Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19287Visninger
AA

21. 18: "Du er besat."

 

Efter at have siddet hjemme i stuen og nærlæst Olivias dagbog nogle timer, indså jeg, at der ikke stod noget, som kunne have ligget til grunde for et mord. Til gengæld beskrev hun flere steder episoder med Alison og sine forældre, der virkede til at gå hende på. Jo mere jeg læste, jo mere deprimeret endte jeg med at blive.

Sukkende gned jeg mig lidt i øjnene, eftersom jeg snart trængte uhyggeligt meget til at sove ordentligt ud. Jeg bladrede de sidste fem sider igennem og kørte fingeren hen over resterne af den udrevne del. Derefter vendte jeg tilbage til læsningen.

”Haz, vil du helst have lår, bryst eller vinge?” råbte Toby ude fra køkkenet. Idet jeg adskilte læberne for at besvare hans spørgsmål med en selvfølge, slugte jeg ordene og spærrede øjnene op. I lang tid veg mit blik ikke fra siden med de få nedskrevne sætninger. Blækket fra kuglepennen var ved flere af bogstaverne tværet ud.

”Hey, Haz?” lød det fra døren, og jeg bemærkede Jills skikkelse nærme sig ud af øjenkrogen. ”Toby siger, at der er mad. Har du tid til at lægge arbejdet væk i mellemtiden?” Uden at tænke videre over det nikkede jeg bare. Hun grinede lavmælt og puffede mig på skulderen. ”Godt. For jeg er altså virkelig sulten!”

I det øjeblik løsrev jeg mig fra min trance og rystede undskyldende på hovedet. Forvirret krummede Jill sine øjenbryn, og jeg lukkede forsigtigt dagbogen, hvorefter jeg stak den ned i min skuldertaske. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver simpelthen nødt til at opsøge en pige, der har noget, hun skal forklare. Jeg havde håbet, det kunne vente til i morgen, men det tror jeg desværre ikke, at det kan.”

”Tager du af sted nu?” spurgte Toby forundret med forklædet om halsen, da jeg styrede ud mod entreen. ”Men du er jo stort set lige kommet hjem?”

”Ja, jeg ved det,” sukkede jeg, mens jeg hev jakken ned fra knagen og tog den på en arm ad gangen. ”Der er bare ikke så meget at stille op. Det her er vigtigt. Forhåbentlig kommer jeg snart til bunds i det hele, så jeg kan slappe lidt af.”

Både Jill og Toby stillede sig op foran mig med skuffede miner, og jeg pressede øjnene sammen, da jeg godt vidste, de efterhånden savnede mit selskab. ”Lad nu være.. jeg ønskede selv lige så meget som jer at have en friaften.”

”Er du hjemme til at se en film med os så? Jill har vist planer om at sætte Pitch Perfect til at spille.”

”Ja, og hvis du ikke er her, mangler vi en alt!” beklagede hun sig straks.

Jeg kunne ikke modstå at grine. Efter at have stukket fødderne ned i mine sko, rettede jeg mig op og sendte dem et smil. ”Det ved jeg ikke. Vi må se, om det er noget, der trækker ud.”

Begge accepterede de det med et nik. ”Okay så,” sagde Toby og vinkede mig farvel med sin ovnhandske. ”Pas nu på, hvis du skulle finde morderen!”

”Ja, hvis han får ram på dig, bliver det godt nok et sørgeligt a capella kor,” kommenterede Jill det med et drillende udtryk i ansigtet.

”Bare rolig, jeg har styr på det,” forsikrede jeg dem om og blinkede en gang, idet jeg åbnede døren ud fra lejligheden. ”Gem lidt mad til mig!”

”Vi skal prøve,” nåede jeg lige akkurat at høre Jill fnise, inden jeg bag mig smækkede døren.

 

 

Mørket lagde sig på ingen tid over Brighton, efter jeg satte mig ind i bilen og undersøgte, hvor Jane boede. Kun skæret fra lygtepælene og billygterne viste vej, og jeg måtte anstrenge mig for at se husnumrene, da jeg drejede ind på Abbey Road; den rigtige gade.

