Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19655Visninger
AA

13. 10: "Du er Rachel Kirkwood, ikke?"

 

Skylar Rhodes var en pige, der udstrålede en helt speciel personlighed. Selv kunne jeg ikke sige, hvad det var – måske det havde noget at gøre med hendes ret så seje, rød og sort-ternede slipsekjole? –, men jeg vidste, at gik jeg på Patcham, ville jeg forsøge at blive hendes veninde.  

Derfor overraskede det mig også, da hun fortalte, at jeg udover Olivia var den første, hun havde med ind i sit lille lokale, hvor hun redigerede og udvalgte billeder, der senere kom ud i skolebladet.

”Det er denne her vej,” vinkede hun mig med sig.

På vores vej passerede vi flere elever, der fandt hen til de lokaler, hvor de om små fem minutter skulle sidde og lytte i den næste time. Stort set alle kiggede kortvarigt på Skylar, men ingen af dem hverken smilede eller hævede hånden som hilsen.

Undrende så jeg mig tilbage over skulderen, da tre piger og en dreng heller intet sagde. Det virkede mærkeligt.

”Så er vi her,” meddelte Skylar, idet hun åbnede døren ind til sit mindre kontor.

Det første, mit blik låste sig fast ved, var de mange bunker af papirer, billeder og aviser, der lignede skolemagasiner. Ved et rimelig stort skrivebord stod en printer ved siden af en computer, og over den sad en hylde, hvor bøger med forskellige årstal lå i rækkefølge.

Årsbøger.

Kun et enkelt vindue lyste rummet op, men mere behøvedes heller ikke. Det var stort og havde en god udsigt. Udenfor sang fuglene, mens de fløj fra træ til træ, hvor der få steder hvilede sig elever nedenunder. De nød de sidste minutter af frikvarteret.

Rummet indeholdt ikke mange farver udover naturen på den anden side af vinduets glas, og de få farver jeg formåede at skimte fra enten fotografierne eller bøgerne. Derudover var det meste i en enten grå, sort eller hvid nuance – som nogen engang for hundrede år siden malede væggene i.

Faktisk syntes jeg om det. Den søde lampe formet som en frø på skrivebordet gav absolut hele lokalet en vis charme.

”Jeg fik den af min bedstemor for syv år siden,” informerede Skylar mig om, da hun opdagede, at jeg betragtede frøen. ”Jeg syntes, den passede godt ind. Du ved.. jeg kan godt lide frøer. Frøer hopper og sådan.”

Netop som jeg hævede det ene øjenbryn, slog hun sig selv for panden og udbrød et irriteret støn. ”Hvor var det bare akavet sagt! Ej, det må du altså undskylde,” sukkede hun og rystede på hovedet, så hendes lange lyse lokker svang sig fra side til side. Hurtigt lavede hun et lille udslag med armen mod en sort kontorstol, der så ret behagelig ud. ”Her, sid ned. Jeg tager en taburet.”

Før jeg nåede at tilbyde hende at tage taburetten, havde hun allerede slået bagdelen i sædet og så op på mig.

Uden nogen former for protest satte jeg mig ned. Det hjalp ikke på, at hun var nødsaget til nærmest at bøje nakken bagud for at se mig ind i øjnene. I forvejen var hun ikke særligt høj, så at hun samtidig sad på en tyve centimeters lavere stol end jeg selv, gjorde det ikke ligefrem bedre.

”Har du altid været på skolebladet?” startede jeg ud med at spørge, mens jeg ihærdigt prøvede på ikke at føle, jeg nedstirrede hende.

Smilende begyndte hun at pille ved kanten af skrivebordet, som om hun forsøgte at skrælle et øverste lag af. ”Nej,” svarede hun, stadig med blikket klistret til mig, hvorimod hendes hænder havde gang i noget helt andet, som levede de sit eget liv. ”Jeg har været her et halvt års tid, tror jeg. Siden sidste jul,” fortalte hun.

