The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3596Visninger
AA

7. Kapitel 6.

* Læs gerne beskeden i bunden! :)*

 

Louis havde opført sig mærkeligt efter episoden i bilen.. Altså.. Han vrissede lidt mere af mig, og han ville knap nok snakke til mig, da vi var kommet hjem.

Jeg havde jo ikke gjort noget? Jeg ville bare gerne høre om det? Og hvordan vidste han at jeg ikke kendte, hende der var død særligt godt? Altså det er jo ikke fordi jeg plapre om mine venner? Han ved jeg kender Melanie, men det er fordi at det er Melanie og sådan er det bare. Hun er den anden mig, så hun ved alt. Ergo hvis man skal kende mig, skal man også kende til Melanie. Og omvendt.

Men det var da også den eneste jeg havde snakket om? Troede han at jeg slet ikke havde flere venner eller hvad? Så alene var jeg da heller ikke..

Jeg sad lige nu i hans sofa, med tv'et kørende i baggrunden. Han gik rundt i køkkenet og snakkede i telefon.

"Nej, jeg har ikke sagt noget om det." Sagde han lidt højt. Sagt noget om hvad? "Selvfølgelig ikke! Hvor dum tror du jeg er?" Sukkede han, også lidt højt. Igen... Hvad? Hvem snakkede han overhovedet med?

"Hør nu på mig! Hvorfor skulle jeg sige noget om det? Det er jo ikke ligefrem noget jeg, går og snakker om til alle!" Sagde han derefter. Jeg rejste mig langsomt og listede hen til døren til køkkenet. Jeg vidste godt det var dumt og forkert af mig at lytte men.. Jeg kunne ikke lade vær. Jeg var blevet nysgerrig.

Et højt suk lød endnu engang fra Louis. "Der er ikke blevet fattet mistanke om det. Slap nu af." Jeg rynkede panden. Fattet mistanke om hvad? "Hun opdager ikke noget. Du kan ikke bestemme sådan over mig, så lad det nu bare ligge. Jeg fortæller ikke noget, og hun opdager ikke noget. Slut." Sagde han.

Jeg hørte kort efter noget på bordet. Lyden af en telefon der rammede bordet.

Hvilket måtte betyde at han var færdig, og nok kom herind...

Lyn hurtigt løb jeg hen til sofaen og eftersom jeg var bag ved den, sprang jeg bare op og side i den. Men dum som jeg var faldt jeg bare direkte ned fra den igen, og hamrede hovedet ned i gulvet. "Hvad har du gang i?" Hørte jeg en stemme sige og jeg sukkede lavt. "Hopper rundt på tungen, hvad ser det ud som om jeg laver?" Mumlede jeg irriteret.

Han grinede lidt hvorefter han gik over og hjalp mig op i sofaen igen. "Er du okay?" Spurgte han og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede bare lidt. "Det regner jeg med." Sagde jeg og sendte ham et smil. Han fjernede noget hår fra mit ansigt og mærkede i min pande.

Jeg skar en kort grimasse da han ramte et ømt punkt. "Du får nok en bule, men ellers ser det ikke ud til at være noget galt." Sagde han så og smilede til mig.

Jeg nikkede bare langsomt. Jeg kiggede lidt væk fra ham hvorefter jeg kiggede tilbage, ind i hans blå grå øjne. "Jeg finder lige noget is til dig." Sagde han og rejste sig.

