Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19700Visninger
AA

17. 14: "Kender I hinanden?"

 

Solen skinnede atter ned på de nyfaldne blade, hvis gyldne farver lyste op, hvor end man kiggede hen. Foran Patcham lå især mange bunker af farverige blade på det tørre græs. Idet jeg trådte ind på skolens grund, stak jeg hænderne i lommerne med hovedet en anelse på skrå. Forsigtigt skubbede jeg et par af bladene frem, hvorefter jeg ganske roligt trådte dem i stykker.

Jeg arbejdede nu på fjerdedagen om sagen angående skoleeleven Olivia Harper. Indtil videre havde jeg fulgt spor efter spor og afsløret flere hemmeligheder mellem Patchams unge. Desværre var jeg nu stødt på en mur, der standsede min søgning efter gerningsmanden såvel som motivet for hendes død. Det kunne være så mange ting, og jeg havde fulgt en sti, der ledte mig til en blindgyde. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg søgte, og hvor det næste spor fandtes.

Næsten opgivende hævede jeg blikket fra jorden og lod det glide hen til en af bænkene længere fremme bag et snart nøgent træ. Svagt skimtede jeg en genkendelig person sidde med ansigtet begravet i hænderne, så kun det perfektsiddende, sorte hår afslørede ham.

Roligt satte jeg kursen hen mod ham og slog mig ned ved hans side. Det virkede ikke som om, at det påvirkede ham det mindste, for han blev blot siddende på præcis samme måde. Men noget sagde mig alligevel, at han havde noteret sig min tilstedeværelse.

”Er du okay?” spurgte jeg, mens mit blik undersøgende hvilede på ham.

Tæt på uhørligt snøftede han en enkelt gang. Langsomt gled hans hænder op til håret, hvor han kort kløede sig. Derefter nikkede han tavst uden at skænke mig et eneste blik.

Indvendigt sukkede jeg, da jeg udmærket godt vidste, at det var min skyld, han sad her. Samtidig fortrød jeg ikke at være grunden til han og Kendras brud; det var i forvejen dømt til at ende før eller siden.

Alligevel adskilte jeg læberne for at undskylde. ”Jeg er ked af det, der skete i går.”

Stadig forholdt Zayn opmærksomheden rettet mod græsset under sine sko. ”Det var jo ikke din skyld,” mumlede han og kørte på ny en hånd om i nakken for at klø sig, idet han rettede sig mere op og så på mig. ”Jeg har bare været så blind over for hendes løgne, at jeg slet ikke opdagede, hvad der rent faktisk foregik.”

I samme øjeblik faldt mit blik på en mørkhåret pige, der slæbte sig op til skolens hovedindgang med tunge skuldre. Skoletasken lignede så stor en byrde for hende, at jeg ved første øjekast tvivlede på, om hun nogensinde ville nå døren.

Kendra stoppede brat op med at bevæge de skrøbelige ben under sig, da hun fik øje på Zayn. I det, der føltes som flere minutter, stirrede hun på ham med sine runde øjne bag brilleglassene. I dag mindede de mig mere om et skjold, der skjulte de røde øjne så godt, som de nu engang formåede det. Trist fortsatte hun sin gang mod indgangen og forsvandt ud af syne.

”Jeg kan ikke være sammen med en, der føler sig nødsaget til at lyve over for mig,” kom det pludselig fra Zayn. Forstående besvarede jeg ham med et nik på hovedet.

”Jeg siger bare, at jeg er bekymret for hende,” lød det fra Sadie Swan Jefferson, der - ledsaget af Harry og Liam - slentrede henover græsset i vores retning. ”Grunden til, at hun ikke har været i skole de sidste par dage, er, at hun er helt nede over alt, hvad der er sket. Og selvom jeg gerne vil, kan jeg intet stille op. Hun ligger bare derhjemme og tuder fireogtyve-syv. Hvad sker der også for Louis, om jeg må spørge, jeg-”

”Hey, Malik!” kaldte Harry på Zayn og vinkede venligt til ham. Zayn gengældte hilsenen og slog næven mod både Harrys og Liams, da de kort efter stod ved bænken. Lang tid tog det dog ikke, før Harry undrende rynkede brynene og forhørte sig om, hvad der var galt. Bekymret så Liam på Zayn, der stille rystede på hovedet.