En blanding af skuffelse og lettelse boblede op i mig, da jeg kunne træde på bremsen og parkere bilen. Roligt låste jeg min bil og proppede nøglen ned i lommen. Derefter betrådte jeg stien af fine, råhvide fliser, der førte op til hoveddøren, hvilket vækkede lamperne rundt omkring huset til live. Lyset fra dem afslørede en nydelig forhave, der bare ved synet duftede nyslået.

Jeg bankede på den hvidmalede dør og ventede tålmodigt på en reaktion indefra. I mellemtiden betragtede jeg det store hus, så godt jeg kunne på så kort en afstand. I samme øjeblik døren blev åbnet, rettede jeg hurtigt opmærksomheden mod Jane, der først dukkede op med et chokeret udtryk, som dog senere ændrede sig til et venligt smil.

”Godaften,” hilste hun, ”det kommer som en overraskelse at se dig her. Er der noget, du har brug for hjælp til?”

”Ja, det er der sådan set. Må jeg komme indenfor?” spurgte jeg forhåbningsfuldt om, idet et vindpust gav mig kuldegysninger.

”Selvfølgelig!” Jane skyndte sig at træde til side, så jeg kunne komme indendørs. Hastigt lukkede hun døren efter mig for at holde kulden ude, og jeg stillede mine sko pænt ind til siden, så jeg ikke svinede gulvet. Da jeg igen rejste mig op, mødte jeg en ældre udgave af Jane, der høfligt rakte mig hånden, inden jeg også blev budt velkommen af hendes far. De virkede begge overraskede over min præsentation af mig selv og udvekslede blikke, før de gik tilbage til køkkenet, hvor de ryddede af bordet og satte det beskidte service i opvaskemaskinen.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg vendte mig mod Jane og fremtvang et mindre smil. ”Er der måske et sted, vi kan gå hen og snakke privat?”

”Åh, ja, klart,” kom det som svar fra hende. Hun førte mig ned ad gangen og videre op ad en vindeltrappe med smukke, mønstrede trin. På vejen sugede jeg alle omgivelser og stemningen i husets indretning til mig. Alt så utrolig dyrt og formelt ud. Jeg turde slet ikke tænke på, hvor mange penge hendes forældre mon tjente om måneden – men det var med garanti en god sjat mere end mig.

På øverste etage fandtes fire døre ind til forskellige rum, og jeg fulgte efter Jane ned til den sidste på højre side. Hun skubbede døren op, så jeg kunne træde ind på hendes simple, men store værelse. De sorte og hvide farver dominerede rummet og mindede mig ligeså om hendes næsten farveløse tøjstil. Til trods for at hun ikke ejede flere møbler end en bred og luksuriøs – for ikke at nævne redt – dobbeltseng, et skab, en lille reol og et bord med tilhørende stol, lignede det dog, at det hele var af høj kvalitet. Samtidig pyntede indrammede citater i farve på væggene, hvilket livede værelset op uden at ødelægge enkeltheden, som den runde loftslampe bidragede yderligere til.

Jane spadserede henover sit hvide, behårede gulvtæppe, der skabte en kontrast til det mørkebrune trægulv. Selv blev jeg for nogle sekunder stående og forsøgte at bemærke alle små detaljer, der måske kunne vise sig at være nødvendige. Dog opdagede jeg intet andet, end at hendes skoletaske ved siden af bordet lænede sig op ad væggen. Hun formåede på mystisk vis at holde værelset ryddeligt.

”Hvad er det så?” Jeg lod min opmærksomhed falde tilbage på Jane, der havde sat sig på sengen med det sort- og hvidblomstrede sengebetræk. I stedet for at sætte mig ved siden af hende, trak jeg den sorte kontorstol ud på midten af gulvet.

”Jo, jeg har et spørgsmål til dig..” fortalte jeg hende og placerede min bag på stolens pude. Jeg rodede lidt i tasken, jeg havde medbragt, og fandt dagbogen frem. Hurtigt viste jeg den til Jane, der rynkede brynene og sendte mig et forvirret blik. Hun virkede ikke til at opfatte, hvad jeg hentydede til.

Af samme grund valgte jeg at slå op på siden, der tvang mig til at opsøge hende allerede her til aften. Efter samtalen med Harry vidste jeg godt, at hun var den næste på min liste, men jeg håbede tidligere, at jeg kunne udskyde det lidt.

