Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19136Visninger
AA

20. 17: "Undskyld, undskyld, undskyld!"

 

Roligt parkerede jeg min røde bil foran huset, der eftersigende tilhørte Styles-familien. Jeg drejede nøglerne om og slukkede motoren. I stedet for at træde ud blev jeg siddende og betragte det hvide træhus. Alt virkede så idyllisk og fredfyldt ved denne gade. Om det måske afhang af solens glæde, der smittede af på hver en skabning, vidste jeg ikke. Det eneste, jeg med sikkerhed kunne pointere, var, at Harrys hus lå badet i solskin.

Nu engang kom jeg bare ikke for at tale med ham.

Jeg tog mig sammen og steg ud af bilen for at smække bildøren i, hvorefter jeg låste den. Også i dag bar jeg en behagelig jakke ud over min sorte T-shirt. Nøglerne lagde jeg hurtigt ned i den højre lomme og bevægede mig mod trappeopgangen, der førte op til hoveddøren. Selvom forhaven ikke rummede mange kvadratmeter, var den fyldt med smukke blomster, der endnu agerede, som om det var sommer, og nær de øverste vinduer klatrede velduftende roser.

Idet jeg ringede på klokken, opdagede jeg, hvordan en skikkelse rørte på sig i det, der ud fra møblerne på den anden side, lignede et køkkenvindue. En ung kvinde med samme ansigtstræk som Harry dukkede op foran mig med et venligt smil omkransende de fyldige læber.

”Goddag,” hilste hun og slap dørens håndtag. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?”

Jeg gengældte straks hendes hilsen og rakte hende en hånd, inden jeg præsenterede mig selv. ”Er du Gemma Styles?” spurgte jeg, i samme øjeblik vi begge trak hænderne til os.

Hun nikkede på hovedet. ”Det er jeg, ja.”

Lettet over at have heldet med mig og allerede stå ansigt til ansigt med den rette person, fyrede jeg hastigt det næste spørgsmål af. ”Du har gået på Patcham, har jeg ret?”

Forvirret rynkede hun på brynene, mens hun nikkede som svar. Pludseligt åbnede hun munden, og hendes øjne udstrålede en forståelse for situationen. ”Det var Detektiv Brooks, ikke? Harry har fortalt om dig,” smilede hun og bød mig indenfor. ”Hvis du er kommet for at snakke med mig om Patcham, kan det kun tage alt for lang tid – men hvis du til gengæld er her for at høre mig ad med hensyn til Olivia, kan det næsten ikke tage lang nok tid.”

Døren blev lukket bag mig, og hun fløj videre ud i køkkenet. Selv trådte jeg ud af skoene og stillede dem pænt til siden, hvor jeg kunne se, der også stod andre par. Gangen, jeg gik igennem, var oplyst og ryddet, hvilket sørgede for et ordentligt førstehåndsindtryk modsat min egen derhjemme. Det beskyldte jeg nu i al hemmelighed Jill for. Og dog.. hun vidste det vel egentlig godt.

”Jeg var lige i gang med at lave mig en smoothie. Vi har masser af bær tilovers, hvis du vil have en?” tilbød hun mig, og jeg fulgte hende ind i køkkenet. Overrasket over den afslappede og rare atmosfære, der svævede over rummet, rystede jeg blot en gang på hovedet.

”Det er fint med et glas vand, vil jeg mene,” afslår jeg hendes tilbud, men Gemma klukker bare.

”Vand er da for kedeligt. Jeg nægter at drikke min smoothie, mens du bare sidder og sipper til et glas vand.” Hun startede blenderen, hvorefter hun åbnede køleskabet og fandt en juicekarton frem. Smilende vendte hun sig mod mig og holdt den oppe. ”Hvad siger du til lidt æblejuice? Det er egentlig Harrys, men det skader nok ingen, at du får et enkelt glas. Jeg ved ikke, hvorfor han har fået en eller anden obsession med at drikke det,” fnes hun.