For at vise hende jeg lyttede, nikkede jeg en enkelt gang.

Det fik hende til at fortsætte.

”Faktisk er det på grund af Olivia, jeg blev sat her på skolebladet. Havde hun ikke stødt ind i mig, var jeg stadig bare den kedelige enspænder, ingen kendte. Altså..” Hun grinte lidt og rullede med øjnene. ”Faktisk er jeg jo stadig den kedelige enspænder, ingen kender. Men det føles bare ikke sådan. Folk ved trods alt, at jeg eksisterer, for jeg er hende, der tager billeder af dem og sender dem ud til hele skolen.”

”Men hvordan kan det, at du er på skolebladet, hænge sammen med.. sagde du, at Olivia stødte ind i dig?” Spørgende sendte jeg hende et blik, der blev bekræftet med et nik. ”Hvordan hænger det lige sammen?”

”Vil du have den korte eller den lange historie?” lo Skylar, næsten lidt genert. ”Jeg undgår bedst at dumme mig ved den korte version.”

”Dumme dig?” gentog jeg hende.

”Ja,” sukkede hun og kløede sig lidt på den bare arm. ”Jeg har det med at snakke alt for meget, når først jeg er i gang.”

”Åh..” Jeg smilede lidt og lænede mig tilbage i den behagelige kontorstol. ”Det går nok. Som regel får jeg mest ud af de historier med flest detaljer – om du så mener, det er den lange eller den korte..” I stedet for at færdiggøre sætningen snerpede jeg læberne sammen og så på hende med et det-er-op-til-dig-blik.

”Så må det nok blive den lange.” Hun stoppede med at pille ved skrivebordets kant og trak i stedet hænderne til sig for at knække fingrene.

Ufrivilligt rynkede jeg på brynene. Lige så snart Skylar opfangede min utilfredshed med hendes knækkeri, standsede hun det med en pludselig bevægelse.

”Ej, det er jeg ked af,” undskyldte hun, mens en rødlig farve blussede op i hendes kinder. ”Det er blevet en dårlig vane. Jeg skal nok prøve at lade være.”

”Det er okay,” forsikrede jeg hende om, selvom jeg i den grad ikke brød mig om, når folk gjorde det. Så længe de holdt sig lidt på afstand og ikke udførte handlingen nær mine ører, gik det nok. ”Bare du fortæller mig om, hvordan du kom på skolebladet; om Olivia.”

”Selvfølgelig!” Hun rømmede sig kort, hvilket førte til en svag hosten. Tålmodigt ventede jeg blot på, at hun begyndte historien.

”Okay, okay,” fremstammede hun ud gennem sine læber mellem de sidste host, hun virkelig forsøgte at sluge. Den resulterede endda, at hendes øjne var blevet helt røde og blanke, som pressede tårerne sig på. ”Jeg kendte ikke Olivia, før jeg startede på skolen som hende sidste sommer. Vi gik ikke i samme klasse – jeg går i en af musikklasserne.”

”Musik? Som Harry Styles?” afbrød jeg hende med opspærrede øjne.

Grinende nikkede hun på hovedet og lod et sidste host slippe ud, der åbenbart havde siddet fast nede i halsen. ”Ja, han går i min klasse. Han er en udmærket sanger, det er han virkelig. Men det var faktisk via ham, jeg allerførst mødte Olivia. Vi snakkede bare ikke sammen. Hun kom bare en gang i mellem hen til Harry, og.. det var det,” forklarede hun. ”Det er vel begrænset, hvor meget man kan kalde det et møde.”

Pludselig slog hun blikket ned på sine hænder, hvor fingrene snoede sig ind og ud mellem hinanden. På afstand kunne det næsten se ud som om, de legede fangeleg.

Tristheden i hendes stemme tydede jeg straks, selvom hendes kropssprog på forhånd havde fortalt mig, i hvilken følelsesmæssig retning vi bevægede os.

