Lovelife

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Mit navn er Louis Tomlinson.
Jeg er 21 år gammel.
Også er jeg verdenskendt popstjerne, i boy bandet One Direction.
Jeg elsker mit liv. Jeg elsker drengene. Jeg elsker mine fans. Men jeg elsker ikke Eleanor mere, fordi jeg har mødt en ny helt fantastisk pige ved navn Alison.

Hvis du godt kan lig at læse om når drengene er på tour, og om Louis og hans kærligheds liv, så er den her historie altså lige noget for dig :-D <3

10Likes
4Kommentarer
534Visninger
AA

16. Don't cry

 

Don't cry

En skarp morgenstråle, som trængte i gennem det tykke gardin i tour bussen, ramte mit ansigt. Det var den jeg vågnede af. 

Alison lå stille og fredfyldt ved siden af mig, hendes ansigt som i går var så anspændt og trist, sr helt fredeligt ud nu. Hendes dybe rynke i panden, er helt forsvundet, og man kan ikke se hendes triste grådfyldte øjne.

Jeg ved at de øjne kommer frem lige så snart hun slår øjnene op, men lige nu besluttede jeg mig for at nyde hendes smukke ansigt, som det er, uden at det inden i er fyldt med alle de forvirrede tanker om mig, og alle fansene. 

Jeg viste godt at Danni fik rigtig meget hate da hun og Liam kom sammen, men jeg viste ikke at de var SÅ slemme. Og det skuffer mig faktisk lidt. 

Forstå mig ret, jeg ELSKER vores fans og uden dem havde drengene og jeg slet ikke stået her i dag, men de kan godt nok være grove.

"Godmorgen" kunne jeg høre Zayns morgenstemme sige oven over os. Han og Perrie ligge nemlig oven os, i den køje, som jeg ellers gerne ville have haft i starten. 

"Godmorgen" svarede Perrie ham, man kunne høre smilet på deres læber. Bagefter kunne man høre små smask, som kun kunne betyde en ting, at de kyssede. 

"ZAYN; PERRIE STOP" råbte Harry, hans stemme var lidt fjern, det betød nok at han stod ude i køkkenet, højst sandsynligt sammen med Naill. 

Perrie fnisede stille, også kunne man høre endnu højere kysse-smask, nok for at provokere Harry.

"Liam" hviskede Zayn stille. "Kan du og Danni ikke lige kysse også, bare for at drille Harry?" spurgte han Liam. 

2 sekunder efter kunne man så både høre Danni og Liam, og Perrie og Zayn kysse meget højt.

Et højt suk kom fra Harry ude i køkkenet.

Det var faktisk sjovt at ligge hernede og høre dem drille hinanden. 

Det plejer altid at være mig der er værst til t drille de andre, selvom de andre nu også kan være ret slemme til det. 

Jeg kom til at tænke på den morgen hvor vi tegnede i hovederne på Zayn og Liam, mens de sov. Jeg grinede inde i mig selv ved tanken om deres reaktioner. 

"Danni, hvad sker der?" råbte Liam pludselig. Jeg rynkede brynene, hvad sker der mon der ude?

Jeg kunne hære nogle løbe uden foran min køje, hvilket fik Alison til at rygge lidt på sig, men ikke vågne. Hun kan godt nok sove tungt. 

"Danni" lød Perries stemme forsigtigt der udefra. 

Jeg blev enig med mig selv om at jeg hellere måtte gå ud og tjekke hvad der skete, så jeg snoede mig forsigtigt ud af Alisons hænder og ben, som lå rundt om mig. 

Jeg havde kun underbukser på, men vi er allesammen van til at se hinanden uden så meget tøj på.

Da jeg med besvær kom ud af køjen, stod jeg ude i gangen som vi kalder det, og her mødte jeg godt nok et underligt syn. 

Danni stod med åben dør og brækkede sig ned i toilettet, Liam stod bag ved hende og holdte med hans ene hånd holdte han hendes hår, og med den anden strøg han hende over ryggen.

Perrie stod ved siden af og trøstede Danni som åbenbart græd. 

Det sjoveste syn var helt klart Zayn, som stod nærmest sovende op af væggen, med Perrie i hånden mens han mumlede: "Jeg hader bare når brækker sig" igen og igen. 

Jeg grinede lidt af ham, hvilket fik dem allesammen, undtagen Danni selvfølgelig, til at kigge på mig. 

De smilede alle venligt. "Hvad griner du af, Louis?" spurgte Liam undrende men med et smil på læben. 

