Don't kiss her *oneshot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2014
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Færdig
I en verden baseret på 5 stader, ild, jord, luft, vand og is, er den unge Faith McKerry fanget i Ildstaden. Hun har aldrig rigtig forstået livets betydning, indtil en ung dreng fra Isstaden dukker op i hendes liv. Harry. I starten er det hele bare sjov og ballade, og intet seriøst, men som dagene går, og deres liv forandres, bliver deres tid sammen sværere end nogensinde før.

6Likes
0Kommentarer
333Visninger

1. Faith & Harry

Sveden drev ned af mig, da min bror Ty skulle lærer mig hvordan man kunne håndterer ilden uden at brænde sig. Ærligtalt syntes jeg ikke at jeg kunne bruge det til noget. Hvorfor kunne løfte og kaste ild, hvis reglerne alligevel sagde at man ikke måtte?

"Kan vi ikke godt stoppe?", spurgte jeg forpustet. "Jeg lærer det aldrig"

"Kom nu Faith! Hvad gør du hvis nogen fra Jord, Luft, Vand, og Isstaden går i krig imod os? Hvad ville dit våben så være?", spurgte Ty bekymret. Jeg vendte øjne. 

"Det sker ikke. Vores stad er lukket mere inde, end Celiné er i sin vinterjakke når det er koldt!", sagde jeg, og smilede. Ty brummede af mig. 

"Glem det, Faith. Man ved aldrig", sagde han. Jeg sukkede et dybt suk.

"Okay!", sagde jeg, og kastede mine arme bagud. 

"Forresten, så er Celiné altså ikke lukket helt inde. Man kan stadig se hendes øjne.", sagde han og kom til at give mig et lille smil. Jeg lo. 

Celiné var en pige der var flygtet var Isstaden, hen til Ildstaden under krigen. Det var inden vi fik et kæmpe pigtrådshegn, med en sø af lava, rundt om vores stad. Celiné havde stadig svært ved at vænne sig til varmen, og hun vidste aldrig hvornår det kunne blive koldt. Derfor bar hun altid rundt på en kæmpe blå dunjakke, et par sorte skibukser, alt for store vinterstøvler, lyseblå vanter, en strik hue, halstørklæde, og nogen gange skibriller. Det var vildt at hun kunne holde det ud. Det var ikke for at gøre nar med hende, at jeg nævnte hende, for jeg elskede hende, det gjorde jeg virkelig! Hun havde det bare svært ved ikke at være hos sin familie, og hun savnede især sin bror, som hun omtalte Harry. Hun sagde at hun savnede ham, pga. hans små drillerier, og hans krøllede hår, som hun ikke kunne holde fingrene fra. Det morede mig hver gang hun fortalte om ham. Han lød som en sjov fyr. Det eneste der var ved Celiné, var at vi fra Ildstaden ikke måtte rører hende. Hvis vi så meget som snittede hende med vores finger, kunne det betyde alvorlig død for lille Celiné. Fordi ild smelter is, ligesom vand slukker ild. Derfor var vor værste fjender Is- og Vandstaden. 

"Det her er håbløst", sagde jeg opgivende. Ty rystede på hovedet. "Du kan godt."
Jeg nikkede, men besluttede mig for at gå alligevel. Det irriterede Ty endeløst, men jeg havde bare ikke lyst til at håndtere ilden.

Jeg gik hen til Celiné. Selvom vi ikke måtte røre hinanden, så var hun stadig min bedste veninde. 

"Hva' så?", spurgte jeg, og satte mig en halvmeter fra hende, så hun ikke blev brændt. 

"Alt for meget!", svarede hun muntert, og først da, opdagede jeg at hun ikke var indespærret i alt muligt tøj.

"Der er vist en der er glad! Hvad sker der?", spurgte jeg nysgerrigt. Hun smilede, og kiggede ned i jorden, for at tage sig sammen til at sige noget til mig. 

"Han er her!", sagde hun, og sendte mig verdens største smil. Det tog mig et øjeblik, for at finde ud af hvad hun snakkede om. 

"Din bror? Hvordan kom han ind?", spurgte jeg forundret. Hun fumlede med fingrene i glæde, forvirring, og en smule usikkerhed. Hun så sig omkring, for at se om der var nogen i nærheden.

