The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3711Visninger
AA

11. Kapitel 10.

~~Selvom det i starten gik meget imod, hvad jeg egentligt ville, var jeg gået med til at lave nogle aftaler med Louis. Det er nu godt og vel 1 uge siden vi fandt liget, på klubben. Louis ville bare ikke lade mig være..
Han blev ved, og ved, og ved med at skrive og ringe, og jeg kunne jo ikke ignorer ham for evigt? Gjorde jeg det, ville han bare møde op foran mit hus i stedet altså.. Den dreng er bare ikke til at slippe af med.
Men jeg gik altså med til nogle aftaler, eller hvad man skal kalde det, med ham. Og det gjorde også at Melanie, skulle til at kalde, det for at vi nu var gået videre til at date. Hun var bare overbevist om at vi altså, bare elskede hinanden, og derfor var vi allerede nu, gået videre til at date.
Men ja ja.. Vi har kendt hinanden i 2 uger, så hurtigt går vi altså heller ikke frem!
Det er også efterhånden 2 uger siden at vi fandt døde Stan, hvilket betyder at denne søndag – som så er i dag – er det Stans begravelse.
Jeg havde gjort alt for at glemme, det her. Lade som om at Stan ikke var død, men bare havde slået op med mig i stedet. Denne uge havde virkelig været hård, ikke kun for mig, men også for Louis. Det kunne godt mærkes at, det snart var tid til at få begravet en som havde haft stor betydning, i begge vores liv.
Og selvom trangen til at lade vær med at dukke op, for at undgå smerten, var stor havde jeg besluttet mig for at jeg ville med. Jeg havde brug for at kunne få sagt ordenligt farvel til ham. Det havde jeg virkelig..
Så ud af døren i sort fra top til tå, med håret sat i en hestehale, gik jeg ned til Louis' bil som holdte ved mit hus, hvor han sad indeni og ventede.
Vi havde aftalt at køre sammen derover, da vi helt klart ville have brug for hinanden, til at komme igennem det her.
Jeg stoppede foran bilen, og åbnede døren, hvorefter jeg satte mig ind. Jeg trak selen på, hvorefter jeg for første gang i dag, lod mit blik glide over på Louis. Jeg sendte ham et kort smil, da jeg så han allerede kiggede på mig. ”Hej..” Mumlede jeg. Han sendte mig et kort smil, hvorefter han startede bilen, og begyndte at køre.
Jeg tog mig lidt tid til at små betragte ham. Han havde et sort jakkesæt på, og hans hår hang pjusket ned i øjnene på ham.
”Er du klar til det her?” Spurgte han, og jeg kørte mit blik væk fra ham. Jeg trak lidt på skulderene. ”Nu kan vi i det mindste få sagt, farvel til ham..” Sagde jeg og kiggede lidt ned. Jeg lod et suk forlade mine læber hvorefter jeg lukkede øjnene.
Jeg lænede mig helt tilbage, og lod mine øjne forblive lukkede, i håb om at det kunne få mig til at slappe bare lidt af. Jeg havde knap lukket et øje i nat, på grund af begravelsen.
Jeg åbnede langsomt øjnene, da jeg mærkede noget ved min hånd. Det gik kort efter op for mig, at det var Louis' hånd. Han havde taget ved min, hvorefter han kiggede på mig. Han var dog hurtig til at koncentrere sig om vejen igen.
Jeg gav hans hånd et klem, hvorefter jeg kiggede ud af vinduet.
Louis havde en evne til at give mig en speciel tryghed, som jeg virkelig fik brug for i dag.. Vi havde kendt hinanden i 2 små uger, men allerede efter 1 uge var han allerede begyndt, at betyde en helt del for mig. Så var der lige den lille periode, hvor jeg mistænkte ham som morderen, men igen.. Hans evne til at give mig tryghed. Jeg følte mig mere tryg med hensyn til at blive dræbt, med ham end jeg gjorde, uden ham.
Så i denne her uge, havde han fået mig overbevist om, at jeg havde brug for ham. For det havde jeg. Jeg havde brug for at han var der for mig. Jeg havde brug for ham, som min ven.
Melanie, var min anden halvdel, og vi har alt tilfælles men.. Louis, og jeg havde én speciel ting tilfælles.. Vi havde begge mistet en person, der betød meget for os. Som om det ikke var nok, havde vi mistet den samme person. Louis forstod mig, og jeg forstod ham på punkter, som Melanie og jeg ikke ville kunne, komme til at forstå hinanden på.
I dag ville det ikke have været Melanie jeg fik brug for.. Det var Louis jeg havde brug for.
* * *
Endnu engang stod jeg, med Louis' hånd i min. Vi stod lige der hvor Stan skulle begraves, og det var faktisk i gang.
Hele ceremonien var faktisk slut, og de gik nu i gang med at hejse kisten ned i jorden. Jeg gispede kort efter vejret, da jeg mærkede tårerne endnu engang, komme frem i mine øjne. Jeg løftede den frie hånd, og lagde den over min mund, for ikke at hulke. Tårerne kunne jeg ikke stoppe, de begyndte bare at løbe, hurtigere og hurtigere ned af mine kinder.