Først der gik det op for mig at de nok troede jeg grinede af at Danni sad og brækkede sig, og det ville jo være ondt. Så jeg skyndte mig at undskylde og forklare at det altså var Zayn jeg grinede af. 

De andre havde tydeligvis ikke rigtigt bemærket ham, men det gjorde da jeg sagde det, og de flækkede af grin. 

"Hvad griner i sådan af?" spurgte en stemme bag mig. En meget velkendt stemme, som tilhørte Alison.

Hun kom over til mig og lagde armene om min mave, mens hun lagde sit hoved til rette på min skulder. Det gav en rar fornemmelse i hele min krop. 

Jeg nikkede med hovedet over mod Zayn som stadig stod og mumlede om hvor forfærdeligt det er når folk brækker sig, mens han stod og små sov op af væggen. 

Hun fnisede lidt af ham da hun fuldte mit nik over mod ham. 

Derefter tog hun min hånd, og gav den et lille klem, også gik hun ud i køkkenet. 

"Godmorgen" kunne man høre dem sige til hinanden. 

"Liam" skal vi noget i dag?" spurgte jeg ham om. 

Han var næsten altid den der havde styr på hvad vi skulle, hvornår vi skulle det og hvor henne det skulle foregår, så han var jo ligesom oplagt at spørge. 

"Vi skal ud i et eller andet stor center og skrive autografer. Og så i aften og i nat køre bussen videre, til et andet sted som jeg ikke helt ved hvor er" svarede han mig, og trak på skuldrene ved de sidste ord. 

"Okay" svarede jeg. 

Danni var nu færdig med at brække sig, og de gik alle sammen ind i køkkenet. 

Jeg gik hen til min kuffert og fandt nogle jeans og en sort t-shirt og tog det på. 

Det først nu jeg mærkede hvor tungt mit hoved var. Det var også først der jeg kom i tanke om hvor mange gange jeg havde vågnet i løbet af natten. 

Første gang vågnede jeg bare uden grund, men det havde taget mig 1 time at falde i søvn igen, fordi alle tankerne om Alison og fansenes hate overmanede mig. 

Andengang vågnede jeg ved at jeg hørte nogle snakke, jeg fandt ud af at det var Perrie og Zayn. Jeg kan stadig huske deres samtale som jeg var blevet ret glad for:

"Hun er en rigtig sød pige" havde Zayn sagt.

"Ja hun og Louis passer perfekt sammen" havde Perrie svaret ham. 

Tredje gang var jeg vågnet ved at Alison rykkede jeg lidt voldsomt i sengen, men der var jeg så træt at jeg bare faldt i søvn lige med det samme. 

Alison afbrød mine tanker om min nat ved at spørge om hvad jeg tænkte på. 

"Ikke noget svarede jeg bare" og sendte hende et lille smil. 

Hun smilede igen, men smilet nåede aldrig op til hendes øjne. 

Hun gik hen og lagde jeg tilbage i køjen, og lukkede øjnene. Jeg gik hen til hende og satte mig på siden af den. 

"Er du træt?" spurgte jeg hende. Hun nikkede bare på hovedet, og lagde hendes hånd på mit lå.

Jeg betragtede hendes ansigt, som så meget træt ud, og en smule trist. Men slet ikke ligeså trist som igår. 

"Er du okay?" spurgte jeg hende om, og strøg hende over kinden. Hun trak en smule på smilebåndene, og åbnede øjnene. 

"Ja, for jeg ved vi kan klare det her. Det ved jeg nu begrund af..." hun sagde slet ikke sætningen færdig. 

Der blev helt stille i mellem os, men det var ikke en akavet stilhed. 

Selvom jeg godt ville vide hvorfor hun havde skiftet sådan mening siden igår aftes, så besluttede jeg mig for ikke at spørge. Istedet nød jeg bare tanken om at hun var glad igen. 

Jeg lagde mine læber ned til hendes, og lige inden de mødtes helt spurgte jeg hendes: "Så du har ikke tænkt dig at græde mere nu?" 

Selvom vi kyssede, kunne jeg mærke at hun både smilede og nikkede.

Det gav mig en helt vildt behagelig fornemmelse inde i kroppen. Jeg fik helt kuldegysninger, og det var som om mit hoved blev lettere, fordi jeg blev lettet. 

Lettet over at Alison nu ikke har tænkt sig at være så ked af det mere, og lettet fordi hun nu tror på at hende og jeg kan klare det sammen. 

Against the odds 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...