”Jeg snakkede faktisk ikke så tit med nogen. Ikke på skolen, i hvert fald. Derhjemme snakkede jeg hele tiden, og det gør jeg stadig, men.. heroppe var det bare anderledes. Jeg tror ikke helt, jeg følte mig hjemme. Det var som om, jeg skilte mig ud af mængden. Hver gang de andre sladrede om et eller andet henne i hjørnerne, spillede på computer eller løb rundt ude i det gode vejr, fandt man mig enten med en god bog i hånden eller med mit lille digitalkamera. Jeg var en enspænder, folk ikke behøvede bekymre sig om,” sukkede hun med et træk på skuldrene. Et lille smil brød dog det triste ansigtsudtryk en smule. ”Men Olivia lavede om på det hele. Hun blev en rigtig tæt veninde.”

Hun holdt en kort pause, inden hun – overraskende nok – rejste sig op for at lede efter noget på en af hylderne. Eftersom hun ikke fandt det, søgte hun videre på skrivebordet og tøvede, da hun skubbede nogle papirer til side.

”Hvad er det, du laver?” spurgte jeg hende forvirret om.

”Har du læst denne her bog?” I stedet for at svare på mit spørgsmål viste hun mig bogen, hun nu holdt i sine hænder.

Nej, det har jeg da ikke, tænkte jeg øjeblikkeligt. Ligner jeg måske en, der har tid til at læse tykke romaner, hvor flot en forside de så end har?

Men det var kun mine tanker. Jeg sagde det naturligvis ikke højt. Selvom jeg snart mistede tålmodigheden, da jeg følte min mave rumle af sult, behøvede hun ikke vide det. Derfor rystede jeg bare på hovedet og sendte hende et venligt smil.

”Det burde du virkelig! Den er fantastisk!” pippede hun og fløj på ingen tid hen til mig. Før jeg nåede at se mig om, havde hun bladret op på side femoghalvfems og læste et citat op.

Ærlig talt hørte jeg knapt nok halvdelen af det.

”Jeg har læst den mindst tyve gange,” blev hun ved og smed sig igen ned på taburetten. ”Den er nok en af mine yndlings! Vil du ikke låne den? Du må gerne, hvis du vil? Det synes jeg, du skal.”

”Hør,” skyndte jeg mig at sige, før hun kom for godt i gang med at smide en så tung opgave som en bog i hovedet på mig. ”Det lyder rigtig spændende, men.. var vi ikke i gang med at snakke om noget andet?”

De næste femten sekunder stirrede hun på mig med det mest forvirrede udtryk, jeg hidtil havde set hos noget menneske. Derefter lyste hende øjne op, netop som hun huskede det hele.

”Åh jo!” Pinlig berørt fnes hun undskyldende og lagde bogen fra sig. ”Det var ikke meningen. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg..” hun rømmede sig med endnu et fnis, ”nok om det! Hvor kom jeg til?”

Jeg undgik ikke at lade være med at smile af hendes ret så søde opførsel. ”Olivia og du blev veninder,” sagde jeg i et neutralt tonefald uden at lade smilet visne hen.

”Ja, det gjorde vi.” Roligt glattede hun sin knælange slipsekjole, så skørtet lå nok så fint om hendes ben. ”Det var hende, der mente, jeg havde talent for at fotografere. For det meste har jeg altid fået ros for min stemme, og jeg elsker også at synge, men.. da jeg en dag kom gående ned ad gangen med alle mine skolebøger, fik hverken hun eller jeg set os for, og det endte ret grimt,” lo hun med et hovedryst. ”På ingen tid væltede vi begge omkuld og lå og slangede os nede på gulvet. Mine bøger røg ud af hænderne på mig i styrtet, og mine papirer var et stort rod. Det værste var dog, at jeg havde haft mit kamera i hånden, og jeg var rædselsslagen for, at det var gået i stykker.”

Hovedet lagde jeg en anelse på skrå, mens jeg overvejede, om jeg indtil videre kunne bruge noget fra Skylars historie.

