod Kristen som et stort spørgsmålstegn, idet jeg spænede efter Niall. Bagudgangen var intet problem at finde, og så snart jeg sprang ud ad den, øjnede jeg ham forude. Mine ben fortsatte automatisk sit løb under mig, og jeg anstrengte mig ihærdigt for at hale ind på ham.

”Niall, stop!” råbte jeg højlydt, hvilket forårsagede, at han kastede et blik på mig henover skulderen. I stedet for at adlyde, drejede han ned ad gaden, der førte til stationen. Hans ben bevægede sig, som blev de ført fremad af en kraft, der var større end selv vinden, og jeg prøvede for hvert sekund at sætte farten op.

Jeg skød genvej, da han rendte forbi dobbeltdækkerbusserne og hentede dermed to eller tre meter hjem, da vi farede forbi unge som gamle, der handlede på det lille marked ude foran togperronen. Videre ned gennem tunnelen fulgte jeg ham og fik til alt held øget min hastighed til sådan en grad, at jeg ikke var mere end ti skridt bag ham, da han snublede over en af de hjemløse, der holdt til herunder.

På trods af den hjemløses vrissende ord, rullede Niall sig næsten professionelt op at stå på så kort tid, at jeg stadig løb bag ham. Idet han skubbede en ung pige til siden, trak jeg pistolen op af bæltet og besluttede mig for at gøre noget drastisk, jeg ellers sjældent var tilhænger af at gøre.

Uden at standse sigtede jeg mod Nialls højre læg, hvorefter jeg affyrede skuddet ned mod jorden, tæt nok på til at skræmme livet så meget af ham, at han rent faktisk væltede forover.

Jeg sænkede ikke farten det mindste, før jeg tårnede mig op over ham på den nedslidte asfalt. I smerte over slaget ømmede han sig forfærdeligt meget, og det blev kun værre, da jeg bukkede mig ned og greb fat om hans ene arm.

”Op at stå!” beordrede jeg ham, men han nægtede at lade sig rokke ud af stedet. Derfor hev jeg atter i hans arm, hvilket forårsagede en skinger pibelyd.

”Min skulder gør ondt,” beklagede han sig og gjorde sit bedste for at beskytte den med modsatte hånd. ”Gider du godt slippe mig?”

Truende rettede jeg pistolen mod ham. ”Hvis ikke du holder op med at sprælle sådan og kommer op på benene lige nu, så er jeg i min fulde ret til at affyre et skud, der denne gang rammer dig,” vrissede jeg.

Der malede sig dybe spor af angst i hans øjne, da jeg ingen sympati viste. Han sank en klump, der lod til at dukke op på ny de næste mange minutter, mens rejste sig fra jorden med lidt støtte fra mig.

Så snart han stod på benene, strammede jeg grebet om hans arm. Jeg slap ikke pistolen, da jeg fornemmede, at han i princippet havde flere kræfter end jeg selv. Det tog mig ikke lang tid at fyre det første spørgsmål af. ”Hvorfor løj du om at kende Olivia?”

”Jeg løj ikke,” snerrede han modstræbende, ”hun gik på skolen, mere ved jeg ikke.”

”I var barndomsvenner,” huskede jeg ham på, hvilket fik hans ansigtstræk til at løsne sig en smule. ”Så fortæl mig nu, hvorfor du løj i første omgang – og igen for to sekunder siden.”

”Ja, hvorfor tror du?” fnøs han med et flakkende blik, der signalerede uro. ”Hvis jeg fortalte dig, at jeg havde kendt Olivia, siden vi var små, ville det få dig til at mistænke mig.”

Jeg fortrak ikke en mine. ”Det er jeg alligevel endt med at gøre,” sagde jeg med så meget selvtillid, at det helt kom bag på mig. Niall åbnede let munden, men lukkede ingen lyd ud. Af samme grund overtog jeg chancen for at gentage mit spørgsmål en sidste gang. ”Så sig mig.. hvorfor løj du?”

Modvilligt snerpede han læberne sammen, og jeg hev lidt ekstra i hans arm i håbet om, at det hjalp med at få hans tunge på gled. ”Av, av!” Til alt held virkede det. ”Du må da kunne forstå, jeg ikke kan sige noget! Det ville afsløre alt for meget.”

”Tog du siderne fra Olivias dagbog?” pressede jeg på, og han svang hovedet fra side til side.

”Vel gjorde jeg ej!”

”Jo, du gjorde.”

”Bare fordi jeg har dem, betyder det ikke, at jeg rev dem ud.”

Idet han selv opfattede, at han i samme sekund afslørede sig selv, blegnede han til en lysere farve end hans eget hår.

”Så du har dem?” spurgte jeg ivrigt og ville under ingen omstændigheder lade ham slippe nu. ”Har du læst dem?”

”Helt ærligt, nej!” udbrød han nærmest helt forfærdet over, hvordan jeg kunne forestille mig det. ”De sider er fra min venindes dagbog. Jeg har ikke lyst til at snuse i hendes inderste følelser, hvis ikke det var noget, hun selv fortalte mig. Det er bare forkert.”

”Måske,” sukkede jeg, ”men jeg bliver nødt til at undersøge dem for spor.”

Der opstod en kort tavshed mellem os, før han brød den med et næsten utydeligt træk på skulderen. Det forårsagede nu engang alligevel, at han vred sit ansigt i smerte og måtte fremtvinge ordene, han havde på hjerte. ”Jeg har dem ikke på mig.”

Ud af ingenting følte jeg mig helt skuffet over ham. Jeg blinkede et par gange med øjnene og skrånede lidt i nakken. Pludselig havde min tung besvær med at smide ordene af. ”Niall, hvorfor sagde du ikke noget?”

Skamfuldt slog han blikket ned i jorden og betragtede sine sko, der vist engang havde været hvide. ”Jeg holdt det hemmeligt for at beskytte en ven.”

”Olivia?” Jeg mærkede, hvordan en fure dannede sig i midten af panden på mig. ”Hun er jo allerede død?”

”Nej. Ikke Olivia.”

Forbløffet løsner jeg grebet om ham en smule. ”Du ved, hvem morderen er.”

”Nej. Men jeg ved, hvem der kan fortælle dig det.”


Hazel er SÅ tæt på! 
Har I et gæt til, hvem Niall snakker om? Og hvem er skyld i Olivias død?

Næste kapitel giver jer alle svarene! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...