"Han er en stærk besidder af isen, og tro det eller ej, han frøs jeres lava og hegn til is, og han kunne derefter smadre det, bare for at se mig!", sagde hun glad. Hun så på mig, og ventede på en reaktion. Jeg stirrede koldt ud i luften. Jeg elskede virkelig Celiné, men det hendes bror havde gjort var forfærdeligt. Jeg havde ingen ord at sige, hvilket gjorde Celiné usikker. 

"Det var også dumt", sagde hun med en rystende stemme, som om hun skulle græde. Jeg skulle lige til at lægge armen om hende, for at sige det nok bare var mig der var dum, og det hendes bror havde gjort ikke var slemt, men jeg blev stoppet, da jeg kunne mærke hendes kulde. Heldigvis for det. 

"Nå, hvor er han så, din bror?", spurgte jeg opmuntrende, og slog mig selv på lårene, for at vi skulle glemme det jeg lige havde sagt. Celiné åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt.

"Hvor er hvem?", spurgte en hæs stemme. Jeg vendte mig om, og fik øje på en høj fyr, men utroligt krøllet hår. Mine øjne var klistret til ham. Det måtte være Harry.

"Harry!", udrød Celiné hysterisk glad. Hun skyndte sig hen til ham, og omfavnede ham så hårdt, at hun var ved at tage livet af ham. Jeg kom i tanke om hvor lettende det måtte være, endelig at holde om en person igen. Jeg havde fuldstændig glemt hvor forfærdeligt det måtte være ikke at kunne gøre det. Jeg var lige ved at fælde en tårer, i dét jeg kom i tanke om hvor meget hun havde snakket om ham, hvor meget hun havde savnet ham.

Efter et minuts tid, gav Celiné endelig slip på ham.

"Jeg er også glad for at se dig!", sagde han leende. Jeg troede egentlig at det havde hilst på hinanden i dag, men ikke ordenligt kunne jeg forstå. 

"Hvem er det?", spurgte Harry, og kiggede flirtende på mig. Mine kinder blussede op, og jeg vendte blikket væk. 

"Åh ja, undskyld. Harry, dette er Faith, Faith, dette er Harry.", introducerede hun. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på Harry, og beundre hans smukke ansigt, men sammentidig kunne jeg ikke lade vær med at tænke på hvad han havde gjort. 

"Såå, hvor er hun fra?", spurgte Harry Celiné, og jeg kunne se lys stråle ud af hans øjne af glæde. Spænding. 

"Herfra, ligesom alle andre. Beklager.", sagde Celiné, og gav ham et trist blik. Harrys' lys blev skuffelse, hvilket gjorde mig trist at se på. 

"Det du har gjort betyder krig, det er du godt klar over ikke?", spurgte jeg, og så hen på Harry. Han så forvrriet på mig, men forstod så hvad jeg talte om.

"Hmm, jeg ved ikke. Krigen er stadig inde i os, ikke sandt? Den slutter aldrig.", svarede han, og trak på skuldrene. I samme øjeblik kom Ty, og så forfærdet på mig. 

"Sig ikke...", sagde han overrasket (på den dårlige måde).

"Du dater ikke en oprører, vel?", spurgte han vredt.

"Nej! Jeg...", sagde jeg, men Ty hev mig hurtigt væk. 

"Du taler aldrig til ham igen!", sagde han vredt, og lød fuldstændig som min far ville have gjort.

"Slip mig, Ty! Han besøger jo bare sin søster! Desuden "dater" jeg ham ikke, det var et tilfælde!", sagde jeg, og prøvede at kæmpe mig fri. 

"Jeg hader løgnere!", vrissede han. 
                                                                                        Dag 1

Nogle dage gik, og Ty troede virkelig på at Harry og jeg havde noget kørende. Jeg var ikke engang interreseret i ham, indtil den dag han listede sig ind på mit værelse. Jeg skulle til at udstøde et skrig af forbavselse, men Harry nåede at stoppe mig. 

"Hvad laver du her?", hviskede jeg irriteret. "Jeg kender dig knap nok!". Harry så bare på mig, med hans uimodståelige blik. 

"Forbudt kærlighed. Det kan jeg lide. Er du med?", spurgte han. Jeg så forvirret rundt.

"Med på hvad?", brummede jeg. 