I mellemtiden fortsatte hun fortællingen.

”Olivia kom først op på benene, og hun tøvede ikke med at række mig hånden og hjælpe mig op at stå. Før jeg fik set mig om, gik hun også rundt og samlede mine ting op, mens hun undskyldte igen og igen. Jeg var selv så forundret over det hele, at jeg bare stirrede på hende, der ellers gik og hjalp mig. Da hun bukkede sig ned for at samle mit kamera op, vågnede jeg fra min dvale og så hende tænde det. Hun fortalte mig, at det stadig virkede, og er du gal, hvor blev jeg bare lettet!” Hendes latter nåede min øregang, og jeg forstod pludselig, hvor meget hendes hobby og arbejde på skolebladet måtte betyde for hende.

”Og så spurgte hun mig ellers, om ikke hun måtte se nogle af mine billeder. Jeg gjorde intet andet end at nikke, og jeg ved ikke, hvad hun regnede med at se på billederne, men de overraskede hende. Der var jo trods alt ikke fotografier af mine fulde veninder fredag aften, for der sad jeg hjemme på værelset og så Teen Wolf. Har du for resten set den serie?” Igen kørte hun af sporet.

Jeg hævede brynene i en grimasse, der hentydede til det, og hun opdagede det hurtigt selv. ”Ups, undskyld. Der skete det igen. Men i hvert fald; hun roste mig til skyerne for mine billeder. Jeg tog for det meste kun billeder af landskab og alt det, jeg så på min vej. Ikke af personer. Men hun kunne lide dem, og jeg blev utroligt glad! Hun spurgte, hvorfor jeg ikke søgte som fotograf på skolebladet, og inden længe førte jeg min første samtale med hende. Det føltes underligt, kan jeg huske. Normalt udvekslede jeg ikke et ord med andre end dem, jeg arbejdede sammen med i klassen. Men det var alligevel en rar følelse. Hun var virkelig sød, og selvom jeg fortalte hende, jeg ikke var interesseret i at arbejde på skolebladet, tror jeg, hun kunne se, jeg løj. For selvfølgelig ville jeg da det. Jeg havde bare ikke det mod, som Olivia havde. Derfor blev jeg overlykkelig, da hun en dag kom hen for at fortælle mig, hun havde snakket med redaktøren for bladet om mine billeder. På grund af Olivia, der lød meget beundret, ville de gerne se nogle af dem.” Hun tog en dyb indånding og smilede ned i sit skød. ”Jeg skylder hende al æren for at være her.”

For en stund herskede tavsheden over rummet. Ingen af os virkede til at have i sinde at bryde den, men når alt kom til alt, kunne vi ikke blive siddende for al evighed. Efter endnu nogle minutter adskilte jeg derfor læberne og slog den behagelig musik af stilheden i stykker.

”Må jeg se nogle af dine billeder?”

Som et stearinlys, der tændtes, lyste hun op i både øjne og smil. ”Selvfølgelig må du da det!”

Hun flyttede taburetten tættere på skrivebordet og løftede armen for at få fat i musen. Fra sidelinjen så det uhyre morsomt ud, da hun knapt kunne nå. Til sidst opgav hun også og stillede sig i stedet op.

”Kom, kom,” vinkede hun mig hen til sig, så jeg bedre kunne se. ”Jeg kan vise dig nogen billeder fra en af festerne på skolen? Sommerfesten inden ferien? Eller hvad med gallafesten i november? Uh, nej vent! Lad os se dem fra festen, ugen efter skolestart i år,” besluttede hun sig for.

Interesseret så jeg den hvide mus glide rundt på computerskærmen, mens Skylar klikkede sig ind på nogle forskellige mapper. Med sammenknebne øjne rullede hun ned for at finde de billeder, hun ledte efter og bed sid let i læben.

Idet hun nåede mappen med et særligt nummer, trak hun sig en anelse tilbage fra skærmen. ”Nu skal du bare se!” lød det fra hende, og hun startede sit eget diasshow i fuld skærm.

