Forandringen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Igang
Det her er min novelle opgave fra skolen. den handler om pigen Stephanie, som har det rigtig svært fordi hendes mor er døde for et år siden. Hun begynder at gøre dumme ting som hun ikke skal gøre.

0Likes
0Kommentarer
271Visninger

1. Kapitel 1

Jeg stod og kiggede lidt rundt, jeg kunne ikke finde min mors gravsten. Jeg fandt den efter lidt tid.

 Jeg kiggede over på min far, han kunne ikke holde tårerne inde længere. Jeg kunne heller ikke holde mine tårer inde længere. Jeg savnede min mor så meget. Jeg satte mig ned ved gravstenen med en rose i hånden. ”Mor, du skal bare vide at jeg elsker dig rigtig meget, og savner dig hver eneste dag,” hviskede jeg med tårer ned af kinderne. Jeg lagde rosen på gravstenen og gik så over til min far. Jeg gav ham et stort kram. ”skal vi gå?” spurgte han, jeg nikkede og snøftede lidt. Vi gik over mod min fars bil. Vi satte os ind i bilen og kørte hjem.

 

Jeg gik direkte op på mit værelse og gik over til mit store spejl. Jeg satte mit sorte hår op i en hestehale. jeg satte mig ned på min kontorstol ved mit skrivebord og lavede lektier. Det var virkelig kedeligt, så tændte tv’et imens, der var ikke rigtigt noget spændende så slukkede det igen.

”Er du sulten?” spurgte en stemme bag ved mig. Jeg vendte mig om. Det var min far. Jeg rystede på hovedet. Han nikkede og gik ud igen, jeg vendte mig om og lavede videre på mine lektier.

 

”STEPHANIE,” råbte en, ”STEPHANIE, DU SKAL OP NU!!” råbte den samme stemme igen. Jeg åbnede langsomt mine øjne, ”gud var jeg faldet i søvn i går?” mumlede jeg til mig selv. ”STEPHANIE,” råbte personen igen. ”JEG KOMMER OM 2 SEKUNDER,” råbte jeg tilbage. Jeg rejste mig langsomt op fra stolen og tog noget tøj på. Jeg gik ned af trapperne. ”Godmorgen,” sagde han stille. ”Godmorgen,” mumlede jeg, og tog en skål som jeg hældte cornflakes i. Jeg satte mig ned. ”Far?” spurgte jeg. ”ja,” svarede han, ”må jeg ikke få nogle penge så jeg kan få lavet en næsepiercing?” spurgte jeg. ”Nej, Stephanie. Det må du ikke,” svarede han surt. ”Ej, hvorfor ikke?” spurgte jeg. ”Du er kun 15 år,” svarede han. ”Men alle fra klassen har én,” bedte jeg. ”Okay så godt,” overgav han sig og gav mig nogle penge. ”Tak far,” smilede jeg og gik ud i gangen. Jeg tog sko og jakke på, min skoletaske tog jeg på min ene skulder og gik ud i kulden.

 

Jeg småløb hen til skoleporten og løb op i min klasse fordi det var virkelig koldt udenfor. Jeg satte mig på min plads for enden af klassen. ”Aye Stepper,” sagde en stemme bag ved mig. Jeg vidste med det samme at det var Victoria, min bedsteveninde. ”Aye Toria,” smilede jeg og krammede hende. ”Skal have en næsepiercing,” hvinede jeg, ”Vil du virkelig det?” spurgte hun. Jeg nikkede ivrigt. ”Hvad sker der egentligt med dig?” spurgte hun. Jeg så forvirret på hende. ”Før din mor døde var du en der elskede at gå i skole. Var glad hele tiden. Du farvede ikke dit hår,” sukkede hun. ”Der tænkte du ikke på at få en næsepiercing,” forsatte hun. Jeg sukkede bare og satte mig på min plads.

 

Klokken ringende endelig ud. Nu havde vi fri. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, tog min taske og gik med raske skridt ud af skolen. Jeg gik over til bussen som kørte over til centeret. Jeg gik rundt om hjørnet hvor bussen var ved at køre. Jeg løb hurtigt over til bussen og buschaufføren åbnede døren. ”Tak,” sagde jeg forpustet. Buschaufføren nikkede og lukkede døren igen da jeg var kommet ind. Jeg fandt en plads og satte mig ned.

