Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19282Visninger
AA

14. 11: "Er du gravid?"

 

Mon Olivia havde opdaget det? Truede hun med at sladre til sin søster? Kunne det være grunden til, at hun var død?

Jeg gik i et hastigt tempo ned ad gangen med mappen under armen. Vreden buldrede inde i mig, og mit blik søgte efter drengen, der bestemt ikke hjalp med opklaringen af Olivias mord. Troede han virkelig, at han ville slippe af sted med at holde så vigtig en detalje skjult for mig?

Han burde vide bedre; sådan noget gjorde mig kun rasende og styrkede min mistanke om, at han klart spillede en rolle i forbrydelsen.

”Nogle gange forstår jeg ikke, hvad der sker i hovederne på folk,” lød en træt pigestemme lidt længere fremme.

Jeg stoppede øjeblikkeligt op og lod mit blik hvile på Sadie og Kelly henne ved rækken af de mange blå skabe. Mens Sadies mund bevægede sig uden tegn på nogensinde at ville holde op, lænede Kelly sig op ad det skab, hun forinden lige så stille lukkede. På trods af at hun nikkede ind i mellem og kom med korte bemærkninger, virkede hun til at være noget fraværende fra samtalen.

I stedet for at fortsætte min søgen efter Louis, der garanteret benægtede alt, hvad jeg dømte ham for, besluttede jeg mig for at hive fat i Kelly. Så snart hun opdagede, at jeg nærmede mig dem, mistede hun den i forvejen lidt for lyse kulør fra ansigtet. Det lignede næsten, at hun skulle brække sig når som helst.

”Kelly North, må jeg lige snakke med dig?” brød jeg ind, og begejstringen var bestemt ikke stor hos de to veninder.

Fornærmet lagde Sadie armene over kors og snerpede læberne sammen. ”Jeg ved ikke, om du er blind eller døv, men vi var faktisk lige i gang med noget. Kan det ikke vente?”

Jeg stirrede hårdt tilbage på hende, da jeg ikke følte mig i humør til at diskutere. Det resulterede blot i, at hun hovedrystende rullede med øjnene, som om hun fandt mig komplet latterlig. Derefter rettede jeg opmærksomheden mod Kelly, der usikkert krummede sig en anelse, mens hun undgik at lade mig skabe direkte øjenkontakt.

”Detekti-..” Hun slugte sine egne ord, idet jeg trak mobilen op af lommen og stak den op foran øjnene på hende. Overrasket åbnede hun munden, der tom for ord blot fik hende til at se forstenet ud. Det tog hende noget tid, før hun formåede at skubbe et par enkelte ord ud, som dannede en forståelig sætning. ”Kan vi gå et andet sted hen?”

Jeg førte telefonen tilbage i lommen, inden jeg gav et nik fra mig. ”Selvfølgelig.”

”Kelly?!” Forvirret slog Sadie ud med armene og sendte hendes veninde et dømmende blik. Undskyldende lavede Kelly to-sekunders tegnet for at sige, hun nok skulle skynde sig og ledte mig vej hen til en krog, hvor de færreste spadserede forbi.

”Hør,” startede Kelly ud med så rystende en stemme, at jeg frygtede, hun knækkede sammen på nul komma fem, ”jeg ved godt, at det ser ret slemt ud, men det betød altså intet. Vi blev bare begge to så fulde til den fest, at vi ikke anede, hvad vi rodede os ud i. Det hele var en stor fejltagelse, vi..”

Og så skete det.

Hulkende begravede hun sit ansigt i hænderne, mens hendes skuldre rystede voldsomt. Nogle af tårerne banede sig vej ned til hendes hage og hang for en kort stund, inden de satte af og farede videre ned mod gulvet. Det gjorde helt ondt at høre hende kæmpe for at trække vejret – men jeg måtte ærligt indrømme, at jeg heller aldrig havde været god til at være tilskuer til folk, der græd. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle stille op i de situationer.

”U-undskyld,” snøftede hun utydeligt, hvorefter hun brød fuldstændig sammen og tiltrak sig en del opmærksomhed fra de andre på gangen.

Meget mod min vilje tog jeg blidt fat om den ene af hendes arme for at lade hende vide, jeg stod lige her og var klar til at høre resten af historien. Hun fjernede langsomt sine hænder en smule, så hendes røde øjne kom til syne. Det skulderlange hår klistrede sig til de våde kinder, og det løbende snot hang ned fra næseringen.  