”Det der er et godt billede,” komplimenterede jeg et af dem, hvor folk ankom til festen.

Smilende tog hun imod rosen. ”Tak skal du have. Jeg er selv meget begejstret for det her.” Hun pegede på skærmen af nogle, der dansede rundt i smukke kjoler eller skjorte og slips.

Da en lettere buttet pige i en blomstret, grunge nederdel dukkede op, pegede jeg på skærmen. Hun stod helt alene henne i et hjørne og kiggede ud over mylderet af elever. ”Hvem er det?”

”Det er Rachel Kirkwood,” fik jeg at vide.

”Hvorfor står hun alene?”

Skylar trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Hun har haft det ret svært. Sidste år var hun på hospitalet med sit hjerte og har siden da holdt sig meget for sig selv.”

Tilfreds med forklaringen nikkede jeg let på hovedet. Hun behøvede ikke dykke dybere ned i det. Jeg huskede godt, hvad Zayn fortalte mig om hende i går.

Billederne skiftede, og alle var meget imponerende. Olivia så et virkeligt talent i Skylar, da hun væltede hende for omtrent et år siden.

I samme øjeblik dukkede Olivia selv op på skærmen med en arm om Skylar. Begge piger smilede stort til kameraet, og på vinklen kunne det ses, at det ikke var en professionel, der havde været fotograf.

”Jeg fik Ellen til at tage det her billede,” fortalte Skylar. Hendes mundvige buede en anelse opad, men øjnene havde en trist glans over sig.

Meget lidt lænede jeg mig frem i stolen med et medfølende udtryk.

”Snakkede I meget sammen?” forhørte jeg mig forsigtigt omkring.

”Ja.. det gjorde vi,” sukkede hun dybt. ”Det var som om, at.. ser du..” Hun fumlede lidt med ordene, inden hun bare lod dem falde ud, som de ville med endnu et opgivende suk. ”Folk kendte mig kun som Skylar. Både før, men også nu. Jeg har altid bare været Skylar. Med Olivia var jeg Skye. Jeg.. jeg fik pludselig personlighed.”

Længselsfuldt kiggede hun på fotografiet af hende og Olivia fra festen, der storsmilede. Jeg fulgte hendes eksempel og lod mit eget blik hvile samme sted som hendes. ”Jeg forstår.. og jeg er virkelig ked af det,” meddelte jeg lavt.

Mine øjne studerede billedet med omsorg og blødhed, indtil jeg måtte knibe øjnene sammen for at se noget i baggrunden.

Det lignede to skikkelser.

Hurtigt rettede jeg pegefingeren mod dem. ”Hvem er det? Kan du se det?” røg det ud af mig.

Forvirret blinkede Skylar med øjnene og så fra mig og hen på skærmen. Først efter nogle sekunder prøvede hun med sammenknebne øjne at se, hvad jeg havde fået så stor interesse for. ”Det ligner.. to.. personer..” kom det fra hende. ”Men jeg kan ikke se, hvem det er.”

”Kan du zoome ind?”

”Ja, men ikke så meget, at de bliver tydelige.”

”Kan du så ikke sende det til mine kollegaer på kriminalafdelingen? Vi har noget specialudstyr,” forklarede jeg hende og hev min mobil frem. ”Her er nummeret og mailadressen. Jeg ved ikke, hvad der er nemmest at bruge.”

”Øh, jo.. jeg sender det da bare til deres mailadresse. Men tror du, det kan være til nogen hjælp?” Spørgende stirrede hun på mig, og jeg betragtede hendes blonde lokker lægge sig omkring hendes skuldre.

”Det ved jeg ikke. Men det er da forsøget værd,” jeg trak på skuldrene og fik rejst mig op fra stolen, ”kan du måske ikke printe resten af billederne fra festen ud? Jeg vil gerne se, om der gemmer sig mere i baggrunden på nogle af dem.”