I stedet for at diskutere mere end nødvendigt med hende om noget så ligegyldigt som drikkelse, takkede jeg sukkende ja. Hun fiskede et glas ned fra en hylde på et skab og hældte den ravfarvede saft op. Derefter ryddede hun de sidste ting op og satte kartonen tilbage i køleskabet, hvilket sparede hende for en masse besvær senere. Tro mig, jeg foretog mig jo næsten intet andet end at rydde op, eftersom ingen af os derhjemme gjorde det med det samme.

Vi slog os ned i hver vores sofa inde i stuen ved siden af. Gemma skyndte sig at trykke på fjernbetjening for at afbryde den krimiserie, der kørte på skærmen, og jeg nød den kølige væske, der løb ned gennem min hals, idet jeg drak den første slurk. Trods husets knapt så store rummelighed, havde familien indrettet det hyggeligt og stilfuldt og formåede at udnytte pladsen til fulde.

Forundret så jeg mig lidt omkring, eftersom jeg egentlig regnede med at se andre her også – eller i hvert fald én anden. ”Er Harry ikke blevet hjemme i dag?”

Gemma fjernede sugerøret fra munden og slugte sin sammenblanding af mosede frugter. ”Nej, han valgte at tage i skole. Han var ellers stort set ikke til at komme i nærheden af, da han kom hjem i går, men.. han mente, at han burde støtte dem, der troppede op. Ingen synes jo, det er nemt at komme sig oven på sådan en oplevelse,” fortalte hun og løsnede sit opsatte hår, så det faldt langt og glat ned over skuldrende på hende. ”Jeg er selv kun hjemme, fordi jeg har en ret stor opgave for, som jeg skal lave færdig inden på næste fredag.”

”Hvor går du da i skole henne?”

”Jeg går på universitetet, der ligger et par kilometer herfra,” svarede hun med en lille smag af stolthed i stemmen. ”Det er et virkelig godt sted.”

Hendes glæde svandt lige så stille hen, og hun sank en klump. Jeg skrånede lidt i nakken for bedre at kunne betragte hende. ”Det er altså virkelig trist at høre om alt det, der er sket med både Olivia og Alison,” sukkede hun og kiggede på mig. ”Er du ved at finde ud af, hvad det hele skyldes?”

Nu var det min tur til at sukke. ”Efterhånden begynder det da at hjælpe lidt på det,” trak jeg på skuldrene og fugtede kort mine læber. ”Du kendte måske Alison?”

Gemma vippede lidt med hovedet fra side til side og sendte mig så et skævt smil. ”Jeg kendte Olivia bedre, men ja. Jeg kendte også Alison. Vi snakkede ikke så meget sammen, da jeg gik på kunstlinjen og var to årgange over hende, så det var de færreste gange, vi havde timer i fællesskab. Hun var lige startet i 1.g, da jeg droppede ud,” forklarede hun.

”Droppede du ud?” Jeg hævede forbavset øjenbrynene og blev blot mødt af et nik fra hendes side.

”Ja,” nøjedes hun med at sige. Hun løftede sit glas og drak lidt af det.

”Hvorfor?”

”Jo, ser du,” startede hun ud med at sige, idet hun stillede glasset tilbage på bordet. ”Patcham er en virkelig god skole med mange forskellige personligheder. Alle lærerne er dygtige til sine fag, og selv elevtoiletterne er – eller var, i hvert fald – rene. Men jeg kunne simpelthen ikke holde ét eneste år ud længere med de samme mennesker omkring mig. For hvis du vælger at gå på Patcham, skal du være klar til at finde dig i sladder, at lægge øre til folk, der bagtaler andre, eller måske endda være tilskuer til mobning.”

Overrumplet over al den negative omtale, jeg ikke selv havde bemærket, glippede jeg konstant med øjnene. Gemma foldede sine hænder med et smil, der tegnede på, at hun ikke forventede nogen anden reaktion.

”Det er ikke alle, der lægger mærke til det. Og da slet ikke hvis man ikke er en insider.” Hun tog en dyb indånding og så alvorligt på mig. ”Men det var ikke til at holde ud, når først man slog øjnene op og opdagede, hvad der foregik.”