”Kæresten og jeg har slået op,” sukkede han. ”Piger.. de er ikke til at finde hoved og hale i.”

Harry nikkede bekræftende til Zayns kommentar. ”Ja, jeg forstår dem heller ikke,” erkendte han, hvilket resulterede i, at Sadie fnøs fornærmet og lagde armene over kors.

”Vent,” stoppede jeg dem forvirret. Skiftevis kiggede jeg rundt på de tre drenge, eftersom noget begyndte at gå op for mig. ”Kender I.. Kender I hinanden?” Alle tre nøjedes de med at nikke.

Smilende luntede Niall hen til os fra siden af. Idet han opfangede, at glæden herhenne ikke matchede morgensolens skarpe stråler, voksede hans øjne sig til dobbelt størrelse. Forundret så han på os alle for at finde ud af, hvad der var i vejen og endte ud med at lægge en hånd på skulderen af Zayn.

Stadig sad jeg forvirret tilbage. ”Kender I hinanden? Altså.. hvordan hænger det sammen?” undrede jeg mig højlydt. Drengene smilede svagt.

”Folk her på skolen er jo ikke ligefrem usynlige,” snerrede Sadie utålmodigt og kastede et blik hen mod dørene til skolen. ”Skal vi gå til time eller hvad?”

”Hun har ret,” lød det fra Harry, hvilket gjorde, at Sadie skadefro sendte mig et smil. ”Stort set alle kender bare en smule til hinanden her på skolen. Men vi kender nu også hinanden fra tidligere.”

”Vi gik alle fire på en musikskole for nogle år siden,” forklarede Liam mig. ”Sammen med Louis blev vi sat i en samspilsgruppe, men den gik i opløsning et eller to år efter.”

”Spiller du og Louis også musik?” spurgte jeg forbløffet Zayn omkring. Netop da ringede skoleklokken til time.

Han nikkede lidt og rejste sig op fra bænken. ”Ja, vi sang lidt. Men det var hverken hans eller min store passion. Så vi droppede det lidt efter lidt, tror jeg.” I et roligt tempo vandrede han væk fra os. Først nogle skridt efter vendte han sig om for at høre, om vi ville med ind til en ny dag på Patcham.

Så snart vi trådte indendørs, splittede de sig op for at gå til hver sit klasselokale. Selv blev jeg stående for at betragte miljøet som første gang, jeg satte mine ben på grunden. Gangene havde ikke ændret sig spor. De gemte sikkert på lige så mange hemmeligheder, som jeg allerede havde fundet frem til – hvis ikke flere.

Overrasket over at se Sadie trave i et raskt tempo tilbage mod mig, glippede jeg med øjnene. På nul komma fem tårnede hun sig nærmest over mig, på trods af at hun ikke var meget højere end jeg selv. Sådan virkede det nu engang bare i denne situation.

”Jeg håber snart, du finder ud af, hvem der står bag alt det her postyr!” vrissede hun med en finger peget mod mig. ”Inden længe får du ødelagt det for os alle.”

”Hey,” udbrød jeg i et hårdt tonefald, ”jeg gør bare mit arbejde. Jeg er ikke ude på at ødelægge noget som helst for nogen af jer. Det eneste, jeg gør, er at følge de spor, der leder mig hen til den person, der dræbte Olivia Harper. Og lige nu..” jeg gjorde et frustreret udslag med begge arme, ”..er jeg faktisk løbet tør for spor!”

”Så er det måske fordi, der ikke er flere af dem, hm?! Har du tænkt på det?”

Undrende krummede jeg mine øjenbryn, så en fur dukkede frem i panden på mig. ”Du mener altså, at det er Zayn, der har gjort det?”

Hun slog en flad hånd for panden af sig selv. ”Det ved jeg da ikke! Men hvis ikke du har flere spor, er der måske en grund til det.”

”Hvis du hentyder til, at Zayn er morderen, er jeg ikke enig med dig.”

”Du kan altså udelukke ham?”

