The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3594Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Senere samme aften stod jeg hjemme på mit værelse igen. I gang med at sætte mit hår. Den lilla kjole jeg havde på sad løst, på min krop. Håret havde jeg besluttet at lade hænge løst, nedover mine skuldre.
Melanie ville komme og hente mig, om nogle få minutter. Derfor fik jeg hurtigt taget fat i mine sorte, converse som jeg tog på mine fødder, og gik i gang med at binde. Jeg kiggede lidt i spejlet da jeg var færdig, og måtte nikke mig tilfreds med mit look.
Og få sekunder efter lød en banken på døren. Jeg tog hurtigt fat i min mobil, som jeg puttede ned i min bh, hvorefter jeg små løb, ud af værelset, ned af gangen, og ned af trapperne. Melanie var allerede gået ind, og jeg gik hurtigt hen til hende, og trak hende ind i et kort kram. ”Hejsa.” Hilste hun og sendte mig et smil. Jeg nikkede kort som hilsen. ”Jeg smutter!” Råbte jeg igennem huset, og gik så ud af døren, som jeg smækkede bag Melanie.
Hun gik ned af fortovet og jeg fulgte bare efter hende, eftersom at hun vidste hvor vi skulle hen.

* * *
Efter en kort gå tur endte vi ved diskoteket som festen var ved. Melanie tog ved min hånd, og trak mig med op mod døren som hun åbnede. Indenfor var der fyldt med mennesker, men på samme tid ikke så mange at man tænkte at man ville blive mast.
Jeg lod mit blik køre lidt rundt for at se om jeg kunne se nogen jeg kendte. Melanie trak mig med op i baren, hvor jeg kort efter fik stukket en drink i hånden. Hun sendte mig et smil som jeg blidt gengældte. Jeg tog sugerøret op til munden og tog en slurk, af væsken i mit glas. En sød smag ramte blidt min tunge.
En drink blev langsomt til flere, og vi blev langsomt lettere berusede. Melanie stod og snakkede med en eller anden, mens jeg lod mit blik glide lidt rundt. En ny sang startede, hvilket fik Melanie til at hvine. ”Jeg elsker den sang! Kom Svan, vi skal danse!” Sagde hun og tog ved min hånd, hvorefter hun maste sig igennem menneskerne, for at kunne komme ud på dansegulvet med mig. Jeg grinede lavt over hende, men fulgte bare med hende.
Da vi endelig kom ud på dansegulvet, gik der ikke lang tid, før vi bevægede os flot i takt til musikken.
Eller... Vi prøvede i hvert fald.

Melanie's synsvinkel
Det var umuligt ikke at grine bare en smule. Savannah kan virkelig ikke danse! Men hvad pokker. Vi havde det sjovt! Det så i hvert fald ud til at Savannah også havde det sjovt, hvor hun havde også svært ved ikke at grine.
Hun stoppede lige pludselig, og kiggede lidt på mig. ”Jeg smutter lige på toilettet.” Sagde hun så. Jeg nikkede bare til hende, og kort efter gik hun. Jeg valgte bare at danse videre. Hvis jeg nu blev her kunne hun vel godt finde mig når hun kom tilbage igen? Det regnede jeg da i hvert fald med, hun kunne.
Efter noget tid, jeg vil skyde på et kvarters tid, kom hun tilbage igen. Jeg smilede til hende, og hun gik hurtigt i gang med at danse igen.

