The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3590Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Efter en lang samtale som føltes som et forhør - som i at de troede at jeg var morderen. Men altså.. Da jeg var færdig på politistationen, var jeg taget direkte over på hospitalet. Jeg var nød til at finde ud af hvad de havde gjort med Stan.

Jeg var lige trådt ind af døren, hvorefter jeg gik med hurtige skridt over til skranken, til damen der sad og skrev på hendes computer. "Undskyld mig." Sagde jeg og sendte hende et venligt smil. Hun kiggede op fra hendes computer, og smilede langsomt da hun så mig. "Hvad kan jeg hjælpe dem med?" Spurgte hun så. "Ja, kan jeg få af vide hvilken, stue Stan Winther, ligger på?" Spurgte jeg.

Damen kiggede lidt på mig, hvorefter hun nikkede lidt. Hun skriblede på hendes computer hvorefter hun kiggede på mig igen. Hun sendte mig et smil, og fortalte mig hvilken stue han lå på. "Tusind tak!" Sagde jeg hvorefter, jeg gik ned af gangen.

Jeg gik ind i elevatoren og lod den køre, op til den etage han var på. Jeg gik med hurtige skridt ud af elevatoren, og ned af gangen, for at finde hans stue.

Da jeg endelig stod udenfor døren stod bare og kiggede på den... Jeg tog langsomt fat i håndtaget og åbnede døren. Da jeg kom ind så jeg en læge, stå ved sengen, som Stan lå i. Lægen stod og skrev nogle ting ned på et papir i hans hånd.

Jeg gik langsomt over mod sengen, mens blikket lå på Stan. Han trak ikke vejret.. Han var død, så hvorfor overhovedet indlægge ham.

"Han blev dræbt, men hjertet kan stadig nå at blive redet." Sagde lægen foran mig. Det at han snakkede til mig gav mig, nok det største chok nogensinde.. Jeg troede ikke han havde hørt mig komme ind.

Lægen løftede langsomt hovedet og kiggede om på mig. Hans grønne øjne kiggede lidt på mig. "Kendte du ham?" Spurgte han hvorefter han igen koncentrerede sig om hans papire.

"Han var min kæreste.." Sukkede jeg og kiggede på Stans livløse krop. Lægen nikkede forstående. Han kiggede så op på mig igen. Han rakte hånden frem mod mig og sendte mig et smil. "Mit navn er Harry." Sagde han så. Jeg gav ham hånden og nikkede langsomt. "Savannah." Sagde jeg og sendte ham et lille smil.

Jeg kiggede mod Stan der var helt hvid. Han var død.. "Er det muligt at rede ham?" Spurgte jeg forsigtigt. Harry kiggede op af hans papirer og sukkede lavt. "Det tror jeg desværre ikke." Sagde han og kiggede sørgmodighed på mig.

Jeg hørte dørhåndtaget blive trukket ned og døren gik langsomt op. Ind af døren kom.. Louis.

Han standsede midt i alle hans bevægelser i det vi fik øjenkontakt. Jeg kiggede lidt på ham hvorefter jeg hurtigt fik fjernet mit blik fra hans. Jeg kiggede lidt på Harry. "Tak for alle svarende Harry.. Jeg må gå nu." Sagde jeg og sendte ham et smil, som han blidt gengældte.

Jeg vendte mig om og gik hurtigt forbi Louis og ud af døren. Det var som om at han kunne se lige igennem mig..

Jeg nåede ud af døren og ned af gangen hvorefter jeg hørte en stemme. "Savannah vent!" Jeg vendte mig langsomt rundt og så at Louis var fulgt efter mig.

Hvad? Hvorfor?

"Ja?" Spurgte jeg forvirret. Han kom hen til mig og kiggede lidt på mig. Det lignede af han tøvede hvorefter han åbnede munden. "Jeg Eh.." Han kløede sig lidt i nakken. "Jeg tænkte på om du måske.. Kunne tænke dig at.. Lave noget en dag?" Spurgte han efter en del tøven.

Jeg kiggede lidt mere forvirret på ham. Jeg nikkede dog langsomt efter lidt tid. "Ja.. Okay. Klart. Det vil jeg gerne." Svarede jeg og sendte ham et smil. Jeg gik hen og hev hjørnet af et papir der hang på væggen, og tog ved kuglepennen der hang i en snor ved siden af. Jeg fik hurtigt skrevet mit nummer på den og rakte så papiret mod Louis. "Ring eller Skriv så finder vi ud af noget." Sagde jeg og smilede til ham.

Han tog imod papiret og nikkede langsomt. "Så ses vi." Sagde han med et smil. Jeg nikkede langsomt. "Vi ses.." Mumlede jeg.

Han smilede til mig og vendte sig rundt for at gå tilbage, til Stans stue. Jeg kiggede lidt efter ham.

Jeg var forvirret. Jeg forstod ikke hvorfor Louis gerne ville se mig? Var det derfor han stirrede sådan? Uanset hvad skulle jeg måske være lidt på vagt overfor ham.. Jeg stolede ikke på ham. Der var noget der ikke stemte, og jeg var nød til at finde ud af hvad det var. Det virkede som om der var et eller anden med ham og jeg var nød til at finde ud af hvad det var.

***

Har stadig ikke meget at sige. Tak for alle favoritlisterne!

Mysser til alle. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...