”Vidste Olivia det?” valgte jeg at spørge om. Jeg passede på med ikke at lyde for streng, men jeg hørte alligevel den alvorlige klang i min stemme, da jeg stillede spørgsmålet.

Tøvende bed Kelly sig i læben og førte pegefingeren derop som støtte. Hendes grådkvalte stemme hængte sig fast i atmosfæren omkring os, idet hun besvarede mig med et simpelt ”ja”. Selvom tårerne fortsat dannede et glinsende lag over de forskelligt farvede øjne, tørrede hun både næse og øjne med sine hænder. Mascaraen sad endnu fast på vipperne og havde kun forårsaget en lidt mørkere og mere udtværet streg omkring hvert øje.

Jeg trak hånden til mig, mens jeg begyndte at gætte mig til, hvad Olivias viden om sin storebrors utroskab mon endte ud i; det værst tænkelige var selvfølgelig døden.

Eftersom jeg stod i mine egne tanker, så jeg næsten ikke, hvem der passerede os. Kun grundet Michelles hilsen, løsrev jeg mig fra puslespillet med de manglende brikker.

Idet jeg vendte blikket mod de tre venner, der talte med en ukendt, sorthåret dreng nogle meter væk, stivnede både Louis og Alison. Begge to stirrede de på Kelly, der forsøgte at lade som om, hun ikke bemærkede det ved at pille sig i den ødelagte underlæbe.

”Louis,” kaldte jeg på ham, ubevidst om den sure tone, der fulgte med. Alison var helt bleg i ansigtet og blinkede ikke en eneste gang, men forholdt blikket hvilende på Kelly, der vist kun ønskede at grave sig ned i et dybt hul. Først da Louis sagde et eller andet til Alison, glippede hun med øjnene og fremtvang et anstrengt smil.

Afventende lagde jeg hovedet på skrå, mens jeg kneb øjnene sammen af ren utålmodighed. Med et flakkende blik og hænderne i begge sine ellers ret stramme bukselommer, bevægede Louis sig endelig hen til os – men lykkelig for det var han bestemt ikke.

I takt med at han nærmede sig, mærkede jeg raseriet fylde mere og mere i mit indre. Tog jeg ikke meget fejl, kom det også godt til udtryk ved mine ansigtstræk.

”Sig mig, hvad bilder du dig egentlig ind?!” vrissede jeg og satte hænderne i siden, så snart han nåede herhen. ”Ved du ikke, at løgne og fortielser kun sætter dig i et dårligere lys, end du allerede er i?”

Lettere omtumlet over mit udbrud tog han et skridt tilbage og kiggede med bedende øjne på Kelly. Derefter rettede han igen opmærksomheden mod mig og udløste en forvirret klukken. ”Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

”Louis, hun ved det,” mumlede Kelly, stadig med blikket slået ned mod jorden.

Straks lagde der sig et mørkt slør hen over Louis’ ansigt, og jeg sværgede på, at hans øjne skiftede farve til en urolig sort. ”Det hele?” forhørte han sig om, og Kelly rystede denne gang på hovedet, inden hun hævede blikket og så ham direkte ind i øjnene.

”Nej. Ikke det hele.”

Rynkende på brynene så jeg skiftevis på Kelly og Louis. ”Det hele? Hvad mener I med det hele?”

Louis rømmede sig lavmælt og gned håndryggen hen over næsen, hvorimod Kelly lydløst trommede på bagsiden af et skab med sine negle. Håret hang hende ned over ansigtet, og det lignede næsten, at Louis misundte hende for at kunne gemme sig på den måde, når han ikke var i besiddelse af den mulighed.

Da ingen af dem gad svare mig, hævede jeg et øjenbryn. De skjulte helt klart mere end kysset.

Sukkende førte jeg en tot hår om bag det ene øre og flyttede fokus til noget helt andet. ”Hvad gjorde I så, da I fandt ud af, at Olivia kendte til jeres lille hemmelighed?”

Øjeblikkeligt fulgte Louis Kellys eksempel og slog blikket ned mod jorden. Jeg smed frustreret mappen med billederne fra Skylar ned på gulvet, hvilket resulterede i, at de med store øjne begge gloede forskrækket på mig.

”Det var dog utroligt,” skældte jeg og stampede utålmodigt med min højre fod. ”I bør efter det her vide, at jeg nok skal finde ud af det på et tidspunkt alligevel. Det er kun et spørgsmål om, hvor meget I vil hjælpe mig på vej, og hvor stor en chance I vil have for at undgå at komme i retten!”

De udvekslede et skræmt blik, men forholdt sig tavse.