”Centeret,” sagde mikrofonen i bussen. Jeg rejste mig op og gik ud af bussen. Jeg gik direkte hen til en tattoo salon. Jeg satte mig på en stol derinde. ”Hvad skulle det være?” spurgte kassedamen. Jeg  gik over til hende, ”Jeg vil gerne have en næsepiercing,” svarede jeg.  Hun nikkede. ”Følg med,” sagde hun. Vi kom ind i et rum, hvor jeg satte mig ned på en stol. Hun tog alverdens ting frem. ”Er du klar?” spurgte hun. Hun stak en nål i min næse og puttede så ringen i. Jeg betalte ved kassen og gik med det samme hjem.

 

Jeg tog mine nøgler frem og låste mig ind. ”FAR, ER DU HJEMME?” råbte jeg og satte mine sko på plads. Der kom ikke noget svar. Så han var sikkert ikke hjemme, så jeg gik op på mit værelse. Jeg tog min mobil frem og skrev lidt med Victoria. Jeg lagde min mobil til opladning. Jeg satte mig til at lave nogle lektier selvom jeg ikke gad. Da jeg blev færdig med mine lektier lagde jeg mig i min seng. Jeg faldt hurtigt i søvn.

 

”Endelig weekend,” mumlede jeg til mig selv da jeg vågnede. Jeg tjekkede lige min mobil, jeg havde fået en besked. ”Fest i aften hos mig,” stod der. ”Kommer,” svarede jeg. Jeg lagde min mobil i baglommen og gik nedeunder, og fik noget morgenmad. Bagefter gik jeg op for at gøre mig klar til festen. ”skal du med til fest?” skrev jeg til Victoria, ”Nej,” svarede hun. ”okay” skrev jeg og lagde min mobil på mit skrivebord. Jeg lagde hurtigt noget pænt makeup. Fandt et par bukser og en flot trøje. Jeg tog det på og var så klar til fest. Jeg gik nedenunder. Min far var endelig kommet hjem. ”Far jeg tager til fest,” smilede jeg. Han nikkede. jeg gik hen og tog mine sko på. Jeg åbnede døren og gik ud i kulden.

 

Man kunne høre musik fra lang afstand. Jeg gik over til huset med musikken. Der var virkelig mange mennesker. Jeg gik over til baren, ”en drink” sagde jeg til bartenderen. Han lavede den og satte den på bordet, jeg gav ham pengene for den og bundende den med det samme. ”En til” sagde jeg til bartenderen, han nikkede og lavede en til, han satte den på bordet. Igen bundende jeg den, og stilede glasset på bordet. Jeg gik ud på dansegulvet, der var et par stykker der dansede.

Klokken blev ret mange så jeg besluttede at tage hjem. Da jeg kom hjem smed jeg mine sko ude i gangen. Jeg gik op på mit værelse og lagde mig til at sove.

 

Jeg vågnede ved at der var nogen der bankede på min dør. ”Stephanie?” spurgte personen. ”HVAD ER DER?” råbte jeg. Personen åbnede døren og satte sig på min seng. ”Stephanie?” spurgte personen igen. Jeg åbnede øjnene og så det var Victoria. ”Hvad er der?” spurgte jeg. ”Jeg siger det lige ud” svarede hun. ”Hvad er der galt med dig? du har forandrede dig rigtig meget,” spurgte hun. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om,” svarede jeg. ”Virkelig?, prøv lige og tænk dig om” sagde hun surt. Jeg kunne virkelig ikke se hvad hun snakkede om. ”Hvad er det du snakker om?” spurgte jeg. ”Se på dig selv, det er det jeg snakker om” svarede hun. Jeg svarede ikke. ”kan du virkelig ikke se det?” spurgte hun, ”Jo det kan jeg godt nu” tøvede jeg. ”Godt. Jeg savner dit gamle jeg, skal vi ikke prøve at få det igen?” spurgte hun. Jeg nikkede og krammede hende, jeg fældede et par tårer.

 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Håber i kunne lide den, skriv gerne hvad i syntes om den..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...