Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19212Visninger
AA

18. 15: "Det hele er min skyld.."

 

”Detektiv Brooks,” hilste frøken Palmer forbavset, idet jeg trådte ind i klasselokalet. Hun skyndte sig at sætte proppen på tavletuschen og lægge den fra sig til trods for, at hun ikke fik skrevet sætningen på tavlen færdig. ”Er der noget, vi kan hjælpe Dem med?”

Jeg sendte hende et venligt smil og kastede et blik ud over eleverne. Alle stirrede de næsten ængsteligt tilbage på mig. Bagerst sad Zayn ved vinduet og kiggede ud, mens han tegnede streger i sit kladdehæfte. Han befandt sig uden tvivl et helt andet sted. Og kunne man bebrejde ham det efter ugens mange dramatiske hændelser?

Roligt nikkede jeg i retningen af de to piger, jeg snakkede med for få dage siden. ”Hvis det er i orden, vil jeg gerne have lov til at tage Ellen Valentine med ud. Jeg skal nok se, om ikke jeg vil kunne gøre det kort.”

I samme øjeblik jeg nævnte hendes navn, vendte alle opmærksomheden mod hende. Selv blinkede hun blot med øjnene, mens hun diskret tørrede sine håndflader af i den lyserøde nederdel. ”M-mig?” stammede hun og lod sit blik glide hen på Jane ved sin side. Hurtigt så hun igen i min retning. ”Hvorfor det? Hvorfor.. hvorfor mig?”

”Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, du vil have, at jeg svarer dig foran alle dine klassekammerater,” svarede jeg hende tørt. Jane klappede sin veninde på armen og hviskede noget i hendes øre, der resulterede i, at Ellen modvilligt skubbede stolen ud fra bordet. Lyden skar sig vej gennem hele lokalet, men det virkede ikke til at irritere andre end mig. Højst sandsynligt var de vant til det.

Idet hun rejste sig op, sparkede hun sin skoletaske længere ind under bordet og bed sig nervøst i underlæben. Det lysebrune hår svang hun uroligt hen over den ene skulder, hvorefter hun kort kastede et sidste blik tilbage mod sin plads. Hvis jeg observerede det korrekt, var det ikke tilregnet Jane, men for at tjekke, at tasken ikke havde rykket sig.

Mistænksomt hævede jeg mit ene øjenbryn. ”Ellen, er du sød at tage din skoletaske med dig?” Det kom ud som et spørgsmål, men jeg mente det ikke som andet end en venlig beordring.

Denne gang voksede hendes øjne sig til dobbelt størrelse, og hun frøs øjeblikkeligt. Armene hang ned ad siderne på hende, stive som var de lavet af tungt metal.

Afventende lagde jeg hovedet let på skrå. Ingen af eleverne turde sige den mindste lyd. Henne i hjørnet forsøgte en rødhåret dreng desperat at holde et nys indenbords, men det lykkedes ham desværre ikke. Stilheden blev brudt.

”Ellen,” lød det støttende fra frøken Palmer, ”tag din taske med ud. Det er ikke acceptabelt, at du spilder hele klassens tid. Jo hurtigere du går med frøken Brooks, jo hurtigere vil du desuden komme tilbage.” Smilende vinkede hun os ud og vendte sig om for at fortsætte undervisningen på tavlen. Langsomt gjorde Ellen, som hun fik besked på, og halede sin taske op fra gulvet. Dernæst fulgte hun efter mig ud på gangen med blikket slået ned i jorden.

Forsigtigt lukkede jeg døren efter os, så vi ikke forstyrrede mere end højst nødvendigt. Da jeg rettede opmærksomheden mod Ellen, snurrede hun en lille tot af sit forreste hår, mens hun med den modsatte hånd holdt et godt tag om tasken, hun havde svunget over skulderen.

”Ellen?” Jeg rakte frem mod hende, og hun sprang forskrækket tilbage. ”Ellen, tag det nu roligt!” sukkede jeg højlydt, eftersom hun skræmt holdt sin afstand til mig. ”Jeg har bare nogle spørgsmål, som jeg håber, du vil svare på – faktisk har du ikke rigtigt noget valg.”

”Jeg har ikke gjort noget,” hikstede hun. Efterhånden forøgedes hendes vejrtræknings hastighed sig. ”Jeg har ikke gjort noget, så hvorfor er det mig, du trækker med ud?”

Jeg fornemmede tydeligt, at hun frygtede sin dom. Træt kørte jeg hånden henover ansigtet og fremtvang et stabilt smil. ”Du har ikke noget at være bange for,” forsikrede jeg hende om. ”Du skal bare fortælle mig, hvorfor du har stjålet Olivias dagbog.”