Savannah's synsvinkel
Jeg ved ikke hvor længe vi var på dansegulvet, men efter virkelig lang tids dansen, valgte vi at gå tilbage igen. Vi gik op i baren, hvor vi kunne sidde. Melanie bestilte, to drinks til os. Melanies blik landede på mig, og hun havde et drillende smil, om hendes læber.
”Hvad er der?” Spurgte jeg forvirret. ”Sååå. Dig og Louis hva?” Grinede hun, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. ”Det hedder et venskab, Mel.” Sagde jeg og puffede til hende. ”Det hedder, at du er så besat af ham, at du helt glemmer lille mig.” Sagde hun og puffede tilbage til mig. Vi grinede lidt og hun rystede på hovedet.
”Nej men helt seriøst.. Jeg har næsten ikke set dig i den her uge, er at Hr. Drømmeprins er kommet ind i billedet.” Sukkede hun, og sendte mig et smil. ”Stop nu. Vi mødtes på grund af Stans død, og vi hjalp hinanden, med at komme os over det. Det startede en venskab, og vi har kun kendt hinanden, i næsten en uge, så slap lige lidt af.” Grinede jeg så. Hun trak lidt på skulderene. ”Bare vent. Det er et venskab nu. Næste måned, er i forelskede, men tør ikke sige noget. Måneden efter, indrømmer i følelserne, og bliver kærester. Nogle år efter det, gifter i jer, så får i børn, og så lever i lykkeligt til jeres dages ende.” Siger hun med et smile.
Jeg ryster lidt på hovedet. ”Det var jo præcis den samme fremtid, du forudsagde til Stan og jeg.. Og hvad skete der? Han døde..” Sagde jeg. Hun rullede lidt på øjnene. ”Måske var det meningen? Du skulle være sammen med Stan, han skulle dø, så du kunne møde Louis, som er din eneste ene.” Sagde hun derefter.
Jeg trak lidt på skulderene hvorefter jeg grinede lidt. ”Ja, ja tro hvad du vil men-” ”Hjælp!” Blev jeg afbrudt da, der pludselig blev råbt. De fik slukket musikken og folk stoppede, med at snakke. ”Hjælp!” Lød stemmen igen. ”En eller anden kom og hjælp!” Råbte personen.
Jeg kiggede lidt på Melanie, hvorefter vi sprang ned fra stolene og maste os igennem alle menneskerne. Vi løb hen til pigen der havde råbt om hjælp, mens andre var på vej. Nogen så ud til ikke at vide hvad de skulle gøre.
Pigen rystede helt vildt, og hendes øjne så helt røde ud. ”Det.. Derinde!” Sagde hun og pegede på et rum. Jeg kiggede på Melanie, hvorefter vi hurtigt gik ind i rummet.
Inde i rummet, var der blod, på gulvet og væggene, og det førte alt sammen, hen til det lig der lå over i hjørnet. Jeg gispede højt, af forskrækkelse da jeg så det, og Melanie trådte hurtigt nogle skridt tilbage. ”Morderen er her..” Mumlede Melanie, og stirrede direkte på liget.
”Ja, så sørg for at være på vagt piger.” Lød en stemme bag os, hvilket fik mig til at vende mig hurtigt, og Melanie til at skrige. Foran os stod Louis, og kiggede på os. ”Louis!?” Spurgte jeg forvirret. ”Hvad laver du her?” Spurgte jeg igen ret så forvirret. ”Det samme som jer, regner jeg med.” Sagde han og sendte mig et smil. Han kiggede på Melanie.
”Du må være Melanie.” Sagde han og rakte hånden frem mod hende. Hun gav ham hånden. Jeg kiggede på deres hænder, og rynkede panden, da jeg opdagede nogle røde pletter ved håndledet på hans hvide skjorte. Jeg kiggede lidt op på ham, og bed mig lidt i min underlæbe.
”Er du kommet til skade?” Spurgte jeg og sendte ham et smil. Han kiggede lidt på mig og rystede på hovedet, hvorefter hans læber formede sig i et skævt, lille smil. ”Nej... Hvorfor?” Spurgte han så og løftede det ene øjenbryn. Jeg bed mig lidt i min underlæbe og trak på skulderene. ”Det lignede bare blodpletter på din skjorte, og så kunne det være, du var kommet til skade eller noget.” Sagde jeg så, og sendte ham et smil.
Han kiggede forvirret ned på hans hænder og opdagede kort efter pletterne. Han trak på skulderene. ”Tja.. Det ved jeg ikke lige hvor det kommer fra.” Svarede han sådan lidt ligegyldigt.
Vi havde nærmest helt glemt at der lå blod over det hele, og et lig(!) bagved os, indtil der kom nogen ind. Politiet. ”Godaften, vi må bede jer om at gå ud, med det samme.” Sagde den ene, og sendte os et smil. Jeg nikkede lidt og kiggede på de andre.
Det var det samme politi som dengang med Stan. Zayn, Liam og Niall, hvis ikke jeg tog meget fejl.
Jeg tog ved Melanies hånd og gik efter Louis som gik ind.
Det var mærkeligt.. Det var som om at han var en helt anden person her? Det kan selvfølgelig godt bare være chokket, over at morderen, er et sted her til denne fest.
Men det var mærkeligt.. Hvorfor var han også her? Jeg sagde at jeg skulle til fest, og han sagde at han ikke skulle noget, i aften. Så valgte han også at tage til fest, men lige her? Og de pletter på hans skjorte.. Jeg turde sværge på at det var blodpletter. Men han havde ikke skåret, sig på noget eller sådan noget i den stil? Hvordan var de så kommet?
Arg! Mit hoved var fyldt, og det eneste jeg egentligt kunne bruge lige der, var at komme hjem, og i seng. Heldigvis var det lørdag i morgen, så jeg kunne sove hele dagen og bare slappe af.. Lige hvad jeg trængte til efter en uge som denne..

***

Tak for de 35 der læser! :D har ikke rigtigt noget at sige til dette kapitel..

Hvem tror du morderen er? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...