Jeg hørte en skramlen fra køkkenet hvorefter han kom tilbage med et viskestykke der var krøllet sammen. Han lagde det mod min pande, og en kulde bredte sig, rundt i min pande. Jeg kiggede lidt på ham med et taknemmeligt smil. ”Hvem snakkede du med? Du lød ret frustreret.” Indrømmede jeg. Louis kiggede kort ind i mine øjne, hvorefter hans øjne rettede sig mod isposen mod min pande igen.
Han rystede lidt på hovedet derefter. ”Det var bare Harry.” Sagde han så. ”Harry?” Spurgte jeg forvirret. Han kiggede igen ind i mine øjne og et blidt smil bredte sig på hans læber. ”Lægen du mødte da vi mødtes anden gang.” Sagde han så og jeg nikkede langsomt.
”Jeg vidste ikke du kendte ham..” Sagde jeg så lidt forvirret. ”Narh... Men vi begyndte sådan lidt at snakke efter jeg havde ringet meget til hospitalet, og sådan for at finde ud af hvad der skete med Stan.” Sagde han derefter.
Jeg nikkede lidt til det. Vi fik af vide dagen efter at Stan ikke kunne redes. Og nu er familien i gang med at planlægge hans begravelse. Det ville blive engang i næste uge hvis jeg huskede rigtigt. Både Louis og jeg skulle komme. Jeg glædede mig faktisk til det, hvis man kunne sige det sådan. Det skulle nok blive godt at kunne få sagt ordenligt farvel til ham.
Jeg fik jo slet ikke snakket ordenligt med ham før han pludselig blev fundet død på skolen.. Det var virkelig et stort chok, for alle.
Men altså.. Sket er sket og vi kunne ikke gøre noget ved det alligevel.
Louis havde brugt mange timer i de første dage, på at komme sig over det. Stan havde været en tættere ven end jeg havde troet.
Han syntes faktisk at det var helt pinligt at han var så følelsesladet, mens jeg slet ikke så ud til at være særligt påvirket af det. Men som sagt tidligere jeg var bare ikke god til at vise følelser.
Derfor virkede det som om jeg ikke var spor knust. Men jo.. Jo det var jeg da. Selvfølgelig var jeg det.
Da Louis kom sig lidt igen, på dag 3 cirka, begyndte vi sådan at lære hinanden at kende. Fordi det eneste vi mest havde snakket om inden det, var omkring Stan, og hjalp hinanden med lige at komme videre. 
Da jeg først lærte ham at kende, fandt jeg ud af at han var anderledes end hvad jeg havde regnet med. Men han var sød. Det var han virkelig.
”Savannah?” Sagde Louis og knipsede, lidt foran mine øjne, hvilket fik mig til at blinke en del med dem. ”Du er helt væk.” Grinede han. Jeg trak lidt på smilebåndet. Jeg var jo forsvundet helt hen i mine tanker.
”Jah, undskyld jeg forsvandt vidst bare lidt hen i mine tanker.” Grinede jeg, og endnu et grin lød fra Louis. Han fjernedes posen fra mit hoved igen, og kiggede studerende på min pande. ”Du bliver vidst en lille enhjørning.” Sagde han så og grinede lidt. Igen trak jeg lidt på smilebåndet.
”Den er jo ikke i midten af panden..” Mumlede jeg og mærkede lidt på min nye og fine bule. ”Nej.. Måske er det nyankommne djævlehorn.” Jeg skulede lidt til ham, og han små grinede lidt igen.
Jeg var åbenbart virkelig, virkelig sjov lige der.
Haha... Hahaha.. Hahahahahahahahaha.
Nej.. Okay da.. 
”Måske er det glorien som skal vokse ud gennem panden, før den kan flyve op over hovedet på mig.” Sagde jeg derefter og nikkede overbevisende. Han rystede derefter bare lidt på hovedet. ”Du er i hvert fald min lille engel..” Mumlede han.
Jeg kiggede lidt på ham da han sagde det.
Okay, jeg tror ikke det var meningen at jeg skulle høre det, for Louis rødmede en smule.
”Jamen.. Tak.. Tror jeg..” Sagde jeg og kiggede lidt rundt. ”Hvordan har du det i hovedet?” Spurgte han så.
Jeg trak lidt på skulderene og sendte ham et smil. ”Bedre.” Svarede jeg så og smilede igen bare. ”Har du mere brug for isposen?” Spurgte han derefter og jeg rystede lidt på hovedet. Han sendte mig et smil hvorefter han rejste sig og gik, ud i køkkenet igen, med isposen.
Jeg kiggede lidt efter ham hvorefter jeg tog ved min mobil. En sms var tikket ind fra Melanie. Hun var inviteret til en eller anden fest i aften, og ville gerne have jeg tog med.
Jeg fik hurtigt svaret at jeg nok skulle tage med, hvorefter jeg lagde mobilen på bordet, lige i det Louis kom tilbage.

***

Så er vi i gang igen! :D

Undskyld for den lange ventetid. :( Men først sad jeg fast i kapitlet, og derefter var jeg i sommerhus, hvor nettet er forfærdeligt, men nu! Nu har jeg i alt fået skrevet 14 kapitler, og jeg kan godt love jer, at det kommer til at blive det bedste, nogensinde! :D

Jeg vil også lige hurtigt gøre opmærksom på det nye cover, og sige tak til en sød pige, ved navn Cecilie, for at lave det. Så tak. ;)

Men ja.. Det ville være sjovt at høre meninger om kapitlet. Og i må gerne, hver eneste gang fortælle, hvem i tror morderen er. Bare for om jeg kan se, om i er ved at regne den ud. ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...