Real Smile (A One Direction One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2014
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Færdig
Louis Tomlinsons smil, det var noget jeg havde savnet i lang tid. Alt for lang tid. Gode ting varer ikke evigt, men mon ikke man kan få rettet op på dette.

11Likes
2Kommentarer
427Visninger

1. Real Smile

Jeg kigger langsomt over på ham, det er første gang i flere måneder at jeg har set hans rigtige smil. Et smil der viser at han er rigtig glad og at han har det sjovt. Et rigtigt smil er alt jeg behøver. Er Louis glad, så er jeg glad. Et lille smil sniger sig langsomt frem på mine egne læber. jeg føler mig for første gang i lang tid levende igen.

 

Louis har været i et utrolig dårligt humør her på det seneste, siden den dag hvor vi sagde farvel til hinanden har han ikke kunne smile på den måde han plejede og alle savner det, så utrolig meget, ikke kun mig. At være i et fantastisk humør er hans varemærke. Når han ikke er glad, så er ingen glade. Alle har brug for en Louis for at være glade i deres kaotiske liv. Han er så vigtig for alle, og jeg hader det faktum at jeg er grunden til hans dårlige humør her på det seneste, men jeg kan ikke gøre noget ved det, ikke engang det mindste, ikke engang hvis jeg ville.

 

Han griner og jeg har det som om at alting endelig er ved at blive okay igen, at han vil komme over det og jeg føler at jeg langsomt kan begynde at slappe af igen. Jeg føler mig lettet igen, jeg har det vidunderligt. Han er endelig begyndt at komme videre, han har det sjovt med sine venner igen.

 

Alle drengene smiler stolte fordi de, ligesom jeg, er glade på Louis vegne, fordi hans smil er rigtigt, et sandt et. Han er stoppet med at lade som om han har det fint. Han savner mig sikkert stadig og det vil han nok gøre i lang tid endnu. Hvad vi to havde var unikt, noget som ikke alle var heldige nok til at nyde. Vi var så heldige, men intet varer for altid.

 

”Jeg elskede virkelig den trøje..” jamrede Harry i en munter tone og fortsatte med at fortælle historien om hvordan en fan havde bogstaveligtalt, revet hans trøje i stykker, hvilket havde efterladt ham topløs midt på Londons gader sammen med hundredevis af andre fans. Det var faktisk ret sjovt at få det fantastiske minde genopfrisket.

 

Louis’ latter er musik i mine ører og det er også der hvor det faktisk går op for mig hvor meget jeg havde savnet den lyd, jeg havde ikke følt mig hel uden lyden af hans bløde latter. Jeg havde våget over ham de sidste par måneder, og venter på det øjeblik hvor han endelig lod mindet om mig gå og begyndte at leve livet igen. Efter alt, var det mig der efterlod ham, og han har et liv foran sig hvor jeg ikke er tilladt mere.

 

Langsomt går jeg mod ham og stopper bag ham. Han mærker mig ikke, han ser mig ikke. Hvorfor skulle han kunne det? Det kan ingen. Men jeg står der alligevel fordi jeg vil høre ham bedre, fordi jeg  vil se ham grine og have det sjovt med sine bedstevenner.

 

Jeg er så glad på hans vegne.

 

Blidt tager jeg mine arme rundt om hans krop, mine arme hviler over hans hjerte, dog mærker jeg intet. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke mærke hans hjerte der banker i en normal rytme. Jeg kan ikke mærke hans kropsvarme. Jeg kan ikke mærke den måde hans brystkasse bevæger sig når han griner. Jeg kan ikke mærke noget. Men jeg husker hvordan det var at holde om ham på den måde, jeg husker mit eget hjerte der bankede hurtigere hver gang vi rørte hinanden, jeg husker den søde duft af hans parfume, det er næsten som om jeg faktisk er der med ham igen. Jeg omfavner ham, hviler min hage på hans skulder, vi står kind mod kind.