Forstående nikkede jeg og lænede mig lidt tilbage i sofaen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Alligevel endte jeg med at adskille læberne og høre min egen stemme glide ud. ”Hvorfor har Harry valgt at gå der, hvis du blev mobbet?”

Hurtigt rystede hun hovedet og svang hænderne foran sig. ”Nej, nej, nej, nej, nej,” klukkede hun lavmælt. ”Jeg blev skam ikke mobbet.” Hun samlede sit hår i en hestehale og viklede elastikken rundt om for at holde den oppe. ”Men selvom jeg ikke var et offer, ændrer det ikke på, at det var ganske forfærdeligt. Der var konstant drama og problemer. Desuden er det Harrys eget valg, hvor han vil gå, og det er ikke mange andre skoler i nærheden, der tilbyder samme dosis af musikundervisning som Patcham.” Hun smilede og trak let på skuldrene. ”Så længe han har det godt og ikke bliver påvirket på nogen dårlig måde, så blander jeg mig helt udenom.”

Stadig undrede jeg mig over, hvordan det kunne hænge sammen med, at hendes navn på stolpen var overstreget. Derfor besluttede jeg mig for at spørge hende.

”Det er, hvad der sker, når du enten bliver smidt eller dropper ud,” forklarede hun mig ganske enkelt. Med en finger pointerede hun for en sikkerheds skyld, at hun jo valgte at skifte skole i starten af tredje år, og at det af den grund gav god mening.

Jeg forholdt mig tavs et øjeblik. Det virkede næsten som om, Gemma læste mine tanker. ”Det er nok også, hvad der sker, hvis nogle elever dør. Men det er så sjældent, at jeg ikke tør udtale mig om det med sikkerhed.”

”Ved du, om Olivia havde det på samme måde som dig? Med hensyn til skolen?” forhørte jeg mig om i stedet for at køre den sørgelige samtale meget længere ud.

”Hm.. det ved jeg ikke. Men hun virkede til at have nogle problemer,” nævnte hun, hvilket resulterede i, at jeg bad hende uddybe sit svar. For selvfølgelig havde hun nogle problemer – ellers var hun nok ikke død.

”Altså,” tænkte Gemma sig grundigt om og lagde benene over kors, ”jeg blev ret gode veninder med hende i den tid, hvor hun og Harry var kærester. Hun var altid så glad og positiv, så jeg blev ret chokeret, da hun en dag kom ind og var helt ude af den. Det var længe før, de slog op. Hun ledte efter Harry, men han var ude for at købe nogle ting til deres tur i biografen eller parken.. jeg kan ikke helt huske det. De lavede så meget sammen. Men da jeg spurgte hende, om der var noget galt, rystede hun bare på hovedet og sagde, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om. Det var bare noget derhjemme.”

Tænksomt stirrede jeg på mit halvfyldte glas med æblejuice, inden jeg tøede mit næsten stivfrosne ansigt op med et taknemmeligt smil. Hvad plagede Olivia, som hun ikke ville fortælle Gemma om? Måske jeg kunne finde noget i hendes dagbog.

Gemma fulgte mig ud til døren, hvor jeg knapt så charmerende bøjede mig ned for at tage mine støvler på. I mellemtiden takkede jeg hende for både hjælp og juice, men i samme øjeblik jeg rejste mig op, ramte døren mig, og jeg væltede bagover. Hurtigt sad både Gemma og Harry ved min side, og jeg tog mig omtåget til hovedet.

”Undskyld, undskyld, undskyld!” udbrød Harry chokeret og stirrede på mig med store øjne. Gemma skubbede ham blidt væk for at hjælpe mig op på benene igen. ”Det var altså virkelig ikke med vilje,” fortsatte han, og jeg hævede hånden som tegn på, at han godt måtte stoppe.

”Det var ikke din fejl. Jeg burde ikke stå så tæt på en dør, der på nogen måde kan ramme mig, fordi den åbner indad,” fnes jeg og gned mig på min ene tinding, en dør for kort tid siden skadede.

