Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19239Visninger
AA

19. 16: "Du hadede hende, gjorde du ikke?"

 

Jeg tyggede på det sidste af den fedtede cupcake, Toby serverede for mig så snart, jeg trådte ind ad døren. Som sædvanlig smagte den helt fantastisk. Hvis jeg gættede rigtigt, havde Jill allerede slugt to. Hurtigt slikkede jeg en gang på hver fingerspids, inden jeg bladrede videre gennem billederne, Skylar forærede mig. Alisons ansigt dukkede op, og jeg stoppede enhver af mine bevægelser.

Dagen tog allerede tidligt en dramatisk drejning. Skolen sendte alle elever hjem efter den ulykkelige episode, og efter at have vidnet for mine kollegaer, der blev tilkaldt, holdt jeg også selv fri resten af aftenen. At se Alison falde slap til jorden påvirkede i den grad også mig.

I et sekund gøs jeg og rystede af kuldegysninger, eftersom skrigene, Louis’ gråd og det varme blod konstant bankede på for at blive husket.

Som om jeg nogensinde ville formå at glemme det, der skete i dag.

”Jeg forstår altså ikke, hvordan hun kunne gøre så meget skade på sig selv,” plaprede Jill løs. Hun vimsede rastløs rundt omme i køkkenet og smækkede hver en låge i efter at have set, hvad skabet indeholdt. ”Jeg mener, hun begik selvmord! Det er da ikke normalt..”

”Det er vist mere normalt, end vi kan forestille os,” sukkede Toby henne fra den modsatte sofa end den, jeg sad i.

Fornærmet over modsigelsen stillede Jill sig trodsigt hen foran os med korslagte arme. ”Turde du måske gøre det, om jeg må spørge?” Hun hævede øjenbrynet med blikket hvilende på stakkels Toby, der opgivende slog ud med armene.

”Jeg sagde ikke noget om, at jeg ville gøre det,” forsvarede han sig selv. Jeg pegede på ham og så på min veninde for at hentyde til, at jeg gav Toby ret.

”Whatever,” fnøs Jill og slog sig ned ved siden af mig. ”Jeg forstår bare ikke, hvordan folk kan gøre det.”

”Hun har nok haft sine grunde,” mumlede jeg lettere fraværende, mens jeg sorterede billeder af eleverne fra Patcham. Hvorvidt det lykkedes mig at holde styr på dem, tvivlede jeg på, men jeg forsøgte at sprede dem overskueligt ud over sofabordet.

Mine tanker svævede stadig om alle de ledetråde, der med få sekunders mellemrum røg ud af Alison, inden hun gjorde en ende på sit liv. Hvad mente hun dog med, at det hele var hendes skyld?

”Måske var det hende, der dræbte sin egen søster?”

Forvirret blinkede jeg med øjnene og rettede opmærksomheden mod Jill. Tænksomt lænede hun sig ind over bordet for at få fat om endnu en glaseret muffin. Først da opfangede jeg, at jeg måtte have sagt mine tanker højt.

”Hvorfor i alverden skulle hun dog gøre det?” Toby virkede temmelig skeptisk over for alle Jills kommentarer, og jeg forstod såmænd godt, at hun ikke var begejstret for det. Alligevel kunne jeg kun klappe ham mentalt på skulderen for et godt detektivarbejde. Det krævedes, at man forholdt sig kritisk til enhver situation.

”Ja, det ved jeg da virkelig ikke.” Med sammenknebne øjne og kagecreme som overskæg kastede hun et vrissende svar tilbage mod ham.

I stedet for at lade dem fortsætte med det, der om kort tid udviklede sig til en krig af spydige kommentarer, forklarede jeg dem, at Harper-søstrene havde et lidt kompliceret forhold til hinanden. ”Så måske har Jill ret i, at det var Alison. Det ville give mening med det, hun sagde,” fortalte jeg og så ud over de mange billeder. ”Men jeg har bare ingen chance for at spørge hende ind til det, så jeg er nødt til at fortsætte sagen om Olivia. Jeg kan ikke bare gå ud fra, at det var Alison, før jeg er kommet til bunds og har rådet bod på det hele. Der er helt sikkert nogle, der kan hjælpe mig med at sy de løse tråde sammen.”

”Men får du ikke ekstra arbejde, nu hvor Alison er død?” Jeg løftede blikket fra billederne og så ind i Jills bekymrede øjne. Svagt lod jeg et smil titte frem på mine læber, idet jeg rystede på hovedet.