Voldsomt rystede hun på hovedet, så hendes hår fløj ud til alle sider. ”Jeg har ikke taget nogen dagbog!” udbrød hun lidt for hurtigt og så mig direkte ind i øjnene med et flakkende blik. ”Det har jeg ikke.. det.. man må ikke..”

”Ellen,” afbrød jeg hende med et hævet øjenbryn. Hun pressede straks læberne sammen, og jeg pegede hentydende på hendes skoletaske. ”Du har den jo lige der. Er du ikke sød at tage den frem, så jeg kan se den?”

Længe strammede hun blot sit tag om skulderstroppen, og jeg ventede tålmodigt på, at hun overgav sig. Hvis det passede, hvad Michelle sagde, ville jeg snart have opklaret sagen. Hvad sladrede mere end offerets dagbog?

Som om hun havde holdt vejret i flere minutter, pustede hun ud og faldt helt sammen i ryggen. Uden at forhaste sig stillede hun skoletasken fra sig på gulvet, hvorefter hun bøjede sig forover. Hun rejste sig ordentligt op og rakte mig en lyseblå, tyk notesbog med forskelligfarvede malerpletter. Da jeg tog imod og studerede den nærmere, opdagede jeg, at malerpletterne ikke var indgraveret i selve bogen og desuden kun fandtes på forsiden. Olivia måtte have spildt, dengang hun tilsvinede sit værelse i alverdens farver.

”Hvorfor stjal du den?” forhørte jeg hende om i et roligt tonefald i håbet om, at det smittede af på hende og fik hende til at føle sig mere afslappet omkring mig. ”Jeg mener.. hvad skulle du bruge den til?”

Om det rent faktisk skyldtes min afdæmpede adfærd, eller hun ligefrem følte sig lettet over at aflevere bogen til mig, det anede jeg ikke. Men hun opførte sig knapt så stresset og anspændt som før.

”Jeg har ikke stjålet noget,” snappede hun og krydsede armene ned foran sig. ”Jeg er ikke nogen tyv.”

Forvirret rynkede jeg brynene og skulle netop til at spørge yderligere ind til det, da hun af sig selv forærede mig forklaringen. ”Olivia bad mig passe på den i mandags,” sukkede hun og førte noget af håret om bag øret. ”Så det gjorde jeg.”

”Havde hun den med i skole?” spurgte jeg en anelse mistroisk.

Ellen fnes blot og sendte mig et svagt smil. ”Hun efterlod den aldrig.” For en kort stund tav hun og så tomt ud i luften. Derefter adskilte hun atter læberne. ”Derfor undrede det mig også, at hun lod mig passe på den. Men jeg spurgte ikke just mere ind til det.”

Jeg betragtede dagbogen i mine hænder endnu en gang. Tavsheden lod ikke til at genere hverken mig eller hende. Til gengæld knækkede hun sammen i benene, idet min kommentar blev kastet ud i luften.

”Mandag var den dag, hun blev fundet død.”

Forskrækket skyndte jeg mig hen til hende og bukkede ned i knæene for at sætte mig på hug. Hendes læber bævede, og farven i hendes ansigt var forsvundet. ”Det ved jeg.”

”Hvorfor gav du den ikke til mig før?” spurgte jeg, stadig i et venligt tonefald. Jeg fornemmede, hvordan hele situationen omkring dagbogen rystede hende.

Langsomt drejede hun nakken og glippede let med øjnene. Hun sænkede derefter skamfuldt blikket og kløede sig kort i håret. ”Fordi jeg vidste, at du ville læse den. Og det var jeg ikke sikker på, Olivia ville synes om. Det er trods alt alle hendes private tanker, som hun måske ikke engang delte med mig,” tilstod hun efterfulgt af et dybt suk. ”Men jeg.. jeg troede ikke, at jeg selv ville læse i den. Jeg troede faktisk ikke, at jeg var så nysgerrig. Desværre beviste jeg over for mig selv, at jeg tog fejl.”

”Har du læst hendes dagbog?” røg det ud af mig. Forbavset betragtede jeg hende, som hun krummede sig lidt mere sammen, hvilket tegnede på, at hun ikke ligefrem var stolt af det.

”Ja,” mumlede hun og fastholdt blikket mod gulvet. ”Og det er nok det værste, jeg nogensinde har gjort.”

Jeg tænkte mig om, idet jeg kiggede på dagbogen i mine hænder. Roligt rejste jeg mig atter op og trak skævt på smilebåndet. ”Så har du ikke gjort meget forkert i dit liv.”