 

”Jeg savner dig, Lou.” hvisker jeg men han kan ikke høre mig. Han kan heller ikke mærke mig. ”Du skal være glad, du skal komme videre.” Jeg snakker videre selvom jeg ved han ikke kan høre mig, men jeg gør det alligevel. Måske kan mine ord komme til ham på en måde.

 

Der er altid håb.

 

”Du vil finde en anden pige og hun vil elske dig lige så meget som jeg gør. Hun vil gøre dig glad. Hun vil være sammen med dig når jeg ikke kan. Jeg vil ikke have at du sidder fortabt og sørger for altid, nej, jeg vil ikke stoppe dig i at leve livet fuldt ud. Kom videre, kom over mig. Jeg vil have dig til at smile sådan her hele tiden.”

 

Jeg kan ikke græde, men hvis jeg kunne, ville jeg græde et helt vandfald i øjeblikket. Det gør ikke ondt, det kan ikke gøre ondt fordi jeg ikke er andet end et spøgelse der hvisker ind i sin kærestes øre, kæresten der lever i mens hun blev nødt til at forlade verdenen tidligere end forventet.

 

Jeg husker stadig hvordan det var da jeg var levende, jeg husker stadig symptomerne af hjertesorg, af at savne, af at have brug for nogen så meget at hele ens krop gjorde ondt. jeg husker alt det, i mens jeg er der og krammer ham, husker jeg hvordan det var og det var rædselsfuldt, men i et kort øjeblik føler du dig næsten levende igen.

 

”Jeg vil altid være hos dig, Lou, men jeg vil ikke stoppe dig i at leve livet. Jeg døde, ikke dig. Du overlevede af en grund og selvom jeg ikke er der med dig mere, må du fortsætte.” hvisker jeg, min stemme knækker i slutningen af min sætning.

 

Pludselig begynder han at ryste lige så stille og jeg kigger ind i hans smukke blå øjne og ser en lille krystaltåre trille ned ad hans kind. Han stirre fortabt ud i ingenting. Han hører ikke længere efter hvad Harry siger og det er næsten som om han lytter til mig.

 

”Sugar.” hviskede han lige så stille. Det var det han havde kaldt mig siden første gang vi havde mødtes, han synes jeg havde været så sød, næsten ligesom sukker, deraf ”Sugar”.

 

”Louis.” hviskede jeg tilbage og havde desperat lyst til at græde. ”Please, lev. Lev for dig og mig. En dag vil vi genforenes, og så vil jeg høre dig fortælle mig om hvor fantastisk dit liv har været. Please.” jeg beder ham, min stemme er hæs, men hvis han kan høre mig, så bliver jeg nødt til at få ham til at forstå dette. ”Vær glad. Lev livet.”

 

Endnu en tårer triller ned ad hans kind, for engangs skyld er jeg glad for at jeg er død, ellers ville jeg havde grædt som en baby i øjeblikket.

”Lou?” spørger Harry, træder tættere på Louis og placerer så en hånd på min kærestes skulder.

”Er du okay?”

 

Louis nikker og fokuserer bag efter på Harry igen. Det er næsten som om at han ikke helt ved hvad der foregår, og tager sig også nogle sekunder inden han kommer til forstanden igen, men lige så snart han gør det, smiler han bredt og sandt. ”Jeg har det fint.” svarer han og jeg griner åh så muntert.

 

Han har lyttet til mig. På en måde har han gjort det, mine ord er nået ud til ham og jeg ved at han vil komme til at klare sig.

 

jeg trækker mig langsomt væk fra ham med et stort smil på mine læber og min krop meget lettere nu hvor jeg endelig kan ånde lettet op. Jeg ved ikke hvor jeg nu skal hen, men jeg ved at jeg stadig vil holde øje med ham, se ham være glad. Det er alt hvad jeg behøver og jeg ved at det er det jeg kommer til at få at se.

 

Louis er stærk.

 

”Jeg elsker dig, Louis William Tomlinson.” siger jeg en sidste gang inden jeg langsomt dvaler væk ud i ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...