The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3679Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Der stod jeg så. Ude foran Louis' hoveddør. Min mor var fuldstændig oppe at køre over at jeg skulle over og besøge ham. 

For det første.. Hun troede af en eller anden grund af Louis, ville være morderen. - Som sagt stol ikke på nogen. Og det gjorde hun i hvert fald heller ikke.

For det andet.. Hun mente at jeg havde brug for nogle dage hvor jeg bare sad og fik ro i hovedet efter Stans død.. Jeg ville komme mig over det ved, at komme ud og glemme det, ikke ved at sidde og tænke over det! 

 Så her var jeg så.. Foran Louis' dør lige efter jeg havde banket tre bank. Døren blev åbnet kort efter og Louis stod i døren, med et smil rettet mod mig. "Hej." Sagde han og gik til siden for at lade mig komme ind. "Hej." Mumlede jeg og sendte ham et smil.

Okay, jeg ved godt hvad vi alle tænker lige nu! - Akaveeeet! Og jeg fattede stadig ikke hvad meningen med at han ville mødes var? Jeg mener.. Vi mødes fordi hans bedste ven/min kæreste er død og så ville han pludselig ses? Men jaja.. Som han jo ville. 

Selvom jeg alligevel var lidt på vagt. Det var man nød til at være. Louis kunne ligeså godt være morderen. Hvad nu hvis han var? Og han så havde planer om at dræbe mig som den næste? Det var ikke til at vide og derfor.. Derfor var jeg på vagt overfor ham.

Jeg trak min jakke af og hang den op hvorefter jeg tog mine sko af. Jeg fulgte efter Louis der gik ind i en stue. Mit blik kørte rundt derinde.

Tv'et kørte og en bærbar stod på stuebordet. Jeg nåede lige at se at han var inde på nyhederne før han lukkede ned. "Der er intet om Stan endnu. Jeg er bekymret for ham.." Sagde han og kiggede ned. Jeg kiggede lidt på ham. "De gør hvad de kan for at rede ham... Men jeg savner ham bare så pokkers meget.." Mumlede jeg og tog plads ved siden af ham i sofaen.

Han kiggede langsomt op på mig og nikkede langsomt. "Det er bare om at vente." Sagde han så og smilede til mig.

***

En dag var gået sammen med Louis. En dag hvor vi ikke lavede andet end at sidde i sofaen og snakke.

Vi snakkede om alting. Stan var meget vores emne. Det var let at se på Louis at det gav et stik af smerte at have mistet hans bedste ven. Selv var jeg meget trist over det men jeg prøvede virkelig at skubbe tanken om at jeg havde mistet ham væk.. Det ville i sidste ende være det letteste at gøre.

"Vil du blive og spise med?" Spurgte Louis. Jeg tøvede kort hvorefter jeg nikkede. "Jah, klart." Svarede jeg og sendte ham et smil.

Han kunne under ingen omstændigheder være morderen. Det var udelukket. Det eneste mærkelige og mistænkelige ved ham var hans underlige blikke. Han kiggede rigtigt meget på mig som om han prøvede at kigge igennem mig og lige ind i min sjæl.

Uanset hvor dumt det lød men det var sådan det så ud..

Men hvorfor gjorde han det overhovedet? Det skræmte mig. Fik mig til at tænke. Vidste han noget om morderen? Var han en form for hjælper?

Det var mærkelige tanker, men jeg var bare.. Bekymret. Bekymret for at han ville gøre mig noget, når det viste sig at han rent faktisk var morderen. Bekymret for at han ville gøre nogen jeg elsker noget. Jeg ville ikke kunne bære at miste en mere. Det kunne jeg bare ikke..

Jeg ledte på en måde efter spor som kunne vise om han vidste noget... Men det virkede faktisk ikke rigtigt som om han vidste noget. Og alligvel..

Han opførte sig normalt men på samme måde mærkeligt. Der var de underlige blikke.. Men han virkede underlig nærmest helt.. Nervøs(?) Hvergang vi kom ind på emnet omkring morderen.

Det var nok heller ikke det bedste at snakke om lige efter at Stan var død på grund af morderen. Og jeg indrømmede gerne at jeg selv blev lidt følelsesladet af emnet om morderen.. Den sindsyge galning havde jo dræbt min kæreste! 

***

Et par timer efter stod jeg ude i Louis' gang. "Er du sikker på at jeg ikke skal følge dig hjem?" Spurgte han for nok 3. gang. Jeg kiggede på ham og nikkede. "Ja.. Helt ærligt. Jeg bor ikke særligt langt væk.." "Men.. Det plejer bare at være om natten morderen slår til.. Og han er derude.. Så pas på dig selv." Sagde han derefter. Jeg nikkede bare "Selvfølgelig.. Og tak for en god dag." Sagde jeg derefter. Jeg havde egentligt regnet med at jeg bare ville vinke, men Louis havde andre planer. 

Han trak mig i hvert fald ind i et kram, hvor jeg så lidt akavet klappet ham på ryggen. Jeg sendte ham et smil, og vendte mig om, for at gå ud af døren. Jeg kiggede kort tilbage mod ham med et smil hvorefter jeg gik helt ud. 

Det skulle så lige passe, at morderen er i nærheden, og at han slår til i nat!

***

Okay, jeg ved godt det er lidt træls, at i nok ikke har set deres samtaler, men jeg skal nok give jer deres kommende samtaler. Jeg havde bare lidt planer med det her kapitel og anede ikke hvad de skulle sige til hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...