"Med på os to! Jeg elsker farlige ting, og jeg elsker dig. Er du med?", spurgte han igen. Jeg trak på skuldrene.

"Du vil fortryde det.", sagde jeg. Han lo et hæst grin. Lækkert.

"Lad os nu se!", sagde han og forsvandt. Jeg gik rundt om mig selv i forvirring. 
                                                                                     

                                                                                    Dag 6
Flere dage gik, og Harry kom stadig ind på mit værelse. Ty havde ikke opdaget det endnu. Jeg var faktisk begyndt at holde af Harry, og omvendt. 

"Det her må stoppe!", sagde jeg, da Harry lænede sig op af mig. Dog uden han rørte mig.

"Hvad mener du?", spurgte han forvirret. 

"Vi kan ikke lade det her fortsætte, jeg bliver bare for glad for dig.", sagde jeg, og smilede et uskyldigt smil. Harry så bedrøvet på mig. 

"Du ved godt det ikke virker.", sagde jeg bestemt. Han lavede hundeøjne, han vidste jeg ikke kunne modstå det. Jeg sukkede.

"Men jeg giver dig skylden, hvis en af os bliver slået ihjel!", sagde jeg. Harry smilede et sejrrigssmil.

"Du har altså ikke vundet.", sagde jeg med et skævt smil.

"Som om jeg tror på det!", sagde han. Jeg vendte øjne. Harry lænede sig tættere på mig, og skulle til at kysse mig.

"Stop.", hviskede jeg, og satte mig på sengekanten.


Dag 8

Yderligere 2 dage gik, og Ty var begyndt at fatte mistanke til min underlige, lalleglade opførsel. "Du er glad i dag. Er du forelsket?", spurgte han altid. Jeg vendte bare øjne, og fnes. Jeg måtte indrømme, at jeg var blevet glad for Harry, men vidste også godt at han var skyld i den krise vor Stad havde fået. Det værste ved det var, at de mistænkte Harry for at have smadret vores indhegning. Han var jo kendt i Isstaden. For hans evner. 

"Hva' så trunte?", spurgte Harry, da han kom ud af den blå luft. Jeg fik et chok, hvilket førte til et skrig. Som en hund lystre på sit navn, kom Ty løbende op.

"Hvad sker der?", spurgte han nervøst. Jeg tyssede på Harry, i frygten i at han sagde noget. Han lod som om han lynede sin mund, hvilket fik mig til at smile. 

"Ikke noget.", sagde jeg en smule nervøst.

"Han er derinde, ikke sandt?", spurgte han, og jeg blev stille. Til gengæld sagde Harry noget.

"Det er sandt, den eftersøgte spoiler er inde på din søsters værelse. Hvad vil du gøre? Ringe til politiet?", spurgte han, hvilket jeg syntes var modigt. I samme øjeblik låste Ty døren op.

"Du ved godt jeg har ekstra nøgler, ikke?", spurgte han mig. Jeg sukkede. "Og hvad dig angår, så har jeg allerede gjort det. Jeg vidste at du sneg dig herop. Desuden udlover de en dusør på 100,000 tepsis. Dem vil jeg nødigt gå glip af.", sagde han og gned sig i hænderne. Jeg gispede i dét han nævnte politiet. 

"Du tager ham ikke fra mig.", udstødte jeg. Mine øjne var blanke, og jeg var klar til at græde. Ty lagde hovedet på skrå.

"For sent.", sagde han koldt, og tog politigreb om Harry. Med kuldehandsker og kuldedragt selvfølgelig, ellers var han død. Jeg skreg i vilden sky, for at få ham til at give slip. Det gjorde han ikke.


Dag 19 

11 dage var gået, og jeg hørte det mest forfærdelige i radioen og i TV'et. Hvordan de ville partere Harrys' krop, give ham en langsom død i form af træhesten, eller kaste ham i lavasøen. Jeg havde mistet min tiltro til Ty, og jeg var vred på ham. Pengene vi fik som dusør, havde Ty brugt på det mest åndssvage; et nyt åndsvagt hus, der måske havde nogle seje effekter, men det kunne aldrig måle sig med vores gamle hus. Vores lille træhus, med en masse hjemmelavede møbler. Det nye TV gjorde det heller ikke bedre, fordi jeg nu blev tvunget til at se på hvordan Harry havde det. Jeg spilede øjnene op, da jeg så at de sendte direkte fra "Dødspaladset". Det var der man henrettede uvelkomne gæster i vor Stad. Hvis Harry blev henrettet, var han nr. 100 man sendte på TV, som blev henrettet. Det førte til et jubilæumsshow, med top 100 henrettelser. Ja, der var sådan set også kun 100. 