”Nej,” forsikrede jeg hende, ”Alison begik selvmord. Selvom det er trist, er jeg bange for, der ikke er noget at stille op. Medicinerne har anbefalet forældrene, at begravelsen finder sted inden for den næste uge.”

”Stakkels forældre,” sukkede Toby lavmælt og kløede sig ved skægstubbene. ”De går fra at have to børn til at have ingen i løbet af en uge.” Han knejsede en gang i nakken, hvorefter han rejste sig op og gik om i køkkenet. Selv nikkede jeg blot og studere endnu et billede, hvorpå Liam og Niall grinede ved de blå skabe. Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, da jeg ikke helt kunne tyde, hvorvidt Liam rent faktisk kiggede på Niall eller ej.

”Hvad laver du egentlig?” spurgte Jill med munden fuld af kage og rykkede sig nysgerrigt tættere på. Hendes blik landede på et billede af Olivia og Harry længere henne, og hun rakte uhøfligt hen over mig for at få fat om det. Jeg nøjedes med at sende hende et irriteret blik, før jeg vendte tilbage til billederne i mit skød, jeg stadig manglede at tage et kig på.

”Jeg fik dem af Skylar Rhodes, en elev på Patcham,” informerede jeg hende om. ”Hun tager billeder til skolebladet og er vist ret flittig til at fange hvert et interessant øjeblik.”

Ud fra hendes ansigtsudtryk at bedømme lignede det, at hun forstod, hvad jeg sagde. Det hændte ellers sjældent, når det omhandlede mit arbejde.

Idet jeg hørte en klirrende lyd, så jeg mig hen over skulderen, hvor Toby rørte rundt i et kaffekrus. Han slikkede en gag på skeen og bøjede sig lidt ned over Jill. ”Er det Olivia?”

Jeg nikkede i samme øjeblik, Jill brød ud i en voldsom latter. ”Wow, hun ser godt nok sur ud!” Både Toby og jeg betragtede billedet af Olivia, der smilede til en Harry med flere krøller, end Harry i dag havde.

”Det er jo bare et billede af nogle venner eller noget,” mumlede Toby forundret over Jills adfærd. Jeg skyndte mig at tilføje, at de nok nærmere var kærester på dette tidspunkt.

”Og jeg tror faktisk slet ikke, at Jill er så tosset, som man skulle tro,” nævnte jeg. I baggrunden af billedet formåede jeg nemlig at tyde en større pige sidde og nedstirre det glade kærestepar – især Olivia.

 

 

Roligt spadserede jeg ned ad skolegangen næste formiddag. På trods af Alisons død holdt Rektor Hawkins ikke skolen lukket, eftersom det var et selvmord. Myndighederne anbefalede desuden ikke at nægte eleverne adgang til læren. Om de så dukkede op, det var op til dem selv. Forståeligt nok havde Louis besluttet sig for at tage en dag fri fra skole og forlænge hans weekend. Da jeg opsøgte ham, fik jeg fat i nogle af hans klassekammerater, der oplyste mig om, at hverken han eller Michelle var mødt op.

Hvis det nogensinde skete for mig, ville jeg nok også vælge at slippe for alles medfølende blikke og knus.  

Idet jeg nåede en af de åbne glasdøre, mødte jeg en næsten tom gårdhave. De færreste sad ude i solskinsvejret, men ved et bord i skyggen af et højt egetræ fandt jeg Rachel. Hun skriblede lettere foroverbøjet ned i sin notesbog med et yderst koncentreret ansigtsudtryk.

Jeg nærmede mig hende i et naturligt tempo og købte mig hendes opmærksomhed, da jeg var mere eller mindre halvvejs. Med det samme tydede jeg, at hun ikke følte nogen stor lyst til at tale med mig, men jeg fortsatte, indtil jeg gik rundt om bordet og satte mig på den modsatte side end hende.

Dybt hørte jeg hende sukke, hvorefter hun lukkede sin notesbog foran sig. Forsigtigt lagde hun blyanten oven på, og jeg betragtede hende i stilhed.

”Er det endnu en reportage, du er i gang med at skrive?” startede jeg ud med at spørge hende i håbet om, at det brød den usynlige is imellem os. Hun nøjedes blot med at ryste på hovedet. ”Noter?” forsøgte jeg mig stædigt frem, og hun snerpede kort læberne sammen.