Der tog jeg fejl.

Idet jeg rakte hende bogen, pegede jeg på de få sætninger, der stod dannet på siden. ”Der står ganske kort her, at du fik Olivia til at indse, det var bedst, hvis hun afsluttede sit forhold med Harry.”

”Det er ikke, hvad der står,” benægtede hun det øjeblikkeligt, hvilket resulterede i, at jeg hævede øjenbrynene.

”Ikke det?” Jeg vendte bogen om for at læse de nøjagtige ord op derfra. ”Her står – og jeg citerer –: Jeg er nødt til at gøre det forbi med Harry i dag. Det gør ondt. Men Jane fik mig til at indse, det er det rette.”

Så snart jeg løftede blikket, så jeg, hvordan alt i hendes ansigt var stivnet. Hendes blik hvilede bag mig. Jeg drejede rundt på stolen og opdagede en revne i væggen. Efter lidt tid forstod jeg, at det var en skydedør, der næsten gik i ét med de hvide vægge.

”Det kan altså ikke passe,” påstod Jane højlydt, hvilket tvang mit blik til at vende tilbage til hende. ”Jeg synes virkelig, de var rigtig søde sammen.”

Måden, hvorpå hun afventende pressede læberne sammen, gjorde mig mistænkelig. Det virkede til, at noget ikke stemmede helt overens. Længe studerede jeg med sammenknebne øjne enhver af hendes små bevægelser, før jeg rejste mig op fra stolen og satte kursen mod skydedøren, jeg personligt regnede med indeholdt enten tøj, kasser med ting eller noget mindeværdigt.

Til min store overraskelse ramte jeg helt ved siden af. ”Nej, lad være!” hørte jeg svagt Jane råbe i baggrunden. Jeg tabte næsten underkæben. At jeg befandt mig i den situation, jeg så småt anede udfolde sig for mig, fattede jeg simpelthen ikke.

Skydedøren var åbenbart en indgang til et helt andet siderum, de færreste vist kendte til. Overalt stirrede jeg ind i et par grønne øjne; det gjaldt, om billedet af Harry så var trykt på puder, hængt op som gigantiske plakater, eller om det var klistret fast på en Justin Bieber papfigur i rigtig størrelse, der tårnede sig over mig.

Med lynets hast susede Jane hen for at lukke døren til mit udsyn af det mindre alter til ære for Harry. Jeg stirrede fortsat blot ligefrem med forargelse i blikket.

Hvad i al verden eksisterede det skræmmende rum for?!

”Okay, okay,” Jane pustede ordene ud og hyperventilerede helt, ”jeg, eh.. jeg var måske lidt forelsket i Harry engang, eh.. ja..”

Jeg prøvede at ryste ubehaget af mig og mindede mig om, at jeg skulle optræde professionelt. Derfor rømmede jeg mig kort, blinkede let med øjnene og bad hende gentage sig, da jeg tvivlede på, jeg hørte rigtigt første gang. Lige nu var jeg helt ude af mig selv.

”Jo, jeg.. jeg var engang.. sådan lidt forelsket i, du ved.. Harry..” gentog hun sig, og jeg fornemmede hurtigt, at hun lettede lidt på informationen. Ved at sende hende et enkelt blik, sukkede hun frustreret og slog ud med begge arme. ”Okay, jeg er stadig helt skudt i ham, men det er jo ikke noget, jeg kan gøre for, vel? Du er ikke egen herre over, hvem du forelsker dig i.”

”Nej, men det er sjældent, folk udtrykker sine følelser ved at bestille en pude med ansigtet af sit crush – for slet ikke at tale om papfiguren,” pointerede jeg og lagde armene over kors.

Panisk kørte Jane sine hænder gennem håret og rystede hovedet. ”Ingen ved, at jeg har de ting! Ingen, okay? Det er min hemmelighed. Ikke engang Ellen ved det, Olivia vidste det heller ikke. Det er det mest private, jeg ejer, og jeg både skammer og fryder mig over det.” Eftersom jeg ikke sagde noget, besluttede hun sig for at fortsætte, mens hun spankulerede rastløst frem og tilbage. ”Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg gør det. Jeg går bare amok, hvis ikke jeg kan se ham hver eneste dag. Han betyder stort set alt for mig, og jeg tror ikke, der findes det om ham, jeg ikke ved. Jeg.. jeg..”