For at holde mig nogenlunde i ro og uden fare for at råbe for meget af dem, tog jeg en dyb indånding. Jeg skulle helst ikke miste mit ry for at klare hver en opgave professionelt.

”Truede Olivia med at fortælle det til Alison?” endte jeg med at spørge. Mit blik hvilede på Louis, der rykkede lidt på sine fødder og prøvede at finde en behagelig stilling at stå i. Naturligvis brød han sig ikke meget om den situation, han var havnet i, men jeg lod ham ikke gå, før de gav mig noget at arbejde med.

Louis adskilte efter et halvt minuts tid sine tyne læber fra hinanden, og hans lyse drengestemme gled ud af åbningen. ”Hun ville have, at Alison kendte til sandheden,” lød det fra ham. ”Hun var helt ude af den, da hun hev fat i mig dagen efter festen. Jeg tror aldrig, at jeg har set hende sådan før. Hendes øjne udstrålede så mange følelser på en gang, at det var helt overvældende. De var så ængstelige, så vrede og så fyldt med smerte.” Opmærksomt så Kelly på den ældre dreng, hvis stemme så småt røg ud i det rystende uvejr, hun netop selv forlod for få minutter siden. ”Det gjorde uhyggeligt ondt at se hende på den måde – og så var jeg endda skyld i det.”

 Han holdt en kort pause, inden han forklarede, hvordan han overtalte Olivia til at lade være med at sladre til sin søster. Under fortællingen flakkede hans blik fra side til side, og selvom jeg kunne mærke på ham, at han snart nåede til et punkt, hvor han ikke længere kunne forblive stærk, tvang han sig selv til at færdiggøre det, han var i gang med.

”Jeg fortalte hende, at det var et uheld; en fejl, jeg ville ønske, jeg kunne trække tilbage og lade forblive ugjort. Jeg elskede jo Alison..”

Olivia havde åbenbart råbt af ham, at han skulle have tænkt over det noget før, og der greb Louis så til den hårdere metode ved at give hende skyldfølelse. Idet hun vendte sig om for at spurte væk, havde han grebet fat om håndleddet på hende og spurgt, om hun virkelig ønskede at ødelægge sin søsters forhold; for de vidste jo begge to, at Alison også elskede Louis.

”Derfor lovede hun ikke at fortælle noget.. men hun stoppede mere eller mindre også med at snakke til mig bagefter,” sluttede han af med at erkende.

Længe fugtede jeg tænksomt mine læber, mens jeg forsøgte at gennemskue drengen foran mig. At dømme ud fra hans stemme, der nær knækkede over her til sidst, talte han sandt.

”Okay,” accepterede jeg hans svar, hvorefter jeg lagde armene over kors for at signalere, at det næste, der kom ud af min mund, mente jeg fuldtud alvorligt, ”men det er nok bedst, hvis du alligevel fortæller det til Alison. Hvis ikke du gør det.. så gør jeg det.”

Ubehageligt til mode sank han en klump eller to, før han nikkede sig enig i, hvad jeg sagde. Kelly havde i løbet af hans forklaring flettet en tot af sit hår om og om igen. Nu lod hun den falde ned over skulderen, fri for at skille sig ud fra resten af hendes frisure.

Jeg så fra den ene af dem til den anden, mens jeg overvejede, om jeg skulle lade den være ved det, på trods af at jeg fornemmede, de endnu manglede at fortælle noget, de nødigt ville lade mig tage del i.

Alligevel stillede jeg et sidste spørgsmål med hensyn til billedet. ”Men det, der skete, var.. kun et kys, ikke?”

Louis skævede atter mod gulvet og nikkede, mens Kelly støttende krammede sig selv. Jeg sukkede kort og gjorde tegn til at ville forlade dem, idet Kellys rystende stemme stjal min opmærksomhed på ny. ”Nej,” mumlede hun, og jeg vendte mig igen mod hende.

”Nej?” gentog jeg med opspærrede øjne, selvom jeg i princippet heller ikke forventede, det var det eneste, der skete. ”I er godt klar over, at I kunne have afsløret jer selv uden min hjælp på den måde, ikke? Kelly kunne være blevet gravid – og det er desværre ikke nemt at skjule for omverdenen,” advarede jeg dem med et særligt blik rettet mod Louis.

De kiggede begge kortvarigt på hinanden og bed sig i læben. Deres tavshed fik pludselig en pære til at lyse, og denne gang voksede mine øjne til dobbelt størrelse.

”Det mener I ikke?! Er du gravid?” udbrød jeg i så lavt et tonefald, ingen andre hørte det, men de alligevel farede sammen.

