Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19133Visninger
AA

15. 12: "Hun var deprimeret i pænt lang tid efter."

 

”Hvad hvis jeg gerne ville have haft det barn?!”

Jeg smækkede bildøren i bag mig, mens jeg genoplevede episoden med Kelly og Louis’ skænderi på gangen for mit indre. Det overraskede mig en del, hvordan det udviklede sig så drastisk på ingen tid – især fordi jeg ikke regnede med, at der skete meget efter kysset på billedet.

Selv detektiver tog en gang imellem fejl.

På gaden myldrede det med mennesker, og de strømmede til fra både højre og venstre. Brighton var til alle tider en travl by, hvilket måske havde været skyld i, at den blev kaldt for ”The Second London”. Men på denne tid af dagen farede der som regel flere folk rundt end normalt; både dem, der skulle til at sætte kursen hjemad efter en længere arbejdsdag, dem, der ønskede en hyggelig tur i byen, inden de sagde farvel til veninderne og gik hjem for at få sig noget aftensmad og dem, der købte varer ind i sidste øjeblik til aftenen og resten af ugen.

Jeg spadserede i et raskt tempo ned mod Olivias arbejdsplads, der lå på den anden side af en fodgængerovergang. Eftersom der vitterligt ikke fandtes nogen parkeringspladser i nærheden – udover parkeringskælderen, jeg sværgede aldrig at køre ind i efter sidst, da det tog en evighed at komme ud – måtte jeg gå et godt stykke vej, før jeg nåede det velkendte hjørne af gågaden.

Det genkendelige klokketårn stod som en af byens mange seværdighed frit og gav den store by et kulturelt præg. Lige overfor fandt man Churchill Square Shopping Centre, der indeholdt alle de bedste og mest kendte butikker. Ville man have noget mere specielt, måtte man vandre ned ad de mange sidegader, der førte en til de roligste og mest larmende steder, og hvor graffiti på væggene var en kunst.

Som ejer af et politiskilt overholdt jeg alle færdselsreglerne på trods af, at alle omkring mig krydsede vejen, som det passede dem.

To af de røde dobbeltdækkerbusser kørte forbi med kurs mod stationen, og den ene standsede ved stoppestedet få meter fra stedet, hvor jeg utålmodigt ventede på, at trafiklyset skiftede til grøn.

Så snart jeg sansede den grønne farve, skyndte jeg mig luntende over vejen og direkte videre ind i Sainbury’s, hvis døre automatisk åbnede sig for mig.

Det undrede mig ikke, at folk i alle aldre hev varer ned fra hylderne derinde. Plagende løb en mindreårig dreng efter sin mor med en pakke vingummibamser, hun bestemt nægtede at lægge ned i kurven.

Betragtende så jeg mig lidt omkring for at danne mig et overblik over mine omgivelser. Som sædvanlig var butikken delt op i mindre afdelinger, og der fandtes ikke den ting, man ikke kunne få.

Udover tøj, bøger, film, der rent faktisk var værd at sætte på derhjemme, og bare en nogenlunde blyant.

”Undskyld, men ved du, hvor jeg kan finde det glutenfri brød?” hørte jeg en ældre dame spørge en ung, lyshåret pige om, der satte flere af de ’friske’ salater om bag de varer, som allerede stod stablet i kølebeholderen.

”Jo, lige derhenne; hvis du går hen til bagersiden og til venstre, så skulle det meget gerne dukke op på din venstre side,” guidede den unge medarbejder damen, der taknemmeligt sendte hende et smil. Hurtigt gengældte pigen det og fortsatte derefter sit arbejde.

Jeg tøvede ikke med at lede mine ben i retning af hende, da jeg håbede på at kunne få mig et syn på en anden side af sagen, der måske ville hjælpe mig videre til opklaringen af mysteriet.

”Hej,” hilste jeg kort, idet jeg stoppede op foran hende og fiskede mit skilt op af lommen. Jeg viste hende det som en præsentation af mig selv, ”Detektiv Brooks. Jeg går ud fra, at du kender til Olivia Harper?”

