Perfectly entwined | One Direction

Da en ung pige findes død i sin egen seng, tildeles Hazel Brooks sin hidtil sværeste opgave. Som en af Englands intelligente og dygtige detektiver opklarer hun alverdens mysterier, og hun spærrer øjnene op for at bemærke hver eneste detalje, idet hun graver efter grunden til pigens mystiske død. Alt virker mistænkeligt, og det bliver ikke bedre, da hun beslutter sig for at tage hen til den afdøde piges skole. Pludselig hvirvles Hazel ind i et puslespil af hemmeligheder og løgne, der alle skal sættes sammen, før hun kan opklare sagen. Spor leder hende videre på den ujævne sti, hun må følge, og fem drenge ender især med at gøre situationen yderst indviklet. Gang på gang dukker deres navne op i søgningen, og forklaringer sætter blot nye spørgsmålstegn. Familie, veninder, fjender og gamle bekendte sættes under søgelyset, og Hazel må indse, at en simpel skoles mure kan skjule mere, end man forventer.

142Likes
224Kommentarer
19665Visninger
AA

4. 1: "Det kunne lige så godt have været et tilfælde."

 

Forsigtigt skubbede jeg døren op. Den beklagede sig knirkende, hvilket resulterede i, jeg skar en grimasse. Efter nogle få sekunder kiggede jeg mig undersøgende omkring. Lettet åndede jeg op, da jeg ikke så nogen. Fangede han mig i at være uindbudt i hans hus, endte det ikke kønt.

Han kendte til sandheden så godt som jeg. Forskellen var bare, han ikke erkendte den. I stedet forsøgte han at holde den for sig selv.

Roligt trådte jeg ind i rummet. Brædderne gav samme lyd fra sig som døren. I håbet om, det sænkede lyden en smule, bevægede jeg mig langsomt ind i rummet. Reoler med alverdens bøger tårnede sig op omkring mig, og kun nogle få steder tittede den mørkegrønne farve på væggene frem. Oppe i loftet hang en gammel, lille lysekrone, der fik mig til at føle, jeg sad i min bedstemors stue. Hun elskede antikviteter, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke syntes, lysekronen over mig var smuk.

Midt i rummet stoppede jeg op. Sukkende satte jeg hænderne på hofterne, mens jeg nøje overvejede, hvor jeg burde starte søgningen. Tiden slap på et tidspunkt op, og så stod jeg ansigt til ansigt med en meget vred mand, der smed mig ud hurtigst muligt.

Beslutsomt tog jeg de sidste skridt hen mod skrivebordet, der var placeret under værelsets to eneste vinduer. Støvpartikler svævede fredeligt rundt i de få stråler af solskin, der trængte gennem de tynde, broderede gardiner.

”Okay, hr. Green.. hvor er hun så?” hviskede jeg for mig selv.

Jeg flyttede papirerne lidt til side for at sikre mig, jeg intet overså under dem. Uden at rykke rundt på for mange ting, rodede jeg nede i blyants- og kuglepindeholderne. Titlerne på de to bøger, der lå på skrivebordet, skimmede jeg hurtigt. De bekræftede kun, jeg befandt mig det rette sted.

Let lod jeg mine fingerspidser berøre bordets overflade. Tænksomt rynkede jeg brynene og kørte stille hånden et stykke hen ad det antikke møbel. Det virkede til at være slebet ganske godt ud af et fint materiale. At konstatere ud fra rummets udseende og flotte møbler, måtte Green være en mand, der gik op i originalitet. Mere, end jeg oprindeligt beregnede mig til.

Jeg bukkede mig ned for at fortsætte søgningen. Som de fleste skriveborde havde dette nogle skuffer i den ene side. Tre, for at være helt præcis.

Uden besvær hev jeg den første skuffe ud og gik straks i gang med at ransage indholdet. Flere skriveredskaber lå i små, grå kurve, mens papir og kuverter endnu ventede på at få en mening og adresse, så de ville blive sendt af sted på farten. Der stod ikke et eneste ord på bare ét papir.

I et stykke tid stirrede jeg blot på indholdet af skuffen, der ikke hjalp mig meget på vej. Lydløst lukkede jeg den for derefter at åbne den midterste lige under. Nuancer af orange, rød og grøn borede sig ind til min hjerne, der på et øjeblik analyserede farverne. Jeg hævede et øjenbryn og foldede min ene hånd om den øverste elastikmappe. Idet jeg løftede den, hørte jeg en bildør smække i det fjerne. Opmærksomt spidsede jeg ørerne for at finde ud af, om jeg burde smutte. Som sædvanlig hoppede min vejrtrækning en smule i pressede situationer, men jeg formåede efterhånden at holde den ganske lav.