”Nej, men..” Irriteret sukkede jeg, idet jeg førte en tot af mit løse hår om bag øret. Inderst inde overvejede jeg, om hun måske havde fat i noget. Hvis ikke der var flere spor, betød det måske, at jeg allerede havde været forbi dem alle. Men af en eller anden grund føltes det bare stadig som om, der manglede noget. ”Jeg.. jeg tror bare ikke, at jeg kan udpege en gerningsmand, før jeg er kommet til bunds i det hele. Og det er jeg altså ikke endnu,” endte jeg ud med at svare hende.

Eftertænksomt kneb hun øjnene sammen. Derefter åndede hun ud og løsnede lidt op. ”Jeg håber i hvert fald, du snart finder ud af, hvem der har gjort det.”

Og det troede hun ikke, jeg gjorde?

”Jamen, hvis du kan fortælle mig det, ville det da være rart.” Jeg sendte hende et falsk smil, hvilket forårsagede, at hun igen kneb øjnene sammen med et lige så falskt smil som mit.

”Sladder er ikke mit område. Der skal du nok have fat på Michelle,” lød det fra hende. ”Hvis du skal have noget presset ud af hende, siger du bare, at hun er syg. Hun er hypokonder og hopper på alting. Hun går vist også til psykolog, så vidt jeg ved,” fortalte hun, lige før hun svang med håret og drejede om på hælene.

”Michelle?” gentog jeg hende, og hun løftede hånden for at gøre mig opmærksom på noget til højre. Da jeg så derhen, landede mit blik på Louis Tomlinson og Michelle Jacobsen.

Tøvende betragtede jeg dem på afstand, inden jeg begav mig hen til dem. Begge blev de noget forskrækkede, da jeg afbrød deres samtale.

”Hvad snakker I om?” Jeg sendte dem et venligt smil. Idet jeg så mig lidt omkring, falmede det lige så stille hen. ”Hvor er Alison?”

Louis’ blik veg i en fart fra mit, og han stak utilpas hænderne i lommerne på sine jeans. Han lignede en, der helst holdt sig langt fra mig og alle mine spørgsmål den næste lange tid.

Lavmælt rømmede Michelle sig og tiltrak sig dermed min opmærksomhed. ”Jeg har faktisk ikke set hende her i dag. Hun burde være kommet nu, men hun svarer hverken på mine beskeder eller mine opkald, hvilket er højst usædvanligt,” forklarede hun med en bekymret mine. ”Jeg gætter på, hun måske er blevet syg og derfor sover. Det er jo lige årstiden for det.”

Dybt undslap Louis et suk, hvilket fik mig til at hægte min opmærksomhed på ham endnu en gang. ”Er der noget galt?”

Med endnu et suk rystede han bare på hovedet uden at lade sig påvirke af mit påtrængende blik, der hvilede på ham. ”Jeg gider ikke snakke om det.”

Uden at stille yderligere spørgsmål ind til det, fugtede jeg blot læberne. Mit gæt var, at det sikkert skyldtes dramaet om Kelly og barnet i går. Da jeg lod mine overvejende tanker blive til sagte ord, måtte jeg igen høre ham sukke.

”Ja,” bekræftede han det og kørte sin ene hånd gennem sit brune hår. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle Alison, hvad der er sket, som du bad mig om.” Diskret dækkede Michelle munden til med sin ene hånd for at skjule et lille fnis, der alligevel formåede at blive hørt af både Louis og jeg. ”Hvad griner du pludselig af?” spurgte han med et forvirret ansigtsudtryk.

Eftersom Michelle ikke lod til at ville svare, gjorde jeg det for hende. ”Alison er godt klar over situationen; hun kender til alt mellem dig og Kelly,” oplyste jeg, og Michelle nikkede roligt stående bag mig.

Mundlam stirrede Louis på os med store øjne. ”Jeg.. jeg forstår ikke..” hakkede han, og Michelle repeterede, hvad jeg netop havde sagt, som om han behøvede at få det skåret ud i pap. ”Hvis hun ved det.. hvorfor er hun så stadig sammen med mig? Hvorfor har hun ikke råbt af mig og slået op?”