Overvældet over min pludselige ankomst glippede hun en anelse med øjnene, hvorefter hun kiggede ned ad mig. Forvirret adskilte hun læberne, da hendes blik mødte mit. ”Jo, det stemmer. Hun arbejder her to gange ugentligt, så vidt jeg ved. Min chef er her ikke i dag, men jeg kan give dig hans nummer, hvis det er? Så kan det være, du kan snakke med ham i morgen?” foreslog hun og sendte mig et venligt smil, der afslørede nogle fine togskinner.

”Det må du gerne. Men jeg kom egentlig bare for at snakke med en af hendes kollegaer,” informerede jeg hende om med et lille nik på hovedet. ”Og jeg kan tænke mig til, at du er en af dem.. Kristen?” Jeg læste navneskiltet op, der pyntede nydeligt på hendes røde firmabluse.

”Det er jeg,” klukkede hun lavmælt og førte en tot af det blonde hår om bag øret, der havde revet sig løs af den høje hestehale.

”Kan jeg så få lov til at stille dig nogle spørgsmål?”

Hun skævede kort til sit armbåndsur og hostede en enkelt gang, inden hun bukkede sig ned for at sætte de sidste varer på plads. ”Jeg har faktisk lidt travlt. Min vagt slutter her om lidt, og så skal jeg videre til ortopædkirurg. Så egentlig passer det mig ret dårligt.” Uden at stoppe sine bevægelser hægtede hun et spørgsmål på sin undskyldning. ”Hvad drejer det sig om?”

I nogle sekunder betragtede jeg hende bevæge sig mekanisk op og ned, indtil hun atter rettede opmærksomheden mod mig. Først der opdagede jeg, at jeg manglede at svare.

”Olivia blev fundet død her i forgårs.” Selvom jeg dæmpede mig, idet jeg indvilligede hende i hændelsen, reddede det ikke kunderne omkring os fra at høre det – hvilket simpelt skyldtes, at Olivias kollega tabte alle de varer, hun havde i hænderne, og udbrød et mindre skrig, hvilket forårsagede, at hun faldt bagover og væltede varerne på hylderne bag hende.

”Jeg ved det,” skyndte jeg mig at sige og hjalp hende op at stå.. ”Det er en forfærdelig nyhed, og jeg er ked af, at du skulle have det at vide på denne her måde..” Efterhånden samlede der sig tårer i øjenkrogene på hende, og jeg trak hende væk fra de andre. ”..men jeg har brug for din hjælp.”

”Min hjælp? Hvad skal jeg dog kunne gøre?” At dømme ud fra hendes stemme, var hun på nippet til at lade tårerne få frit løb. Det kom jo også som lidt af et chok – og endda et af dem, man aldrig forventede at komme ud for.

Denne gang sørgede jeg for kun at hviske i håbet om, at hun forstod, det ikke var meningen, at hele butikken skulle kende til sagen. Det var trods alt privat. ”Vi tror, at hun er blevet myrdet.”

Hun gøs, så det gibbede i hele hendes krop. Ængsteligt stirrede hun på mig med øjne så blanke, at de lignede havet. Jeg nikkede bekræftende og hev hende hen til hjørnet med de ubrugelige ting, folk alligevel sjældent kiggede på.

”Blev hun myrdet?!” Til alt held hviskede hun rent faktisk nu, men lagde dog ikke skjul på sin frustration. ”Hvordan er det sket?”

”Vi har stadig en masse løse tråde. Vi håber på at kunne få det hele glattet ud, hvis vi finder morderen – og derfor har jeg brug for at høre dig ad om nogle ting,” forklarede jeg hende i et roligt tonefald. ”Jeg har snakket med Olivias forældre, og de har fortalt, at hun har arbejdet rigtig meget her på det seneste. Ved du, om der måske er en grund til det?”

Oprigtig forvirret blinkede hun med øjnene og krummede brynene, så der dannede sig en fure i panden på hende som tegn på, at hun tænkte sig om. ”Så vidt jeg ved, har hun meldt sig syg de sidste mange gange,” oplyste hun, og jeg spejlede hendes forundrede udtryk. Det gav jo ingen mening? Hendes forældre sagde det så sent som i går, at hun endda havde spist herhenne den sidste lange tid? ”Jeg har ikke haft en vagt med hende i snart en måned, og må sige, at jeg har været ret bekymret. Hun har haft det svært i løbet af det sidste år.”

