Lovelife

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Mit navn er Louis Tomlinson.
Jeg er 21 år gammel.
Også er jeg verdenskendt popstjerne, i boy bandet One Direction.
Jeg elsker mit liv. Jeg elsker drengene. Jeg elsker mine fans. Men jeg elsker ikke Eleanor mere, fordi jeg har mødt en ny helt fantastisk pige ved navn Alison.

Hvis du godt kan lig at læse om når drengene er på tour, og om Louis og hans kærligheds liv, så er den her historie altså lige noget for dig :-D <3

10Likes
4Kommentarer
527Visninger
AA

4. Heart Breaker

Hvis i ikke er kæmpe "hader" eller hvad det nu hedder, af Justin Bieber. Så sæt hans sang heartbreaker på. Så for man altså bare den helt rigtige stemning!!!!!!!

Heart Breaker

 1 uge senenere...

Jeg har overhovedet ikke snakket med Eleanor, eller haft nogen som helst kontakt med hende. Jeg ved at hun er hjemme hos en veninde, fordi hendes veninde har skrevet det til mig. 

Men hun har ikke engang været her for at hente hendes tøj? Hvad fanden har hun så på?

Jeg har ringet til hende mindst 100 gange om dage, og skrevet mindst 500 beskeder til hende, men hun har ikke svaret på noget af det. 

Jeg er mega frustreret!

Til gengæld har jeg skrevet lidt med Alison. Jeg savner hende faktisk.

Jeg snakkede også lidt med Naill om det. Han var lidt sur, fordi jeg gjorde det på den måde. Men han kunne nu stadig godt forstå mig, heldigvis. 

Drengene har været her et par gange, og vi har også været ovre at øve nogle gange, men ellers så har jeg bare siddet her hjemme.

Jeg er så sur på mig selv. Jeg ville så gerne snakke med Eleanor om det her, rigtigt, men det har jeg bare ikke mulighed for. 

I forgårs tog jeg nemlig hjem til hendes veninde, men jeg måtte skam bestemt ikke komme ind, også fik jeg også lige den største sviner, af veninden, der råbte at jeg var den største idiot hun nogen sinde havde mødt, og at hun slet ikke kunne forstå hvad Eleanor overhovedet har lavet med mig. 

Den gjorde faktisk lidt ondt, lige da jeg fik den af vide....

Ligenu sidder jeg inde i stuen og er for 101 gang ved at ringe til Eleanor idag. Men igen kom der hendes sædvanlige telefon svarer op:

Du har ringet til Eleanor Calder. Hun kan desværre ikke komme til telefonen lige i øjeblikket, men lig en besked efter bibtonen.... BIB

"Hej Eleanor. Det er mig Louis, igen. Vil du ikk nok være sød at ringe til mig eller komme over? Jeg vil så gerne snakke det her igennem! Og fortælle dig det hele? Ses".

Jeg sukkede, og knaldede mit hoved ind i væggen. AV. 

Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg indrømmer at det var en dum måde jeg havde sagt det på, men altså vil hun hellere have jeg skulle gå og spille falsk også have et forhold med Alison ved siden af? 

Nej det tror jeg så ikke lige hun ville. 

Jeg kunne jo heller ikke bare komme kravlende hen til hende, og bede hende om at tage mig tilbage, for det er jo ikke det jeg vil have?

Jeg vil bare gerne have at vi kan være venner, eller at vi, i det mindste bare kan snakke sammen.

RIIIING, et ring på ringeklokken afbrød mine tanker, og gjorde mit i øvrigt også helt vildt forskrækket. 

Jeg sukkede. Hvem fanden kom nu? Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med nogen.

Jeg åbnede døren, og ind kom 4 drenge der var i rigtig godt humør. 

Jeg kiggede bare bedrøvet på dem. "Du har siddet her inde længe nok, Louis" startede Zayn.

"Ja, hvis Eleanor ikke vil tale om det, eller være din ven, så er hun ikke det vær, Louis" fortsatte Liam.

"Hellere fortælle den onde sanhed, end den gode løjn" sluttede Harry så af, som om han bare var den klogeste af os alle. 

Og det er han bestemt ikke! Men jeg indrømmer at det var klogt sagt det han sagde. For han havde jo ret. 

Hellere fortælle den onde sanhed, end den gode løjn

Godt Hazza, du har lige hjulpet mig. 

Jeg smilede bare skævt til dem. Engentlig ville jeg bare helst have at de gik igen, men det kunne jeg godt fornemme på det hele, ikke ville komme til at ske. 

"Hvad vil i have mig til at gøre?" sukkede jeg bare, opgivende. 

De fnisede lidt af mig. 

"Louis vi skal på tour om en uge, for fanden. Du kommer ikke særlig langt med det der humør" nu var det Naills tur til at være klog. 

Men de havde jo ret, jeg bliver nød til at glemme jeg er en HEART BREAKER, også komme til mig selv. 

Og lige da jeg havde fået den tanke, så gæt hvem der ringede? 

ELEANOR. Tis. 

Men alligvel, det er selvfølgelig stadig rart at kunne blive gode venner. 

Så jeg endte med at tage den. 

"Hej" begyndte jeg samtalen.

"Hej" jeg kunne hører Eleanors grådkvalte stemme der tydeligvis afslørede at hun græd.

Der var en underlig tavshed mellem os, den tavshed der er mellem to personer som før var så tæt knyttet, og som så er blevet uvenner.

"Kan vi mødes?" spurgte hun, med en lille stemme. 

"Ja da?" svarede jeg. 

Hun havde jo ret i det nok var bedre at snakke sammen, ansigt til ansigt, end over en telefon.

"Kom over til vores lejlighed, Eleanor". Sagde jeg så.

"Jeg kommer om en halvtime" svarede hun så, og lagde på. 

Jeg fortalte drengene hvad vi havde snakket om, og om hendes stemme, da hun talte. Jeg får helt en klump i halsen af at tænke på det. 

 

Ca. en halv time senere...

Drengene var gået, og Eleanor var kommet. 

Vi sad sammen inden på vores dyre sofa, og ingen af os havde rigtig sagt et ord. Hun havde også kun været her i 2 minutter men alligevel.

"Hør, Eleanor. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige?"

Pause.

"Jeg holder så meget af dig, og jeg hader at skulle sårer dig men altså sødeste" 

"Du behøver ikke sige mere" hun afbrød min sætning, og tårer trillede ned af hendes kind. 

"Jeg kender godt det der med at man ikke elsker en person mere, Louis" fortsætte hun. Og nu græd hun virkelig.

Jeg satte mig helt over ved siden af hende og lagde en arm om hende. 

"Undskyld" hviskede jeg til hende, og nu fløj der også ukontrollerede tårer ned af mine kinder. 

"Nej, det er mig der skal sige undskyld. For det er ikke din skyld. Jeg pakker lige noget tøj, også tager jeg afsted igen" sagde hun, og kiggede kort på mig, mens hun rejste sig. 

"Nej" begyndte jeg.

Men hun afbrød mig hurtigt. 

"Louis, forstå nu at jeg har brug for at være alene, okay. Jeg elsker jo stadig dig. Og det kan komme til at tage tid for mig at komme mig over dig. Så nu skal du lade mig pakke nogle af mine ting, også skal du lade mig gå" hun sagde det med små hulk imellem. 

Og selvom at jeg virkelig havde lyst til at gå over at trøste hende, så sagde noget mig at jeg skulle lade vær. 

Så jet sad bare tavst og så på at hun brød sammen af gråd, mens hun langsomt pakkede en taske med tøj.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...