Jeg tog mig selv i at græde, da jeg så Harry skulle til at få hugget hovedet af. 

"Et sidste ønske?", spurgte bødlen hensigtsmæssigt. Harry tog en dyb indånding. 

"Bring Faith McKerry til mig, og lad mig give hende et sidste farvel. Det er mit største ønske, hr.", sagde han høfligt, og kiggede ind i skærmen. Han lavede de uimodståelige hundeøjne, og det slog mig pludselig, at jeg skulle møde op. Møde op til henrettelsen. Jeg rejste mig fra sofaen, og løb så hurtigt jeg kunne. Så sveden drev ned af mig. Jeg måtte se Harry inden han forsvandt fra denne forfærdelige planet. Da jeg nåede frem, var jeg så forpustet, at jeg knap nok kunne stå på mine ben. Folk vendte sig om, pga. min højrøstede stønnen. Jeg så op på scenen, og Harry var ikke helt død endnu. Tværtimod. Jeg så et glimt af liv i hans øjne, da han fik øje på mig. Jeg gik langsomt op på scenen.

"Er det hende?", spurgte bødlen Harry. Han nikkede.

"Må jeg have lov?", spurgte han med en rystende stemme. Det var første gang jeg havde hørt Harry nervøs. 

"Selvfølgelig", svarede bødlen, med en stemme der var tæt på at knække over. Han brød sig heller ikke om henrettelsen. Han viklede langsomt Harry ud fra "halshuggeren", så Harry kunne se mig ansigt til ansigt.

"Kører kameraret stadig?", spurgte Harry. Bødlen nikkede. Harry tog en mikrofon, og lod sig selv tale i den.

"Kære Ildstadsbeboere. Jeg ved godt at i hader mig, men jeg kunne ikke forstå hvad alt den beskyttelse for jeres Stad kunne bruges til. Undskyld. Jeg skal henrettes nu i dag, for min forbrydelse. I starten var jeg ligeglad med døden, og ville faktisk allerhelst bare forsvinde. Min søster Celiné var langt væk, og ingen familie havde jeg i min egen Stad. Jeg ved godt at jeg har løjet for dig Celiné, men de døde af sorg, da du var rejst. Tilgiv mig. Men alt det med døden hørte op, da jeg mødte Faith. Faith McKerry. Hun gjorde mit sørgelige liv til en fest. En fest med balloner, fyrværkeri, og hele mulevitten. Hun er så smuk og skøn, og hvem vil ikke kysse sådan en ansigt? Men jeg er den typisk uheldige fyr, som tilfældigvis skal være fra Isstaden, og hvis jeg kysser hende vil jeg brænde op i flammer. Jeg ville dø lykkelig hvis jeg bare fik et enkelt kys af hende. Det er sådan jeg vil dø. Jeg ved godt at jeg fortjener en langt værre død, men hvis i lader mig kysse hende, vil jeg være jer evigt taknemmelig. Faith, jeg elsker dig.", sagde han i et knap så nervøst tonefald. Han lænede sig forover og kyssede mig på munden. Jeg blev overrasket, men kyssede igen. Jeg kunne mærke hans ansigt smelte i mine fingre, men vores læber var stadig plantet på hinandens. Han gav ikke slip på mig, og jeg på ham. Hans læber begyndte at smelte, hans øjne, næse, hår, og til sidst hans krop. Jeg endte med blot at stå med vand i hænderne. Publikum så chokerede ud. Jeg ignorerede dem.

Jeg gik ned fra scenen med tårer stående ud af øjnene, og med knyttede hænder, der nægtede at give slip på Harrys' smeltende vand. Først da jeg stod blandt publikum, kom jeg i tanke om hvad beboere fra Ildstaden måtte rører. Vand. Som en dråbe fra himlen, kunne jeg mærke at jeg krympede. Så meget, at man ikke kunne se mig. Så meget at jeg ikke længere eksisterede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...