”Hvordan det?” forhørte jeg mig straks nærmere om, og Kristen hev lidt op i sine cowboybukser for at få dem til at sidde bedre. Det resulterede desværre kun i, at hun vred om på hælen og landede på gulvet endnu en gang, og jeg bemærkede, at hun bar sorte støvletter.

Høje hæle og en så skrækkelig nyhed var vist ingen god kombination.

”Jo, hun slog jo op med sin kæreste sidste år,” startede hun ud, mens hun kom op på benene igen. ”Det tog ret hårdt på hende, og hun var deprimeret i pænt lang tid efter.”

Jeg nikkede forstående. ”Harry, ja.”

Imponeret så hun på mig og sendte mig et kortvarigt smil. ”Ja, nemlig. Harry.” Derefter fortsatte hun, hvor hun slap. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun slog op med ham. Hun nægtede at snakke om det og ville helst bare tænke på noget andet. Jeg har helt seriøst aldrig set en pige så nedtrykt som Olivia den vinter,” sukkede hun med et rystende hoved.

”Så det var på grund af Harry, at hun havde det svært?” spurgte jeg med hovedet let på skrå.

Kristen nikkede og børstede sine bukser bagpå. Hvorimod hendes ansigtsudtryk før havde været dybt seriøst, blomstrede der lige så stille et smil frem på hendes læber. ”Heldigvis varede det ikke mere end halvanden eller to måneder. Jeg gætter på, det skyldtes ham den anden fyr.”

Overrasket spærrede jeg øjnene op. ”Den anden fyr?” Jeg trådte ubevidst et skridt tættere på hende, og hun bakkede med det samme.

Det føltes højst sandsynligt også lidt voldsomt, når jeg tårnede mig godt og vel ti centimeter over hende og i det øjeblik ikke udtrykte mig på den mest venlige måde.

”Ja,” sagde hun, som gav det da sig selv, ”han kom her en gang eller to. Det virkede som om, at han hjalp med at få Olivia til at huske på, hvilken fantastisk pige hun var, og at hun ikke skulle gemme glæden væk. I hvert fald smilede hun lige så stort som før bruddet med Harry, efter de begyndte at se hinanden.”

Jeg skyndte mig at spørge efter den mystiske fyrs navn og udseende, men der var ikke meget at komme efter.

”Hun præsenterede os aldrig. Det var næsten som om, at hun ikke ønskede, at vi kendte ham. Og ærlig talt..” Kristen bed sig i læben og skævede undskyldende til mig. ”..så kan jeg ikke huske, hvordan han så ud. Ret høj, måske, men det er også det eneste. Og jeg synes, at de fleste er høje, eftersom jeg ikke selv er.. ja.” Hun kiggede ned ad sig selv og smilede med et træt på skuldrene.

 Ærgerlig over ikke at få flere detaljer om den fyr, der åbenbart brugte en masse tid med Olivia efter Harry, takkede jeg Kristen for samarbejdet og forlod Sainbury’s med kursen mod min parkerede bil.

Gaderne var mindst lige så fyldt med mennesker som tidligere, og jeg måtte mase mig forbi en flok teenagedrenge, der røg i nærheden af en lille sidegyde.

Hårdt trykkede jeg knappen ned på nøglen til bilen, så den låste op, og åbnede døren. Hurtigt smed jeg mig ind på sædet, lukkede bildøren og pustede en tot af det brune hår væk fra øjnene.

Netop som jeg drejede nøglen om og vækkede bilen fra dens døs, vibrerede min mobil i lommen. Jeg slap taget om rettet og fiskede den brummende telefon frem for at føre den op til øret.

”Hallo?” hilste jeg og genkendte straks stemmen i den anden side af røret. For mig betød den information. Og ganske rigtigt blev jeg ringet op, da kriminalafdelingen kendte til flere detaljer om Olivias død.

Den brugte pistol var en klassisk Glock 26 model.

 

 

Tålmodigt ventede jeg på, at døren blev åbnet.