”Du er besat,” færdiggjorde jeg sætningen for hende. Og besat til det punkt, hvor det ikke længere blev opfattet som værende sødt.

Hun glippede chokeret med øjnene i takt med, at det langsomt gik op for hende, at jeg havde ret. ”Åh, du godeste..” udbrød hun med opspærrede øjne. Begge hænder fløj op foran hendes mund, og hun kiggede ængsteligt på mig. Jeg nikkede blot.

”Var det derfor, du fik Olivia til at slå op med ham?” forhørte jeg mig om, lidt mere afklaret med situationen end tidligere. Til gengæld forsvandt mere og mere af farven fra Janes ansigt. ”Fik du hende til at slå op, så du kunne være sammen med ham?”

Tydeligvis skammede hun sig over det svar, der kun ventede på at bryde tavsheden mellem os. Hun begravede ansigtet i hænderne og trak vejret dybt, hvorefter hun ligbleg kløede sig lidt i håret. Ganske enkelt forsøgte hun at trække tiden bedst muligt ud. ”Jeg..” Igen tog hun en dyb indånding. ”Jeg bildte hende ind, at Harry og jeg havde været i seng sammen.”

”Af hvad gjorde du?!” røg det ud af mig i så højt et tonefald, at det forskrækkede mig selv. ”Hvorfor?”

”Jeg ved ikke..” stammede hun med små armbevægelser som støtte. ”Jeg vidste, at Olivia ikke ville anklage mig, for jeg fortalte hende, at det skete, mens vi var fulde. Sådan noget sker jo,” tilføjede hun, som var det en selvfølge. ”Men jeg vidste også, at hun ville blive såret over, at Harry ikke havde konfronteret hende med situationen eller nævnt det for hende, når de havde så godt et forhold. Og jeg.. jeg tror.. jeg håbede, det ville give mig en chance med ham, hvis ikke han allerede havde en kæreste.” Hun slog blikket ned mod jorden, da hun opdagede, hvordan det lød, når det blev sagt højt.

Jeg sukkede lavmælt og masserede kortvarigt mine tindinger. ”Men du løj?” Hun nikkede stille. ”Og det skete dagen før, Olivia gjorde det forbi med Harry?” Hun nikkede igen.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle ringe til en psykolog og sige, at jeg stod med en pige, der behøvede hjælp hurtigst muligt, eller om jeg bare skulle lade det ligge. Nu engang tvivlede jeg desværre på, at ambulatoriet havde åbent på nuværende tidspunkt, og desuden ønskede jeg blot at komme væk herfra i en fart. Værelset gav mig kuldegysninger, som jeg aldrig før havde haft dem.

Hurtigt takkede jeg hende for hjælpen og skyndte mig ellers ud til min parkerede bil, der til min store lettelse startede op uden problemer. Vejen fra Abbey Road kunne kun gå for langsomt, og jeg trykkede sømmet så meget i bund, som fartgrænserne tillod mig det – plus et par kilometer.

Rystende på hovedet så jeg mig tilbage over skulderen. Samtalen med Jane havde ikke bragt mig nærmere en morder, selvom den skræmte mig på så mange måder. For en kort stund overvejede jeg rent faktisk, om det mon egentlig kunne have været hende, der dræbte Olivia. Men jeg nåede frem til en modsigende konklusion. Indtil videre optrådte hun i denne sag ikke som andet end en tosset teenager, der lænkede sig selv mere til sin skoleforelskelse, en hvad sundt var, når den i realiteten overhovedet ikke eksisterede.

Uha for en afsløring! 
Hvad tænker I om Janes forelskelse i Harry? Tror I, at Hazel har ret i, hun ikke har noget at gøre med Olivias død?

Jeg takker jer atter for jeres utrolige tålmodighed og dejlige kommentarer <3

Næste kapitel skulle også gerne komme inden for denne uge - nu er der jo kun to tilbage!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...