Da ingen andre lyde bankede på min trommehinde, gættede jeg på, det måtte være en af naboerne, der kom tilbage fra dagens ærinder. Hurtigt vendte jeg tilbage til den røde mappe i hånden på mig. Mere end to sekunder tog det mig ikke at åbne den og konstatere, den ikke gemte på nogle tegn, jeg søgte.

Jeg lod mine hænder tage fat om den orange mappe i stedet. Over hele femøren smilede jeg, da jeg blev endnu mere sikker på, jeg havde fundet gerningsmanden. Noter i en sirlig håndskrift snoede sig ind i hinanden, men jeg forstod mere end rigeligt til at bruge det som bevismateriale imod ham.

”Undskyld, hvis jeg forstyrrer, frøken, men hvem har budt dig indendørs?”

Forskrækkelsen gibbede i mig, og jeg drejede rundt på hælene med opspærrede øjne og åben mund. I døråbningen foran mig gryntede Hr. Green irriteret med armene over kors. Hans grå hår var redt tilbage uden skilning, og de firkantede briller gjorde kun hans mørke øjne mere skrækindjagende, end de i forvejen var. En almindelig, hvid skjorte sad nede i et par brune bukser, der blev holdt oppe med et gammelt, kedeligt bælte, og han bar stadig en åben, brun jakke, som matchede til resten af tøjet. Kort rettede han på sin sorte butterfly og slog hælene i de spidse sko mod hinanden. Afventende trommede han let med sin ene pegefinger mod den modsatte albue. Igen lød et utilfredst grynt fra ham af, og jeg skyndte mig at lukke munden. På ny adskilte jeg læberne, men denne gang kom der rent faktisk lyd ud.

”I troen om, du står bag kuppet hos Grevinde Romano i nabobyen Eastbourne og et sted her i huset skjuler Anastacia, har jeg tilladelsen til at gennemsøge din bolig,” forklarede jeg ham. Da han spørgende hævede øjenbrynene, gav jeg et enkelt nik fra mig som bekræftelse af det, jeg sagde.

”Du kan bruge nok så fine ord, men min tilladelse, den får du sgu ikke,” vrissede han. Jeg rullede med øjnene og sukkede med et træk på skuldrene.

”Din tilladelse betyder faktisk heller ikke så meget. Ser du, jeg har frie tøjler til mit arbejde, så længe jeg ikke snager hos de forkerte personer.”

”Så jeg vil faktisk kunne anmelde dig, nu jeg ikke er den, du leder efter?” Fornøjet rømmede han sig i et provokerende smil, men uroen i hans øjne var ikke til at skjule.

”Hr. Green.. du kender mig vist ikke ret godt,” klukkede jeg falskt.

”Næ, det tør vist siges – det er kun en af grundene til, du ikke skal være i mit hus!”

Endnu et suk lod jeg slippe ud over mine læber, blot for at trække ham længere mod usikkerhedens bred. Roligt gik jeg nogle små skridt til siden og tillod min bag at finde hvile på skrivebordet. Et lille smil dansede stadig rundt om munden på mig.

”Kan du huske første gang, jeg kom for at snakke med dig?” Spørgsmålet svævede længe i luften, til jeg igen fiskede det ind. ”Det ved jeg, du kan. Du fortalte mig, du ikke havde været i Eastbourne siden sidste sommer.” Kortvarigt holdt jeg en pause, mens jeg betragtede den ældre mands ansigt blegne langsomt. Armene lagde jeg over kors, som jeg løftede det ene øjenbryn. ”Vil du selv forklare, hvorfor du løj?”

”Du har ingen beviser,” snerrede han lavmælt. Det tog jeg øjeblikkeligt som et tegn på, han overlod mig forklaringen. Svagt omkransede et triumferende smil mine læber, og jeg lod mit bælte med min lækre pistol i synliggøres ved at svinge jakken lidt tilbage.