Efter at have undersøgt gerningsstedet efter flere beviser, besøgte jeg hr. og fru Harper på hotelværelset. Granskningen af hjemmet og Olivias værelse havde ikke ført meget held med sig. Der var ingen nye tegn på hændelserne – dog bemærkede jeg stedet på en af hendes reoler, hvor der var mindre støv end ellers; der manglede noget, som plejede at sørge for, støvet ikke formåede at dække hele overfladen til med et tyndt lag.

Besøget hos Olivias forældre bragte heller ikke ligefrem mere lys over sagen. De ejede ikke en pistol og blev helt chokerede, da jeg adspurgte dem. Jeg forsikrede dem om, at vi stadig gjorde alt, hvad vi kunne for at finde ud af, hvad der skete, og som tak tilbød de mig aftensmad. Udover at jeg rent faktisk ikke brød mig meget om farsbrød, så følte jeg heller ikke, at jeg havde tiden til det, så jeg takkede pænt nej.

Nu stod jeg foran Michelles hus, som de havde givet mig adressen på. Alison overnattede her, og hun vidste mere end forældrene – og forhåbentlig ville hun snart dele sin viden med mig.

 Smilende dukkede Michelle op i døråbningen. Overrasket over at se mig på sit dørtrin, svandt smilet hen, og hun glippede forvirret med øjnene, så vipperne skar hul i den kølige aftenvind.

”Detektiv Brooks? Hvad laver du her?” røg det ud af hende. Hurtigt sendte hun mig et venligt smil, da hun opdagede, at det lød knapt så imødekommende, og jeg gengældte hilsenen med et lille nik.

”Jeg ville høre, om Alison er her? Jeg skal snakke med hende,” sagde jeg.

Langsomt nikkede hun på hovedet og trådte til siden for at byde mig indenfor. Huset lignede ethvert andet middelklassehus med sit lyse gulvtæppe og de tapetserede vægge. Personlige ejendele fandtes i enhver afkrog af entreen og gangen, og det lignede, at familien holdt oprigtigt af det grønne liv, eftersom planter – både store og små – blomstrede i vaser og potter rundt omkring.

Michelle fulgte mig ud i køkkenet, hvor tre personer sad og nød aftensmåltidet. Kun en af dem genkendte jeg; de andre måtte være Michelles forældre.

”Alison, Detektiv Brooks er her for at snakke med dig,” meddelte hun og kløede sig let på håndryggen.

Forbavset rettede Alison opmærksomheden mod mig og lagde bestikket fra sig. Hun lignede mildest talt en, der bebrejdede mig for at opsøge hende på sit private territorium – hvilket hun muligvis også gjorde.

Da hun forholdt sig tavs og blot stirrede på mig, rømmede kvinden ved bordet sig. Modvilligt drejede Alison nakken og vendte ansigtet mod hende, der foreslog, at vi kunne gå op på Michelles værelse og føre en samtale uden forstyrrelser, hvis vi ønskede det.

Inden længe befandt vi os i et rum med ferskenfarvede vægge, to store reoler fyldt med bøger og en gammel skrivemaskine stående på et brunt skrivebord ved siden af en moderne MacPro bærbar. En stor skabsdør stod på klem og lod mig få et indblik i en masse farverigt tøj, der hang på bøjler og lå på hylder inde i det, der rent faktisk lignede et walk-in-closet.

Efter at have studeret værelset nærmere, vendte jeg mig mod Alison, der havde slået sig ned på den store dobbeltseng med to dyner. Mit gæt lød, at begge pigerne sov der.

”Jeg har snakket med Harry Styles,” oplyste jeg hende om. Hendes blik søgte langsomt ned mod hendes fødder indbundet i et par stribede hyggesokker. ”Han fortalte mig noget, der bekymrer mig en smule. For hvordan er det muligt, at han kunne elske Olivia højere end hendes egen søster?”

Alison fnøs og rystede på hovedet. ”Ja, sikkert.”

”Det var også, hvad jeg tænkte,” fortsatte jeg stædigt, idet jeg satte mig ned på Michelles hvide kontorstol. Intenst kiggede jeg på Alison, hvis hænder ikke helt vidste, hvor de skulle lægge sig. Hun virkede pludselig nervøs. ”Han sagde, at de fleste kunne lide hende, men at han tvivlede på, nogen elskede hende lige så højt, som han selv gjorde. Ikke engang hendes familie. Og derefter nægtede han at udtale sig om mere, da han ikke ønskede at lægge sig ud imellem to søstre.”