”Et digt,” fortalte hun mig kortfattet, og jeg nikkede med et smil hængende i mundvigen.

”Det lyder spændende. Handler det om noget bestemt?”

Eftersom hun denne gang ikke besvarede mig med andet end tavshed, bukkede jeg mig en anelse for at tage fat om min medbragte taske. Jeg fornemmede, hvordan Rachels blik limede sig til ryggen af mig, mens jeg lynede op og rodede lidt rundt for at finde, hvad jeg søgte. Det tog mig i sidste ende ikke lang tid at hive det plastikindbundne fotografi frem.

Først stirrede Rachel forvirret på billedet af Olivia og Harry, der blev lagt foran hende. Alligevel rørte noget inden i hende tydeligt på sig, hvilket hun bestemt ikke brød sig om.

Stram i ansigtet løftede hun blikket og så på mig med sine grågrønne øjne. De stak lige så meget som første gang, jeg mødte hende. ”Og hvorfor er det så lige, at jeg skal se det?”

Uden at sige noget pegede jeg med en enkelt finger på baggrunden af billedet. Rachel studerede lydløst fotografiet, og hun opdagede hurtigt, hvad det var, jeg ønskede, hun skulle se. Hele hendes mimik faldt en anelse sammen, og hun krummede sig ubehageligt til mode sammen. Diskret trak hun bogen tættere på sig og afventede mine forudsigelige spørgsmål.

”Jeg vil gerne høre, hvordan dit forhold var til Olivia,” sagde jeg med et alvorligt ansigtsudtryk. ”Du fortalte mig, at hun kendte dig bedre end mange andre. Hun besøgte dig på hospitalet. Lukkede du op for hende?”

Trods mine opfølgende og ret specifikke spørgsmål, valgte hun ikke at svare. Til gengæld fastlåste hun sit blik på billedet, og der fremtrådte så småt en vis anspændt trykken nær højre øje.

”Du hadede hende, gjorde du ikke?”

Overrasket over mit pludselige spørgsmål, spærrede hun øjnene op og kiggede på mig. Selvom hun åbnede munden, formåede hun ikke at sige noget. Hun var tom for ord – måske hun havde skrevet alle dem, hun indeholdt, ned på papiret i sin blok.

Jeg kneb øjnene sammen og lagde hovedet let på skrå for at studere hende nærmere. ”Eller havde du måske bare en dårlig dag, da billedet her blev taget? For hvis jeg skulle analysere det..” Jeg tog fat om det og granskede det en ekstra gang, før jeg igen lagde det fra mig. Roligt foldede jeg hænderne om hinanden og så dybdeborende på hende, selvom hun desperat undgik at skabe øjenkontakt. ”Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg sige, at du sidder og misunder hende.”

I et stykke tid herskede stilheden over os, og kun fuglenes sang lød for mine ører. Solens stråler gav genskær i hendes mørkebrune hår fra en næsten skyfri himmel, og jeg bed mærke i, hvilket smukt ansigt hun faktisk var i besiddelse af.

”Jeg havde bare en dårlig dag,” mumlede hun utydeligt, og jeg lænede mig lidt længere ind over bordet.

”Rachel, jeg vil gerne bede dig om at fortælle mig sandheden.”

Ud af det blå banede en tåre sig ned ad kinden på hende, og jeg blinkede chokeret med øjnene. Rachel tørrede snøftende sine øjne og tog fat om sin blyant. ”Du har ret,” afslørede hun modvilligt sig selv, ”jeg var misundelig på Olivia. Hun havde alt det, som jeg ønskede, jeg havde. Hun var smuk, klog, kreativ, havde en masse venner og en helt..” hun stønnede drømmende gennem sine efterhånden tungere vejrtrækninger, ”en helt fantastisk kæreste.”

”Harry?” afbrød jeg hende, og hun nikkede på hovedet. Det var ganske forståeligt, at hun følte sig utryg ved situationen.

”Jeg har nok været lidt småforelsket i ham siden.. ja, siden skolestart. Men det var som om, han aldrig rigtigt så mig, præcis som ingen andre virkede til at bemærke mig. Det gjorde ondt,” fortalte hun mig i takt med, at hendes farve i ansigtet tonede mere og mere rødt.

Venskabeligt rakte jeg ud efter hendes hånd, hun holdt om blyanten, og lagde min egen oven på hendes. Idet hun løftede blikket og lod det møde mit, sendte jeg hende et beroligende smil. ”Bare fortsæt.”