”Nej.. okay.. øh.. hvad laver du overhovedet her?” Der dannede sig en forundret fure midt i panden på ham, og Gemma besvarede hans spørgsmål.

”Hun kom blot for at spørge ind til nogle ting angående skolen.”

”Ah.. det er klart.”

Jeg knejsede kort i nakken og gjorde tegn til, at jeg hellere måtte se at komme videre. ”Du skal som sagt have tak for hjælpen. Og jeg håber, at du havde en god dag i skolen, Harry.” Han smilede svagt til mig og rodede sig i sin krøllede manke.

Idet jeg betrådte trappen udenfor, følte jeg, at jeg burde vende mig om og spørge Harry om en sidste ting. Jeg fulgte min intuition, hvilket forårsagede, at de begge sendte mig et venligt smil – eller Harry kunne vist ikke andet end at smile charmerende.

”Kender du egentlig Rachel Kirkwood?” Spørgsmålet kom tydeligvis bag på ham, for han blinkede blot med øjnene og stirrede fortvivlet på mig. Derefter brød han ud i en langsom latter og løftede lidt op på skuldrene.

”Ja, det gør jeg da. Hvorfor?”

Jeg nikkede og smilede lettere hemmelighedsfuldt. Roligt stak jeg begge hænder ned i hver sin jakkelomme. ”Hun virker som en sød pige. Men måske trænger hun til en ven i ny og næ. Du kunne jo snakke med hende, hvis du en dag får tid og lyst.”

Harry smilede skævt og nikkede en enkelt gang på hovedet. ”Det kunne jeg måske.”

Glædeligt gengældte jeg både hans nik og smil, hvorefter jeg drejede om på hælene og begav mig ned ad trappen. Bag mig lukkede de forsigtigt døren, og jeg vendte mig om for at betragte det smukke træhus, som da jeg ankom til stedet. Efterhånden truede mørket med at springe frem, men jeg forestillede mig, at det endnu varede nogle timer, før solen gik ned.

Tilfreds med svarene Gemma forærede mig, spadserede jeg hen til min bil. Jeg fumlede lidt med nøglerne, inden jeg formåede at låse den op og åbnede døren ind til førersædet. Nøglerne smed jeg hen på det tomme passagersæde og bukkede mig ned for ikke at støde hovedet mod loftet, da jeg placerede bagdelen det rette sted.

I samme øjeblik jeg smækkede bildøren i, bemærkede jeg, hvordan Harry spænede ned af trapperne på bare strømpesokker og nærmede sig mig. Hurtigt skubbede jeg atter døren op, og han lænede sig ned for at komme i min øjenhøjde. Krøllerne levede virkelig sit eget liv, men han lod dem være og åndede blot ud et par gange, før han skilte sine læber fra hinanden og kom til sagen.

”Wow, jeg var godt nok heldig, at du ikke var kørt endnu!” lo han, så der ligefrem opstod et lille glimt i hans øjne.

”Hvad vil du, Harry?” spurgte jeg ham om med en træt undertone. Jeg satte mig tilbage i sædet og greb fat om rattet for at hentyde til, at jeg ønskede at komme hjem. Olivias dagbog var nok ikke helt ubrugelig trods de manglende sider.

”Jeg kom i tanke om noget her tidligere,” fortalte han med en vis begejstring, og jeg hævede opmærksomt det ene øjenbryn. ”Jeg ved ikke, om det er af nogen betydning, men jeg tænkte, at det måtte være op til dig at bedømme.”

”Og hvad er det så?” forsøgte jeg igen at fremme hans pointe.

Han pustede en tot af sit hår væk fra ansigtet, inden han rent faktisk fortalte mig noget, der førte mig videre i min søgen. ”Det er om Olivia.. så vidt jeg husker, afsluttede hun vores forhold dagen efter, hun havde overnattet hjemme hos Jane.”


Ugh.. hvad tror I, vi finder ud af hjemme hos Jane?
For det er selvfølgelig der, bilen parkerer i næste kapitel!

forresten er dette kapitel dedikeret til søde Laura, der altid hjælper mig og har fødselsdag i dag <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...