”Undskyld, men jeg skal på toilettet.” Hastigt rejste Alison sig op og stormede ud ad døren. Tilbage sad jeg og stirrede efter hende mod den åbne værelsesdør.

Jeg sukkede dybt og førte en tot hår om bag øret. Roligt betragtede jeg atter rummet og tillod mig selv at se mig nærmere omkring. At dømme ud fra antallet af bøger brugte Michelle en del tid på at fordybe sig i fiktive universer.

Nysgerrigt bukkede jeg mig ned for at tage en bog i hånden. Den femte bølge. I mine øjne så den uberørt ud. Forsigtigt stillede jeg den tilbage på sin plads og skubbede mig selv op at stå. Derefter rettede jeg blikket mod den uredte seng, hvor jeg pludselig fik øje på en taske på gulvet nede for enden. En taske, jeg genkendte som Alisons.

Hurtigt kastede jeg et blik mod døren for at se, om Alison muligvis var på vej. Det hverken så eller lød sådan.

Jeg nærmede mig tasken, som jeg til min overraskelse fandt åben. Øverst lå en lille billedramme.

Med hovedet lagt på skrå tog jeg fat om den og vendte den om. Hvilket billede, jeg så, både overraskede og undrede mig.

Hvad, der overraskede mig, var at se Olivia og Alison – for godt og vel et par år siden – stå med armen om hinandens skuldre og smile til kameraet.

Hvad, der undrede mig, var at se, hvordan det tidligere havde været revet midt over for senere hen at blive tapet og indrammet.

”Jeg tog det fra Olivias værelse.” Forskrækket drejede jeg om mod døråbningen, hvor Alison skamfuldt holdt om sin ene arm med blikket neglet til jorden. ”Det betyder meget for mig.”

Måden, hvorpå hun løftede sit blik og skabte øjenkontakt med mig, oplyste mig om, at hun ikke hadede Olivia på nogen måde. Hun snarere elskede hende. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg vidste det, men jeg tvivlede overhovedet ikke. Hendes blik udtrykte klart følelserne.

I stedet for at kommentere på lige netop det, trækker jeg et andet kort. ”Hvorfor er det revet over?” Jeg rynker brynene en anelse og træder et skridt nærmere på hende. ”Og hvorfor lod du det ikke stå, når det var en del af stedet, hvor Olivia blev fundet død?”

Straks åbnede Alison munden, men der kom ikke den mindste lyd ud. Hendes læber bævede, hendes blik flakkede rundt om mig, og hendes øjne gav genskær i lyset fra lampen foroven. Grædende begravede hun ansigtet i hænderne og tumlede hen mod sengen. Der faldt hun sammen oven på de varme dyner.

”Ved du.. hvor svært det er.. at-at have.. en så vidunderlig søster som Olivia?” snøftede hun med hænderne tæt på ansigtet. Igen brød hun ud i hulk, og jeg sank en klump.

Jeg havde aldrig været den bedste til at håndtere følelsesladede stunder. Også derfor holdt jeg mig helst langt fra mordsager – udover at det selvfølgelig var min fars gamle arbejdsplads. Det var simpelthen ikke noget, jeg formåede at tage ordentligt hånd omkring.

Lige så stille begav jeg mig hen til sengen, hvor jeg satte mig på kanten. Alison kvalte et lille hulk, hvorefter hun rettede sig op og sad ordentligt – stadig med hænderne for øjnene.

”Det var vel vidunderligt?” gættede jeg, da hun ikke sagde mere.

Denne gang slog hun hulkene ihjel med et fnys. ”Knapt så meget. Normalt.. normalt er det jo lillesøsteren, der skal se op til storesøsteren, er det ikke? Altså, sådan var det ikke her. Eller jo, men samtidig nej. Hun var så perfekt på så mange måder..” Hun rystede på hovedet og sænkede hænderne, så hendes ansigt blev synligt. Tårerne trillede fortsat. ”Hun deltog i frivilligt arbejde, fik høje karakterer og var altid flink mod folk. Hun var vores forældres yndling – og vores forældre er bestemt ikke nemme at imponere, skal jeg lige love dig. Jeg så op til hende. Jeg var jaloux over alt, begyndte at snerre ad hende over de mindste ting, som hun slet ikke var skyld i. Hvordan.. hvordan kunne jeg være så led?” Gråden indhentede hende igen, og hun bøjede sig forover.