Flere tårer trillede ned ad hendes kinder, og hun kvalte et mindre hulk. ”Jeg har aldrig haft en fejl med hjertet,” erkendte hun med en rystende stemme. ”Det var kun noget, jeg bildte folk ind, fordi jeg ikke ønskede, at nogen fandt ud af den egentlige grund til, at jeg havnede på hospitalet. Jeg frygtede, de ville gøre grin med mig..”

Tålmodigt afventede jeg fortsættelsen af forklaringen uden at bryde ind. Hun snøftede kort og slikkede sine saltvædede læber for derefter at adskille dem. Oprigtigt prøvede hun at forholde sig i ro ved at puste ud en gang. ”Jeg blev indlagt på baggrund af en depression,” indrømmede hun over for mig. ”Jeg havde udviklet bulimi og var begyndt at skære i mig selv..” Automatisk landede mit blik på hendes arme, der var dækket til af trøjens lange ærmer. Hurtigt trak hun længere ned i dem, og jeg skyndte mig at løsne blikket derfra og se hende ind i øjnene igen. ”.. alt sammen på grund af min forelskelse i Harry.”

Der dannede sig lige så stille en klump i halsen på mig, men Rachel fortsatte sin talestrøm. Det brokkede jeg mig bestemt ikke over. Tværtimod gjorde det mig kun glad, at hun var kommet så godt i gang med forklaringen, at det lettede en byrde fra hendes skuldre.

”Olivia var den eneste, der fandt ud af sandheden. Og det gjorde hun kun, fordi hun troppede op på hospitalet flere gange. Jeg bad hende om at blive væk, da jeg var træt, men det resulterede kun i, at hun kom endnu flere gange,” fnes hun efterfulgt af endnu et snøft. ”For at være ærlig syntes jeg faktisk, at det var rart.”

Jeg ventede for en kort stund for at vurdere, hvorvidt Rachel følte sig færdig med at fortælle. Da hun ikke viste nogen tegn på at sige mere, forhørte jeg hende, om Olivia kendte til årsagen for depressionen. Nikkende svarede Rachel mig, at hun selv endte med at fortælle Olivia det. Derefter begravede hun ansigtet i hænderne, hvor kun snøft sneg sig mellem fingrene på hende.

Efter nogle minutter synliggjorde hun sine rødsprængte øjne og snublede nærmest over ordene, idet hun åbnede munden. ”Hun blev ikke engang sur. Hun krammede mig bare og forklarede, at hun elskede Harry rigtig højt og godt forstod, hvorfor jeg kunne lide ham, men at han slet ikke var værd at ligge på hospitalet for. Jeg skulle tænke mere på mit helbred, og så lovede hun mig, at jeg en dag også ville finde en at elske en dag – som gengældte alle mine følelser.”

Medfølende klappede jeg hende let på hånden og smilede mildt. ”Så løj du jo ikke helt – du havde trods alt ondt i dit hjerte.”

Rachel afslog mit tilbud om at gå med indenfor, efter vi havde afsluttet samtalen. Derfor takkede jeg hende for samarbejdet og gav hende et knus, som hun tidligere fortalte, Olivia gjorde det. Hele hendes historie rørte mig, og jeg ønskede kun at gøre noget for hende. Nu engang var det bare hende, der hjalp mig videre på vej.

Jeg passerede et par elever på gangen og greb fat om håndtaget på hoveddøren. I stedet for at fortsætte ud på den anden side stoppede jeg ved og vendte mig tænksomt mod de interessante stolper. To dage forinden sagde Harry, jeg ville støde på Olivias navn, hvis blot jeg ledte længe nok, og jeg besluttede mig i dette øjeblik for at finde det.

Med sammenknebne øjne lod jeg mit blik glide hen over de mange navne i søgningen efter et genkendeligt navn, Det endte dog faktisk med at være et fremmed navn, der sprang mig i øjnene.

Gemma Styles.

Hvorfor var det overstreget?

Ja, så kommer Gemma ind i billedet - hvorfor tror I, at hendes navn er overstreget?

Jeg beklager det knapt så velformulerede kapitel.. det gik knapt så godt med den sidste halvdel af flere årsager.

Elsker jer og jeres tålmodighed meget højt! Næste kapitel kommer allerede engang i næste uge <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...