Overrasket løftede hun blikket og lod sit fange mit. Lige så stille begyndte der at danne sig en våd hinde, som slørede irissernes farve. Alligevel smilede hun op til mig, og hun forsøgte at hjælpe sig selv op på benene igen. Tredje gang var lykkens gang, og jeg gav hende en hånd på vejen.

Hurtigt tørrede hun sine øjne. Efterhånden udstrålede hun en vis form for lettelse, og jeg forstod udmærket godt, at det ikke havde været en nem byrde at gå rundt med sin døde venindes dagbog.

Jeg bladrede igennem bogen og så til min store forbavselse, at de sidste sider manglede. Straks kiggede jeg på Ellen, der lod til at vide, hvad jeg tænkte. Hun nøjedes med at trække på skuldrene. ”Sådan var den, da hun gav mig den.”

Forundret studerede jeg resterne af de udrevne sider inde ved bogryggens rod. Hvor mærkeligt.

Taknemmeligt tillod jeg et lille smil at blomstre frem på læberne af mig, idet jeg forsigtigt lukkede bogen sammen. ”Det var godt, du gav mig den. Forhåbentlig kan den hjælpe mig til at forstå, hvad der egentlig skete.”

”Det tror jeg ikke,” rystede hun på hovedet, hvilket forårsagede, at jeg sendte hende et forvirret – og næsten bebrejdende – blik. ”De sidste sider er jo revet ud. Og jeg er ret sikker på, at det ikke var et uheld. Der står ikke noget om nogle, som kunne have myrdet hende; ingen skrækkelige uoverensstemmelser eller mystiske hændelser.”

Jeg sukkede dybt og tog mig til hovedet. Selvfølgelig. Hvis der var revet sider ud, var det da klart, at det var dem, hvorpå sporene gemte sig.

Pludseligt spærrede Ellen øjnene op. ”Alison..” hviskede hun med et forarget blik, der stirrede direkte forbi mig. Automatisk fulgte jeg hendes blik og vendte mig om mod en pige, der ganske vist lignede Alison – men på en meget dårlig dag.

Jeg vidste ikke, hvad hun havde haft gang i, men man behøvede ikke være detektiv for at kunne se, at hun var helt ude af den. Hendes ellers så lange, nærmest gyldenbrune lokker var nu klippet i forskellige længder og stod ud til alle sider, mens hendes mascara strømmede hende ned ad kinderne.

”Alison?!” udbrød jeg. Hurtigt trådte jeg et skridt frem, men i samme øjeblik sigtede hun på mig med en pistol. Jeg skyndte mig at stikke hænderne i vejret, hvorimod Ellen forsøgte at forhindre et skrig i at komme ud ved at dække munden til med begge hænder.

”Jeg vil have min søster tilbage!” skreg Alison med tårer dryppende videre ned på fliserne efter at have sluppet fæstet om hagen. Hun virkede til at være fuldstændig ligeglad med, at hun lignede en stor vaskebjørn og befandt sig midt på skolegangen. ”Jeg vil have min søster tilbage!”

Måden, hvorpå hendes hænder rystede, bekymrede mig overordentlig meget. Hvis ikke hun passede på, fik hun affyret et skud ved et uheld, og lige nu ville det enten ramme Ellen eller mig.

”Alison!” sagde jeg med så meget alvor i stemmen, at jeg indså, hvor bange jeg var for ikke at kunne stoppe hende i at handle dumt. ”Læg pistolen fra dig.”

”Jeg vil have min søster,” råbte hun grådkvalt og hev efter vejret imellem sine mange hulk og snøft. ”Det hele er min skyld!”

”Alison, hør på mig: vær sød at lægge pistolen fra dig på gulvet. Så ordner vi det hele over en varm kop kakao hjemme hos mig. Okay?” Desperat fastholdt jeg hendes blik for på en og samme tid at kunne holde øje med hver og en af hendes bevægelser som for at sende hende beroligende vibrationer. ”Læg pistolen fra dig.”

”Nej!” skreg hun i så skingert et toneleje, at det skar mig i ørerne. Jeg kastede et blik tilbage på Ellen, der grædende satte sig ned i fosterstilling. Frem og tilbage vuggede hun med sammenknebne øjne, mens hun lavmælt hviskede noget for sig selv. Igen rettede jeg opmærksomheden mod Alison, der farede sammen, da skoleklokken ringede ud til frikvarter.

