Skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
Historien eller novellen som jeg har skrevet er om en mand i 2 verdens krig. Det er en mand som engang blev mobbet i skolen, som senere gik hen og blev naziofficer. Han gik hen for at blive naziofficer for at føle sig magtfuld og stærk, men endte i stedet med at føle sig trist og ensom.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

1. Skæbne (Hele historien)

Skuddene lød og blodet flød, deres livløse kroppe faldt mod jorden. Et skud, det var alt, der var nødvendigt, for at dette skulle ske. Så lidt for så meget, hvis de bare kunne se mig nu. Mit dræberinstinkt satte ind, og jeg var ude efter blod. På sekunder fik jeg lagt min m1 i hånden, og så fløj skuddene gennem luften igen. En efter en faldt de til jorden. De stod her alle sammen af den samme grund, vi havde ikke længere noget at bruge dem til. De havde ikke noget formål, for os mere. Der var ingen, der kunne lide dem eller brød sig om dem. For den simple ting måtte de bøde for, for at de er anderledes. Selv om de ikke en gang var det, et menneske - bare anderledes. Det fik mig til at tænke tilbage på min tid, som den person. Som den, der var udenfor.

 

”Ej prøv og se, Tykke faldt ned af cyklen. Det er sikkert alle de deller, der fik ham til at falde til jorden.” Jeg kunne tydeligt høre Askers stemme. Det var ham, der startede det hele. Asker var den person alle så op til, den alle fulgte. Selv mig engang, selv jeg fulgte Asker. Men jeg var for anderledes, Tykke kaldte de mig alle sammen. Det var alt sammen deres skyld, Michael, Ebbe og Asker. De var alle medskyldige, men Asker. Asker var den værste af dem alle. Han havde brug for en syndebuk og jeg var det letteste offer. Efter jeg var valgt af gruppen som deres synde buk var freden forbi. Tårnene trillede ned af mine kinder. Hvis tåre kunne tale, ville de aldring stoppe med at skrige. Alle det der blev gjort mod mig, blev bragt ned til en simpel lille tåre. Tårnene blev fordoblet, som da de trillede ned af mine kinder, jeg fik kuldegysninger. Da kom stemmerne. Jeg havde for alt i verden prøvet at fortrænge det men stemmerne var for stærke. ” Tykke, der er ingen der gider være sammen med dig, du for meget. Nuurgh Tykke er vi for hårde mod dig. Bliv en mand Tykke, bliv en mand. Du bliver aldrig til noget, Tykke, du bliver aldrig til noget.” Alt det, som det gjorde mod mig. Alt det, nu skulle de bare se mig, som den mand de aldrig troede, at jeg ville blive. Jeg lovede mig, at aldrig igen, jeg ville aldrig nogensinde føle den førelse, som jeg følte dengang.

 

Hvem var det nu, der var ovenpå. Hvis de bare kunne se mig, de kunne bare komme an. Nu var rollerne byttet lidt rundt. Michael, Ebbe og Asker kunne bare komme an, for nu var jeg parat. Jeg var personen. Personen ingen ønskede at trodse, personen alle frygtede. Hvor var deres såkaldte formål. Ligeså snart deres formål var opbrugt ville jeg være her. Jeg venter, på at se livet flyve ud af deres kroppe med et enkelt skud. Min hævn ville komme, bare først på det rigtige tidspunkt. Jeg lagde min m1 fra mig og gik tilbage til mit værelse. Jeg skænker mig selv noget at drikke, og så sætter jeg mig ned. Efter en lang dag er det lige, hvad jeg har brug for.

Det er stille og roligt begyndt at blive mørkt udenfor, og jeg har sat mig ind i stuen. Jeg sidder stile og roligt og falder ind i mig selv. Jeg kan mærke varmen, der går gennem min krop. Jeg sidder og kigger ind i flammerne i pejsen. Ser hvor stille flammerne danser og brænder, selvom jeg godt ved, at det slukkes på et tidspunkt.

Det hele gav mig en så varm stemning, men alligevel kunne jeg ikke holde op med at føle mig så kold. Det var som om, at der var et tomrum i mit liv, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad var. Jeg kunne ikke forstå det, jeg havde jo næsten alt. Det fik mig til at kigge rundt omkring. Hvad kunne der mon mangle i mit liv?

 

”Kom nu Birgitte, vi skal nå bussen.” Jeg husker hende så tydeligt, Birgitte. Hun gik altid med sin veninde, Ester. Begge meget pæne, men Birgitte var noget helt specielt. Birgitte havde langt lyst hår, helt tykt og blødt. Det var som det fineste silke, jeg nu engang har set. Hun var pæn, både i figur og som person. Jeg havde været forelsket i hende det meste af min skoletid, eller bare i hele mit liv. Ikke en dag er gået i, hvor hun ikke har strejfet mine tanker. Ja, hun var noget helt specielt. Men selvfølgelig var jeg ikke det for hende. Jeg havde uddybet mine inderste tanker og følelser om hende. Jeg havde samlet det alt sammen i et digt, der viste præcis hvad jeg følte, og havde besluttet at give hende det. Den dag skulle aldrig være kommet. Hun grinede, og hånede mig. Det var ydmygende. Jeg kunne ikke klare det mere. Det var der mit hjerte for alvor bristede. Den dag min kærlighed forsvandt.

 

Vreden kom frem i mig, som jeg stille sad og lod det trænge ind igen. Kærlighed, den manglende brik i mit livs puslespil. Tomheden nægtede at forsvinde fra min krop. For første gang ville det ikke slippe mig. Det hang bare fast på mig som mine barndomsminder. Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få dem ud af hovedet. Hvordan kan det være, at de fik alt? Og jeg fik intet. Hvordan kunne jeg blive den udsatte, når jeg aldrig gjorde det mindste forkert. Jeg tænkte længe, over alt ligesom alle andre - ensomme aftener. Dem blev der nu tit flere og flere af, synes jeg nu.

Alt den tilbage tænkning fik en til at overveje. Om der nogensinde ville komme noget ud af mit liv. Det hele føles som rutine, snart. Jeg står op, går på ”arbejde”, jeg forsvinder. Ind i min egen lille verden. Aften efter aften, sidder jeg foran pejsen. Undrer mig – traf jeg nu det rigtige valg. At jeg skulle side her, ensom og forladt. Bare fordi nogle idioter, skulle ødelægge min skolegang. Hvorfor skulle det så også gå ud over mit liv?

 

Nej, nu er det nok, tænker jeg. Jeg får mig løftet op fra sofaen, og går over til mit skrivebord. Jeg åbner skuffen, tager en dyb indånding, lægger pistolen hånden. Jeg ryster helt. Jeg sætter pistolen lige i tindingen. Jeg tænker med det samme - et var vist sådan det skulle ende. I samme sekund affyrer jeg pistolen.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...