Tålmodigt lyttede jeg til hende fortælle, hvordan hun en dag havde mistet besindelsen fuldstændigt. Hun var gået ind på Olivias værelse, havde råbt ad hende som en sindssyg og væltet en række ting på gulvet. Imellem de ting var billedet af dem, som åbenbart blev taget engang i en sommerferie ude i haven. Alison valgte at rive billedet i stykker og skrige, at hun ville ønske, at Olivia aldrig var blevet født – at hun hadede hende.

”Men jeg mente det selvfølgelig ikke. Jeg mente det ikke..” græd hun. ”Jeg har bare et kæmpe temperament og bliver alt for nemt jaloux. Og da jeg så så, at hun havde tapet det sammen og sat det i en ny ramme..” Hun skjulte munden med sin ene hånd og kiggede op på mig. ”..så vidste jeg, at hun også elskede mig. På trods af alle mine dumheder og fejl tilgav hun mig.” Lige idet jeg troede, at hun var færdig, tilføjede hun en sidste ting. ”Men min jalousi havde absolut ingen ende.”

Undrende rykkede lidt på mig, da jeg så hende ryste så voldsomt på hovedet, at hun gav sig selv lussinger med håret. ”Ingen ende? Hvad mener du?”

”Ja, det jeg siger!” råbte hun, stadig med tårer vrimlende ned ad begge kinder. ”Jeg stoppede ikke med at være jaloux! Hun havde så mange beundrere, at du tror, det er lyv! Både Harry, Zayn, ja, hele skolen-”

”Vent,” afbrød jeg hende pludseligt. ”Sagde du Zayn? Zayn Malik? Var han forelsket i Olivia?”

Alison grinede kortvarigt og nikkede på hovedet. ”Om han var! Det kunne enhver se. Selv hans kæreste blev vist lidt nervøs, men de er da forblevet sammen.”

Tænksomt rynkede jeg brynene. Så det var derfor, han reagerede, som han gjorde, den dag Olivias død blev offentliggjort? Det burde jeg have sagt mig selv.

”Jeg kunne ikke engang holde fast i Louis, og hun havde en million fyre rendende efter sig!” beklagede Alison sig fortsat. Det gibbede næsten i mig, da hun nævnte sin kærestes navn.

”Så du ved det med Louis og Kelly?”

”Jeg er jo ikke komplet idiot! Selvfølgelig ved jeg det,” snøftede hun højlydt og greb fat om billedrammen.

For en stund sad vi i tavshed på Michelle Laure Jacobs seng. Meget imod min gode vilje følte jeg mig tvunget til at lægge en hun over Alisons. Hun stoppede blot midt i et snøft, men bevægede sig derudover ikke det mindste.

Der var ingen tvivl om, at Alison og Olivias forhold havde været under pres. Men det betød nu engang ikke, at de to søstre hadede hinanden. Kærligheden lå bare under overfladen.

Jeg besluttede mig for at besøge Zayn i håb om at få mere at vide om Olivia, hendes død og naturligvis; hans forelskelse. Idet jeg nåede værelsesdøren, frøs jeg og vendte mig atter om mod en knust Alison.

”Jeg går nu,” meddelte jeg. Ingen reaktion. ”Men jeg har lige et sidste spørgsmål, jeg gerne vil have svar på.. Kender du noget til en fyr, Olivia har set i løbet af de sidste måneder?”

Sukkende trak Alison på skuldrene. Derefter kærtegnede hun fortsat billedet, mens hendes tårer en efter en dryppede ned på det. 

Den anden fyr? Zayn er forelsket i Olivia?
Jamen, hvordan skal det da ikke ende!

Jeg beklager endnu en gang ventetiden og håber, at I kan lide kapitlet - selvom der er lige lovlig meget dialog, måske, heh.

Som altid skal I have tak for jeres tålmodighed!

Much love, x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...