”Jeg må indrømme, jeg faktisk troede, det var Eastham i starten. Meget pegede mod ham, og han var jo også en del af jeres kulturelle trekløver; du, Eastham og Grevinde Romano,” opridsede jeg. Følelsesløst gloede han olmt på mig, som jeg blot fortsatte. ”Hun forsikrede mig om, det ikke var en af jer, hvilket ellers er lidt sjovt, når man tænker over det. Hvorfor forsvarer jer? I skiltes jo ikke ligefrem som gode venner til festen i ’89. Men jeg går ud fra, hun bare er et godt menneske – modsat dig, Green.”

Utilpas rykkede han lidt på sig, men han nænnede trods alt ikke at smutte derfra, selvom han vidste, hvordan historien endte for ham.

”For præcis ni uger siden blev der afholdt en auktion, hvor både du og grevinden deltog. I var begge interesserede i et helt specielt køb, og da hun bød højere end dig, låste du dig inde i en kedelig, egoistisk boble. For selvfølgelig genkendte du hende, og du vidste lige nøjagtigt, hvordan du skulle få fat i hendes, nu dyrebareste eje; Anastacia. Du var besat af tanken om at eje hende. Så du slog til for nogle uger siden, da grevinden var på ferie; brød ind i huset og forsvandt hurtigt igen. Men før du helt forlod Eastbourne besøgte du Eastham – bare for gammelt venskab skyld. Og det skulle du måske have overvejet en ekstra gang. Han var mig nemlig til stor hjælp, da lige netop dét besøg fortalte mig, du befandt dig i Eastbourne nøjagtig samme dag, som kuppet fandt sted,” afsluttede jeg den kortfortalte version af den oprindelige historie. Det var langt fra alle detaljer, jeg inddragede i fortællingen, men jeg behøvede nu engang heller ikke remse meget andet op.

”Det kunne lige så godt have været et tilfælde,” irettesatte gerningsmanden sig mig. Stivnakket stod han med ret ryg. ”Du har brug for materielle beviser, hvis du skal kunne anklage mig.”

Jeg gled ned fra bordet, som alvoren erstattede det skæve smil, jeg før havde haft siddende. ”Det har du ret i.” Tilfreds viste jeg ham mit fund; den orange mappe indeholdende noter og en rimelig præcis punktliste for hans plan med fine flueben. Derefter skiftede jeg den ud med de to bøger, der lå på bordet. Begge omhandlede den sjældne antikvitet, jeg søgte.

”Har du så tænkt dig at slå mig ihjel?” kom det tørt fra Green.

Klukkende rystede jeg på hovedet. ”Overhovedet ikke.” Lettelsen malede sig som et tykt lag hen over hans øjne, til fortsættelsen nåede hans øregang: ”Mit job er kun at finde forbryderen. Bagefter lader jeg resten være op til mine kollegaer.” Uberørt trak jeg gardinet fra, så det blev muligt for ham at se politiet traske rundt i hans have. Jeg kunne efterhånden se på gerningsmanden, hans snart stak halen mellem benene.

Og ganske rigtigt; hastigt spurtede han med et forskræmt udtryk tilbage i håbet om at undslippe spjældet.

Han havde ikke en chance.

Let himlede jeg med øjnene, inden jeg igen vendte fronten mod skrivebordet. Jeg snerpede tænksomt læberne sammen, mens mit blik fæstnede sig på den nederste skuffe. Tanken om, at de fleste forsøgte at gemme tyvegods såvel som bevismateriale længst muligt væk, sneg sig ind i hovedet på mig. Af samme grund bøjede jeg mig ned og åbnede den sidste skuffe.

Overrasket fløj mine øjenbryn i vejret. Den indeholdt absolut intet.

Undrende lukkede jeg den i igen. En mærkværdig lyd hørtes i samme øjeblik, og jeg stirrede mistænksomt på skuffen. Det lød næsten som om, to ting stødte ind i hinanden.

Jeg hev hurtigt skuffen ud endnu en gang og stirrede ned på bunden. Observerende gled mit blik rundt på det lysebrune træ, og jeg kneb øjnene sammen, idet jeg fastlåste blikket et bestemt sted. Bunden var skæv.

Før jeg nåede at tænke yderligere over det, kontrollerede min første indskydelse mig. Jeg trykkede hårdt bunden ned med højre håndflade, og da den gav sig, blev jeg ved. Til sidst lykkedes det mig at fjerne det, der skulle ligne den originale bund. Under den lå et yderst fint, grønlakeret skrin af poppel med smukke indgraveringer og dekorationer, præcis som Grevinde Romano beskrev det.