Jeg stod ikke sådan særligt længe, før jeg mærkede at Louis' hånd slap min. Han lagde i stedet sin arm rundt om mine skuldre, hvorefter han trak mig ind til ham. Jeg lod min hånd forblive, over min mund, hvorefter jeg lod min anden hånd, tage fat i Louis' skjorte, mens jeg små gemte mit hoved mod hans bryst.
Alligevel havde jeg øjnene rettet direkte mod kisten, som utroligt langsomt, blev hejst ned i jorden. Louis, lagde derefter også hans anden arm rundt om mig, så jeg stod direkte ind i hans favn. Lige nu var jeg ligeglad med om at Louis, stadig kunne være morderen, og at han kunne have været den som dræbte Stan, jeg havde bare brug for ham.
Som sagt han gav mig den trygge fornemmelse og den havde jeg i den grad, brug for lige nu!
Selv da, kisten var blevet hejst helt ned i jorden, og folk begyndte at ligge blomster, slap Louis ikke hans greb om mig. Hvilket jeg egentligt var ret så tilfreds med. Han lod mig bare græde ud, i hans favn. Jeg lod mit blik køre op til hans ansigt, som stirrede tomt på graven. Han græd ikke selv, men han lignede en der kunne bryde ud, hvornår det skulle være.
Vi havde tidligere på ugen snakket om, at når begravelsen var færdig ville vi, tage hjem til en af os, og så bare være der i nogle timer. Vi gad ikke det der, som der er efter begravelser. Der hvor man drikker kaffe eller hvad man gør. Hvorfor fejre at nogen er død?
Han begyndte langsomt at køre hånden op og ned, på min ryg, for at få mig til at falde lidt ned, eller nok bare for at få mig til, at stoppe med at græde. Og jeg prøvede.. Jeg prøvede virkelig, men tårerne ville bare ikke stoppe. Louis lænede sit hoved ned til mit, så han kunne snakke lavt til mig. ”Har du brug for lidt tid, eller vil du med nu?” Spurgte han roligt om. Jeg tørrede mine øjne, og prøvede ihærdigt på at holde tårerne inde. Jeg kiggede op på hans ansigt og bed mig lidt i min underlæbe. ”Jeg vil gerne med nu..” Sagde jeg derefter. Han nikkede langsomt og løsnede hans greb om mig. Jeg slap langsomt mit tag, om hans skjorte. Han tog derefter fat i min hånd igen.
Han trak mig langsomt med over mod hans bil, hvor han åbnede døren for mig. Jeg satte mig langsomt ind i den, hvorefter han kom ind på den anden side. Han startede bilen, og begyndte langsomt at køre.
Jeg lænede mig helt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Jeg indså langsomt.. Jeg var simpelthen ikke klar. Jeg var ikke klar til at skulle sige farvel til Stan. Jeg var ikke klar til at indse, at jeg havde mistet ham.
Jeg lukkede mine øjne og tillod igen tårerne, få frit løb ned af mine kinder. Det lod til at Louis, opdagede det, for jeg mærkede en hånd kort efter, ligge sig på mit lår. Hvordan kunne det være at det nu var, mig som slet ikke kunne holde masken oppe, og Louis som godt kunne? Det var ham som slet ikke kunne holde sig oppe, i den første uge, inden Stan døde. Og mig som havde let ved det?
Jeg mærkede Louis' fingre begyndte at tegne cirkler på mit lår, og kort efter begyndte han at sidde og nynne. Jeg bed mig lidt i min underlæbe, mens jeg bare prøvede at styre, mine tårer. Det var rart det her.. At sidde i en bil med Louis, ved min side som sad og nynnede.
Bilen stoppede kort efter, og det samme med Louis' nynnen. Men jeg blev siddende, med lukkede øjne, og Louis stoppede ikke, med at lade fingeren køre rundt i cirkler, på mit lår. ”Hvordan har du det?” Spurgte han efter lidt stilhed. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og kiggede over på ham. Jeg bed mig lidt i min underlæbe, hvorefter jeg trak på skulderene.
”Kom med ind.” Sagde han og gik ud af bilen. Jeg klikkede min sele, hvorefter jeg gik ud af bilen. I langsomme skridt, gik jeg op mod hoveddøren, med Louis gående foran mig. Han åbnede døren, og jeg gik ind efter ham. Jeg smed mine sko, på gulvet og gik direkte ind i hans stue. Jeg havde på de sidste 2 uger været, her så meget, at jeg bare vidste, hvor jeg skulle gå hen, og hvad jeg skulle gøre, når jeg var her.
Derfor var jeg slet ikke langsom til at tage plads i hans sofa. Jeg kunne høre han gik lidt rundt og skramlede med noget ude i køkkenet. Kort efter kunne hans stemme høres, da han begyndte at synge. Jeg lagde mig helt ned på sofaen, lukkede mine øjne, og prøvede at lukke alt andet, end Louis' syngende stemme ude.
Og det gik vidst ret godt for kort efter faldt jeg i søvn.

***

Håber virkelig at afsnitene er lavet nu.. Kan nemlig ikke se om de er det. :/ 

Men ja.. Endnu et kapitel! Jaaa! :D 

Håber at i godt kan lide at jeg opdatere så hurtigt.. Eh. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...