Michelle trak på skuldrene med et svagt smil omkransende sine læber. ”Alison kan jo virkelig godt lide dig. Hun er ikke som andre piger og har nemt ved at tilgive folk, hvis hun sætter sig for det.”

”Men hun er jo tit så jaloux,” mumlede han tænksomt ud i luften. Som svar gentog Michelle sin handling fra ganske kort før og trak op på skuldrene.

I takt med det begyndte at sive ind hos ham, bredte der sig et smil på læberne af Louis. Ivrigheden strålede ud af hans øjne, idet han atter stak sin ene hånd ned i lommen for denne gang at tage sin mobil op.

”Vent, hvad skal du?” røg det anklagende ud af Michelle.

Smilende viste han hende sin telefons skærm, hvorefter han tastede et nummer ind. ”Jeg bliver nødt til at snakke med hende.”

”Det er nok bedst, at du venter med det,” rådgav hans veninde ham med et undskyldende smil. Uforstående sænkede Louis telefonen med blikket lænket til Michelle, der fortsatte med at tale. ”Hvis hun er syg, er det bedst at lade hende sove. Det plejer man at have brug for, og Alison er især meget følsom angående søvn, når hun rammes af en sygdom.” Kort kastede hun et blik ned på hans oplyste skærm. ”Desuden skal vi til time. Det har allerede ringet ind.”

For en stund stod Louis og kiggede lidt på sin mobil, inden han lagde den tilbage i lommen. ”Du har ret,” sagde han, stadig med smilet hængende i mundvigen. ”Vi må nok hellere komme af sted.”

Begge begyndte de at gå ned ad gangen i et raskt tempo. Hurtigt løb jeg et par skridt frem for at sige, jeg blev nødt til lige at låne Michelle et øjeblik. Forundret så de sig begge tilbage, men det endte med, at Michelle og jeg var alene på gangen.

 Som det første hostede jeg en enkelt gang, før jeg fortalte, at jeg havde hørt, Michelle kendte til det meste sladder her på skolen.

Grinende bøjede hun i nakken. Da hendes blik igen mødte mit, krummede læberne sig endnu i et smil. ”Det lyder mere som om, at den sladder kommer fra en anden kilde. Men jo, det gør jeg,” meddelte hun og rettede sig lidt op, som var hun helt stolt af det.

Jeg lænede vægten hen på det modsatte ben i håbet om lidt variation af hensyn til mine hofter. ”Har du hørt noget angående Olivia, som er værd at vide for mig?”

Tænksomt bed hun sig i læben og så op i luften.

Sådan blev hun stående et godt stykke tid, hvilket førte til en vis utålmodighed fra min side af. Af samme grund greb jeg fat om et af de emner, Sadie havde givet mig inden samtalen her. ”Jeg hører, at du går til psykolog?”

Overrasket over, at jeg bragte emnet op, adskilte hun læberne. Først efter at have sunket en klump, fremtvang hun et selvsikkert smil og fortalte mig, at det var fuldstændig rigtigt. ”Men det er der nu så mange, der gør,” tilføjede hun hurtigt. ”Jeg så endda Olivia derhenne på et tidspunkt, men det er godt nok længe siden. Hun var vist sammen med Rachel, hvis jeg husker rigtigt.”

Både hun og jeg stod med sammentrukne bryn; hende, fordi hun forsøgte at huske, jeg, fordi det skabte flere ubesvarede spørgsmål for mig.

Pludselig virkede det til, at hun kom i tanke om noget og lænede sig tættere på mig, så der kun var ganske få centimeter imellem hendes læber og mit øre. ”Men hvis du skal have fat i noget relevant med hensyn til Olivia,” hviskede hun, ”så er det nok, at Ellen Valentine har stjålet hendes dagbog.”


Hvad synes I så om dette kapitel? :D
Jeg kan love jer for, at næste kapitel ender ud med et twist, jeg ikke engang selv havde planlagt, så jeg håber, I vil finde det interessant og chokerende!
I kan godt glæde jer - vi nærmer os afsløringen af.. ja, ALT.

Endnu en gang tusind tak for jeres tålmodighed!
Jeg værdsætter jeres støtte utrolig højt.

Elsker jer, xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...