Da hun først så noget protesterende ud, tilføjede jeg nogle ekstra ord: ”det ville være en stor hjælp.”

Derefter hørtes der kun et lavmælt suk, inden hun smilede til mig og begyndte at printe billederne ud til mig. ”Det kan nok tage lidt tid. Selvom min printer er hurtigt, er der også mange billeder. Du må nok vente et kvarters tid,” oplyste hun om.

Jeg sendte hende blot et taknemmeligt smil. ”Det går nok,” sagde jeg. ”Er det i orden, hvis jeg går ud og trækker lidt luft? Jeg synes, det begynder at blive ret varmt herinde.”

”Ja, gør du bare det,” grinede Skylar, jeg af en eller anden grund pludselig havde en stor lyst til at kalde for Skye. ”Jeg åbner nok også lige vinduet om to sekunder. Jeg sætter den bare lige til at printe først.”

”Super!”

Netop som jeg drejede rundt for at gå ud af døren, stoppede jeg op. Langsomt vendte jeg mig igen om mod Skylar, der med få klik fik printeren til at spytte de første par billeder ud.

Jeg tillod mig selv at trække armene ud af cowboyjakkens ærmer og foldede den sammen. Solens stråler bagede på ruden, der reflekterede varmen imod mig. ”Kan jeg måske lade min jakke blive herinde?” spurgte jeg.

Overrasket løsrev Skylar sig fra computeren og så op på mig. Smilet, der dannede sig på hendes læber, svarede næsten for sig selv. ”Lad som om du er hjemme,” tilbød hun muntert.

Glad for hendes gæstfrihed lagde jeg jakken på stolen, jeg før sad på, hvorefter jeg åbnede døren ud til gangen. Allerede da jeg trådte ud, imødekom en køligere brise mig, og jeg sukkede veltilfreds.

Roligt bevægede jeg mig lidt videre ned ad gangen for at komme til en dør, der førte ud i gårdhaven, hvor jeg kunne sætte mig på en bænk og slappe af for bare fem minutter. Dog opdagede jeg en mørkhåret pige sidde på en indendørs bænk ved siden af den åbne dør i stedet for at være ude i det gode vejr.

Hvad mere undrede mig, var nu det, at hun sad der helt alene med en blok i hånden og skriblede ord ned under hinanden.

Ved et nærmere kig genkendte jeg hende fra et af Skylars billeder; pigen, der stod alene henne i et hjørne.

Rachel Kirkwood.

Pludselig ændrede mine planer sig. Hvorimod jeg før havde kursen sat mod gårdhaven, vandrede jeg nu lige forbi døren og satte mig på bænken ved siden af pigen i den alt for store blomstrede skjorte med en sort trøje indenunder.

”Rachel?” Det gibbede ligefrem i hende, da jeg nævnte hendes navn – hun havde været så optaget af det, hun nedskrev, at hun ikke engang bemærkede, jeg satte mig ved siden af.

”Det er okay,” forsikrede jeg hende om i mit roligste tonefald, selvom jeg mildest talt fik et mindre chok af hendes grågrønne, stikkende øjne. ”Undskyld.”

Tæt på lagde jeg mærke til, at hun havde fået lavet undercut. På lang afstand dækkede hendes mørkebrune hår det, og jeg opdagede det derfor ikke før nu.

Hurtigt rakte jeg hende hånden, så jeg ikke lod mig dvæle for meget ved det, da jeg fornemmede, Rachel ikke brød sig om det.

”Jeg er Detektiv Brooks. Jeg er her på skolen de næste par dage,” præsenterede jeg mig med et smil.

Intet tegnede på, at Rachel ville gengælde det.

I stedet rettede hun bare blikket mod sin blok og skriblede nye ord ned, der ikke gav nogen mening.

På trods af at jeg trak hånden til mig, gav jeg ikke op på at snakke lidt med hende. ”Du er Rachel Kirkwood, ikke?”

Hun ignorerede mig med et kort snøft. Heldigvis besad jeg både en rimelig tålmodighed og alt for meget stædighed.