I samme øjeblik så jeg mit snit til at spurte hen og hive pistolen ud af hænderne på hende. Nu engang nåede jeg bare ikke længere end nogle meter, før hun med rødsprængte øjne åbnede munden og bøjede hovedet bagover i et smertefuldt skrig. Det forårsagede, at jeg måtte dække ørerne til, og at eleverne stormede ud af lokalerne for at se, hvad der skete. Idet jeg fjernede hænderne fra mine ører, hørte jeg dem alle gispe, og jeg mærkede, hvordan der samlede sig en klump i halsen på mig.

”Jeg vil bare have min søster tilbage,” gentog hun sig selv og blev næsten kvalt i et klynk. ”Jeg vil have chancen for at gøre alt godt igen. Det skulle ikke være endt sådan her.”

Min mave snurrede sig sammen, så det føltes som om, jeg havde slugt bly. Aldrig havde jeg været udsat for lige netop denne situation. Aldrig. Og for at være helt ærlig.. så skræmte det mig lidt. Det var endda nok en underdrivelse.

”Alison!” lød det panisk fra en genkendelig person, der dukkede op midt blandt menneskemængden. Angsten sad i hver en afkrog af hans ansigt, idet han maste sig forbi de mange elever, der som forstenede overværede forestillingen. ”Alison, hvad har du gang i?!”

”Jeg savner hende, Louis,” hulkede hun med rystende skuldre. Det virkede ikke til, at Louis havde opdaget pistolen, der hang ned ad siden på hende i den venstre hånd. ”Jeg vil bare så gerne have hende tilbage.. jeg kan ikke klare det uden hende. Forstår du det?”

Voldsomt nikkede Louis på hovedet, idet han spredte armene ud og vandrede hen mod hende. ”Det forstår jeg godt,” sagde han, og jeg bemærkede, hvilken bekymring og nervøsitet hans øjne udtrykte. Utroligt nok formåede han at komme op foran hende. Forsigtigt omfavnede han hende, som om han frygtede, hun ville gå i stykker, hvis ikke han passede på. Der var så stille, at jeg desuden hørte ham hviske, hvor højt han elskede hende.

Tårerne banede fortsat vej ned ad Alisons kinder, og hun lukkede snøftende øjnene i. Kærligt førte Louis sin hånd om bag nakken på hende for at presse hende tættere ind mod sig og aede hende blidt henover håret. ”Jeg elsker også dig, Louis,” hviskede hun tilbage, ”mere end nogen anden.”

Jeg opdagede Michelle stå og klamre sine bøger ind til sig, imens hun så sine to venner være midtpunkt på hele skolen. Ved hendes side dukkede både frøken Palmer og Rektor Hawkins op. De frøs begge, før de nåede at sige et eneste ord.

Meget langsomt trak Louis sig lidt tilbage med en hånd på hver skulder af sin kæreste. Han studerede hende nøje, før han turde adskille læberne. ”Skal vi ikke gå ind i kantinen? Så køber jeg dig noget at drikke.. lyder det godt?” Tøvende nikkede hun på hovedet, hvilket fik ham til at sætte en finger under hagen på hende. ”Eller skal jeg køre dig hjem?”

Straks spærrede Alison øjnene op og vred sig ud af Louis’ greb. ”Nej!” råbte hun med et vildt hovedryst. ”Nej, jeg vil ikke! Jeg vil bare have min søster tilbage! Jeg vil have min søster tilbage! Det hele er min skyld.. hun burde ikke være død.. hun fortjente det ikke.. jeg skulle.. jeg skulle aldrig..”

”Alison,” prøvede Louis med en fremstrakt hånd, men det resulterede blot i, at hun med en urolig hånd løftede pistolen og pressede den ind mod sin tinding. Dette fik flere af eleverne ude i siden til at bryde sammen i gråd, og jeg opfangede det ængstelige blik, der plantede sig i både Zayn, Liam og de andres øjne, der alle stod ganske tæt på hinanden. Desuden bemærkede jeg, at pistolen, Alison havde et fast tag om, var den klassiske Glock 26 model.

”Jeg elsker dig, Louis.. men jeg kan ikke leve sådan her,” undskyldte Alison med tårevædede øjne. Der skød et stød igennem mig, idet skrig og hulk overdøvede skuddet. Louis faldt råbende ned på knæ, mens han grædefærdigt ruskede i endnu et af dødens ofre.

Desværre rørte intet andet på sig end blodet, der løb ud og malede gulvet rødt. 


Åh, åh.. hvad skete der lige her?! :o
Vi har taget afsked med den anden Harper-datter.. denne gang var det blot et selvmord.

Tror I, det betyder noget?  

For at være ærlig, har det ikke været en scene, der har været planlagt i meget mere end højst en uge. Jeg håber dog, at jeg har fået beskrevet det hele nogenlunde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...