”Nej,” kom det endnu en gang stille fra Kelly af, og jeg bemærkede, at hun igen var på nippet til at græde, ”ikke længere.”

Denne gang lod jeg hende samle sig uden at sige den mindste lyd. Jeg fornemmede, hvor dette bar hen, og jeg vidste udmærket godt, at det var et følsomt emne for alle piger som kvinder. Dog undgik jeg heller ikke at se, hvordan den røde farve steg Louis til hovedet, da jeg kastede et blik på ham, inden jeg igen rettede min fulde opmærksomhed mod Kelly, hvis øjne glinsede af det blanke skær.

”Da jeg fandt ud af det, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var.. Jeg var i vildrede. Jeg kunne ikke fortælle Louis det, for han havde så dårlig samvittighed, at han hele tiden var sammen med Alison. Og jeg ville ikke have det barn som mit eget ansvar,” snøftede hun.

Forstående nikkede jeg og opmuntrede hende til at fortsætte med et svagt smil – hvilket hun gjorde.

”Nogle uger efter festen sad jeg ude på toilettet. Jeg kunne ikke lade være med at bryde sammen.. jeg sad derude i en time og græd. Ikke engang mine forældre vidste det; jeg holdt det for mig selv. Og så kom.. så kom Olivia ud og bankede på døren for at høre, hvem det var, og hvad der var galt..”

Trods sorgen, der efterhånden bankede på, formåede hun at få snakket færdigt. Hun fortalte, hvordan Olivia havde siddet med hende derude og bare aet hende – hvordan de stiftede et venskab knyttet af tårer, hvordan Olivia græd med hende, selvom hun ikke vidste, hvad gråden skyldtes. Hun dømte ikke Kelly for noget af det, der var sket. Og den venlighed og medlidenhed, Olivia udviste, resulterede i, at Kelly delte sin hemmelighed med hende.

”Olivia krammede mig, som ingen før havde krammet mig og hjalp mig med at træffe den beslutning, at jeg skulle have en abort. Det var det sværeste valg, jeg nogensinde har truffet, men jeg fortryder det ikke. Jeg kunne umuligt få det barn på nuværende tids-”

”Hvad fanden mener du med det?!” afbrød Louis hende i så rasende et tonefald, at Kelly hoppede en halv meter op i luften. ”Selvfølgelig kunne du have beholdt det barn!”

”Louis..” Jeg prøvede at få ham til at falde til ro, men det nyttede intet.

”Jeg fatter ikke, hvordan du kunne få den abort! Er du hjerteløs eller hvad? Du har dræbt et barn! Og ikke kun dit barn, mit barn! Har du da slet ingen følelser?!”

Forfærdet over de hårde ord, han kylede efter hende, stod jeg mundlam som publikum til det store skænderi, samtalen havde udviklet sig til.

”Hvad fuck snakker du om?!” skreg Kelly grædefærdigt, mens tårerne strømmede ned ad kinderne på hende. ”Det var ikke nemt, hvis det er det, du tror! Jeg græder stadig mig selv i søvn hver dag, men det ændrer ikke på, at jeg traf det rigtige valg!”

”Og hvad hvis det så ikke var det rigtige valg, hm?” blev Louis ved. ”Hvad hvis det ikke kun var dit valg, men også mit?”

”Jamen, hvad vil du have mig til at gøre? Du kan da være fucking ligeglad med det barn, du ville sikkert alligevel ikke have haft det barn!”

”Hvad hvis jeg ville?!” bed han hende af, og Kelly tav. Det tog ham lidt tid at opfatte, hvad han netop havde sagt og trak sig en anelse tilbage. ”Ja.. Hvad hvis jeg rent faktisk gerne ville have haft det barn? Burde du så ikke have sagt noget til mig, før det var for sent?”

Kellys læber bævrede, mens tårerne ikke så ud til at have nogen ende. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og stilheden fyldte tomrummet ud imellem dem – lige indtil Louis fnøs, rystede på hovedet og drejede om på hælene.


Nyt kapitel, nyt kapitel, woop-woop! 

Jeg beklager virkelig den MEGET lange ventetid og kan fortælle jer, at jeg håber på at blive færdig med den inden nytår; så forhåbentlig går der knapt så lang tid igen :)

Hvad synes I så om kapitlet? Havde I set det komme? Og har I stadig et gæt på, hvem der kan have dræbt Olivia? 

Del endelig det hele med mig - det vil virkelig gøre mig glad! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...