”Jeg har hørt, du var på hospitalet sidste år? Er det blevet bedre med hjertet?”

Langsomt løftede hun blikket og lod det glide tilbage på mig. Det gjorde helt ondt at se ind i hendes øjne, der med sikkerhed skjulte en masse følelser.

I snegletempo adskilte hun læberne fra hinanden og lod en hakkende stemme glide ud imellem dem. ”Jeg vil helst ikke tale om det,” hviskede hun.

Derefter vendte hun tilbage til det, jeg forstyrrede hende i.

Forstående fugtede jeg læberne og førte håret om bag mine ører. ”Vil du så tale om noget andet?”

Hun fortsatte blot med at skrive sine mange ord ned.

”Du kan måske fortælle mig, hvad det er, du har gang i?” foreslog jeg med en gnist af nysgerrighed i stemmen.

Rachel rystede på hovedet. ”Det er bare stikord.”

”Til hvad?”

For et øjeblik overvejede hun, om hun skulle sige det eller sende mig væk. Til mit held valgte hun at gøre det første og lukke mig lidt ind, selvom jeg ikke var andet end en fremmed.

”Til min reportage om skolen.”

”Reportage? En stil?”

”Nej. Jeg øver mig i journalistik.”

Forbløffet spærrede jeg øjnene op. ”Journalistik? Du vil måske gerne være journalist?”

”Eller forfatter,” fortalte hun med blinket lænket til blokken.

”Det lyder spændende,” kommenterede jeg det, selvom jeg personligt aldrig læste reportagerne i aviserne. Kun nyhederne faldt i min interesse.

”Du vil vel høre om Olivia?” gættede Rachel sig pludselig til. Hendes stemme lød tør. ”Det er vel det, du vil høre alle om, ikke?”

Overrasket glippede jeg med øjnene, inden jeg nikkede på hovedet. ”Jo,” svarede jeg hende eftertænksomt. ”Det er det. Jeg har hørt, hun besøgte dig på hospitalet. Havde I et nært forhold?”

”Olivia var bare venlig. Hun kendte mig bedre end nogen anden på skolen, men det betyder ikke, hun kendte mig særlig godt. Der er ingen, som forsøger. Hun var den første.”

”Hvordan gik det så?” prøvede jeg at spørge om.

Rachel løftede skuldrene og sukkede dybt. ”Det er svært at sige..”

Før jeg nåede at spørge mere ind til det, bippede min mobil i lommen. Hurtigt trak jeg den op og åbnede beskeden, Marchid havde sendt. Den indeholdt intet andet end et lille stykke af det billede, Skylar sendte dem for en ti minutter siden. Det stykke, jeg bad dem zoome ind på. Med udstyret på stationen gik det nemt og hurtigt, og samtidig var det muligt at vedligeholde kvaliteten.

”Det er da løgn..” Lige som jeg nær tabte underkæben af at se lige netop de to personer stå med tungerne inde i hinandens mund, sluttede Skylar sig til os.

”Så har jeg printet dem ud! Jeg har lagt dem i mappen her, så du kan tage dem med..- åh, du godeste!” Chokeret holdt hun sig for munden, mens hun med øjne så store som tekopper stirrede på det, min mobil vidste. Selv Rachel havde løftet blikket og kiggede mig over skulderen for at se, hvad der skete.

”Det her kan kun betyde problemer,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg fortsat kiggede på billedet af Louis og Kelly klistret tæt sammen. 

Åh, åh.. men Louis er jo sammen med Alison? Kan det her have noget at gøre med Olivia? Skriv dit bud i en kommentar!

Jeg er hjemme fra ferie og klar til at skrive løs - det har jeg efterhånden savnet. Desværre er jeg kommet lidt ud af mine vante skrivevaner, så det her kapitel blev måske knapt så godt med alt for meget dialog. Det skal jeg nok ændre på til næste gang, x

Tak til jer alle, fordi I gider læse med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...