Nysgerrigt tillod jeg mig selv at åbne det. Uskadt befandt Anastacia, antikvitetsgenstanden over alle antikvitetsgenstande, sig dernede og sank trygt ned i en sort, blød pude. Hvis ikke, det var fordi, grevinden sammenlignede hende med en solens gudinde, havde jeg ikke formået at sætte ord på, hvad det lignede. I mine øjne mindede det mest af alt om noget af det, man så på museet, men ikke vidste, hvad forestillede.

Forsigtigt lukkede jeg skrinet og satte kursen mod udgangen af huset. Malerierne på gangenes vægge nedstirrede mig, som jeg vandrede af sted med det, der tilhørte grevinden. Roligt trådte jeg ud af den åbne hoveddør og fik øje på hr. Green. Højlydt diskuterede han med en af politibetjentene, mens en anden prøvede at skubbe ham ind i en af bilerne. Så snart han opdagede mig, pegede han i min retning og spyttede bandeord ud i luften. Jeg løftede skrinet en anelse op, så han kunne se, jeg havde fundet det, men lod ham ellers ikke påvirke mig den mindste smule.

Idet jeg passerede en tredje fra politiet, nikkede jeg hilsende til hende. Uden tøven gengældte hun det, og jeg kastede et kort blik bagud for at se mine kollegaer samarbejde om manden, der stod bag tyveriet. Derefter drejede jeg ud fra grunden og fortsatte med et neutralt ansigtsudtryk min gang hen mod min mindre luksuriøse bil. Den ventede på mig længere henne ad fortovet, og jeg glædede mig over at kunne sætte mig ind på forsædet og smække den røde bildør i efter mig.

Jeg lagde skrinet fra mig på passagersædet ved siden af og rettede lidt på bakspejlet. De grønbrune øjne kom til syne og veg ikke blikket fra mig. Skævt sendte jeg mig selv et lille smil.

Endnu en sag kunne betragtes som opklaret.

 

”Vingummi eller lakrids?” råbte Toby, netop som jeg smækkede døren bag mig. Duften af nybagt brød fyldte mig med nydelse, og indsnusede den med lukkede øjne. Med et smil spillende på læberne begyndte jeg at tage overtøjet af for at hænge det på knagen.

Det undrede mig ikke spor, at Jills sorte jakke hang der. Ofte tilbragte hun så meget af sin tid henne hos Toby og jeg, at hendes egen lejlighed snart måtte føle sig ensom.

”Chokolade,” besvarede Jill hans spørgsmål i et lige så højt toneleje. Det virkede ikke som om, nogle af dem havde bemærket, hvordan jeg rumsterede ude i den alt for lille indgang.

Roligt tog jeg mine støvler af og satte dem pænt ind til siden. Midt på gulvet flød Jills korte og sorte Dr. Martens snørestøvler. Sukkende samlede jeg dem op og stillede dem ved siden af mine egne. Flere gange fortalte jeg hende, jeg helst så, lejligheden ikke rodede alt for meget, når jeg kom hjem, da arbejdet tærede gevaldigt på mig. Jeg magtede ikke også at gå og rydde op.

Desværre bed hun mig næsvist igen med et svar, der ikke varierede meget: når du endelig har tid til at lægge mærke til det, falder du i søvn lige så hurtigt, som man knipser. Og ellers er du så fokuseret på dit arbejde og dine sager, at det faktisk er dine papirer, der roder.

Hvor meget jeg end hadede at indrømme det, så talte hun sandt. Når jeg sluttede en sag, indså jeg, hvor meget af rodet, der rent faktisk tilhørte mig. Jeg blev så opslugt af at finde hoved og hale i mysterierne, at jeg skubbede alt andet fra mig. Ja, sommetider glemte jeg endda at få mig den nødvendige søvn.

Stadig gav det hende dog ikke lov til at smide sine ting, som det passede hende. Nu engang var det jo mit hjem.

Jeg rystede træt på hovedet. Sådanne små bagateller skulle ikke få os op at toppes, og det skete også sjældent, vi vendte hinanden ryggen med sure miner. Naturligvis var vi ikke altid enige – faktisk endte det som regel med, at Toby fik æren af at afgøre en diskussion. Men det formindskede ikke styrken på det bånd, vi som bedste veninder delte.

”Næ, se hvem der er hjemme!” udbrød Toby med et stort smil omkransende læberne. Han satte fadet med søde sager fra sig på stuebordet og farede hen til mig. Inden længe omfavnede vi hinanden, og jeg fnes lavt, da han pressede mig tættere ind til sig. Man skulle næsten tro, vi ikke havde set hinanden i flere måneder. 

