The Secret Killer (One Direction!)

Freden over det Nordlige London er forbi. En hemmelig morder er på fri fod. Det får alle til at reagere, Specielt unge Savannah da hendes kæreste Stan bliver dræbt af den sindsyge morder. En dag møder Savannah den mystiske Louis Tomlinson, som ikke ligefrem virker til at have 100% rent mel i posen. Og hvad er det egentligt lige, som er med ham? Morderen er ikke ligefrem stoppet, men så er Sagen er så bare lige den, hvor mange mennesker skal dø, før morderen bliver stoppet?

40Likes
74Kommentarer
3715Visninger
AA

2. Kapitel 1.

"Man ved ikke noget om morderen, eller hvordan drabet skete, men det er ikke det første drab. Politiet leder desperat efter, spor fra personen der kunne ha myrdet hende. Kilden, som fandt liget fortæller at..-" Lød det fra tv'et der stod foran mig.

En pige blev myrdet i nat og en eller anden ung gut har åbenbart fundet hendes lig. Hun var skam ikke den første. En eller anden morder er derude og dræber folk hele tiden. Det kunne mærkes på alle. Specielt fordi at det er tæt på, os.

Min mor var den der var mest bekymret. Hun bad min søster og jeg om, overhovedet ikke at gå ud om aftnen, og vi måtte heller ikke gå ud alene. Men jeg forstod hende. Man behøvede ikke at have gjort morderen noget for at han eller hun myrderede en.

Jeg var på vagt. Problemet med det var bare at det var svært at vide hvem du kunne stole på.. Hvad hvis din bedste ven var morderen? Hvad hvis din kæreste var morderen? Hvad hvis din mor var morderen? Hvis du mødte en som var morderen? 

Man kunne ikke vide det, for ingen havde nogensinde set morderens ansigt. Hvis man mødte en der boede, heromkring skulle man ikke bare, sno sig til personen. Man kunne ikke stole på nogen som helst, i ren frygt for om det kunne være morderen. 

Prøv at forstil dig at du levede i sådan en hverdag.. 

Jeg slukkede for tv'et og rejste mig træt op. Jeg gik ud af vores dejlige stue og op af trapperne. Jeg skulle i skole imorgen og det var ved at være sent. Jeg gik træt hen af gangen mod mit værelse, hvor jeg åbnede døren og gik ind.

Jeg tog mit tøj af, og skiftede til en af de der skønne oversize t-shirts, seriøst jeg elskede dem. De var så fantastiske. Man føler sig så lille, ihh.. Jeg elskede det. <3 

Derefter smed jeg mig på sengen. Få minutter efter faldt jeg ind i en dejlig dyb søvn.

***

Jeg gik langsomt ned af den lange skolegang fyldt med mennesker, på begge sider. Der lød nærmest en summen af den forskellige snak. Selvom jeg ikke kunne høre hvad alle de forskellige folk sagde ville de ikke have undret mig, hvis de snakkede om mordet, på den unge pige.

Hvis man boede her, og ikke var bange for hvornår morderen skulle slå til igen, var der noget grueligt galt med en.

Morderen dræbte som det passede ham, og han dræbte, dem han ville. Der var ikke noget i mønster i hvem der blev dræbt. Nogle gange dræbte morderen to mennesker der kendte hinanden, andre gange dræbte han mennesker som aldrig havde mødt hinanden.

Morderen kunne let dræbe Melanie, uden at røre mig, hvis det skulle være!

Og ja hvem var Melanie? Melanie var nok den sødeste person der fandtes. Hun var perfekt, til at være min veninde. Vi kendte hinanden ud og ind, og vi vidste præcis altid, alting omkring hinanden. Med andre ord.. Vi var så tætte som overhovedet muligt.

"Savannah!" Hørte jeg en stemme råbe helt.. Desperat? Jeg vendte mig forvirret rundt og fik øje på Melanie der kom løbende hurtigt mod mig.

Jeg vidste det var Melanie. Selvom hendes råb var desperat, havde stemmen stadig den søde, klang som jeg aldrig havde hørt andre have.

Jeg kiggede lidt forvirret på hende da hun stoppede op, foran mig og kiggede på mig, med et blik jeg slet ikke kunne læse. Hvilket aldrig rigtigt var sket før. "Du.. Stan han.." Hun kunne slet ikke sige mere. Hun stod bare og prøvede på at sige noget, men ikke en lyd kom ud af hendes mund. "Kom med.. Hurtigt!" Sagde hun og tog fat om mit håndled, hvorefter hun begyndte at løbe igen.

"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg forvirret. Melanie kiggede kort bag, mig før hun igen vendte blikket frem, så hun kunne se hvor hun løb hen. "Bare følg med. Så skal du se!" Sagde hun og løbe videre.

Jeg løb efter hende, nysgerrig over hvad hun ville vise mig. Og hvorfor det var så vigtigt.

Vi løb forbi nogle vinduer som viste ud til parkeringspladsen, - hvor der holdt politibiler og ambulancer.

Melanie stoppede pludselig hvilket fik mig til at kigge mod hende. Hun stod og stirrede frem af. Jeg vendte langsomt blikket og så frem af.

Jeg mødte en syn jeg ikke havde regnet med..

Foran mig.. Stod tre betjente, og nogle ambulance folk, og hvad skete der? De var igang med at få et lig op på en båre.

Hvem var det lig?

 Det var Stan..

 

 

***

Halløj, dejlige mennesker som læser min historie! :D Tak for allerede at have 14 favoritlister. Det er fantastisk og det varmer mit hjerte. :') <3 

Har ikke så meget at sige her, udover at kapitlerne nok bliver lidt korte, men i vil tilgengæld nok også få dem lidt hurtigere efter hinanden. :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...