”Hov, hov, kram nu ikke al livet ud af hende, jeg skal også have lov,” mukkede Jill, idet hun skilte mig og Toby ad for selv at svinge armene omkring mig. Grinende lod jeg min hage finde hvile på hendes skulder og slappede fuldstændig af i alle muskler. Kærligt kørte hun sin hånd rundt i cirkler på min ryg, som fornemmede hun, hvordan udmattelsen skyllede ind over mig. Jeg trak mig langsomt ud af krammet og så skiftevis på mine to venner.

”Hvem af jer har haft gang i hjemmebaget?” klukkede jeg, mens jeg fortsat åndede den lækre duft ind gennem næseborene.

Jill slog forsvarsløst ud med armene. ”Hvem tror du?” Venskabeligt puffede hun til Toby ved sin side, der blot lo af hende. Derefter trak han smilende på skuldrende.

”Hvad skal jeg sige? Jill hjælper jo helst ikke til, når hun kan nøjes med at skubbe det hele ned gennem halsen,” provokerede han, og Jill reagerede straks ved at give ham en spids albue i siden.

”Heeey,” ømmede Toby sig, mens smilet stadig dansede rundt på læberne af ham.

Leende himlede jeg med øjnene og lagde en arm om dem begge for at føre dem hen til sofaerne. ”Åh, hvor har jeg dog savnet jer! Jeg har ikke haft tid til jer i.. ja, en evighed efterhånden!”

”Nej, man begynder at føle sig overset, som du bare traver forbi en, når du endelig er hjemme,” brokkede Toby sig flabet, og jeg undskyldte med et lille grin.

Alle tre smed vi os i sofaerne; Toby og jeg i den til to personer, mens Jill alene slangede sig på den til tre. Jeg ømmede mig kort over det, at jeg sad på pistolen. Irriteret skyndte jeg mig at tage den op og lægge den fra mig på bordet.

”Wow, wow! Jeg sværger, det ikke var mig,” fnes Jill, og jeg kunne ikke andet end at rulle med øjnene. Slikket røg hurtigt ned i gabet på hende, og jeg rakte selv ud efter et stykke chokolade. Mens jeg tyggede på den hårde kakaomasse, og smagen spredte sig på tungen af mig, adskilte jeg læberne. I mine gode venners selskab tillod jeg mig at opføre mig, som jeg normalt kun gjorde, når jeg var alene. ”Bare rolig. Jeg lover, der går nogle uger, før jeg igen farer af sted,” forsikrede jeg dem og fiskede mobilen op af lommen. Lige så stille slugte jeg det sidste af chokoladen og sendte dem et stort smil, som jeg lagde mobilen fra mig på bordet. ”Desuden kommer opgaverne sjældent lige efter hinanden. Der plejer at gå lidt tid, inden de har brug for mig igen.”

I samme øjeblik ringede min mobil. Sikke en kliche.

Dybt sukkede jeg, som lyden af den generende standard ringetone rungede for mine ører. Hvis blot jeg formåede at skifte den..

”Skal du ikke tage den?” mumlede Jill med munden fuld af chokolade. Kort holdt hun pause fra smaskeriet, da hun fjernede chokoladen, der sad i mundvigen. Derefter fortsatte hun nok så fornøjet.

”Nej, jeg gider ikke snakke med andre end jer lige nu.” Smilende klappede jeg Toby på skulderen og lænede mig ellers godt tilbage. Drillende nev han mig i kinden, og jeg ømmede mig irriteret, mens jeg skubbede hans hånd væk.

”Tag den nu, Haz,” lo han, strakte sig og greb fat om min brummende telefon. Jeg skulede til ham, før jeg modvilligt tog fat om den. En sidste gang overvejede jeg bare at lade den ringe uden at svare, men det endte dog med, jeg trykkede på skærmen og førte den op til øret.

”Det er Hazel Brooks,” hilste jeg monotont og rystede på hovedet af Toby, der triumferende kastede en vingummi ind i munden.

”Goddag, Hazel, det er betjent Marchid fra kriminalafdelingen.” Hun behøvede ikke engang sige hendes navn. Bare at høre hendes stemme med den franske accent var nok til, at jeg genkendte den som hendes. ”Vi har brug for, at du kommer ud og hjælper os.”


Første kapitel! Eeek, hvor er jeg spændt!
Hvad synes I? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...